Kilden

Mørket, magtesløsheden, frustrationen opgivelsen vælter ind, hvem er jeg…? hvad er jeg… ?alene. Hvad er mit formål? hvad er min mission? med hvem skal jeg gå? kan jeg gå…? spørgsmål rejser sig … hvor er svarerne. Hvor bliver de af hvorfor svarer de ikke. Tårerne og klumpen blander sig, sorgen over tabet. Flugten, prøve at lade være med at mærke. Sorgen ligger sig som et tæppe, indhyller og lukker for ilten, bliver kvalt. Mørket er så tæt, virker nærmest som alt bevægelse er stoppet. kæmper imod. Prøver at skubbe tæppet væk, at finde udvejen, jo mere jeg skubber jo mere omslutter mørket. Prøver at finde svarerne udenfor mig, spørge, rejse rundt i verden, blandt andre – i en søgen, overrasket over finde, at jeg bærer kilden i mig, visdommen er med mig.
Overgivelse – ligger mig og lytter – lytter dybt ind i rummet bag rummet – kæmper ikke. Tillader alt at være der.
Bliver fyldt, af den fineste blideste energi helt ind til knogle marven, oplyses og må kigge flere gange.. er jeg kun lys, er jeg her stadig. Hvor er det smukt, hvorfor havde jeg glemt? hvorfor havde jeg trukket mig fra kilden? kilden der er vævet dybt ind i mit væsen, mine celler, min sjæl. Hendes energi smelter sammen med min, hvor starter, hvor stopper jeg – er jeg hende.
Mærker det felt i mig selv, hvor jeg er forbundet med alt, hende, magien.
Hviler i hjertet, læner mig ind i mit landskab og lytter efter min indre kildes rislen. Vejen til visdom går gennem det indre rum af magi, at være loyal over for mig selv. Sanse og mærke den energi der flyder igennem mig. Måske flyder kilden kun drypvist, hvis jeg tillader at overbevisninger, mønstre, tanker og forestillinger blokere for kildens løb. Jeg vælger at gå ind, samle mig, trække energien helt ind. Lade lyset fylde mig fra det inderste, igennem langsomheden, så det bliver muligt at tale sjælens sprog. Her udfolder og udlever jeg det, som er mit dybeste væsen. Den jeg er, ikke kun det jeg har oplevet, mine erfaringer i livet, men det jeg er trods. Fra dette sted giver jeg kilden og rodnettet til mit livstræ næring, så alt flyder frit og sprudler af liv.
Jeg er selv den sti jeg skal følge, den hule jeg må finde og træde ind i, jeg er den sky der svæver på himlen, jeg er regnen, der falder, solen der stråler, jeg er alt, tid er meningsløst, alt sker til sin tid…jeg er fri dette sted forenet med det der er. Bevægelse opstår, muligheden for at følge strømmen. Følge kilden til det der er sandt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>