Overgivelse og dans med livet

Jeg står helt stille, falder, falder, …….. Det føles som en evighed, alligevel så hurtigt at jeg ikke når at reagere. Lander – bliver stoppet af gulvet under mig. Som om livet bliver slået ud af mig. Trangen til at overgive mig til et skrig, en hulken, men måske var faldet en overgivelse. Måske turde jeg endelig falde ind i overgivelse. Selvfølgelig ramte jeg gulvet, men ramte også noget andet noget fundamental noget farligt…..

Men jeg forsvandt ikke, jeg er lige her, mærker mit fundament under mig. Jeg er jo støttet, det er fra mit fundament jeg skal tage nye skridt til et nyt liv – måske skridt ind i modenheden.
En kær veninde sagde til mig – husk på vi skal alle falde for at lære at holde balancen! Ja netop den følelse har jeg, at jeg er ved at lære at gå på ny.

Kigger på det lille barn, der tumler af sted, usikker på balancen, han snubler og falder. Han er ny i fodgængernes verden. Han rejser sig bare op igen og stavrer videre. Det er hverken nemt eller besværligt bare naturligt, frygten for at falde er der ikke, alt er godt. Han er frygtløs.

Kan jeg være frygtløs? Jeg er påvirket af det jeg har med mig som har skabt min frygt, jeg kan nok ikke lige blive frygtløs lige nu, men jeg kan være modig. Jeg kan rumme min frygt, anerkende den og give den nærvær og omsorg, mens jeg er modig. Selvom jeg er bange kan jeg møde livet, danse med livet danse med frygten med sårbarheden.

Vi bevæger os gennem livet tager skridt fra et sted til et andet, nogle skridt mere vellykket end andre, vi bevæger os fra livmoderen ind i denne verden…. Fra barndommen til ungdommen til voksenlivet, vi mister noget, få noget andet… nogle skridt glemmer vi, noget klynger vi os til. Noget af os bliver fanget, det bliver svært at give slip, vi bliver ufri måske uden vi opdager det, før den dag vi falder…
Hvem er jeg – måske er det først nu jeg former og opdager hvem jeg er. I overgivelsen, når jeg har givet slip på de masker der er taget på, måske havde jeg helt glemt hvem jeg var, troede jeg var masken. Jeg var bange for at smide den, for at vise hvem jeg var, jeg turde ikke sige ja til mig, for hvad nu hvis jeg mistede, hvad nu hvis jeg blev udstødt.

Jeg forblev det lille barn der tilpassede og efterlignede, jeg glemte skridtene ind i ungdommen, ind i oprøret. Jeg glemte at være det vilde, frie sprudlende barn og teenager. Jeg blev en lille voksen.
Jeg bringer nu mørkets visdom og indsigter med mig ud i lyset igen – jeg byder den frie og sprudlende ungpige velkommen. Jeg vil tillade mig at stå i mit lys, at mærke, at være sårbar, at være modig, at GIVE SLIP….. og overgive mig ind i livet og dyb væren, med tillid til, at jeg ved hvert fald, rejser mig igen endnu mere vis, stærk og strålende.

She let go. Without a thought or a word, she let go.
She let go of fear. She let go of the judgments.
She let go of the confluence of opinions swarming around her head.
She let go of the committee of indecision within her.
She let go of all the ‘right’ reasons. Wholly and completely,
without hesitation or worry, she just let go.
She didn’t ask anyone for advice. She didn’t read a
book on how to let go… She didn’t search the scriptures.
She just let go.
She let go of all of the memories that held her back.
She let go of all of the anxiety that kept her from moving forward.
She let go of the planning and all of the calculations about how to do it just right.
She didn’t promise to let go.
She didn’t journal about it.
She didn’t write the projected date in her day-timer.
She made no public announcement and put no ad in the paper.
She didn’t check the weather report or read her daily horoscope.
She just let go.
She didn’t analyze whether she should let go.
She didn’t call her friends to discuss the matter.
She didn’t do a five-step Spiritual Mind Treatment.
She didn’t call the prayer line.
She didn’t utter one word. She just let go.
No one was around when it happened.
There was no applause or congratulations.
No one thanked her or praised her.
No one noticed a thing.
Like a leaf falling from a tree, she just let go.
There was no effort. There was no struggle.
It wasn’t good and it wasn’t bad.
It was what it was, and it is just that.
In the space of letting go, she let it all be.
A small smile came over her face.
A light breeze blew through her.
And the sun and the moon shone forevermore.
Here’s to giving ourselves the gift of letting go…
There’s only one Guru ~ you.

―Rev. Safire Rose

mærk livet

We shall not cease from exploration
And the end of all our exploring
Will be to arrive where we started
And know the place for the first time

T.S. Eliot

Jeg bevæger mig med forsigtige skridt, hvert skridt nøje planlagt, foden placeres med alt mit nærvær, en tanke strejfer mig – jeg bevæger mig langsomt igennem livet, det føles smukt. Jeg bemærker mennesker der haster forbi, deres blikke, der bevæger sig fra stokken over på mig og op og ned af mig. Det rammer et kort øjeblik, som en mavepumper direkte ind i min sårbarhed, ind i min forfængelighed. Den elegante og graciøse bevægelse som er i mit indre – giver sig ikke til udtryk i det ydre. Det ydre som med kejtede skridt skal bruge alt opmærksomhed på at bevare balancen.

Jeg opdager at jeg bevæger mig væk fra min kerne og ser på mig selv udefra. Ud fra mine overbevisninger og andres blikke. Jeg bekymrer mig om de andres blikke, tanker og følelser.

Vi sidder i bilen igen. Jeg tager en dyb indånding og får øje på tårerne i min datters øjne. Jeg ser mavepumperen har ramt hende lige så hårdt. Med forsigtig stemme fortæller hun mig om flovheden, tankerne om de andres blikke og i et kram græder vi sammen, ramt i sårbarheden.

Det er ikke kun min proces, men det skaber ringe og påvirker. Så hver ydre bevægelse er en rejse hvor jeg bliver testet i at blive i mig selv, blive i nærværet og se skønheden i livet og mærke den graciøse smukke indre bevægelse, give slip på alt fordømmelse, give slip på min forestilling om feminin og elegant bevægelse, give slip på frygten for ydmygelse. Mit indre afspejles i min datters indre, i mine omgivelser, jeg ser min tvivl komme til udtryk i deres blikke. Er der bare en lille snert af tvivl vil det påvirke min styrke, min kraft. Fornuftens stemme forstærker frygten og frygten er magtfuld. Frygtens stemme kan fuldstændig overdøve intuitionen, overdøve skønheden ved at leve livet langsomt.
Mavepumperen fortager sig med ordene og tårerne. Vi sidder i stilheden mærker hinanden, mærker livets forunderligheder og skønheder. Vi minder hinanden om gaverne og uforudsigeligheden. Livet er både mere og mindre end vi drømte om.
Igennem tabet, bliver rigdommen og dybden synlig. Livet er fyldt med begrænsninger og muligheder, måske kan jeg ikke løfte benet, men jeg kan sidde her med armene om min datter og i nærværet, høre livets musik og mærke solen varme.
Tabet, mørket, begrænsningerne gør mulighederne, lyset og helheden mere synlig, havde jeg opdaget det? hvis livet ikke blev levet langsomt. Havde jeg turdet gå på opdagelse og se på og byde det uperfekte velkommen?  Lyttende og opmærksom møder jeg livet på ny.

Vejen til hvad!

Jeg har før skrevet om håb og håbløsheden. Hvad betyder det egentlig, i mit sidste indlæg skrev jeg, jeg er rask!!! Trækker jeg det i mig igen. Nej det gør jeg ikke, for dybest inde er det jo sådan jeg har det. Behandlerer der bekræfter og støtter mig i min egen antagelse. Alt i alt bragte det håbet frem. Men netop håbet har påvirket mig. Med håbet følger der nogle forventninger nogle forestillinger om noget bestemt.

Jeg glemte lige at lade kroppen følge med i sit tempo på sin måde. Jeg kom til at forbinde rask med noget ydre og mistede den indre følelse af at være rask.

For i min begejstring hev jeg fat i håbet, klyngede mig til det, og tankerne hvornår sker der noget, tog mig med på rejse? troede på at nu ville jeg snart opnå det…. men hvad det og hvornår snart. Min egen definition af rask, blev farvet af smerte, håbet og af omgivelsernes opfattelse af rask, skepsissen i blikkene – jamen du er da ikke rask – kan du virkelig ikke se det. I min iver for at overbevise og vise klare resultater glemte jeg tålmodigheden, omsorgen og tilliden. Tvivlen kommer listende, hviskende til mig, kan det passe ? – er jeg rask, mærker jeg forkert, kan jeg ikke stole på den indre fornemmelse.

Kan jeg stole på det som føles som sandhed når den fysiske krop er i stadig opløsning. Måske får jeg for meget fokus på det ydre, det jeg kan præstere det jeg kan gøre, det jeg kan give ved at gøre.

Det bliver som altid aktiveret ekstra meget i ferierne og ingen undtagelse er efterårsferien, en ferie med hygge. En ferie jeg altid har elsket, med gå ture i de flotte efterårsfarver, skære græskar hoveder, stå i hovedstand og løbe ned af klitterne med børnene, …. Men hvad gør det ved mig at det ikke er muligt lige nu. Hvad gør det at blive konfronteret med familiers hyggelige ferie billeder og fortællinger. I første øjeblik får jeg øje på det jeg har mistet, på sorgen. Når jeg går ind i sammenligningen og lader mig forføre af tankerne om hvad der er det rigtige hyggelige familie liv, får jeg jo netop lavet en historie om at alt ikke er som det skal være, at det var bedre hvis det var på en bestemt måde…

Jeg bevæger mig væk fra den indre sandhed. Og måske bevæger jeg mig væk, fordi den indre sandhed er ukendt territorium. Tør jeg tro på det, der ikke kan måles, tør jeg tro på det som ikke er som den gamle plan, tør jeg følge den nye og ukendte vej. Tør jeg omfavne det der gør mig allermest bange. Jeg oplever virkelig at blive udfordret og provokeret. Jeg får flere og flere hints om at nu er det tid til at lytte til min indre stemme, nu er det tid til at stå alene og tage ansvar. At sandheden findes inden i mig og ikke hos andre.

Sandheden om formålet med selve livet, måske er det en hel anden – måske er formålet blot at vågne op og danse med livet. Se på livet, blive livet, droppe fornuften og blive mere flydende, mere smeltende lade livet tale til mit hjerte og lade mit hjerte tale til livet. Og ikke lade mig distrahere af at prøve at forstå og analysere.

Når jeg lader mig falde ind i stilheden overgiver mig til det som er, er der jo ikke noget der skal være på en bestemt måde. Hvis jeg bare kan finde modet til at overgive mig til alt. At tillade at min fysiske krop, mine forestillinger om det perfekte bliver nedbrudt, at lade dansen opløse…for at genopstå som noget nyt noget smukkere og mere helt. Hvis jeg tør gå helt i opløsning og tillade det der skal ske med fuldt nærvær og omsorg, får jeg en mulighed for at vende tilbage til mig selv – mine sande essens. Og lade den sandhed som jeg mærker være sand. At lade den enorme indre styrke jeg mærker trods en svækket krop være sand, at lade den følelse af at være levende, trods sorg og magteløshed, være sand, at lade det skinnende lys i mine øjne, trods tårerne, være sand.

Måske har jeg begivet mig ud på den vildeste og smukkeste vej for at lade mig og det jeg kender dø, og blive født på ny. Blive født som den jeg er uden uvidenhedens slør. Min evige uforanderlige sjæl som aldrig forfalder men som blot er.

Frit fald

Kroppen sitre, bliver helt varm, jeg mærker adrenalinen suser rundt, men underligt føles alt som det skal være helt roligt og kærligt. En kærlig energi der flyder rundt med den brusende flod af adrenalin.. tankerne flyver igennem sindet… hvad er det lige jeg har gang i!! Jeg står på kanten, bagved mig er trygheden, foran mig er den store ukendte afgrund, jeg kigger ned og et sus går igennem maven, er det virkelig nu, er jeg klar til at tage springet. Hvorfor vælger jeg den ukendte farlige vej, når jeg nu kunne blive inde i min boble inde i min trygge hule. Et øjeblik overvejer jeg om det ikke er mere trygt at blive, er det ikke mere rart ude risiko. Frygten er lige ved at overbevise, prøver at komme med undskyldninger og afvigelser. Hvad nu hvis det går galt.

Det handler jo kun om dette ene skridt, men et skridt der handler om alt, det indebærer et oprør, det er jo det der gør det dragende og skræmmende på samme tid. Et oprør der er længe ventet og måske nødvendigt. Ikke et oprør imod de andre, men et indre oprør, imod de ubevidste mekanismer der har styreret mig igennem livet. De mekanismer der har bygget murer og pansere om omkring mig så jeg ikke faldt ud over kanten. Jeg var blevet rigtig god til at undgå skuffelse og smerte og vile hellere nøjes end at risikere at fejle at blive en fiasko og prisen blev at jeg ikke levede livet fuldt ud, ikke elskede til fulde og ikke turde tage chancer eller udleve mine længsler, passioner og drømme.

Tør jeg tage dette ene skridt og kaste mig ud i det der virker som det tomme intet. Jeg ved jo ikke hvor jeg lander eller om jeg kan lande på benene.

Jeg kaster mig ud mærker suset, bliver blæst igennem, følelser, emotioner går igennem kroppen undervejs får jeg øje på skønheden. Skønheden i den ukendtes vej, hvor er det smukt at se alt det forunderlige alt det der er nyt. Undervejs er det som om jeg mister noget af det gamle, at faldet river det der sidder som gammelt lag af og det nye og friske bliver blottet. Og jeg lander på fødderne klar til at bevæge mig videre. Jeg tager en dyb indånding lader springet falde til ro i mig. Adrenalinen suser stadig og jeg føler mig høj men også utrolig sårbar, har jeg ramt noget på min vej har jeg taget andre med i mit spring. Jeg finder ro, jeg har kun ramt det der skulle rammes, det der skulle vækkes. Jeg ånder lettet op. Mærker kraften og styrken i mig vokse, jeg havde modet, jeg tog skridtet, det skridt jeg skulle tage.

spring!

PÅ torsdag tager jeg et kæmpe spring ud i det ukendte, jeg prøver virkelig mine grænser af ved at dele min historie LIVE. Det føles vildt skræmmende og farligt. Men også vidunderligt fantastisk. Jeg håber at jeg har det på samme måde når dagen er omme på torsdag.

Det at skrive på min blog er blevet et kreativt udtryksmiddel for mig, en måde at bearbejde og rumme alt det der opstår. At holde foredrag er en forlængelse og noget der har kaldt på mig i længere tid. Nu har jeg endelig modet. Mit store ønske er at det kan inspirer andre på deres vej i livet.

Min ven Rune Funch spiller hans smukke musik som undervejs vil spejle og drage paralleller. Og det foregår i smukke omgivelser på Gothenborg v/Them

Rask!!!!

Lyset skinner, alt føles nemt og lige som det skal være. Kigger jeg tilbage på denne sommer er det som et helt liv, at jeg har bevæget mig igennem livets labyrint med voldsom fart. Men ikke uden at opleve og mærke, jeg har set alt på min vej, været nærværende og opmærksom. Der har været tid til refleksion, tid til at være med det der opstod. Mørket har haft sit tag i mig og i øjeblikke har jeg lade det opsluge mig. Vreden, frustrationen og sorgen var ved at kvæle mig. I den totale frygt for at jeg aldrig ville se lyset igen, har jeg overgivet mig. I overgivelse og hengivelse til, at der sker det der skal ske, mødte jeg den dybeste medfølelse og nænsomhed. Min sårbarhed voksede lige så stille, til en enorm indre styrke som jeg troede var forsvundet. Verden omkring var forandret jeg var forandret. Mon andre kunne se denne forandring! kan andre se at jeg faktisk er fuldstændig hel, at lyset i mig føles så stærkt og varmt!

Det føles fantastisk surrealistisk – en kraft i mig vokser og vokser. Jeg har total tillid og mod til at være mig.

Bekymringen for om jeg nu var stærk nok til at arbejde efter ferien er væk, forstår ikke den var der, når jeg nu står mit i det og mærker hvor meget styrke og energi det netop giver, at lave det jeg gør. Jeg er fyldt med taknemmelighed over at jeg har fået lov til at arbejde med noget, der er så fyldt med kærlighed. At jeg i den grad får lov til at udleve mit livsformål.

Jeg ved jeg er hel, men jeg ved også jeg er rask – altså fysisk rask. Jeg er overbevist dybt i mit hjerte. Når jeg mærker og ser på mig selv, ved jeg at det er sandt. Men hvorfor ved kroppen det ikke endnu, hvorfor er kroppen svag og uden kræfter, det giver da ingen mening. Eller også gør det. Lige nu er det ok – den må gerne tage sig god tid, jeg kigger og mærker den med medfølelse og tålmodighed. Jeg ønsker stadig, at den del af mig genfinder den samme styrke og kraft, for det er jo en del af mig, ikke noget separat, jeg kan ikke med oprigtighed sige min krop ikke er mig, alt er mig! Jeg vil elske og være nysgerrig på livet og lade mig flyde med livets magiske flow. Og i processen opleve at den kraftfulde energi efterhånden forplanter sig til det fysiske i det tempo og den måde den skal.

Frygt eller kærlighed

Frustration, vrede, alt knuger sig sammen, skrig og tårer vil ud, med det samme jeg tænker drømme, tænker fremtid. Hvad er min fremtid. Hvad kan jeg når kroppen er så afkræftet at bare det, at tænke tanker føles uoverskueligt, især når jeg nu er en der tænker mange tanker… Alt ramler i ferierne, der hvor jeg ser alt det andre kan, gå en tur på stranden, vandre i Østrigs bjerge, plukke blåbær med familien. Hvem er jeg hvad kan jeg. Jeg ryger ind i sammenligningen med andre…

Jeg klamre mig til det kendte til mine drømme om livet. Drømme helbreder, men gør de forkerte drømme også det. Klamre jeg mig til ideen om drømme, drømme der måske er forældet, har overskredet deres udløbsdato. Er det måske tid til at skabe nye ukendte drømme. Se på hvad er drømme, hvad er overbevisninger, hvad er frygten. Frygten for at sygne ind, blive usynlig og ubetydelig. Skabes drømmene på baggrund af frygten.

I nærværet mærker jeg den guddommelige kraft vokse sig større, hele mig smiler og fyldes med noget der nærmest følelse som lyksalighed. Tillid til at jeg er på rette vej. Hele kroppen fyldes med lys feminin energi, følelsen af at være fyldt af hendes energi. Lyset er så kraftigt, jeg glemmer at der overhovedet har været mørkt, jeg glemmer smerten.

Det er som en kæmpe rutsjebane, hvor jeg bringes fra det højeste til bunden i et split sekund. Jeg bliver blæst igennem og på vejen føles det som om jeg går i opløsning.

Jeg har brug for at slippe forstanden, og gå ind i min indre verden, der har jeg ikke brug for den, jeg har brug for at slippen den, og jo mindre jeg lader forstanden råde jo mere frygtløs. Forstanden afløses af kærlighedens sprog. Jeg bliver i nuet og tillader mig selv få kontakt med det guddommelige- jeg genfinder min indre kontakt. Tillader mig selv i en periode at slippe alt burde og skulle.

Ofte ses en forværring, før der sker et gennembrud og her opstår trangen til at give op. Selvom jeg har accepteret og fundet troen, så er der nok dybere lag af samme stof, som jeg skal igennem, men i mit forsøg på at gå vejen er jeg gået i frygt. Jeg har accepteret af frygt ikke af kærlighed og omsorg.

Når jeg føler mig fyldt med hendes energi indser jeg, at alt sker som det skal ske. Jeg accepterer nu, af kærlighed ikke af frygt. Jeg acceptere min situation, som den er nu. Jeg acceptere at den kan ændre sig hvert øjeblik. Jeg har tillid til, at jeg vælger den vej der skal gåes. Jeg accepterer alle følelserne, jeg accepterer også sorgen, vreden og frustrationen jeg tillader mig selv at være i dem. Jeg tager imod udfordringerne, der opstår, jeg ser på hvad der skaber bund for vreden, frustrationen. Jeg lader mig ikke blive skræmt af de mange følelser. Jeg vælger ikke at reagere på dem, ikke at lade dem beherske mig, men i stedet lade dem være et vigtig udtryksmiddel.

Der er dybere lag – lag som skal renses, noget der skal gennemleves, som skal ses på. Det kan føles som at gå et skridt tilbage, men en fornemmelse af, at jeg skal gå vejen, der har ført til hvor jeg er nu med mine ubalancer og både lys og mørke, også er den vej jeg skal gå igen, for at forløse. Hvorfor skal jeg gå tilbage og se på det endnu en gang. Føles som en nødvendighed at gå alle trin, ellers ser jeg ikke vejen og finder ikke op og på toppen. Det er en vej jeg må gå selv. Jeg bliver nød til forløse det gamle for at det nye kan fødes. Og i det må jeg slippe alt fordømmelse af mig og omverden. Jeg må have tillid til at jeg kender vejen. Og kun bliver udsat for det universet ved jeg kan klare.

Jeg ser på det inderste, hvor den dybeste sorg, svigt og ensomhed gemmes, det er også hvor jeg finder kærligheden og det guddommelige. Der hvor det feminine og maskuline forenes. En forening jeg skimter og giver mig en fred inde i hjertet en fred og følelse af at være hel.  Så måske skal jeg stoppe søgningen og lade det guddommelige finde mig eller komme frem i mig. Jeg er allerede dybt inden i, det jeg søger uden for mig selv.

Lyset

“The wound is the place where the light enters you” Rumi

Krymper sammen, mærker hvordan smerten snører sig om hjertet, en spændetrøje der strammer sit tag, skriget der vil ud, gråden der bliver til hulken, som ikke kan holdes inde, som vil have plads, som ret insisterende kræver at blive hørt og set. Presset bliver så stort, at der skabes et tryk og følelsen af hjertet, der bliver sprængt åben, alt er sårbart, alt er åbnet, alt mærkes. Lydene, sanseindtrykkene bliver overvældende. Mærker en stor kraft i mig, uden om mig – en blid, kærlig kraft – samtidig med overgivelsen til sårbarheden, til det guddommelige. Jeg er klar, til at overgive mig fuldstændig, til det der er, til lyset. På en gang mødes mod og modløshed, styrke og sårbarhed, opgivelse og tillid, værdifuld og værdiløs. Kan jeg virkelig være fyldt med så modsatrettede fornemmelser. Kan jeg føle afsky og elske så meget på en gang.

Værdifuld og værdiløs hvad betyder det i grunden, har det skabt en afhængighed inde i mig – en afhængighed af at få kærlighed, at blive valgt, at blive anerkendt, blive elsket. Har jeg troet, at jeg blev nød til at være, gøre noget bestemt for at opnå kærligheden – så meget at jeg mister min styrke, at jeg mister evne til at forblive centret, at forblive stærk i mig selv.

Jeg mærker lyset omkring mig, der nu har en åbning, hvor det kan trænge igennem og blande sig med mit indre lys. Jeg opdager den universelle støtte, som altid er der, som altid har været der, lige meget hvad. Som har næret mig, har støttet mig, som har gjort mig til den jeg er…. Hvor starter og hvor ender lyset/kraften. Får en fornemmelse af at alle grænser ophører. Jeg er en del af hende, hun er en del af mig. Har jeg søgt efter det, der allerede var lige her. Har jeg i en dyb overbevisning af at være værdiløs, søgt efter anerkendelse udenfor mig selv for at opleve forbundethed, for at opleve mit værd i kraft af andre.

Skyggerne dækkede, viste mig ikke det sande billede. Nemlig at jeg allerede er det jeg søger.

Jeg er alt det jeg møder jeg er modig, jeg er modløs, jeg er stærk, jeg er sårbar, Jeg kalder på hende, jeg er klar til at modtage jeg er klar til at se og høre hende.

Slip !!

Trangen til at give slip er så stor, kan jeg give slip, bare ved at bestemme det, er det muligt ? eller er behovet for kontrol så stort, at alt i mig krampagtigt holder fast? Min største frygt er netop at miste kontrollen, at miste det verdensbillede jeg har bygget op, miste kontrollen over min fysiske krop, at miste mig selv. Frygten for at blive afhængig af andres hjælp.

Frygten vokser sig så stor, at tankerne kører nonstop, prøver at finde løsningerne og måder på at undgå den situation, hvor kontrollen forsvinder. Det har virket meget godt indtil videre, jeg har undersøgt, kæmpet, blevet klogere på mig selv, på behandling, på sundhed….. Men tiden er vist inde til, at slippe grebet og hengive mig til livets proces – til det der ske. At komme fra hovedet ned i hjertet igen. Ressourcerne er brugt og depoterne skal fyldes op. Tiden er klar til at slippe og gøre klar til frit fald. Jeg må hengive mig til processen.

Opdager at jeg den seneste tid, i min frygt, har opholdt mig i fremtiden, prøvet at forme fremtiden, været optaget af at finde den rigtige fremtid. Jeg har handlet mig ud af livet og prøvet at forstå livet, i stedet for at leve det. Tankerne tager mig på rejse væk fra mig og er måske med til at skabe en fremtid baseret på frygten.

Jeg har brug for at vende tilbage til dette øjeblik, tilbage til kontakten til centrum. Den kontakt jeg midlertidigt havde sluppet ud af syne. Jeg må centrerer mig og finde det uendelige sted midt i det hele. Der hvor der ikke findes, sygdom, rigtig eller forkert. Det sted jeg kender så godt. Der er jeg hel, der er jeg kærlighed. Jeg finder min styrke ved at give slip på det jeg tror på og det jeg ikke tror på og åbner mig for alle muligheder, uanset, hvad der venter mig. Giver mig selv lov til at være den universet bestemte mig til at være. At jeg i min essens allerede er den jeg skal være. At jeg lader min livskraft komme til udtryk og behandler mig selv med total venlighed og respekt. Og samtidig opgiver ønsket om at være et andet sted.

Og måske skal jeg møde frygten, ved at tillade hjælp, tillade at modtage, tillade afhængigheden af andre – lade afhængigheden være uden tilknytning, uden begæret, uden at miste mig selv.

Lade det, det hele handler om, skinne igennem – Hjertet og kærligheden. Lader jeg frygten styre, er det frygten der afspejler sig i mine omgivelser, det vil være i frygten jeg mødes. Lader jeg det jeg ved – nemlig at – jeg er, du er, universet er kærlighed, vil det være det der sker i mødet. Frygten mister sit greb.

Stoppe med at regne svaret ud. Følge mit hjerte og virke ud fra det sted, i stedet for fra tankerne og frygten. Lade tryghedens forestillinger og bånd falde, bånd jeg har bygget op om mig for at undgå forandringer og opløsning af det kendte. For at undgå at miste, for at undgå at det forkerte sker. Men måske er det forkerte der skal ske.

 

Per aspera ad astra

Netop hjemkommet fra stilhedsretreat på samsø, det lyder da meget fredeligt, Men gang på gang oplever jeg hvad det betyder når jeg trækker mig tilbage og vender blikket indad. Jeg kommer på hårdt arbejde. Midt i stilheden og ikke gøren – hvor jeg ikke kan flygte – kom den indre larm med dobbelt styrke – følelser/emotioner tanker og forestillinger om hvem jeg er, i et stort virvar. Efter 2 døgn i fuld stilhed var jeg fysisk ved at kaste op over at kigge på mig selv og græde mere end jeg har grædt i et helt liv tilsammen og tankerne oveni – tager jeg virkelig på ferie for at pine mig selv på denne måde..

Den mørke nat tog mig, opslugte mig fuldstændig. Netop fordi der var tid og rum til at overgive mig – at møde det uden at vende mig væk fra det – Jeg blev i det – gik igennem det. Selvom jeg var ved at løbe væk fra det flere gange. Væk fra sorgen og magtesløsheden, som var fuldstændig skræmmende og voldsom. På en måde var stilheden larmende på en anden måde befriende, at jeg kunne lukke mig ind i mig selv uden at skulle forholde mig til andres bekymring, andres medlidenhed. Og i det fik jeg øje på medlidenheden fra mig selv. Fik øje på, at efter have mødt den ved andre i så lang tid, havde jeg skabt selvmedlidenhed. Sclerosen og kedafdetheden havde pludselig fået overtaget, lige så langsomt sneget sig ind og defineret hvem jeg var. Det jeg for alt i verden har villet undgå. I mørket tog frygten over, Frygten for at gå i opløsning. Men blev kærligt mindet om gang på gang at jeg er lige her, i kraft af mig og ikke i kraft af min krop, men bare fordi jeg er mig.  Og at jeg uanset hvad, er fuldkommen hel og måske har min helhed krævet sclerosen for at udtrykke hele min livsenergi. Og måske er det nødvendigt at gå helt i opløsning for at der kan ske en transformation.

Og pludselig sker der et skift. Jeg begynder lige så langsomt at få øje på mit værd, det gode der sker, når jeg bare er. Min Ro, mit nærvær kan påvirke, inspirerer, bare fordi det er.  Jeg har i mørkets stilhed fået øje på mønstre, hvordan jeg er blevet fanget af selv opfundne forestillinger om, at jeg bliver nød til, at have det hårdt og være ked af det, for at få den omsorg jeg behøver. Det førte mig ned i dette hul af selvmedlidenhed, hvor jeg pludselig ikke kunne elske mig selv og ikke give mig selv omsorgen. Jeg så kun mørket og alt det jeg ikke kan gøre mere, jeg fodrede selv-medlidenheden, den som jeg ikke kunne holde ud at se i andre menneskers øjne. Jeg havde forskanset mig i sygdommen, den blev en tryghed, et mønster. Et sted jeg kunne forsvare tårerne, forsvare mine valg, mine fejl… Så i mit forsøg på at hengive mig, faldt jeg ned i selvmedlidenhedshullet væk fra livet. Jeg mistede troen og tilliden til mig selv og til livet. I skiftet kan jeg begynde at se vinterens afslutning, de små spirer, der titter frem, solen der lige så stille begynder at varme og transformere. En følelse af at det er ok at mærke livet igen. At læne mig ind i det. Vinteren giver mig en masse indsigter, hjælper mig til at få øje på fastlåste mønstre, mønstre der har holdt mig fra foråret og sommerens transformation. Jeg er klar til at tage den varme frakke af og tage imod solens stråler og tillade mig at stråle. Jeg vælger livet. Jeg vælger at se på gaven. Og ja det er en udfordring og uundgåeligt vil vinteren komme igen.. det vil stadig være hårdt arbejde, fordi jeg har valgt at gå ind i det der opstår. Med fare for at et kort øjeblik, at blive fanget af mørkets trygge omfavnede arme.

En kær ven mindede mig om at jeg har et ansvar om at stråle, at vise andre vejen ud af mørket. Hun viste mig ved at vise hendes ærlighed og kærlighed, hendes lys at jeg var ved at slukke for mit lys. Hun provokerede mig som hun har gjort så tit.  Provokation kalder mig frem, får mig til at se på mig selv i et andet lys. Så bliver jeg provokeret er det fordi det rør noget i mig , der er sandt.

Skiftet føles så vildt, hvordan kan min tilstand ændre sig så radikalt. Fra mistro til min vej – til tillid og ro, tillid til der sker det der skal ske , når jeg blot tør hengive mig til processen og livets flow.  Den proces jeg er i, i øjeblikket, ikke til det der har været eller det jeg tror der kommer til at være. Jeg ER lige meget hvad der sker. Jeg kan ikke styre og kontrollere fremtiden. Jeg kan åbne mig og se de muligheder der opstår og ikke være bange for forandring. Så tager min vej en ny retning skal jeg være klar til at dreje, men jeg skal ikke prøve at regne ud hvilken vej ruten går. Ikke låse mig fast i forestillinger om retningen, forestilling om hvad der er den rigtige eller forkerte vej. For måske er den vej jeg troede var den bedste måde for mig at vokse på, det ikke mere. Træde fuldt og helt ind i livet, arbejde med kvaliteten i mit forhold til livet i stedet for til mine reaktioner på foranderligheden – at møde i stedet for at reagere. Mørket og trængslerne vil opstå igen, det bliver min øvelse hele tiden at lytte og være opmærksom på at jeg ikke ryger ind i velkendte mønstre. Men holder mig åben for forandringerne og ser sprækkerne, der er slået an til nye muligheder. Så jeg ser vejen til stjernerne.