mærk livet

We shall not cease from exploration
And the end of all our exploring
Will be to arrive where we started
And know the place for the first time

T.S. Eliot

Jeg bevæger mig med forsigtige skridt, hvert skridt nøje planlagt, foden placeres med alt mit nærvær, en tanke strejfer mig – jeg bevæger mig langsomt igennem livet, det føles smukt. Jeg bemærker mennesker der haster forbi, deres blikke, der bevæger sig fra stokken over på mig og op og ned af mig. Det rammer et kort øjeblik, som en mavepumper direkte ind i min sårbarhed, ind i min forfængelighed. Den elegante og graciøse bevægelse som er i mit indre – giver sig ikke til udtryk i det ydre. Det ydre som med kejtede skridt skal bruge alt opmærksomhed på at bevare balancen.

Jeg opdager at jeg bevæger mig væk fra min kerne og ser på mig selv udefra. Ud fra mine overbevisninger og andres blikke. Jeg bekymrer mig om de andres blikke, tanker og følelser.

Vi sidder i bilen igen. Jeg tager en dyb indånding og får øje på tårerne i min datters øjne. Jeg ser mavepumperen har ramt hende lige så hårdt. Med forsigtig stemme fortæller hun mig om flovheden, tankerne om de andres blikke og i et kram græder vi sammen, ramt i sårbarheden.

Det er ikke kun min proces, men det skaber ringe og påvirker. Så hver ydre bevægelse er en rejse hvor jeg bliver testet i at blive i mig selv, blive i nærværet og se skønheden i livet og mærke den graciøse smukke indre bevægelse, give slip på alt fordømmelse, give slip på min forestilling om feminin og elegant bevægelse, give slip på frygten for ydmygelse. Mit indre afspejles i min datters indre, i mine omgivelser, jeg ser min tvivl komme til udtryk i deres blikke. Er der bare en lille snert af tvivl vil det påvirke min styrke, min kraft. Fornuftens stemme forstærker frygten og frygten er magtfuld. Frygtens stemme kan fuldstændig overdøve intuitionen, overdøve skønheden ved at leve livet langsomt.
Mavepumperen fortager sig med ordene og tårerne. Vi sidder i stilheden mærker hinanden, mærker livets forunderligheder og skønheder. Vi minder hinanden om gaverne og uforudsigeligheden. Livet er både mere og mindre end vi drømte om.
Igennem tabet, bliver rigdommen og dybden synlig. Livet er fyldt med begrænsninger og muligheder, måske kan jeg ikke løfte benet, men jeg kan sidde her med armene om min datter og i nærværet, høre livets musik og mærke solen varme.
Tabet, mørket, begrænsningerne gør mulighederne, lyset og helheden mere synlig, havde jeg opdaget det? hvis livet ikke blev levet langsomt. Havde jeg turdet gå på opdagelse og se på og byde det uperfekte velkommen?  Lyttende og opmærksom møder jeg livet på ny.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>