Livets labyrint

Sorgen der omslutter – tynger og spærrer for udsynet. Har fornemmelsen af at være faret vild i labyrinten. Har sluppet snoren, som fører ud i lyset igen, famler, mærker, leder. Skal jeg finde snoren, som kan støtte og guide mig ud den sikre vej, uden risiko for at tage den forkerte vej. Skal jeg overgive mig så meget, at jeg ikke behøver tage et bevidst valg. Skal jeg være offeret, der er afhængig af andre til at guide mig, er det den rolle jeg skal påtage mig. Det føles meget velkendt og trygt – men hvordan trygt – kan jeg overlade min vej i andres hænder. Er det ikke at fralægge mig ansvaret og miste min styrke. Føler mig afhængig af andres handlinger, af ydre omstændigheder. Jeg bliver passiv tilskuer til mit eget liv. Får øje på at jeg er røget midt ind i mit eget drama og taget rollen som offeret, der forgæves leder efter snoren – hjælperen der skal få mig ud, for at undslippe forfølgeren.

Men hvis det er en rolle, ligesom rollen som hjælperen, jeg så ofte har påtaget mig, så kan jeg jo omprogrammere og give slip på alle rollerne.

Måske handler det dybest set om at opdage, at jeg ikke skal fikses, at jeg allerede er hel – at det ikke handler om at blive perfekt, men at være. At alt er som det er.

Når jeg mister balancen er det måske, fordi jeg har mistet den indre balance. Mit fundament – min ledestjerne, der kan lyse labyrinten op, så jeg kan se skønheden inde i livets labyrint. At jeg glemmer at nyde, stoppe op, fordi jeg er så opsat på at finde udgangen. At labyrinten opleves, som noget der begrænser og lukker mig inde, men i stedet kunne være en indbydelse til stilhed og nærvær. En mulighed for at udforske nuet med alle dets begrænsninger og muligheder, at se det smukke i vejen. Så det går i dette øjeblik op for mig at det ikke er udgangen jeg skal søge, men labyrintens centrum, vejen ind i det uvisse, ukendte. – mod en åbning til at dykke endnu dybere, at udforske. Slippe frygten for at fare vild. At være modig nok til at gå den rigtige eller forkerte vej. At se rejsen i labyrinten, som en mulighed, for at skærpe opmærksomheden, min intuition, at finde mig selv. At fare vild og finde vejen igen. Jeg får øje på det fulde billede af labyrinten, ikke som den labyrint, der er et puslespil, der skal løses intellektuelt, med blinde veje og forkerte veje, men som en mere organisk form der repræsentere rejsen ind til mit center og tilbage til helheden. Der er kun en vej – min vej. Og i stedet for at det bliver en opgave der skal løses, bliver det livets begyndelse. En overgivelse til livets flow og rytme. Hvor transformationen sker, der hvor sindet stilnes og hjertet åbnes.

Jeg må have tillid til at jeg kan finde vejen, selv når bølgen af mørke truer med at slette labyrintens linjer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>