Kan stilheden gøre hel

Solen skinner og varmen bader min krop. Jeg drages og nyder. Men hvorfor føles det som vinteren og mørket har taget over. Jeg prøver at være her lige nu. I det øjeblik hvor alt er som det skal være. I øjeblikke – i pausen i mellem, bliver der stille, roen og freden sænker sig og jeg kan mærke lyset og glæden inde bagved – inde i mig. Men stilheden varer ikke ved, kroppen larmer, alle kræfter skal bruges til at sætte den ene fod foran den anden og bevæge mig frem. Armen skal løftes for at flette min datters hår, benet der kramper når søvnen og den dybe stilhed burde tage over. Jeg skal rumme en datters tanker om, at savne en mor der kan gå en aftentur eller spille bold i haven. Tankerne og bekymringerne får alt for meget plads, de tager mig med på rejser og gør mig opmærksom på, om mine drømme er realistiske, kan jeg virkelig alt det jeg gerne vil, kan jeg undervise i yoga, kan jeg behandle, kan jeg være en god mor, kan jeg elske og rumme mig selv. Har jeg noget jeg kan skabe, noget jeg kan give til verden? Sorgen i det bliver så stor, overtager og tynger.

Kan jeg give slip og bare være i stilheden. Jeg har en dyb følelse af at stilheden kan være min vej til at føle mig hel igen. Jeg føler mig tiltrukket af ideen om at rejse alene ud i naturen og blot være, uden ansvar uden forpligtelser og forventninger. Hvor jeg kan udforske stilheden, gøre de bevægelser som kommer fra hjertet. Hvor jeg fuldstændig kan hengive mig til sorgen, glæden eller hvad der opstår.

Men kan man det? kan man rejse væk fra sin familie? Kan man isolere sig i en periode og bare lytte til sit hjerte?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>