Ser Du Mig

Jeg har taget masken på, går langs væggen, håber du ikke får øje på mig. Bukker mig, gemmer, holder ordene inde, holder følelserne inde. Måske hvis jeg er stille bliver jeg ikke udstødt, måske kan jeg forblive en i flokken. Jeg går på linje – lever andres liv i stedet for mit eget.  Går igennem livet uden kontakten til mig selv, kernen, sjælen… DET VAR, men NU har jeg smidt masken, går i midten oprejst med hele mig.

Jeg har ikke længere glemt hvem jeg er. Jeg lader ikke mit liv, min lykke, være baseret på noget uden for mig selv. Jeg tager ansvar – svarer an på det der rejser sig. Møder alt det der opstår – nogle gange med tårer og frygt, men jeg møder det. Jeg er ikke stille mere, jeg lader min stemme tone frem.  Jeg taler mit hjerte.

Jeg ser mig, med alt hvad jeg indeholder, noget mere smukt end andet, noget nemmere at acceptere end andet, noget mere let end andet. Jeg tillader alt at få plads, prøver at omfavne mig og se den smukke sjæl jeg er. Selvom jeg ikke står og går oprejst i fysisk forstand, så bevæger jeg med indre værdighed, oprejst og stærk.

Jeg hører ikke mig selv sige noget jeg tror andre forventer jeg siger, jeg gør ikke noget bare fordi andre forventer jeg gør. Jeg forsøger så godt jeg evner,  hver eneste nu at leve i overensstemmelse med min sande essens.

Alt det jeg har overset, ignoreret og lagt låg på igennem livet vælter ind over mig i øjeblikke hvor jeg er klar. Måske trigget af ord, måske af stilhed….

At dø for at blive genfødt igen. Jeg havde brug for at få rusket op i rutinerne for at turde at slippe masken, virkelig at mærke mig. at lade den del af mig der ikke så eller ville ses dø.

Det dybeste ønske, som jeg havde gemt væk, er jo i virkeligheden, at blive set. Jeg ser mig selv tydeligt nu, jeg er ikke bange for at blive set, som den jeg er, bag maskerne. Jeg bevæger mig og lader hele mig stråle også det som er tungt.

Jeg må vise mig, selvom det så betyder at jeg bliver udstødt, selvom jeg mister. Jeg bevæger mig nøgen, blottet. Jeg kan ikke tage masken på igen.

Men jeg kan være som den smukke lotusblomst, der finder vej op igennem det uklare, grumsede vand og som nu endelig har åbnet sig. Alt er muligt. Jeg vil ikke længes efter at være en anden end den jeg er. I min helhed, ønsker jeg at andre ser mig, hele mig, at de modtager hele mig og ikke kun dele. Dele som ikke er mig, men blot noget, en bagage jeg lige nu har med mig. At blive set er det jeg vil.

Hvilken relation har du til dig selv.

Tager afsted med frustration, tvivlen og magtesløsheden i bagagen. Bagagen tynger, lidelsen gennemsyrer, kroppen og sindet forkramper. Holder fast, holder tårerne under overfladen. Kvalmen følger, kvalmen som opstår som så mange gange før, som følgesvend til frygten. Hvad er det jeg giver slip på hvis jeg sætter mig, mister jeg mig, kan jeg nogensinde rejse mig igen. Hun kigger på mig, med kærlighed – sæt dig – kommanderende, men med den dybeste ærligste kærlighed. Fuck dig sidder klar på læberne, men bliver stille, mærker. Bagagen tynger, må sætte mig.

Ruller ind i menneskemængden, mærker en lettelse over at kunne komme frem, uden at falde om af udmattelse. Møder smil og hjælp. Tager imod med taknemmelighed. Smiler tilbage. Læner mig tilbage, skulderne ryger lidt ned. Stiller noget af bagagen fra mig, tillader at sidde et øjeblik.

Der bliver skabt mulighed for, at jeg kan overgive mig til øjeblikket. Jeg har et valg – vælger jeg kampen, at blive i bekymringerne om fremtiden, at tro på en etiket eller tillader jeg lidelsen at tvinge mig ind i nuet, ind i en tilstand af intens bevidst tilstedeværelse, hvor fortid og fremtid ikke får plads kun dette øjeblik.

Frygt og smerte bliver forvandlet til en indre fred og ro, som kommer fra et meget dybt sted –  en fred der passerer al forståelse. En erkendelse – ikke i sindet men i dybden af mit væsen.

Kan jeg overgive mig. Kan jeg slippe min formidentitet, er det min form der gør mig til den jeg er. Kan jeg se på mig selv med kærlige øjne kan jeg omfavne alt det jeg indeholder.

Er det jo netop ikke min relation til mig selv, der definere hvem jeg er. Udfordringen er der uden tvivl, den forsvinder ikke, jeg må skabe lethed, skabe min virkelighed jeg må overgive mig – en indre accept af, hvad der er uden forbehold.  Udfordringen er en del af min livssituation, men jeg mærker at der er noget dybere, mere afgørende, mit liv, mit væsen i det tidløse nu.

Lidelsen forsvinder, udfordringen nedsættes til en form. En ydre form. Overgivelse transformerer ikke, hvad der er, i det mindste ikke direkte lige nu. Overgivelsen forvandler mig. Min verden bliver forvandlet, alt hvad jeg ser er en refleksion af min relation til mig selv. Udfordringen er ikke problemet, men måske er sindet, tankerne, historierne.

Jeg vælger at give slip på at søge identitet baseret på form, jeg vil forsøge at overgive hvert øjeblik til virkeligheden i det øjeblik.

Jeg mærker jeg er. I roen findes en solid tro, som måske ikke kan forstås mentalt, men jeg skal ikke forstå, jeg skal mærke. Mærke den kærlighed, styrke og kraft jeg indeholder bag formen. Jeg giver slip på de forstyrrelser der slørerede, som holdte mig i lidelsen, i savnet. Læner mig helt tilbage tager alt ind, nyder øjeblikket hvor der ingen kamp er.  Jeg accepterer det der er, lige nu. Virkeligheden er en anden i næste nu og en anden overgivelse og accept må ske. Det eneste jeg ved er, at jeg ikke ved. Går verden i møde med nysgerrighed og bevidst nærvær – alt er en mulighed – Sandheden kan ikke beskrives i ord, kan ikke konceptualiseres. Jeg giver slip på bagagen – formidentiteten, konceptuelle ideer, antagelser og overbevisninger. rejsen hjem er lettere, bagagen står tilbage. Jeg satte mig med hjælp – Fuck dig, blev til et tak.

Jeg lader mit inderste vise sig og ser på mig selv med nænsomhed og kærlighed og lader det billede tone frem.

Hvem er jeg

Hvem er jeg, er jeg den andre ser når blikket glider fra et punkt til et andet, er jeg den frygt jeg ser i andres øjne, er jeg den der er begrænset af min fysiske krop. Den krop der ikke kan danse vildt og hæmningsløst, den krop der ikke let og elegant kan løbe hen over græsset, er jeg den der ikke har kræfter til at snitte og skære.

Hvem er jeg, er jeg den, der synker ind i sorgen, sorgen over at have mistet. Er jeg den der bliver overmandet af følelser, gråd, frygten og tankespind om fremtiden. Er jeg den der tænker tanker om hvem jeg er og hvem jeg ikke er.

Er jeg den der giver betingelsesløst, er jeg den der inspirerer, er jeg den der skaber….

Hvem er jeg, hvem er du..

Hvordan definere jeg den jeg er, måske udfra historier om hvad styrke og det rigtige er? Og hvad er det rigtige? Er jeg ikke den jeg er, lige meget hvad jeg gør, lige meget hvordan jeg bevæger mig. Lige meget om jeg sidder, står, danser eller ligger.

Alt det der opstår ser jeg, jeg mærker, jeg tillader, jeg sørger. Det er dele af mig, dele der er foranderlige ikke konstante, jeg er iagttager eller endnu mere den der oplever.. Alt det der skaber frygten er bundet op på historier, historier om hvem jeg er, hvem jeg troede jeg gerne ville være. Jeg drager konklusioner om hvad jeg skal gøre, hvad der er styrke.

Men måske danser jeg faktisk vildt og hæmningsløst,  bevæger mig graciøst, med værdighed i erkendelsen af, at alt er magisk og lige som det skal være. Lader livet udfolde sig med glæde, sorg, sårbarhed og ar – med alt hvad jeg indeholder.

Når jeg ser og oplever, står jeg ansigt til ansigt med min egen sårbarhed og styrke. Mærker at når jeg lytter til mit indre, er der en konstant underliggende ro, stabilitet og vildskab. Inden i mig skabes der, inden i mig stråler livskraften. Farverne og kreativiteten fylder mig. Indimellem er det usynligt i virkeligheden, i verden blandt andre. Indimellem ses farverne ikke tydeligt. Men jeg vil gøre alt for at give og sprede de farver jeg kan med det jeg er.

Kviksølvet…bevægelse og transformation..

Kan jeg gå i opløsning, kan livet blive for meget. Prøver at trække vejret og samle mig. Pubben er smidt og i min nøgenhed, står jeg totalt blottet. Der er ikke noget der holder min form, alt er flydende, hvor flyder jeg hen hvis jeg giver slip. Min ærlighed står som et stort åbent sår, ilden har smeltet alle facader og beskyttelse. Og alt føles som flydende kviksølv. Og jeg viser hele mig, det smukke, det grimme, det sårbare, det svage, det stærke…. Jeg kan ikke gemme det, prøver at holde fast på den glohede, flydende kviksølv, men brænder mig,  kan ikke tæmmes eller fanges ind.

Passionens ild fortærer mig, hvis jeg lader mig selv danse i flammerne… og overgiver mig til processen.. så bevæglsen opstår.. Betingelsesløst. Og håbe at jeg er hel, når jeg er færdig med at brænde. Måske hel på en ny måde… forvandlet. Eller blive den jeg allerede er.

Det andet, den anden, de andre… øver indflydelse på mig som hemmelige – agenter. Det virksomme stof, som skaber forvandlingen. Nogle gange stiller jeg mig selv til rådighed, løber mod det der gør ondt, hopper gladeligt i med begge ben, og bliver chokeret, når jeg ser på mig selv bagefter – eller midt i processen, alt ikke er frydefuldt, men også fyldt med smerte. Hvorfor vælger jeg at gøre det, selvom jeg er blevet advaret – selvom jeg ved det ikke er det bedste for mig.

men jeg kan ikke benægte, at der er sket en forandring som var nødvendig – jeg ser hvis jeg tør og reflekterer, over det.  Og derpå tage ansvaret. Netop også at føle smerten, alle de grimme følelser, at tage dem på mig. Også de brænder i flammerne,

Alt flyder, finder vej, former sig, bliver til nye former og kreationer. En skabende livsstrøm, noget nyt skabes gennem mig, Ikke som en mental handling begrænset af min forestillingsevne – men som en tilladelse til at lade skabelsen udtrykke sig gennem mig.

Skulle jeg så ikke brænde? Når vi såres og sårer os selv og andre… jo må-ske… uden at investere os selv i ilden – bliver vi ikke os selv. Kommer vi ikke til os selv, til bevidsthed.

Kviksølvet… Han kommer med gaver, inspiration og indsigter, hvis jeg er opmærksom og vågen og jeg kan modtage dem i taknemmelighed, glæde og kærlighed. Men jeg kan ikke fastholde ham eller det i nogen bestemt form – det er imod hans natur.

Måske skal jeg blot opdage og give det lov til at virke dybt i kroppen, sindet og sjælen. Intet er tilfældigt eller ligegyldigt. Hvis jeg skubber det væk og giver slip uden at se på det fratager jeg mig selv muligheden for at lade tingene betyde noget.

Ilden kan brænde mig,  den kan opløse og den kan få mig til at føle, at noget af sjælen dør, men den er forvandlede, transformerende. Hvis jeg tør tillade det at virke, at tage den tid, som det tager.  Måske endnu en oplevelse af et hjertes modning, en visdom, en dybde. Vejen går altid igennem. Ikke over, ikke udenom, ikke under.

Og måske mærkes det, at jeg er videre, men at det som føltes tungt eller smertefuldt har forladt mig i ildens transformerende flammer.

Sommeren har rusket i de lag, som hindrede mig i at lytte til min sjæls hvisken, så de nu er transparente og mere gennemskinnelige. Jeg er fuldstændigt blottet, men måske fri af nogle af de mønstre der har fulgt mig igennem livet.

At sætte alting fri og lade mig flyde med kviksølvets bevægelse, en hengivelse til universet. Et kærlighedsmøde, hvor min sjæl får mulighed for at skabe det liv jeg er her for. Indefra og ud.

Alt det kræver fuldstændig ærlighed,  at jeg tør lytte til sjælen og tillægge dens kald værdi.

Frygten – Vejen til frihed

Bølger af frygt skyller igennem mig.. uvisheden om fremtiden rammer, alt det fundamentale må stå sin prøve….. ikke bare ét område, men på alle planer. Hvad hvis min største frygt bliver til virkelighed, at miste, ensomheden…lammelse, at miste kontrollen..

Mærker anspændtheden bølge igennem kroppen, forsvarsmekanismen – en misforstået beskyttelse, hvis jeg lukker af i hjertet undgår jeg så at blive såret, at gå i stykker.

En del inde i mig plaprer løs, døgnet rundt – skaber frygt… en del der har evnen til at forestille sig, lave historier, en del der tror den prøver, at beskytte mig, men i stedet opstår, der en frygt baseret på historierne.

Jeg klynger mig til det jeg ikke vil miste, holder med fast greb, men jeg kan ikke holde fast i det, der er sket, jeg kan ikke holde fast i ord der er sagt, øjeblikket der er forsvundet, kan ikke holde fat i det der var.

Jeg må slutte fred med livets forgængelighed, med livets uvished.

Min indre kernen er modets udgangssted, som indeholder kraften til at forvandle de skræmmende tanker, der kommer fra min frygt… eller tankerne der skaber min frygt .. ikke den sande frygt men den frygt der er skabt af fortællinger og tanker. Dele af mig reagerer ubevidst. Hvad vælger jeg? at vurdere, dømme, afvise, forkaste, klynge mig til.. eller erkende, drage omsorg, være vidnet til.. jeg har et valg.

I min inderste kerne er et sted som er helt rent uden forventninger og historier.

I yogaen, i iagttagelsen, i kontemplation, finder jeg min stilhed. De indre vidder af ro giver mig mulighed for at finde min sandhed. I kaos, synke helt ind hvor lydene omkring, bliver som vinden, der raser uden for vinduet, når jeg er lige nu, fuldstændig nærværende, er alt klart, alt er som det skal være lige der. Ingen rejse mod fremtiden eller tilbage i fortiden, her er ingen frygt for det usande.. som en ferie fra de larmende tanker.

øjeblik for øjeblik kommer der oplevelser ind, jeg lærer, modtager indsigter og erkendelser, hvis jeg ser og lytter med et åbent, ikke dømmende hjerte.

Jeg er tilstede, livet er tilstede, indimellem er der historier, der hæmmer livets strømme. Jeg må være årvågen, blive ved med at holde øje, med min fulde opmærksomhed, vælge hvordan jeg reagerer på det der opstår på min vej.

Bruge frygten som en mulighed for at vågne- holde den tæt- lade der være et nærvær af frygt, se hvilke historier der er forbundet med den. Mærke efter. Tillade at mærke de følelser, der følger med, nogle skal passere, nogle skal opleves, mærkes, leves og forløses.

Jeg kan vælge at skabe en verden omkring mig, der er forudsigelig og definerbar, der ikke stimulerer min frygt, men det bliver en umulig kamp, livet kan ikke kontrolleres. Konstant vil jeg blive udfordret af min frygt jeg vil møde uvisheden, det ukontrolbare og min kamp vil netop være det, der fængsler mig, holder mig fra friheden. Måske er buret der holder mig, historier jeg har dannet, forestillinger jeg har om frihed- Måske opstår friheden når jeg følger det livet viser mig, når jeg tillader at være den jeg er med alt den kærlighed, der strømmer igennem mig, som gør mig stærk og sårbar på samme tid.

Slutte fred med uvisheden… livet byder på mange muligheder, det inviterer mig til at springe ud over kanten. ud i uvishedens dyb… Rejse fra frygt til frihed – og i processen skifte frygten ud med tillid til vejen, der åbnes foran mig.

Både det vidunderlige magiske jeg møder på min vej og som jeg klynger mig til for at opleve det bare én gang mere eller det jeg møder med afsky som jeg prøve med alt kraft at skubbe væk…

Jeg kan vælge at lade være med at gå med vælge at blive på bevidsthedens sted

Give slip på tilbøjeligheden til at lade mig rive med – give slip når jeg føler, at der bliver trukket i mig, min kraft er størrer, jeg kan modstå og lade mig falde ind i tilliden. Jeg er ikke fri selvom min frygt, mine tanker om frygten  ikke eksisterer. Jeg er fri når jeg kan være i frygten være med det der skræmmer mig allermest med et rent hjerte, men friheden opstår når jeg er fri midt i det der skræmmer mig allermest. Når jeg er med det uden afsky eller klyngen….

hjælp eller…

Sidder og venter, knuden i solar plexus vokser. Den store ro jeg oplevede af væren i fortroligt og kærligt selskab, hvor er den. Slår følelserne fra, pakker mig selv ind i skjoldet, panseret, overvejer skal jeg købe en kop te, gå på toilettet, mens jeg venter, men kommer til erkendelse af at kræfterne er ikke til det – jeg venter, hvad hvis de glemmer mig, når jeg det så – hvad er nødplanen. Knuden vokser, kigger på uret, bruger kræfter selvom jeg sidder ubevægelig. Hun kommer, ser mig – spørger med blid stemme er det dig der skal have hjælp, svarer med alt min ro og styrke… mens mit indre krymper sammen, sætter mig, synker sammen, er ikke sikker på at panseret holder, mærker krakeleringer.

Så sætter bevægelsen i gang og jeg glider forbi menneskemængden, undgår den lange kø, undgår ventetiden, er træt. Blikket er vendt indad er bare, prøver at overleve, prøver… hører i det fjerne hendes spørgsmål, svarer men er ikke til stede. Bevægelsen stopper, bliver parkeret indtil de åbner for boarding. Mærker børnenes blikke, deres nysgerrighed – møder dem i et smil. Sidder på min plads i flyet, glider ind i trætheden, lukker øjnene, finder stilheden, mærker den kendte omfavnelse, panseret slipper og lyset får lov at slippe ind. Glemmer tid og sted.

En stemme vækker mig, retter mig op forbereder mig, til at klare turen igennem lufthavnen, tankerne hvordan… men hjælpen er der, jeg sætter mig og glider igen igennem menneskemængden, mærker et kendt ansigt ved min side. Hvad gør jeg, hvor meget viser jeg af mig selv, hendes naturlighed og omsorg beroliger mig, det er ok.

Mine børn modtager mig, savnet og omfavnelsen, kærligheden blødgør og jeg fortaber mig i deres historie, smil og lys.

Hjemme igen tilbage til praktiske gøremål, gøremål der næsten er uoverskuelige, hvordan skal jeg komme igennem. Mærker kroppen som fængslet, hvor friheden er blevet mig frataget. Udtrætningen der overmander mig, jeg kan bare være, prøver at gøre, men med mislykket resultat. Min søn der siger mor skal vi ikke bare være de næste dage. Han mærker kampen og kommer mig i møde. Jo vi skal bare være.

Natten må bringe lys og kræfter, hjælpe mig til at fordøje mit første møde med kørestol. Husker på hvilken kamp jeg gik igennem, inden jeg indså at den var en nødvendighed. Krigeren der kæmpede sig igennem, fordi hun ville frem, krigeren der klarerede det med konsekvenser.

Krakeleringerne, panseret giver slip på sit tag, sårbarheden, erkendelsen af at det er et stort skridt, der er taget, en stor overvindelse. Det har krævet det største mod i mit liv. Måske derfor den voldsomme træthed. Jeg vil lade natten omfavne mig, med dens magi, drømme og indsigter og vide at i morgen er en ny dag, en dag der starter med stråleglans, når jeg slår øjnene op.

Forventninger

Sommerferien, nu er vi her igen. Forventninger, forestillinger om den helt perfekte ferie. Mærker tyngden af mine egne forventninger som et tæppe af bly. Vandringen i gennem den endeløse ørken. Kroppen der svigter og kampen, hvert skridt overvejes og planlægges. Nærværet, hvor bliver det af på rejsen, glemmer at stoppe op, at slukke den dundrende tørst. Ser ikke klart i tågen i den ulidelige varme, Fanget af frygten, fanget af ønskerne og forestillingerne. Fatamorganaet lokker mig på afveje, ser billedet for mig – Forventningerne hvem tilhører de, er blikket og ordene fra mine børn blot spejlinger af mine egne forestillinger og frygt, har de egentlige nogle forventninger, til det der skal ske. Min frygt overtager fuldstændigt, følelserne fylder mig op. Prøver, gør, arrangere over evne, jeg kan, men med hvilken konsekvens, fraværet af nærvær, fraværet af selvkærligheden.

Mine begrænsede forestillinger, min krop, pludselig bliver jeg opslugt af at være denne forgængelige krop, ser pludselig ikke andet end forfaldet, begrænsningerne, jeg ser ikke at jeg er mere. Trætheden er så overvældende, bare tanken om at rejse sig fra gulvet er uoverskueligt. Skal jeg blive liggende, skal jeg rejse mig, følge flokken, være som de andre. Kan jeg tillade mig at være mig, at hvile i mig.

Jeg vågner og ser i gennem tågen, tågen af illusioner. En vished, en væren, hvor jeg giver slip og træder ind i stilheden.

Mine børn ligger sig tæt ind til mig, jeg mærker – jeg fyldes af omsorg for disse små smukke sjæle, kan jeg være den jeg skal være. I samtalen mødes vi, vi møder frygten, illusioner bliver opløst, tanker om forventninger fordufter. Sandheden. Sandheden – at det eneste jeg skal være, er mig. Jeg skal være i nærvær, være uden at gøre. Være i kærlighed. Være autentisk og sand. at leve og lade leve. Vi omfavner hinanden.

Lad mig finde modet til at møde min frygt, give slip på fortid og fremtid, værdsætte nuet. Jeg vil være tro mod mit eget væsen og men også disse to smukke sjæle som er kommet til mig. Ikke ligge under for mine forestillinger om omverdens krav og fordomme. være helt min egen.  Jeg vil se og forholde mig til min virkelighed. Og i stedet for at kæmpe imod vil jeg omfavne det, det viser mig, at langsomheden og de fysiske begrænsninger åbner op for en dybde og et nærvær, hvor jeg kan give det, som er det største af alt -kærlighed.

Kilden

Mørket, magtesløsheden, frustrationen opgivelsen vælter ind, hvem er jeg…? hvad er jeg… ?alene. Hvad er mit formål? hvad er min mission? med hvem skal jeg gå? kan jeg gå…? spørgsmål rejser sig … hvor er svarerne. Hvor bliver de af hvorfor svarer de ikke. Tårerne og klumpen blander sig, sorgen over tabet. Flugten, prøve at lade være med at mærke. Sorgen ligger sig som et tæppe, indhyller og lukker for ilten, bliver kvalt. Mørket er så tæt, virker nærmest som alt bevægelse er stoppet. kæmper imod. Prøver at skubbe tæppet væk, at finde udvejen, jo mere jeg skubber jo mere omslutter mørket. Prøver at finde svarerne udenfor mig, spørge, rejse rundt i verden, blandt andre – i en søgen, overrasket over finde, at jeg bærer kilden i mig, visdommen er med mig.
Overgivelse – ligger mig og lytter – lytter dybt ind i rummet bag rummet – kæmper ikke. Tillader alt at være der.
Bliver fyldt, af den fineste blideste energi helt ind til knogle marven, oplyses og må kigge flere gange.. er jeg kun lys, er jeg her stadig. Hvor er det smukt, hvorfor havde jeg glemt? hvorfor havde jeg trukket mig fra kilden? kilden der er vævet dybt ind i mit væsen, mine celler, min sjæl. Hendes energi smelter sammen med min, hvor starter, hvor stopper jeg – er jeg hende.
Mærker det felt i mig selv, hvor jeg er forbundet med alt, hende, magien.
Hviler i hjertet, læner mig ind i mit landskab og lytter efter min indre kildes rislen. Vejen til visdom går gennem det indre rum af magi, at være loyal over for mig selv. Sanse og mærke den energi der flyder igennem mig. Måske flyder kilden kun drypvist, hvis jeg tillader at overbevisninger, mønstre, tanker og forestillinger blokere for kildens løb. Jeg vælger at gå ind, samle mig, trække energien helt ind. Lade lyset fylde mig fra det inderste, igennem langsomheden, så det bliver muligt at tale sjælens sprog. Her udfolder og udlever jeg det, som er mit dybeste væsen. Den jeg er, ikke kun det jeg har oplevet, mine erfaringer i livet, men det jeg er trods. Fra dette sted giver jeg kilden og rodnettet til mit livstræ næring, så alt flyder frit og sprudler af liv.
Jeg er selv den sti jeg skal følge, den hule jeg må finde og træde ind i, jeg er den sky der svæver på himlen, jeg er regnen, der falder, solen der stråler, jeg er alt, tid er meningsløst, alt sker til sin tid…jeg er fri dette sted forenet med det der er. Bevægelse opstår, muligheden for at følge strømmen. Følge kilden til det der er sandt.

Jeg slår bare en sekser!!!

Jeg ryger ud af mig selv mister kontakten til kilden essensen i mig selv, mærker tydeligt uden for mig selv. Hvad kan jeg være for andre, hvad kan jeg gøre i relationen udenfor mig – hvem er jeg udenfor relationen? Midt i roen, midt i væren bliver jeg pludselig hevet ud af mit center ud af mit eget lys. De endeløse dialoger og forestillinger toner frem, hvad ser jeg i spejlet som bliver holdt op foran mig. Hvad sker der.

Magien forunderligheden forsvinder når nærværet forlades, når alt ryger over i den anden, hvilke valg tager jeg for den anden, kan jeg tage valg væk fra mig selv. Den anden ved bedst hvad det rigtige valg, det kan aldrig blive mit. Kan mine valg afhænge af den anden. Er det kærlighed at miste sig selv for at give… Hvis jeg lytter godt efter kan jeg høre hvilket valg der skal træffes for mig. Stunder i ro. Både fysisk, men også mentalt. Stunder hvor jeg er åben og stille lytter efter min sjæls længsel. Stunder hvor jeg bevæger ind i det ukendte tidsløse land.

I starten er det næppe en hørbar hvisken. Ord der blev båret med vinden… flygtige og uhåndgribelige.

Lytter… hvad fortæller det inderste i mig. Mit hjerte står vidt åbent og netop her opstår der en frihed en kontakt med det rene. Den fineste visdom som hjertet indeholder. Visdommens Stemme bliver sløret af følelser, gamle stemmer, en krop der svigter i funktioner, frygten, sorgen.

Mit tempel eller mit fængsel?

Det ene øjeblik mærker jeg hjertets og kreativitetens flow, det næste i en stormflod af tårer, sorg, vrede, frustration…

Lag skrælles af og det bliver tydeligere og tydeligere, at mit liv skabes indefra. I dyb samklang med hvem og hvad jeg er. I samklang med min sjæls formål. Det er herfra at min sjæl og mit fysiske liv mødes.

Når jeg tillader at mærke kan gamle sår springe op, men kun for at blive rensede og helede. Jeg mærker min essens jeg mærker konsekvenserne af, ikke at nære sjælen og at gå på kompromis med mig selv. Giver jeg ikke plads, gentages gamle mønstre.

Nogen gange glemmer jeg… nogle gange tager det tid, blidhed og stor nænsomhed at tillade rummet at åbne sig. Nogen gange er der tårer. Tårer af længsel, savn og smerte, blandet med lykke og glæde. I rummet lærer jeg at favne mig selv, og Alt som Er.

Jeg modtager terningen, terningen med alle svar, min helt egen terning, med det rigtige svar til lige netop mig. Min terning har seksere på alle sider, slår jeg for mig kan det aldrig gå galt, terningen vil hjælpe og guide mig. Glemmer jeg opmærksomheden og i farten snupper en af de andre terninger ved jeg ikke hvad chancen er for at slå det der er sandt for mig. Måske slår jeg ikke sekseren.
Fyldes med styrke og kraft, fedt at mærke at jeg kan vælge at slå en sekser, hvis jeg er opmærksom, hvis jeg tillader rummet. Når jeg tillader at stå stærkt i mig. I kærlighed til mig. Der kan jeg give kærlighed til den anden uden at miste.

magiske nu

Iagttager, billederne fylder med skønhed, uperfekthed, det blottede. I stilheden og det fulde nærvær opstår der et møde. Iagttageren smelter sammen med billederne, hvor begynder jeg, hvor slutter jeg. Træder ind i et univers, hvor alt føles uden for tid, et rum udenfor rum. Lader øjnene iagttage, lader hjertet mærke. I stilheden mærkes enormt, det magiske. Lydene, farverne, eksplorerer i en symfoni, hvor alt flyder ubesværet og tonerne lyder med den smukkeste musik – formet af mørke og lys. I går virker ubetydelig, i morgen som en tanke. Kun nuet. I en indre fin strøm af det reneste, tager det mentale tankespind et hvil fra de endeløse dialoger. Hjertet åbnes og jeg træder ind et dybere sted, hvor der opstår en magisk frihed – tør jeg åbne for det forunderlige, hvad hvis jeg falder ind i livet?
Når sindet stoppes i sine gentagelser, får det rene dybe mulighed for at stå frem i sin blottelse, smerte og lykke. Der lukkes op – for rige oplevelser i hvert eneste magiske øjeblik, hvert øjeblik er en ny opdagelse. Iagttageren tager sansende imod, sluger, absorberer, mærker. Nuets med alt dets fuldkommenhed, ufuldkommenhed og magi. Fortidens tråde trækker, fremtidens forestillinger, frygt og forventninger trækker. Alt pulserer, energien strømmer. Trækker vejret med alt levende. Trækket fra fortid og fremtid aftager, øjeblikket vokser, åndedrættet lader hjertet få plads, der hvor sjælens essens mærkes, der hvor alt forbindes. Jeg mærker visdommens stemme i den subtile væren – der opstår kontakten med kraften, kærligheden og freden. Et rum hvor hele mig bliver holdt, som lige præcis den jeg er. Jeg overgiver mig ind i øjeblikket, lader nuet omfavne og kærtegne mig. Jeg blottes og i min sårbarhed, opstår en mere let, blødere, klarere hjertecentret selv. En sødme – et autentisk sandt nærvær, hvor lyset og farverne får plads. Jeg finder modet til at møde frygten.. vover jeg at gå ind og se og forholde mig til min virkelighed med alt hvad den indeholder, at elske vildt og uforbeholdent, lade livskraften og kreativiteten udfolde sig med glæde, sorg, sårbarheden og ar. Bare være – i tillid, til at de mægtige vidder får plads. Lade langsomheden, tålmodigheden, blidheden få plads så alt kan løsnes sit greb og give indre kræfter næring. Ud af mørket, lyset, farverne kommer poetens lys og stemme. Midt i mørkets blindhed opstår et indre lys der illuminere i et magisk landskab af skønhed og virkelighed.