Forventninger

Sommerferien, nu er vi her igen. Forventninger, forestillinger om den helt perfekte ferie. Mærker tyngden af mine egne forventninger som et tæppe af bly. Vandringen i gennem den endeløse ørken. Kroppen der svigter og kampen, hvert skridt overvejes og planlægges. Nærværet, hvor bliver det af på rejsen, glemmer at stoppe op, at slukke den dundrende tørst. Ser ikke klart i tågen i den ulidelige varme, Fanget af frygten, fanget af ønskerne og forestillingerne. Fatamorganaet lokker mig på afveje, ser billedet for mig – Forventningerne hvem tilhører de, er blikket og ordene fra mine børn blot spejlinger af mine egne forestillinger og frygt, har de egentlige nogle forventninger, til det der skal ske. Min frygt overtager fuldstændigt, følelserne fylder mig op. Prøver, gør, arrangere over evne, jeg kan, men med hvilken konsekvens, fraværet af nærvær, fraværet af selvkærligheden.

Mine begrænsede forestillinger, min krop, pludselig bliver jeg opslugt af at være denne forgængelige krop, ser pludselig ikke andet end forfaldet, begrænsningerne, jeg ser ikke at jeg er mere. Trætheden er så overvældende, bare tanken om at rejse sig fra gulvet er uoverskueligt. Skal jeg blive liggende, skal jeg rejse mig, følge flokken, være som de andre. Kan jeg tillade mig at være mig, at hvile i mig.

Jeg vågner og ser i gennem tågen, tågen af illusioner. En vished, en væren, hvor jeg giver slip og træder ind i stilheden.

Mine børn ligger sig tæt ind til mig, jeg mærker – jeg fyldes af omsorg for disse små smukke sjæle, kan jeg være den jeg skal være. I samtalen mødes vi, vi møder frygten, illusioner bliver opløst, tanker om forventninger fordufter. Sandheden. Sandheden – at det eneste jeg skal være, er mig. Jeg skal være i nærvær, være uden at gøre. Være i kærlighed. Være autentisk og sand. at leve og lade leve. Vi omfavner hinanden.

Lad mig finde modet til at møde min frygt, give slip på fortid og fremtid, værdsætte nuet. Jeg vil være tro mod mit eget væsen og men også disse to smukke sjæle som er kommet til mig. Ikke ligge under for mine forestillinger om omverdens krav og fordomme. være helt min egen.  Jeg vil se og forholde mig til min virkelighed. Og i stedet for at kæmpe imod vil jeg omfavne det, det viser mig, at langsomheden og de fysiske begrænsninger åbner op for en dybde og et nærvær, hvor jeg kan give det, som er det største af alt -kærlighed.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>