hjælp eller…

Sidder og venter, knuden i solar plexus vokser. Den store ro jeg oplevede af væren i fortroligt og kærligt selskab, hvor er den. Slår følelserne fra, pakker mig selv ind i skjoldet, panseret, overvejer skal jeg købe en kop te, gå på toilettet, mens jeg venter, men kommer til erkendelse af at kræfterne er ikke til det – jeg venter, hvad hvis de glemmer mig, når jeg det så – hvad er nødplanen. Knuden vokser, kigger på uret, bruger kræfter selvom jeg sidder ubevægelig. Hun kommer, ser mig – spørger med blid stemme er det dig der skal have hjælp, svarer med alt min ro og styrke… mens mit indre krymper sammen, sætter mig, synker sammen, er ikke sikker på at panseret holder, mærker krakeleringer.

Så sætter bevægelsen i gang og jeg glider forbi menneskemængden, undgår den lange kø, undgår ventetiden, er træt. Blikket er vendt indad er bare, prøver at overleve, prøver… hører i det fjerne hendes spørgsmål, svarer men er ikke til stede. Bevægelsen stopper, bliver parkeret indtil de åbner for boarding. Mærker børnenes blikke, deres nysgerrighed – møder dem i et smil. Sidder på min plads i flyet, glider ind i trætheden, lukker øjnene, finder stilheden, mærker den kendte omfavnelse, panseret slipper og lyset får lov at slippe ind. Glemmer tid og sted.

En stemme vækker mig, retter mig op forbereder mig, til at klare turen igennem lufthavnen, tankerne hvordan… men hjælpen er der, jeg sætter mig og glider igen igennem menneskemængden, mærker et kendt ansigt ved min side. Hvad gør jeg, hvor meget viser jeg af mig selv, hendes naturlighed og omsorg beroliger mig, det er ok.

Mine børn modtager mig, savnet og omfavnelsen, kærligheden blødgør og jeg fortaber mig i deres historie, smil og lys.

Hjemme igen tilbage til praktiske gøremål, gøremål der næsten er uoverskuelige, hvordan skal jeg komme igennem. Mærker kroppen som fængslet, hvor friheden er blevet mig frataget. Udtrætningen der overmander mig, jeg kan bare være, prøver at gøre, men med mislykket resultat. Min søn der siger mor skal vi ikke bare være de næste dage. Han mærker kampen og kommer mig i møde. Jo vi skal bare være.

Natten må bringe lys og kræfter, hjælpe mig til at fordøje mit første møde med kørestol. Husker på hvilken kamp jeg gik igennem, inden jeg indså at den var en nødvendighed. Krigeren der kæmpede sig igennem, fordi hun ville frem, krigeren der klarerede det med konsekvenser.

Krakeleringerne, panseret giver slip på sit tag, sårbarheden, erkendelsen af at det er et stort skridt, der er taget, en stor overvindelse. Det har krævet det største mod i mit liv. Måske derfor den voldsomme træthed. Jeg vil lade natten omfavne mig, med dens magi, drømme og indsigter og vide at i morgen er en ny dag, en dag der starter med stråleglans, når jeg slår øjnene op.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>