mørkets tid

Hvad er det der ligger sig om mig, lammer min krop, lammer min sjæl. Genkender mørket, det faste tag det har om mig, men hvorfor igen, hvorfor har min sjæl valgt at dykke ned i mørkets dyb igen…

Udfordringer opstår, jeg rystes… alt falder i hvert fald alt det der styrker mit ego, det der plejer min følelse af værd og tilliden til at jeg trygt kan give slip og lade mig gribe, fordufter og skælvende griber jeg fat.

I min kamp – for at bevare værdigheden, mister jeg den endnu mere…

I afvisningen, i mødet med mit traume – min største frygt, går jeg i opløsning og jeg bevæger mig ind i et landskab af fortabthed og opgivelse….tør jeg blive… tør jeg fortsætte den vej min sjæl har valgt, hvis det betyder at mit ego, alt det jeg definere mig selv ud fra risikere at dø.

hænger min værdighed sammen med min identifikation, er det derfor min følelse af værd er truet.

Mentalt forstår jeg og forståelse forløser… men måske er det ikke den mentale forståelse… måske bliver jeg vist netop disse prøvelser netop nu, for at mærke indsigten dybt i min essens. At forstå med hele mig. Jeg kan blive i frygten og kampen hvor jeg overser og er blind, eller jeg kan vælge med bevidsthed kærlighedens vej og sige ja til at modtage visdommen på sjæleplan. Smerten får mig til at vende mig mod frygten selvom jeg dybt inde ved at det vil skabe mere frygt, mere smerte. Kan jeg hvile i mørket, give slip på visheden og træde ind i uvisheden om hvor mit næste skridt fører hen. Give slip på at ville bevæge mig hurtigt ud af mørkets greb og bare tillade at være her med langsomhed, lade kærligheden i mig vokse, lade mit værd uden identifikation være alt værd. Lade det nye næres  igennem mørket og langsomheden. tage i mod alt.

For sandheden er jo som så ofte oplevet, at lyset vil vise sig, jeg må finde tålmodigheden og hvile mig i den mørke nat. Pakke mig godt ind og gå i hi.. lade sammenbruddet af det jeg kender være vejen og transformationen til noget mere helt, smukt og sandt.

Jeg giver slip og nærer min indre flamme med nænsomhed og omsorg, tager i mod og rækker ud efter hjælp, trods frygten. Jo mere jeg næres og lader min indre kraft rejse sig, jo nemmere bliver det at se og finde vej i mørket.

Et indre hamskifte er på vej. Jeg giver bedre vilkår til min kraft. Et nyt Liv, nye begyndelser – lige nu er der pause mens jeg fordyber mig og følger ned i mørkets dyb. Der fødes muligheder, drømme og visioner når der er samlet nok næring og visdom. Når tiden er klar..

valget……

Et flygtigt møde, bløde toner af nænsomhed, nærvær en genkendelse af noget, noget min sjæl ved. En sandhed på et andet plan. Jeg lader mig svøbe og giver slip, giver slip på fornuften, bare for nu. Alt er godt lige nu. Hjertet får plads, næring fylder det. Et øjeblik forsvinder alt omkring, det tunge letter, jeg glemmer tid og sted. Og smerten. Lige her er alt ved mig smukt og stærkt. kan jeg blive her, kan jeg være lige her for evigt….. uret tikker, omverden kalder, der må gøres, bevæges, handles. Jeg bliver revet væk fra dette smukke glimt..

Sidder… skuer efter det der var så smukt, det forsvinder i horisonten, var det blot det….

Rejser mig, må støtte mig og vaklende bevæge mig videre i livet, videre på min vej. Får øje på det grimme, smerten….

Må finde mit virke, finde det smukke i hvert øjeblik, så jeg ikke sidder tilbage spejdende efter et fatamorgana.

Kan jeg virke, kan jeg skabe uden at kunne bevæge mit fysiske legeme. Mit hjerte skriger ja. Men det larmer omkring mig. Historier kører uden stop….

Må jeg overgive mig til det der skriger efter min opmærksomhed fra dem der ikke ved… hvem ved? ved jeg, hvad svaret er. Må jeg…skal jeg… bevæge mig mod min sjæls vilje, kan jeg gøre det mod det dyrebareste. Kvalmen og gråden tager over, fylder mig, i et forsøg på at se klart holder jeg tilbage. Men er det klart det jeg ser? Er mit klarsyn sløret af bekymring, blikke, omsorg, fornuft og behovet for at gøre det der er rigtigt for andre. Når min sjæl nu taler til mig må jeg så overhøre og undertrykke. Er det netop i tvivlen at svækkelsen bliver tydeligere. Min krop fortæller mig svaret.

Jeg må se klart uden slør. Kigger mod påfuglen der pryder min rede. minder mig om transformationen, at noget må gammelt må slippe for at det smukke kan genopstå og kræve skønheden. Så hvad skal slippe ? hvad skal opstå? Har jeg modet og styrken til at stå i mod, at lade mig føre og blidt guide mig selv ind i den rigtige strøm der fører mig til stjernerne.

Per aspera ad astra……..

tid til forvandlingen

Et  øjeblik er det alt det tager? en dråbe det forkerte sted, det jeg har ønsket til tider. Får jeg det endelig, eller bliver jeg vist at det ikke var et ønske at det ikke kan være en vej ud. Kampen begynder, maven kramper, vejrtrækningen forsvinder i et host. Tankerne flyver, på et sekund går et livs tanker igennem mit system. En bøn i min nøgenhed, nej ikke nu ikke sådan. Der er noget at gøre, noget der skal være. Noget der skal udforskes.

Prøver at tage en dyb indånding, men det forstærker, det er ikke muligt, må give slip. Tager en indre udånding, alt er okay, hostet forstummer, åndedrættet flyder igen. Kroppen giver slip. Roen svøber mig, som det varme vand, der varmer mig, blødgør og jeg læner mig tilbage jeg fyldes med taknemmelighed over det der er blevet mig givet.

Lader vandet strømme ned over mig, bade mig, rense mig, som dåben, genfødslen. Hører en stemme, en lydløs lyd kalder på mig, fylder mig. Sluttede og startede rejsen på en gang? Jeg bevæger mig vågen ud i livet, bedøvet af oplevelsen. Stilheden fylder. Kræfterne til at tale, hvor er de? Alt energi må rettes mod en indre dialog. En dialog der først viser sig i aleneheden. Her bliver der givet plads. Her kan jeg lytte.

Lytte til det min sjæl  hvisker til mig. Hvor er jeg på vej hen? hvilke muligheder er der blevet mig givet. Et øjeblik føles det som en længsel, en sorg der fylder mig, men måske er det en genkendelse af noget som jeg kan fatte og gribe – hvis tiden og rummet får plads og grænserne opløses.

Så længe har jeg prøvet at forstå, skabe mening, men kan sjælen forstås, kan livet forstås eller skal det leves. Leves lige nu. Glædes over hver eneste åndedrag, hvert eneste hjerteslag, nyde børnenes smil, deres varme hånd i min, glimtet i øjet, brisen, solen.. mærke og opleve, og måske her toner landskabet frem og viser mig det næste skridt på stien.

Lige nu tillader mig selv at samle næring i puppen, væk fra lyset, væk fra identifikationens tyngde. møde frygten over at miste det mærkat jeg har puttet på mig selv. Jeg vil være modig og blive her, mærke mørket, mærke tomheden uden at være knyttet til mærkatet. Have tillid til at jeg kommer igennem smerten, den er min læremester.jeg lærer at se i mørket, Transformationen der er startet. Puppen vil når tiden er, smides og noget nyt og smukt vil vise sig og folde vingerne ud med kraft og ynde og få muligheden for at sprede farver og håb.

Ensomheden eller aleneheden.

Ensomheden, aleneheden – Er vi altid alene eller er vi altid sammen…

Kan vi miste det vi ikke ejer…

Ensomhedens toner dækker, som tågen der hænger over landskabet. Et lunt tæppe eller et tyngende dække.

Er det en eftertragtet alenehed, selvvalgt, der opleves som fredfyldt, meningsfuld og berigende. Eller en påtvungen rungende tom ensomhed.

Alenehed og ensomhed….

Er det det ydre der definerer, burde jeg være social og sammen, er jeg en særling…. Burde jeg ikke være omgivet af kære…

Er mine aktiviteter en undvigelse? Er det en flugt, en flugt fra at mærke mig selv, aleneheden, ufuldkommenheden eller tomheden. Bliver flugten det allervigtigste. Og bliver flugten fra aleneheden netop ikke til ensomheden? Sindet vil ikke lade mig være alene, det bliver uroligt, det får travlt med at flygte. Prøver at fylde tomrummet. Kan jeg fylde ensomhedens tomrum…

jeg søger den, og jeg afskyer den.  Ensomhedens mørke, en oplevelse som fylder sjælen – en længsel, en længsel der får ensomheden til at vokse, selv blandt andre, ensomheden er ikke betinget af alene eller sammen. Længsel udspringer af en grundlæggende følelse, noget dybere, som bliver forvekslet. En tilstand en følelse af at ikke passe ind, ikke at blive set og holdt som den jeg er, smerten…..

I aleneheden mærkes frodigheden, lysten… kontakten , stilheden….jeg bevæger mig langsommere, jeg mærker, jeg bliver i eftertanken og hviler i nuet.. føler mig ét med aleneheden og ensomheden – Fordømmer den ikke. Der kan jeg komme til den uden frygt,  med frihed, en tilstand af væren, hvor alt er.

Jeg kan være vågen og ikke flygte, dér gennemgår ensomheden en forvandling. Ensomhed bliver måske til aleneheden. Lykken er alene, og den handling der kommer fra alenehed, er helt anderledes end ensomhedens aktiviteter. Der er kun alenehed når ensomheden hører op.

Men hvordan møder jeg ensomhedens rædsel. Ensomheden har gået ved siden af mig – nærmest som en ven igennem livet. Jeg flygtede væk fra følelsen – var bange for følelsen – jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at komme væk fra den.  Jo mere jeg skubbede den væk jo mere voksede den, jo større blev længslen efter samhørighed. Og de to voksede og gav hinanden næring.

Ensomheden var en del i mig, der blev holdt i følelsen, i oplevelsen af at være tilskuer til livet, ikke en deltager. En del der ikke turde åbne sit hjerte og tage imod, jeg lukkede af. Jeg følte ikke jeg blev set som den jeg oprindelig var – og mest af alt – turde jeg ikke være mig.

Troede ikke jeg ville blive elsket hvis jeg var mig, troede jeg ville miste og troede ikke der var plads til, at jeg var mig. Netop i disse overbevisninger trivedes ensomheden og blev min følgesvend trods mennesker omkring mig, der elskede mig.  Ensomheden trækker stadig, viser sig, men nu forstår jeg, jeg ser den, jeg mærker, jeg ved…

Ensomhedens smerte mærkes dybt ind i hjertet, bliver til længslen, så stærk. Men jeg kan være med den jeg kan kalde, kalde på det Guddommelige, den tilgivende og forløsende kærlighed.. gøre plads.

Ensomheden ophører, når jeg smelter sammen med den guddommelige kærlighed. Tomrummet fyldes ud.  Aleneheden bliver en velsignelse. Skiftet sker, forvandlet til hjertets dybde og visdom. Jeg er alene og sammen.  I aleneheden mærker jeg samhørigheden, den findes lige her, jeg skal ikke søge og længes. Jeg er altid alene og sammen, kan ikke miste samhørigheden, jeg har aldrig ejet den, den er der i væren og nærvær, hvis jeg lukker den ind.

Hvad er svaret – go beyond, reach for the stars

Hvad er min vej, igen og igen har jeg har jeg givet mig selv dette spørgsmål, måske, at der som sådan ikke er nogen vej. I hvert fald ingen lineær proces – hvor den ene indsigt fører til den næste. Det minder mere om et puslespil, hvor brikkerne falder på plads, efterhånden når tid er. Lige så langsomt vises det flotteste billede. Jeg kan stille mig til rådighed, lytte til indsigter der opstår. Studere de brikker der kommer min vej. Men det handler for mig om modet til at turde lytte og sanse – være loyal over for mig selv. Ofte er jeg blevet forført til at smide min kraft fra mig. Jeg har ladet følelsernes magt tage over og røget ud af mit center. Jeg har mistet min balance og må hive min kraft tilbage.  Ellers bliver vejen umulig at gå. Min rejse er snoet, fuld af bump og brikker der ligger som forhindringer.

Lige nu ligger der en stor forhindring på vejen. Jeg kan vælge. Jeg kan opgive og vende rundt eller måske er der en åbning. Åbningen kan ikke findes analytisk. Men den kræver en form for kamp. Men ikke den disciplineret kamp jeg kender så godt. Den kan føre mig langt – både i at opnå mål og nedbryde fysiske begrænsninger. Men disciplin er lig discipulus. Fralægger jeg så ikke min kraft, min visdom? Ryger jeg så ikke over i en andens center. Følger en andens sandhed?

Men vedholden, ja vedholden kamp. For at finde hullet, åbningen, må jeg vende og dreje mulighederne, måske lade dem ligge, for så senere at vende tilbage og prøve fra en anden vinkel. Indimellem må jeg finde roen og det kærlige rum, hvor jeg kan hvile og samle kræfter. Jeg bevæger mig  og indsigter opstår – et lag ad gangen.

Disciplinens kamp, at knokle løs holder ikke. Det kræver langsomhed, nænsomhed, kreativitet og vedholdenhed, hvor jeg i processen lytter til min sjæl og dens længsel.

Jeg laver mit helt eget personlige billede, af brudstykker, visdom og indsigter. Et billede toner frem af hvem jeg er og min vej. Jeg må have tillid til at det min sjæl hvisker til mig er sandheden, at det billede der opstår er det billede, der er skabt til mig og ikke andre.  Andre kan vise brudstykker, jeg ikke selv havde fået øje på, men det væsentlige står jeg selv for. Jeg må med nænsomhed og mildhed, bruge min vedholdenhed til, igen og igen at følge min sjæls hvisken, selv når det fører mig i en ukendt retning og alle andre følger den sikre, veltrådte sti.

Det ville være lettere at vende om og følge den allerede kendte vej – at opgive. Men jeg ønsker at stå i min egen kraft. Quit, give up, surrender, letting go – same same – eller hvad? Jeg giver ikke op det skylder jeg det underfundige liv. Men jeg giver slip og kæmper min nænsomme kamp.

Hvordan? Jeg kan ikke regne svaret ud på forhånd, jeg må studere de brikker der ligger til mig. Jeg må turde at kaste mig ud i kampen, håbe at vingerne bærer mig.  Jeg mærker hende. Mærker hendes kraft. Værdigheden lyser, som hun sidder, der på kanten af heden. Som en kriger, en løvinde i hele hendes suverænitet. Hun står i den kraft hun er.

Alt emmer at blødhed, feminitet, sårbarhed men også en enorm kraft, centrering og nærhed, en maskulinitet. Krigeren udtrykker sig klart og kompromisløst omkring ønsker og behov., behov der opstår fra centeret og hjertet.

​Hun gør hvad hun siger, og siger hvad hun gør.”

Hun kender sine styrker og sårbarheder. Hun står i sin cirkel, står ved sig selv. Hun er synlig og handler derfra. Her får hun adgang til en kraftfuld side af sig selv. Her forenes det maskuline og feminie. Her mødes himmel og jord. Her ligger svaret.

Ser Du Mig

Jeg har taget masken på, går langs væggen, håber du ikke får øje på mig. Bukker mig, gemmer, holder ordene inde, holder følelserne inde. Måske hvis jeg er stille bliver jeg ikke udstødt, måske kan jeg forblive en i flokken. Jeg går på linje – lever andres liv i stedet for mit eget.  Går igennem livet uden kontakten til mig selv, kernen, sjælen… DET VAR, men NU har jeg smidt masken, går i midten oprejst med hele mig.

Jeg har ikke længere glemt hvem jeg er. Jeg lader ikke mit liv, min lykke, være baseret på noget uden for mig selv. Jeg tager ansvar – svarer an på det der rejser sig. Møder alt det der opstår – nogle gange med tårer og frygt, men jeg møder det. Jeg er ikke stille mere, jeg lader min stemme tone frem.  Jeg taler mit hjerte.

Jeg ser mig, med alt hvad jeg indeholder, noget mere smukt end andet, noget nemmere at acceptere end andet, noget mere let end andet. Jeg tillader alt at få plads, prøver at omfavne mig og se den smukke sjæl jeg er. Selvom jeg ikke står og går oprejst i fysisk forstand, så bevæger jeg med indre værdighed, oprejst og stærk.

Jeg hører ikke mig selv sige noget jeg tror andre forventer jeg siger, jeg gør ikke noget bare fordi andre forventer jeg gør. Jeg forsøger så godt jeg evner,  hver eneste nu at leve i overensstemmelse med min sande essens.

Alt det jeg har overset, ignoreret og lagt låg på igennem livet vælter ind over mig i øjeblikke hvor jeg er klar. Måske trigget af ord, måske af stilhed….

At dø for at blive genfødt igen. Jeg havde brug for at få rusket op i rutinerne for at turde at slippe masken, virkelig at mærke mig. at lade den del af mig der ikke så eller ville ses dø.

Det dybeste ønske, som jeg havde gemt væk, er jo i virkeligheden, at blive set. Jeg ser mig selv tydeligt nu, jeg er ikke bange for at blive set, som den jeg er, bag maskerne. Jeg bevæger mig og lader hele mig stråle også det som er tungt.

Jeg må vise mig, selvom det så betyder at jeg bliver udstødt, selvom jeg mister. Jeg bevæger mig nøgen, blottet. Jeg kan ikke tage masken på igen.

Men jeg kan være som den smukke lotusblomst, der finder vej op igennem det uklare, grumsede vand og som nu endelig har åbnet sig. Alt er muligt. Jeg vil ikke længes efter at være en anden end den jeg er. I min helhed, ønsker jeg at andre ser mig, hele mig, at de modtager hele mig og ikke kun dele. Dele som ikke er mig, men blot noget, en bagage jeg lige nu har med mig. At blive set er det jeg vil.

Hvilken relation har du til dig selv.

Tager afsted med frustration, tvivlen og magtesløsheden i bagagen. Bagagen tynger, lidelsen gennemsyrer, kroppen og sindet forkramper. Holder fast, holder tårerne under overfladen. Kvalmen følger, kvalmen som opstår som så mange gange før, som følgesvend til frygten. Hvad er det jeg giver slip på hvis jeg sætter mig, mister jeg mig, kan jeg nogensinde rejse mig igen. Hun kigger på mig, med kærlighed – sæt dig – kommanderende, men med den dybeste ærligste kærlighed. Fuck dig sidder klar på læberne, men bliver stille, mærker. Bagagen tynger, må sætte mig.

Ruller ind i menneskemængden, mærker en lettelse over at kunne komme frem, uden at falde om af udmattelse. Møder smil og hjælp. Tager imod med taknemmelighed. Smiler tilbage. Læner mig tilbage, skulderne ryger lidt ned. Stiller noget af bagagen fra mig, tillader at sidde et øjeblik.

Der bliver skabt mulighed for, at jeg kan overgive mig til øjeblikket. Jeg har et valg – vælger jeg kampen, at blive i bekymringerne om fremtiden, at tro på en etiket eller tillader jeg lidelsen at tvinge mig ind i nuet, ind i en tilstand af intens bevidst tilstedeværelse, hvor fortid og fremtid ikke får plads kun dette øjeblik.

Frygt og smerte bliver forvandlet til en indre fred og ro, som kommer fra et meget dybt sted –  en fred der passerer al forståelse. En erkendelse – ikke i sindet men i dybden af mit væsen.

Kan jeg overgive mig. Kan jeg slippe min formidentitet, er det min form der gør mig til den jeg er. Kan jeg se på mig selv med kærlige øjne kan jeg omfavne alt det jeg indeholder.

Er det jo netop ikke min relation til mig selv, der definere hvem jeg er. Udfordringen er der uden tvivl, den forsvinder ikke, jeg må skabe lethed, skabe min virkelighed jeg må overgive mig – en indre accept af, hvad der er uden forbehold.  Udfordringen er en del af min livssituation, men jeg mærker at der er noget dybere, mere afgørende, mit liv, mit væsen i det tidløse nu.

Lidelsen forsvinder, udfordringen nedsættes til en form. En ydre form. Overgivelse transformerer ikke, hvad der er, i det mindste ikke direkte lige nu. Overgivelsen forvandler mig. Min verden bliver forvandlet, alt hvad jeg ser er en refleksion af min relation til mig selv. Udfordringen er ikke problemet, men måske er sindet, tankerne, historierne.

Jeg vælger at give slip på at søge identitet baseret på form, jeg vil forsøge at overgive hvert øjeblik til virkeligheden i det øjeblik.

Jeg mærker jeg er. I roen findes en solid tro, som måske ikke kan forstås mentalt, men jeg skal ikke forstå, jeg skal mærke. Mærke den kærlighed, styrke og kraft jeg indeholder bag formen. Jeg giver slip på de forstyrrelser der slørerede, som holdte mig i lidelsen, i savnet. Læner mig helt tilbage tager alt ind, nyder øjeblikket hvor der ingen kamp er.  Jeg accepterer det der er, lige nu. Virkeligheden er en anden i næste nu og en anden overgivelse og accept må ske. Det eneste jeg ved er, at jeg ikke ved. Går verden i møde med nysgerrighed og bevidst nærvær – alt er en mulighed – Sandheden kan ikke beskrives i ord, kan ikke konceptualiseres. Jeg giver slip på bagagen – formidentiteten, konceptuelle ideer, antagelser og overbevisninger. rejsen hjem er lettere, bagagen står tilbage. Jeg satte mig med hjælp – Fuck dig, blev til et tak.

Jeg lader mit inderste vise sig og ser på mig selv med nænsomhed og kærlighed og lader det billede tone frem.

Hvem er jeg

Hvem er jeg, er jeg den andre ser når blikket glider fra et punkt til et andet, er jeg den frygt jeg ser i andres øjne, er jeg den der er begrænset af min fysiske krop. Den krop der ikke kan danse vildt og hæmningsløst, den krop der ikke let og elegant kan løbe hen over græsset, er jeg den der ikke har kræfter til at snitte og skære.

Hvem er jeg, er jeg den, der synker ind i sorgen, sorgen over at have mistet. Er jeg den der bliver overmandet af følelser, gråd, frygten og tankespind om fremtiden. Er jeg den der tænker tanker om hvem jeg er og hvem jeg ikke er.

Er jeg den der giver betingelsesløst, er jeg den der inspirerer, er jeg den der skaber….

Hvem er jeg, hvem er du..

Hvordan definere jeg den jeg er, måske udfra historier om hvad styrke og det rigtige er? Og hvad er det rigtige? Er jeg ikke den jeg er, lige meget hvad jeg gør, lige meget hvordan jeg bevæger mig. Lige meget om jeg sidder, står, danser eller ligger.

Alt det der opstår ser jeg, jeg mærker, jeg tillader, jeg sørger. Det er dele af mig, dele der er foranderlige ikke konstante, jeg er iagttager eller endnu mere den der oplever.. Alt det der skaber frygten er bundet op på historier, historier om hvem jeg er, hvem jeg troede jeg gerne ville være. Jeg drager konklusioner om hvad jeg skal gøre, hvad der er styrke.

Men måske danser jeg faktisk vildt og hæmningsløst,  bevæger mig graciøst, med værdighed i erkendelsen af, at alt er magisk og lige som det skal være. Lader livet udfolde sig med glæde, sorg, sårbarhed og ar – med alt hvad jeg indeholder.

Når jeg ser og oplever, står jeg ansigt til ansigt med min egen sårbarhed og styrke. Mærker at når jeg lytter til mit indre, er der en konstant underliggende ro, stabilitet og vildskab. Inden i mig skabes der, inden i mig stråler livskraften. Farverne og kreativiteten fylder mig. Indimellem er det usynligt i virkeligheden, i verden blandt andre. Indimellem ses farverne ikke tydeligt. Men jeg vil gøre alt for at give og sprede de farver jeg kan med det jeg er.

Kviksølvet…bevægelse og transformation..

Kan jeg gå i opløsning, kan livet blive for meget. Prøver at trække vejret og samle mig. Pubben er smidt og i min nøgenhed, står jeg totalt blottet. Der er ikke noget der holder min form, alt er flydende, hvor flyder jeg hen hvis jeg giver slip. Min ærlighed står som et stort åbent sår, ilden har smeltet alle facader og beskyttelse. Og alt føles som flydende kviksølv. Og jeg viser hele mig, det smukke, det grimme, det sårbare, det svage, det stærke…. Jeg kan ikke gemme det, prøver at holde fast på den glohede, flydende kviksølv, men brænder mig,  kan ikke tæmmes eller fanges ind.

Passionens ild fortærer mig, hvis jeg lader mig selv danse i flammerne… og overgiver mig til processen.. så bevæglsen opstår.. Betingelsesløst. Og håbe at jeg er hel, når jeg er færdig med at brænde. Måske hel på en ny måde… forvandlet. Eller blive den jeg allerede er.

Det andet, den anden, de andre… øver indflydelse på mig som hemmelige – agenter. Det virksomme stof, som skaber forvandlingen. Nogle gange stiller jeg mig selv til rådighed, løber mod det der gør ondt, hopper gladeligt i med begge ben, og bliver chokeret, når jeg ser på mig selv bagefter – eller midt i processen, alt ikke er frydefuldt, men også fyldt med smerte. Hvorfor vælger jeg at gøre det, selvom jeg er blevet advaret – selvom jeg ved det ikke er det bedste for mig.

men jeg kan ikke benægte, at der er sket en forandring som var nødvendig – jeg ser hvis jeg tør og reflekterer, over det.  Og derpå tage ansvaret. Netop også at føle smerten, alle de grimme følelser, at tage dem på mig. Også de brænder i flammerne,

Alt flyder, finder vej, former sig, bliver til nye former og kreationer. En skabende livsstrøm, noget nyt skabes gennem mig, Ikke som en mental handling begrænset af min forestillingsevne – men som en tilladelse til at lade skabelsen udtrykke sig gennem mig.

Skulle jeg så ikke brænde? Når vi såres og sårer os selv og andre… jo må-ske… uden at investere os selv i ilden – bliver vi ikke os selv. Kommer vi ikke til os selv, til bevidsthed.

Kviksølvet… Han kommer med gaver, inspiration og indsigter, hvis jeg er opmærksom og vågen og jeg kan modtage dem i taknemmelighed, glæde og kærlighed. Men jeg kan ikke fastholde ham eller det i nogen bestemt form – det er imod hans natur.

Måske skal jeg blot opdage og give det lov til at virke dybt i kroppen, sindet og sjælen. Intet er tilfældigt eller ligegyldigt. Hvis jeg skubber det væk og giver slip uden at se på det fratager jeg mig selv muligheden for at lade tingene betyde noget.

Ilden kan brænde mig,  den kan opløse og den kan få mig til at føle, at noget af sjælen dør, men den er forvandlede, transformerende. Hvis jeg tør tillade det at virke, at tage den tid, som det tager.  Måske endnu en oplevelse af et hjertes modning, en visdom, en dybde. Vejen går altid igennem. Ikke over, ikke udenom, ikke under.

Og måske mærkes det, at jeg er videre, men at det som føltes tungt eller smertefuldt har forladt mig i ildens transformerende flammer.

Sommeren har rusket i de lag, som hindrede mig i at lytte til min sjæls hvisken, så de nu er transparente og mere gennemskinnelige. Jeg er fuldstændigt blottet, men måske fri af nogle af de mønstre der har fulgt mig igennem livet.

At sætte alting fri og lade mig flyde med kviksølvets bevægelse, en hengivelse til universet. Et kærlighedsmøde, hvor min sjæl får mulighed for at skabe det liv jeg er her for. Indefra og ud.

Alt det kræver fuldstændig ærlighed,  at jeg tør lytte til sjælen og tillægge dens kald værdi.

Frygten – Vejen til frihed

Bølger af frygt skyller igennem mig.. uvisheden om fremtiden rammer, alt det fundamentale må stå sin prøve….. ikke bare ét område, men på alle planer. Hvad hvis min største frygt bliver til virkelighed, at miste, ensomheden…lammelse, at miste kontrollen..

Mærker anspændtheden bølge igennem kroppen, forsvarsmekanismen – en misforstået beskyttelse, hvis jeg lukker af i hjertet undgår jeg så at blive såret, at gå i stykker.

En del inde i mig plaprer løs, døgnet rundt – skaber frygt… en del der har evnen til at forestille sig, lave historier, en del der tror den prøver, at beskytte mig, men i stedet opstår, der en frygt baseret på historierne.

Jeg klynger mig til det jeg ikke vil miste, holder med fast greb, men jeg kan ikke holde fast i det, der er sket, jeg kan ikke holde fast i ord der er sagt, øjeblikket der er forsvundet, kan ikke holde fat i det der var.

Jeg må slutte fred med livets forgængelighed, med livets uvished.

Min indre kernen er modets udgangssted, som indeholder kraften til at forvandle de skræmmende tanker, der kommer fra min frygt… eller tankerne der skaber min frygt .. ikke den sande frygt men den frygt der er skabt af fortællinger og tanker. Dele af mig reagerer ubevidst. Hvad vælger jeg? at vurdere, dømme, afvise, forkaste, klynge mig til.. eller erkende, drage omsorg, være vidnet til.. jeg har et valg.

I min inderste kerne er et sted som er helt rent uden forventninger og historier.

I yogaen, i iagttagelsen, i kontemplation, finder jeg min stilhed. De indre vidder af ro giver mig mulighed for at finde min sandhed. I kaos, synke helt ind hvor lydene omkring, bliver som vinden, der raser uden for vinduet, når jeg er lige nu, fuldstændig nærværende, er alt klart, alt er som det skal være lige der. Ingen rejse mod fremtiden eller tilbage i fortiden, her er ingen frygt for det usande.. som en ferie fra de larmende tanker.

øjeblik for øjeblik kommer der oplevelser ind, jeg lærer, modtager indsigter og erkendelser, hvis jeg ser og lytter med et åbent, ikke dømmende hjerte.

Jeg er tilstede, livet er tilstede, indimellem er der historier, der hæmmer livets strømme. Jeg må være årvågen, blive ved med at holde øje, med min fulde opmærksomhed, vælge hvordan jeg reagerer på det der opstår på min vej.

Bruge frygten som en mulighed for at vågne- holde den tæt- lade der være et nærvær af frygt, se hvilke historier der er forbundet med den. Mærke efter. Tillade at mærke de følelser, der følger med, nogle skal passere, nogle skal opleves, mærkes, leves og forløses.

Jeg kan vælge at skabe en verden omkring mig, der er forudsigelig og definerbar, der ikke stimulerer min frygt, men det bliver en umulig kamp, livet kan ikke kontrolleres. Konstant vil jeg blive udfordret af min frygt jeg vil møde uvisheden, det ukontrolbare og min kamp vil netop være det, der fængsler mig, holder mig fra friheden. Måske er buret der holder mig, historier jeg har dannet, forestillinger jeg har om frihed- Måske opstår friheden når jeg følger det livet viser mig, når jeg tillader at være den jeg er med alt den kærlighed, der strømmer igennem mig, som gør mig stærk og sårbar på samme tid.

Slutte fred med uvisheden… livet byder på mange muligheder, det inviterer mig til at springe ud over kanten. ud i uvishedens dyb… Rejse fra frygt til frihed – og i processen skifte frygten ud med tillid til vejen, der åbnes foran mig.

Både det vidunderlige magiske jeg møder på min vej og som jeg klynger mig til for at opleve det bare én gang mere eller det jeg møder med afsky som jeg prøve med alt kraft at skubbe væk…

Jeg kan vælge at lade være med at gå med vælge at blive på bevidsthedens sted

Give slip på tilbøjeligheden til at lade mig rive med – give slip når jeg føler, at der bliver trukket i mig, min kraft er størrer, jeg kan modstå og lade mig falde ind i tilliden. Jeg er ikke fri selvom min frygt, mine tanker om frygten  ikke eksisterer. Jeg er fri når jeg kan være i frygten være med det der skræmmer mig allermest med et rent hjerte, men friheden opstår når jeg er fri midt i det der skræmmer mig allermest. Når jeg er med det uden afsky eller klyngen….