Handicap eller……..

Følelsen af skam, så dyb gennemborende, den har fulgt mig, har taget forskellige former igennem mit liv, måske er jeg endda født med den. En følelse af ikke at blive mødt som den jeg er, har pustet liv i skammen og måske er det blevet en vane en følgesvend, den ven der har prøvet at slukke mit lys, så jeg ikke strålede for meget, så de andre lagde mærke til mig, så jeg kunne snige mig usynlig og ubemærket igennem livet. Og det blev en overbevisning at jeg ikke var værdig til at stråle, til at være kvinde, til at være den jeg var.
Men lyset kan ikke holdes væk, det kæmper, det vil frem og vise sig, frem forrest på scenen. Hun vil nyde synligheden og sanse livet fra forreste række.
Den vilde, sårbare og smukke kvinde vil frem i lyset. I mit indre strømmer en væren, en bevægelse en feminin og evig fin energi. Kraftigere end noget andet. Det følelse som en dans, en bevægelse af sødme og sanselighed.
Men følgesvenden er der – stikker hovedet frem – skamfuldheden over en krop der ikke kan bevæge sig graciøst og elegant. Selvom alt inden i føles som en dans. Skamfuldheden og stemmen der siger. Hvad er dit værd? Kan du tillade dig at stå på scenen – skal de handicappede ikke gemmes væk!!! Ordet handikappet – det er svært – det er forbundet med så meget tabu og mørke i mig. Lige som svagheden har været.
Hvad er det jeg har undertrykt for at passe ind. Ja noget i mig er handicappet – jeg har mistede nogle fysiske funktioner, men helt ærligt har jeg nok været mere handicappet tidligere – end jeg er nu. Følelsesmæssig handicappet. En kamp for at overbevise mig selv og hele verden om at jeg var det værd – fordi jeg var stærk, ambitiøs, fejlfri, omstillingsparat…. Men med det store handicap – at følelser, sårbarheden, blødheden og usikkerheden blev pakket godt og grundigt væk. Jeg rummede ikke hele mig – jeg rummede kun det, som jeg troede var gode kvaliteter, kvaliteter der ikke var mig. Og lukkede alt det ude som jeg troede var svagt.
I de senere år er de ægte kvaliteter begyndt at titte frem, blødheden, følsomheden, spiritualiteten, gråden, forvirringen, det uperfekte, det legende, det vilde, det feminine. Det jeg havde lukket ude. Jeg begyndte at genopdage mig selv. Og følelsen af en indre styrke gik lige pludselig i hånd med sårbarheden, blødheden og følsomheden. Og med tårerne fulgte lyset og jeg fik plads til at stråle.
I stedet for at kæmpe imod og ønske der er mere lys, flere kræfter, tager jeg en pause – trækker mig tilbage – ikke for at forlade scenen, men for at lade livskraften og kreativiteten få plads til at udfolde sig uhæmmet og vildt. lade livet udfolde sig med glæde, sorg, sårbarhed og ar – med alt hvad jeg indeholder.
Jeg anerkender skamfuldheden og stemmen der hvisker om mindreværd og handicap. Jeg skaber et kærligt rum lader mine arme omslutte det – forvandle det… Jeg vil lade frygten få lidt plads i et rum hvor jeg kan rumme det, bære det og lade det tage den tid det tager. Skamfuldheden er der og jeg vil lytte og høre hvad den vil fortælle mig. Og samtidig vil forsøge at bevare den styrke som kommer dybt inde fra min sjæl – jeg vil lade den vilde, sårbare, smukke kvinde stå i lyset. Tage i mod hjælp Og må-ske kan jeg bevæge mig med handicap uden skam og med stolthed.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>