Taknemmelighed og håbløshed

Taknemmelighed fylder mit hjerte. Jeg er rørt over at der findes så mange fantastiske dejlige mennesker i mit liv, som virkelig er der og hjælper og viser kærlighed helt betingelsesløst. Jeg prøver at tage imod, skal øve mig, det var nemmere, hvis det var mig, der kunne give, mig der kunne hjælpe i stedet for at skulle være den, der skal hjælpes. Men jeg ved jo selv hvor fantastisk det føles at give, så det tager jeg med mig. Måske har jeg lov til at bare tage i mod.

Jeg bliver mødt med en ærlighed som provokerer, men samtidig røre mig dybt. Mennesker der møder mig i min dybeste frygt – tør sige det højt, tør at gå ind uden tøven. De får mig til at undersøge endnu nærmere hvad det er jeg ser i spejlet, hvad er illusioner og historier, som holder mig i frygten – klynger mig til identiteten, som jeg har skabt om mig selv. Hvordan er det jeg begrænser mig i at kunne overgive mig helt til accepten.

Bruger meditationen til at undersøge og iagttage, hvad der får mig til at gå i panik, hvad jeg som vane gør i ubehagelig situationer. Går til venstre eller højre i stedet for at blive i midten og være med det der er. Min tilstand kommer til at afhænge af hvordan jeg tolker det der sker omkring mig..og hvor meget jeg føler mig truet i min selvopfattelse.

Jeg ser på håbet – som for mig har været så vigtig at bevare – men måske er det håbet, der begrænser mig. Håbet og frygten udspringer måske af en følelse af, at jeg mangler noget, at det ikke er perfekt som det er lige nu. Så måske skal jeg se på, om håbet faktisk stjæler øjeblikket, lukker mine øjne for de muligheder universet viser mig.

Vi kan ikke nogen af os undgå foranderligheden, hvert øjeblik oplever vi et glimt af døden, når minuttet er forbi, dagen er omme, når vi bliver forladt, når vi giver slip, skuffelse…. Jeg kan ikke benægte at foranderligheden er naturligt. Men en naturlig refleks er at holde det på afstand

Men døden og håbløsheden er måske motivation for at leve indsigtsfuldt og medfølende. At blive ved mig selv og ske det der må ske.

Måske kan håbløsheden være vejen til den fuldstændige accept. Det der kan hjælpe mig til at flyde med og følge det der opstår. Give slip på det stivnede og fastlåste.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>