Kviksølvet…bevægelse og transformation..

Kan jeg gå i opløsning, kan livet blive for meget. Prøver at trække vejret og samle mig. Pubben er smidt og i min nøgenhed, står jeg totalt blottet. Der er ikke noget der holder min form, alt er flydende, hvor flyder jeg hen hvis jeg giver slip. Min ærlighed står som et stort åbent sår, ilden har smeltet alle facader og beskyttelse. Og alt føles som flydende kviksølv. Og jeg viser hele mig, det smukke, det grimme, det sårbare, det svage, det stærke…. Jeg kan ikke gemme det, prøver at holde fast på den glohede, flydende kviksølv, men brænder mig,  kan ikke tæmmes eller fanges ind.

Passionens ild fortærer mig, hvis jeg lader mig selv danse i flammerne… og overgiver mig til processen.. så bevæglsen opstår.. Betingelsesløst. Og håbe at jeg er hel, når jeg er færdig med at brænde. Måske hel på en ny måde… forvandlet. Eller blive den jeg allerede er.

Det andet, den anden, de andre… øver indflydelse på mig som hemmelige – agenter. Det virksomme stof, som skaber forvandlingen. Nogle gange stiller jeg mig selv til rådighed, løber mod det der gør ondt, hopper gladeligt i med begge ben, og bliver chokeret, når jeg ser på mig selv bagefter – eller midt i processen, alt ikke er frydefuldt, men også fyldt med smerte. Hvorfor vælger jeg at gøre det, selvom jeg er blevet advaret – selvom jeg ved det ikke er det bedste for mig.

men jeg kan ikke benægte, at der er sket en forandring som var nødvendig – jeg ser hvis jeg tør og reflekterer, over det.  Og derpå tage ansvaret. Netop også at føle smerten, alle de grimme følelser, at tage dem på mig. Også de brænder i flammerne,

Alt flyder, finder vej, former sig, bliver til nye former og kreationer. En skabende livsstrøm, noget nyt skabes gennem mig, Ikke som en mental handling begrænset af min forestillingsevne – men som en tilladelse til at lade skabelsen udtrykke sig gennem mig.

Skulle jeg så ikke brænde? Når vi såres og sårer os selv og andre… jo må-ske… uden at investere os selv i ilden – bliver vi ikke os selv. Kommer vi ikke til os selv, til bevidsthed.

Kviksølvet… Han kommer med gaver, inspiration og indsigter, hvis jeg er opmærksom og vågen og jeg kan modtage dem i taknemmelighed, glæde og kærlighed. Men jeg kan ikke fastholde ham eller det i nogen bestemt form – det er imod hans natur.

Måske skal jeg blot opdage og give det lov til at virke dybt i kroppen, sindet og sjælen. Intet er tilfældigt eller ligegyldigt. Hvis jeg skubber det væk og giver slip uden at se på det fratager jeg mig selv muligheden for at lade tingene betyde noget.

Ilden kan brænde mig,  den kan opløse og den kan få mig til at føle, at noget af sjælen dør, men den er forvandlede, transformerende. Hvis jeg tør tillade det at virke, at tage den tid, som det tager.  Måske endnu en oplevelse af et hjertes modning, en visdom, en dybde. Vejen går altid igennem. Ikke over, ikke udenom, ikke under.

Og måske mærkes det, at jeg er videre, men at det som føltes tungt eller smertefuldt har forladt mig i ildens transformerende flammer.

Sommeren har rusket i de lag, som hindrede mig i at lytte til min sjæls hvisken, så de nu er transparente og mere gennemskinnelige. Jeg er fuldstændigt blottet, men måske fri af nogle af de mønstre der har fulgt mig igennem livet.

At sætte alting fri og lade mig flyde med kviksølvets bevægelse, en hengivelse til universet. Et kærlighedsmøde, hvor min sjæl får mulighed for at skabe det liv jeg er her for. Indefra og ud.

Alt det kræver fuldstændig ærlighed,  at jeg tør lytte til sjælen og tillægge dens kald værdi.

Frygten – Vejen til frihed

Bølger af frygt skyller igennem mig.. uvisheden om fremtiden rammer, alt det fundamentale må stå sin prøve….. ikke bare ét område, men på alle planer. Hvad hvis min største frygt bliver til virkelighed, at miste, ensomheden…lammelse, at miste kontrollen..

Mærker anspændtheden bølge igennem kroppen, forsvarsmekanismen – en misforstået beskyttelse, hvis jeg lukker af i hjertet undgår jeg så at blive såret, at gå i stykker.

En del inde i mig plaprer løs, døgnet rundt – skaber frygt… en del der har evnen til at forestille sig, lave historier, en del der tror den prøver, at beskytte mig, men i stedet opstår, der en frygt baseret på historierne.

Jeg klynger mig til det jeg ikke vil miste, holder med fast greb, men jeg kan ikke holde fast i det, der er sket, jeg kan ikke holde fast i ord der er sagt, øjeblikket der er forsvundet, kan ikke holde fat i det der var.

Jeg må slutte fred med livets forgængelighed, med livets uvished.

Min indre kernen er modets udgangssted, som indeholder kraften til at forvandle de skræmmende tanker, der kommer fra min frygt… eller tankerne der skaber min frygt .. ikke den sande frygt men den frygt der er skabt af fortællinger og tanker. Dele af mig reagerer ubevidst. Hvad vælger jeg? at vurdere, dømme, afvise, forkaste, klynge mig til.. eller erkende, drage omsorg, være vidnet til.. jeg har et valg.

I min inderste kerne er et sted som er helt rent uden forventninger og historier.

I yogaen, i iagttagelsen, i kontemplation, finder jeg min stilhed. De indre vidder af ro giver mig mulighed for at finde min sandhed. I kaos, synke helt ind hvor lydene omkring, bliver som vinden, der raser uden for vinduet, når jeg er lige nu, fuldstændig nærværende, er alt klart, alt er som det skal være lige der. Ingen rejse mod fremtiden eller tilbage i fortiden, her er ingen frygt for det usande.. som en ferie fra de larmende tanker.

øjeblik for øjeblik kommer der oplevelser ind, jeg lærer, modtager indsigter og erkendelser, hvis jeg ser og lytter med et åbent, ikke dømmende hjerte.

Jeg er tilstede, livet er tilstede, indimellem er der historier, der hæmmer livets strømme. Jeg må være årvågen, blive ved med at holde øje, med min fulde opmærksomhed, vælge hvordan jeg reagerer på det der opstår på min vej.

Bruge frygten som en mulighed for at vågne- holde den tæt- lade der være et nærvær af frygt, se hvilke historier der er forbundet med den. Mærke efter. Tillade at mærke de følelser, der følger med, nogle skal passere, nogle skal opleves, mærkes, leves og forløses.

Jeg kan vælge at skabe en verden omkring mig, der er forudsigelig og definerbar, der ikke stimulerer min frygt, men det bliver en umulig kamp, livet kan ikke kontrolleres. Konstant vil jeg blive udfordret af min frygt jeg vil møde uvisheden, det ukontrolbare og min kamp vil netop være det, der fængsler mig, holder mig fra friheden. Måske er buret der holder mig, historier jeg har dannet, forestillinger jeg har om frihed- Måske opstår friheden når jeg følger det livet viser mig, når jeg tillader at være den jeg er med alt den kærlighed, der strømmer igennem mig, som gør mig stærk og sårbar på samme tid.

Slutte fred med uvisheden… livet byder på mange muligheder, det inviterer mig til at springe ud over kanten. ud i uvishedens dyb… Rejse fra frygt til frihed – og i processen skifte frygten ud med tillid til vejen, der åbnes foran mig.

Både det vidunderlige magiske jeg møder på min vej og som jeg klynger mig til for at opleve det bare én gang mere eller det jeg møder med afsky som jeg prøve med alt kraft at skubbe væk…

Jeg kan vælge at lade være med at gå med vælge at blive på bevidsthedens sted

Give slip på tilbøjeligheden til at lade mig rive med – give slip når jeg føler, at der bliver trukket i mig, min kraft er størrer, jeg kan modstå og lade mig falde ind i tilliden. Jeg er ikke fri selvom min frygt, mine tanker om frygten  ikke eksisterer. Jeg er fri når jeg kan være i frygten være med det der skræmmer mig allermest med et rent hjerte, men friheden opstår når jeg er fri midt i det der skræmmer mig allermest. Når jeg er med det uden afsky eller klyngen….

hjælp eller…

Sidder og venter, knuden i solar plexus vokser. Den store ro jeg oplevede af væren i fortroligt og kærligt selskab, hvor er den. Slår følelserne fra, pakker mig selv ind i skjoldet, panseret, overvejer skal jeg købe en kop te, gå på toilettet, mens jeg venter, men kommer til erkendelse af at kræfterne er ikke til det – jeg venter, hvad hvis de glemmer mig, når jeg det så – hvad er nødplanen. Knuden vokser, kigger på uret, bruger kræfter selvom jeg sidder ubevægelig. Hun kommer, ser mig – spørger med blid stemme er det dig der skal have hjælp, svarer med alt min ro og styrke… mens mit indre krymper sammen, sætter mig, synker sammen, er ikke sikker på at panseret holder, mærker krakeleringer.

Så sætter bevægelsen i gang og jeg glider forbi menneskemængden, undgår den lange kø, undgår ventetiden, er træt. Blikket er vendt indad er bare, prøver at overleve, prøver… hører i det fjerne hendes spørgsmål, svarer men er ikke til stede. Bevægelsen stopper, bliver parkeret indtil de åbner for boarding. Mærker børnenes blikke, deres nysgerrighed – møder dem i et smil. Sidder på min plads i flyet, glider ind i trætheden, lukker øjnene, finder stilheden, mærker den kendte omfavnelse, panseret slipper og lyset får lov at slippe ind. Glemmer tid og sted.

En stemme vækker mig, retter mig op forbereder mig, til at klare turen igennem lufthavnen, tankerne hvordan… men hjælpen er der, jeg sætter mig og glider igen igennem menneskemængden, mærker et kendt ansigt ved min side. Hvad gør jeg, hvor meget viser jeg af mig selv, hendes naturlighed og omsorg beroliger mig, det er ok.

Mine børn modtager mig, savnet og omfavnelsen, kærligheden blødgør og jeg fortaber mig i deres historie, smil og lys.

Hjemme igen tilbage til praktiske gøremål, gøremål der næsten er uoverskuelige, hvordan skal jeg komme igennem. Mærker kroppen som fængslet, hvor friheden er blevet mig frataget. Udtrætningen der overmander mig, jeg kan bare være, prøver at gøre, men med mislykket resultat. Min søn der siger mor skal vi ikke bare være de næste dage. Han mærker kampen og kommer mig i møde. Jo vi skal bare være.

Natten må bringe lys og kræfter, hjælpe mig til at fordøje mit første møde med kørestol. Husker på hvilken kamp jeg gik igennem, inden jeg indså at den var en nødvendighed. Krigeren der kæmpede sig igennem, fordi hun ville frem, krigeren der klarerede det med konsekvenser.

Krakeleringerne, panseret giver slip på sit tag, sårbarheden, erkendelsen af at det er et stort skridt, der er taget, en stor overvindelse. Det har krævet det største mod i mit liv. Måske derfor den voldsomme træthed. Jeg vil lade natten omfavne mig, med dens magi, drømme og indsigter og vide at i morgen er en ny dag, en dag der starter med stråleglans, når jeg slår øjnene op.

Forventninger

Sommerferien, nu er vi her igen. Forventninger, forestillinger om den helt perfekte ferie. Mærker tyngden af mine egne forventninger som et tæppe af bly. Vandringen i gennem den endeløse ørken. Kroppen der svigter og kampen, hvert skridt overvejes og planlægges. Nærværet, hvor bliver det af på rejsen, glemmer at stoppe op, at slukke den dundrende tørst. Ser ikke klart i tågen i den ulidelige varme, Fanget af frygten, fanget af ønskerne og forestillingerne. Fatamorganaet lokker mig på afveje, ser billedet for mig – Forventningerne hvem tilhører de, er blikket og ordene fra mine børn blot spejlinger af mine egne forestillinger og frygt, har de egentlige nogle forventninger, til det der skal ske. Min frygt overtager fuldstændigt, følelserne fylder mig op. Prøver, gør, arrangere over evne, jeg kan, men med hvilken konsekvens, fraværet af nærvær, fraværet af selvkærligheden.

Mine begrænsede forestillinger, min krop, pludselig bliver jeg opslugt af at være denne forgængelige krop, ser pludselig ikke andet end forfaldet, begrænsningerne, jeg ser ikke at jeg er mere. Trætheden er så overvældende, bare tanken om at rejse sig fra gulvet er uoverskueligt. Skal jeg blive liggende, skal jeg rejse mig, følge flokken, være som de andre. Kan jeg tillade mig at være mig, at hvile i mig.

Jeg vågner og ser i gennem tågen, tågen af illusioner. En vished, en væren, hvor jeg giver slip og træder ind i stilheden.

Mine børn ligger sig tæt ind til mig, jeg mærker – jeg fyldes af omsorg for disse små smukke sjæle, kan jeg være den jeg skal være. I samtalen mødes vi, vi møder frygten, illusioner bliver opløst, tanker om forventninger fordufter. Sandheden. Sandheden – at det eneste jeg skal være, er mig. Jeg skal være i nærvær, være uden at gøre. Være i kærlighed. Være autentisk og sand. at leve og lade leve. Vi omfavner hinanden.

Lad mig finde modet til at møde min frygt, give slip på fortid og fremtid, værdsætte nuet. Jeg vil være tro mod mit eget væsen og men også disse to smukke sjæle som er kommet til mig. Ikke ligge under for mine forestillinger om omverdens krav og fordomme. være helt min egen.  Jeg vil se og forholde mig til min virkelighed. Og i stedet for at kæmpe imod vil jeg omfavne det, det viser mig, at langsomheden og de fysiske begrænsninger åbner op for en dybde og et nærvær, hvor jeg kan give det, som er det største af alt -kærlighed.

Kilden

Mørket, magtesløsheden, frustrationen opgivelsen vælter ind, hvem er jeg…? hvad er jeg… ?alene. Hvad er mit formål? hvad er min mission? med hvem skal jeg gå? kan jeg gå…? spørgsmål rejser sig … hvor er svarerne. Hvor bliver de af hvorfor svarer de ikke. Tårerne og klumpen blander sig, sorgen over tabet. Flugten, prøve at lade være med at mærke. Sorgen ligger sig som et tæppe, indhyller og lukker for ilten, bliver kvalt. Mørket er så tæt, virker nærmest som alt bevægelse er stoppet. kæmper imod. Prøver at skubbe tæppet væk, at finde udvejen, jo mere jeg skubber jo mere omslutter mørket. Prøver at finde svarerne udenfor mig, spørge, rejse rundt i verden, blandt andre – i en søgen, overrasket over finde, at jeg bærer kilden i mig, visdommen er med mig.
Overgivelse – ligger mig og lytter – lytter dybt ind i rummet bag rummet – kæmper ikke. Tillader alt at være der.
Bliver fyldt, af den fineste blideste energi helt ind til knogle marven, oplyses og må kigge flere gange.. er jeg kun lys, er jeg her stadig. Hvor er det smukt, hvorfor havde jeg glemt? hvorfor havde jeg trukket mig fra kilden? kilden der er vævet dybt ind i mit væsen, mine celler, min sjæl. Hendes energi smelter sammen med min, hvor starter, hvor stopper jeg – er jeg hende.
Mærker det felt i mig selv, hvor jeg er forbundet med alt, hende, magien.
Hviler i hjertet, læner mig ind i mit landskab og lytter efter min indre kildes rislen. Vejen til visdom går gennem det indre rum af magi, at være loyal over for mig selv. Sanse og mærke den energi der flyder igennem mig. Måske flyder kilden kun drypvist, hvis jeg tillader at overbevisninger, mønstre, tanker og forestillinger blokere for kildens løb. Jeg vælger at gå ind, samle mig, trække energien helt ind. Lade lyset fylde mig fra det inderste, igennem langsomheden, så det bliver muligt at tale sjælens sprog. Her udfolder og udlever jeg det, som er mit dybeste væsen. Den jeg er, ikke kun det jeg har oplevet, mine erfaringer i livet, men det jeg er trods. Fra dette sted giver jeg kilden og rodnettet til mit livstræ næring, så alt flyder frit og sprudler af liv.
Jeg er selv den sti jeg skal følge, den hule jeg må finde og træde ind i, jeg er den sky der svæver på himlen, jeg er regnen, der falder, solen der stråler, jeg er alt, tid er meningsløst, alt sker til sin tid…jeg er fri dette sted forenet med det der er. Bevægelse opstår, muligheden for at følge strømmen. Følge kilden til det der er sandt.

Jeg slår bare en sekser!!!

Jeg ryger ud af mig selv mister kontakten til kilden essensen i mig selv, mærker tydeligt uden for mig selv. Hvad kan jeg være for andre, hvad kan jeg gøre i relationen udenfor mig – hvem er jeg udenfor relationen? Midt i roen, midt i væren bliver jeg pludselig hevet ud af mit center ud af mit eget lys. De endeløse dialoger og forestillinger toner frem, hvad ser jeg i spejlet som bliver holdt op foran mig. Hvad sker der.

Magien forunderligheden forsvinder når nærværet forlades, når alt ryger over i den anden, hvilke valg tager jeg for den anden, kan jeg tage valg væk fra mig selv. Den anden ved bedst hvad det rigtige valg, det kan aldrig blive mit. Kan mine valg afhænge af den anden. Er det kærlighed at miste sig selv for at give… Hvis jeg lytter godt efter kan jeg høre hvilket valg der skal træffes for mig. Stunder i ro. Både fysisk, men også mentalt. Stunder hvor jeg er åben og stille lytter efter min sjæls længsel. Stunder hvor jeg bevæger ind i det ukendte tidsløse land.

I starten er det næppe en hørbar hvisken. Ord der blev båret med vinden… flygtige og uhåndgribelige.

Lytter… hvad fortæller det inderste i mig. Mit hjerte står vidt åbent og netop her opstår der en frihed en kontakt med det rene. Den fineste visdom som hjertet indeholder. Visdommens Stemme bliver sløret af følelser, gamle stemmer, en krop der svigter i funktioner, frygten, sorgen.

Mit tempel eller mit fængsel?

Det ene øjeblik mærker jeg hjertets og kreativitetens flow, det næste i en stormflod af tårer, sorg, vrede, frustration…

Lag skrælles af og det bliver tydeligere og tydeligere, at mit liv skabes indefra. I dyb samklang med hvem og hvad jeg er. I samklang med min sjæls formål. Det er herfra at min sjæl og mit fysiske liv mødes.

Når jeg tillader at mærke kan gamle sår springe op, men kun for at blive rensede og helede. Jeg mærker min essens jeg mærker konsekvenserne af, ikke at nære sjælen og at gå på kompromis med mig selv. Giver jeg ikke plads, gentages gamle mønstre.

Nogen gange glemmer jeg… nogle gange tager det tid, blidhed og stor nænsomhed at tillade rummet at åbne sig. Nogen gange er der tårer. Tårer af længsel, savn og smerte, blandet med lykke og glæde. I rummet lærer jeg at favne mig selv, og Alt som Er.

Jeg modtager terningen, terningen med alle svar, min helt egen terning, med det rigtige svar til lige netop mig. Min terning har seksere på alle sider, slår jeg for mig kan det aldrig gå galt, terningen vil hjælpe og guide mig. Glemmer jeg opmærksomheden og i farten snupper en af de andre terninger ved jeg ikke hvad chancen er for at slå det der er sandt for mig. Måske slår jeg ikke sekseren.
Fyldes med styrke og kraft, fedt at mærke at jeg kan vælge at slå en sekser, hvis jeg er opmærksom, hvis jeg tillader rummet. Når jeg tillader at stå stærkt i mig. I kærlighed til mig. Der kan jeg give kærlighed til den anden uden at miste.

magiske nu

Iagttager, billederne fylder med skønhed, uperfekthed, det blottede. I stilheden og det fulde nærvær opstår der et møde. Iagttageren smelter sammen med billederne, hvor begynder jeg, hvor slutter jeg. Træder ind i et univers, hvor alt føles uden for tid, et rum udenfor rum. Lader øjnene iagttage, lader hjertet mærke. I stilheden mærkes enormt, det magiske. Lydene, farverne, eksplorerer i en symfoni, hvor alt flyder ubesværet og tonerne lyder med den smukkeste musik – formet af mørke og lys. I går virker ubetydelig, i morgen som en tanke. Kun nuet. I en indre fin strøm af det reneste, tager det mentale tankespind et hvil fra de endeløse dialoger. Hjertet åbnes og jeg træder ind et dybere sted, hvor der opstår en magisk frihed – tør jeg åbne for det forunderlige, hvad hvis jeg falder ind i livet?
Når sindet stoppes i sine gentagelser, får det rene dybe mulighed for at stå frem i sin blottelse, smerte og lykke. Der lukkes op – for rige oplevelser i hvert eneste magiske øjeblik, hvert øjeblik er en ny opdagelse. Iagttageren tager sansende imod, sluger, absorberer, mærker. Nuets med alt dets fuldkommenhed, ufuldkommenhed og magi. Fortidens tråde trækker, fremtidens forestillinger, frygt og forventninger trækker. Alt pulserer, energien strømmer. Trækker vejret med alt levende. Trækket fra fortid og fremtid aftager, øjeblikket vokser, åndedrættet lader hjertet få plads, der hvor sjælens essens mærkes, der hvor alt forbindes. Jeg mærker visdommens stemme i den subtile væren – der opstår kontakten med kraften, kærligheden og freden. Et rum hvor hele mig bliver holdt, som lige præcis den jeg er. Jeg overgiver mig ind i øjeblikket, lader nuet omfavne og kærtegne mig. Jeg blottes og i min sårbarhed, opstår en mere let, blødere, klarere hjertecentret selv. En sødme – et autentisk sandt nærvær, hvor lyset og farverne får plads. Jeg finder modet til at møde frygten.. vover jeg at gå ind og se og forholde mig til min virkelighed med alt hvad den indeholder, at elske vildt og uforbeholdent, lade livskraften og kreativiteten udfolde sig med glæde, sorg, sårbarheden og ar. Bare være – i tillid, til at de mægtige vidder får plads. Lade langsomheden, tålmodigheden, blidheden få plads så alt kan løsnes sit greb og give indre kræfter næring. Ud af mørket, lyset, farverne kommer poetens lys og stemme. Midt i mørkets blindhed opstår et indre lys der illuminere i et magisk landskab af skønhed og virkelighed.

Hjem

Siden jeg forlod livmoderens rum har jeg nok forsøgt at vende hjem. Den indre erindring om stilheden, hvor alt var omsluttende og trygt, behov blev dækket, måske er erindringen fra endnu før. Fyldt med en længsel efter at komme helt hjem, længslen efter en dybere forbundtethed, stråleglans og kærlighed, længslen efter et sted hvor adskillelsen ikke var. Omkring mig ser jeg adskilte kroppe der handler uafhængigt. Søger helheden forbundtetheden med dens uendelig kraft og skønhed – den som kalder…
desperat har jeg søgt og ledt, virkede som om det skulle komme udefra, satte mekanismer i gang skabte misforstået afhængighed af det der føltes som hjem eller mindede om den guddommelige frekvens, i søgen har jeg vendt mig mod oplevelser, mennesker, læremestre for at finde visdommen som kan vise vejen hjem, men den vigtigste læremester blev overset, budskabet dybt inde fra, at alt er muligt. Fra det sted inde i mit eget hjerte findes den smukkeste kærlighed og fuldkommenhed når jeg tillader at være det sted bliver jeg omfavnet af en følelse af skønhed og fred den vildeste kreativitet og kærlighed strømmer fra dette sted – en følelse af beruselse alt følelses magisk.
forunderligt når opdagelsen sker, at det jeg har søgt er der og har været der hele tiden. I dvale og nu er kontakten tændt og gnisten blevet tændt og flammen brænder
oplevelser inspirerer og nærer flammen.
Når magien i øjeblikke forsvinder og dualiteten opstår, viser Længslen sig, lysten til at slippe og lette mod stjernerne, at udfolde det store vingefang at forsvinde op, at smelte sammen med det … at opløse alt adskilt og mærke at alt er enhed
Der hvor kroppen opløses i ren energi udenfor tid og rum, mod friheden hvor den faste form ikke begrænser og buret åbnes, døren til friheden.
Jeg mærker hjertet fyldes i mødet – ydmygt suger jeg det magiske jeg giver og fyldes samtidigt at samhørighed og mærker at adskillelsen ophører grænserne forsvinder jeg bliver ledt ind i et univers og pludselig er det magiske her i mødet, ikke et fjernt sted men i øjeblikket, de fastlåste dogmer ophører og stilheden og skønheden opstår udenfor tid og rum – der opstår et flow hvor alt får plads alt føles sandt.
Balance opstår det er ikke svært jeg skal ikke gøre andet end at åbne armene, lytte, se og modtage og give, blot tillade at være i nuet med barnets uskyld, ikke hænge fast i fortidens fortællinger ikke i fremtidens måske komme, men bare være, opleve og invitere det smukke, blot omfavne og lade nærværet omslutte mig, lytte til vejrtrækningen, mærke energien gennemstrømme uden forventningen om noget bestemt, følge flowet lade livet udfolde sig. Lige som naturen udfolder sig. Træet som kraftfuldt står rodfæstet, minder om jordforbindelsen – næringen fra moder jord og grenene strakt mod himlen mod stjernerne minder om det guddommelige – omsorgen og kærligheden fra noget højere- Vandet der strømmer, der flydende finder vej, minder om kreativiteten og bevægelsen. Solen, varmen, ilden der brænder – minder om transformation og muligheden for manifestation. Luften der kærtegner og rør. Rummet der omslutter alt.. bedømmelsen der forsvinder, alt er rigtigt alt er forkert, enten eller forsvinder. Mørket og lyset tager hinanden i hånden og følges som søstre. Frygten ophæves det sted og trygheden gennemsyrer, roen opstår midt i kaos. Stilheden toner frem og jeg er hjemme, med jorden under mig og himlen over mig jeg er her med hele mit landskab. Måske er jeg hvor jeg skal være.

Mødet – soulflow

I mødet ser jeg, mærker jeg. Et blik, et nærvær, et ord, et slør som dækker, uroen, hvilken form skal jeg tage, skal jeg tage en form? jeg rummer, giver plads til, at der ingen form er.
Mange lag åbnes og energi frigives – gamle strukturer og bindinger går til grunde. Felter af kaos opstår – uberegnelige og svære at navigere i, på overfladen ligner det vanvid – og udsvingene i følelserne er som en rutsjetur, intense spring mellem lykke og angst.
Jeg inviterer ind, omfavner det der er, uroen opløses, fra et andet plan opstår nyt liv – en ny form for bevidsthed manifesteres – i mig. Er det mig? er det en del af mig? skubber jeg væk eller invitere jeg til et kærligt rum. I det kærlige rum skabes der en balance – lyset får plads, mørket får plads, det der var en kamp om pladsen bliver et møde – et kærlighedsmøde. De holder hinanden, støtter hinanden. Ja de skal være der, den ene kan ikke være uden den anden. De tager plads i dybet af mig, integreres i mig og hjælper mig med at rejse mig og hæve mig op og finde mit nye ståsted. Jeg smider de brune gamle fjer og lader farverne sprede sig. Jeg følger livets flow og går ind i mødet med åbent hjerte.

At røre

Opgivelse, værdighed – er det værdigt at være i denne krop, der ikke fungerer som den burde, er det værdigt? Ønsket om fred – hvad kommer det af, fred fra hvad – hjælper det at flygte. Vil det give fred at flygte fra livet.
Kroppen der burde, hvad burde den? er det en forestilling om hvad den burde, er det blot en tanke som jeg har skabt, har jeg defineret hvad er en rigtig og forkert krop.
Lader jeg tanken opstå uden at gribe fast i den, men bare lade den være der, se på den, anerkende den, opløses den i ingenting, som den opstod. Og måske ændres min følelse af værdigt og burde.
Jeg har valgt denne udfordring af en eller anden grund, som jeg ikke er bevidst om, og behøver heller ikke vide hvorfor. Jeg ved når tanken forsvinder – at på trods har jeg meget, jeg skal være og give. Jeg mærker flammerne, ilden i mig. Der er noget meget kraftfuldt. Det modsætningsfyldte toner frem. Jeg forundres over kraften og svagheden der fylder hele mig. Som kommer til udtryk på forskellig vis.
Hvordan kan mørket oversvømme og fylde mig med så meget intensitet, så flugten virker som den eneste vej og det næste øjeblik mærker jeg lysten til at være, jeg mærker livskraften og troen tage over i mørket. Lyset bliver tydeligere og flammen vokser. I mødet mærker jeg mig, jeg mærker at jeg er levende og vital. Glæden spreder sig og snart overdøver den alt der virkede som håbløshed. Jeg rør og bliver rørt og er det ikke vores fornemmeste formål – at røre.
Jeg er livet. Jeg er kraften, JEG ER
Jeg forstår at i alt mærker jeg en enorm ro – jeg står roligt lysende midt i det hele, måske er min krop slået ud af balance, måske er den ikke. Men jeg står som en lysende søjle mellem tårer, prøvelser, Jeg står fast. Jeg har en opgave. Jeg kan ikke opgive, men jeg kan overgive mig. Overgive mig til tilliden til at alt er som det skal være og at jeg skal røre og blive rørt.