Hvad gør jeg ved andre!

At gøre andre kede af det – kan man det?. Der ligger stor magt i det. Har jeg egentlig magt til at gøre en anden ked af det. Jeg undviger det, gør alt i verden for ikke at gøre nogen kede af det, men undviger jeg i virkeligheden noget jeg ikke er herre over. Har jeg ”bare” ansvaret for at handle udfra mig – udfra hvad der føles oprigtigt og som den eneste sandhed. At der er nogen, der bliver kede af det, eller vrede eller glade kan jeg måske ikke tage ansvar for – den magt har jeg vel ikke eller har jeg? Alligevel ligger den og ulmer, jeg skal for alt i verden ikke være den der gør ked af det – jeg skal være den der gør glad og når jeg tænker en anden person gør mig ked af det, ligger jeg så ikke magten over til denne person, fratager mig selv viljen. Det vi gør kan blive modtaget med så meget forskellighed, det kan skabe glæde, tristhed, vrede, frustration,

Hvordan modtager, hvordan omfatter og fortolker vi det andre siger og gør. Vi ved jo reelt ikke hvad motivationen eller intentionen var. Faktum er at vi kan blive kede af det, vi har måske haft en forventning om et andet møde, anden kontakt, men det kan ikke være den andens ansvar. Selvfølgelig møder vi selviske handlinger som gør ked af det, gør vred m.m. men ofte er det ikke den andens ansvar, det kan være vores eget ansvar at se på vores egen reaktion, se på hvorfor en handling eller en ikke handling medføre en følelse. Måske er det en følelse vi har brug for at møde, se på og arbejde med – måske er det en gave og i mine egne handlinger, hvad gør og ikke gør jeg egentlig udfra fra hvordan omgivelserne reagere. Den største kærlighed vi kan give er vel at handle med oprigtighed og udfra vores hjerte. Selvom det kan være en kamp mellem fornuft, vaner, opdragelse og hjerte. Og sådan er det vel også når vi møder udfordringer i vores liv, vi kan lade udfordringen bestemme, lade den få magten, gøre os kede af det, vrede, frustreret, men igen er det så ikke, hvordan jeg vælger at modtage, hvordan jeg fortolker hvad der er godt og hvad der er dårligt? Jeg har ladet sclerosen tage magten til tider og til andre tider skubbet den væk – prøvet at holde den ude af mit liv. Men den er der. Den er en del af mig, den er ikke hele mig, bare en del. Skubber jeg den væk skubber jeg også en del af mig væk. Lader jeg den bestemme giver den magten – mister jeg mig selv i det. Så jeg må give hele mig omsorg også den del der har sclerose. Det kan ikke være sclerosen der gør mig ked af det eller vred, men det er ikke det samme som at jeg ikke bliver fyldt med sorg, vrede og frustration.

Og hvad gør den del af mig, ved andre. Sygdommen bliver tydelig, den har været der i mange år, men nu viser den sig for omverden, samtidig med at jeg må forholde mig til tabet, mit eget selv billede og arbejde med nye visoner og drømme, må jeg forholde mig til , hvad det gør ved andre. Det bliver så altoverskyggende. Jeg ser andres forlegenhed, sorg og magteløshed. Jeg ser at i deres øjne er jeg en anden. Jeg må forholde mig til at jeg gør andre kede af det, ved at være syg. Men hvordan kan jeg det ? og er det mit ansvar? inde bag dette hylster, som forfalder er jeg fyldt med energi, glæde, lykke, sorg, vrede, – hele pakken – alt mødes i mig – jeg er alt. Jeg bliver mødt af mange der ser dette alt – der siger vi ser dig og din kraft ikke sygdommen. Det føles oprigtigt og sandt. Kan det være oprigtigt ? – ser de igennem, ser de mit potentiale uanset kørestol eller ej? Sætter jeg mig i en kørestol – hvad gør jeg så ved omverden, hvordan vil det blive modtaget vil de stadig se mig og min kraft?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>