Frit fald

Kroppen sitre, bliver helt varm, jeg mærker adrenalinen suser rundt, men underligt føles alt som det skal være helt roligt og kærligt. En kærlig energi der flyder rundt med den brusende flod af adrenalin.. tankerne flyver igennem sindet… hvad er det lige jeg har gang i!! Jeg står på kanten, bagved mig er trygheden, foran mig er den store ukendte afgrund, jeg kigger ned og et sus går igennem maven, er det virkelig nu, er jeg klar til at tage springet. Hvorfor vælger jeg den ukendte farlige vej, når jeg nu kunne blive inde i min boble inde i min trygge hule. Et øjeblik overvejer jeg om det ikke er mere trygt at blive, er det ikke mere rart ude risiko. Frygten er lige ved at overbevise, prøver at komme med undskyldninger og afvigelser. Hvad nu hvis det går galt.

Det handler jo kun om dette ene skridt, men et skridt der handler om alt, det indebærer et oprør, det er jo det der gør det dragende og skræmmende på samme tid. Et oprør der er længe ventet og måske nødvendigt. Ikke et oprør imod de andre, men et indre oprør, imod de ubevidste mekanismer der har styreret mig igennem livet. De mekanismer der har bygget murer og pansere om omkring mig så jeg ikke faldt ud over kanten. Jeg var blevet rigtig god til at undgå skuffelse og smerte og vile hellere nøjes end at risikere at fejle at blive en fiasko og prisen blev at jeg ikke levede livet fuldt ud, ikke elskede til fulde og ikke turde tage chancer eller udleve mine længsler, passioner og drømme.

Tør jeg tage dette ene skridt og kaste mig ud i det der virker som det tomme intet. Jeg ved jo ikke hvor jeg lander eller om jeg kan lande på benene.

Jeg kaster mig ud mærker suset, bliver blæst igennem, følelser, emotioner går igennem kroppen undervejs får jeg øje på skønheden. Skønheden i den ukendtes vej, hvor er det smukt at se alt det forunderlige alt det der er nyt. Undervejs er det som om jeg mister noget af det gamle, at faldet river det der sidder som gammelt lag af og det nye og friske bliver blottet. Og jeg lander på fødderne klar til at bevæge mig videre. Jeg tager en dyb indånding lader springet falde til ro i mig. Adrenalinen suser stadig og jeg føler mig høj men også utrolig sårbar, har jeg ramt noget på min vej har jeg taget andre med i mit spring. Jeg finder ro, jeg har kun ramt det der skulle rammes, det der skulle vækkes. Jeg ånder lettet op. Mærker kraften og styrken i mig vokse, jeg havde modet, jeg tog skridtet, det skridt jeg skulle tage.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>