Kviksølvet…bevægelse og transformation..

Kan jeg gå i opløsning, kan livet blive for meget. Prøver at trække vejret og samle mig. Pubben er smidt og i min nøgenhed, står jeg totalt blottet. Der er ikke noget der holder min form, alt er flydende, hvor flyder jeg hen hvis jeg giver slip. Min ærlighed står som et stort åbent sår, ilden har smeltet alle facader og beskyttelse. Og alt føles som flydende kviksølv. Og jeg viser hele mig, det smukke, det grimme, det sårbare, det svage, det stærke…. Jeg kan ikke gemme det, prøver at holde fast på den glohede, flydende kviksølv, men brænder mig,  kan ikke tæmmes eller fanges ind.

Passionens ild fortærer mig, hvis jeg lader mig selv danse i flammerne… og overgiver mig til processen.. så bevæglsen opstår.. Betingelsesløst. Og håbe at jeg er hel, når jeg er færdig med at brænde. Måske hel på en ny måde… forvandlet. Eller blive den jeg allerede er.

Det andet, den anden, de andre… øver indflydelse på mig som hemmelige – agenter. Det virksomme stof, som skaber forvandlingen. Nogle gange stiller jeg mig selv til rådighed, løber mod det der gør ondt, hopper gladeligt i med begge ben, og bliver chokeret, når jeg ser på mig selv bagefter – eller midt i processen, alt ikke er frydefuldt, men også fyldt med smerte. Hvorfor vælger jeg at gøre det, selvom jeg er blevet advaret – selvom jeg ved det ikke er det bedste for mig.

men jeg kan ikke benægte, at der er sket en forandring som var nødvendig – jeg ser hvis jeg tør og reflekterer, over det.  Og derpå tage ansvaret. Netop også at føle smerten, alle de grimme følelser, at tage dem på mig. Også de brænder i flammerne,

Alt flyder, finder vej, former sig, bliver til nye former og kreationer. En skabende livsstrøm, noget nyt skabes gennem mig, Ikke som en mental handling begrænset af min forestillingsevne – men som en tilladelse til at lade skabelsen udtrykke sig gennem mig.

Skulle jeg så ikke brænde? Når vi såres og sårer os selv og andre… jo må-ske… uden at investere os selv i ilden – bliver vi ikke os selv. Kommer vi ikke til os selv, til bevidsthed.

Kviksølvet… Han kommer med gaver, inspiration og indsigter, hvis jeg er opmærksom og vågen og jeg kan modtage dem i taknemmelighed, glæde og kærlighed. Men jeg kan ikke fastholde ham eller det i nogen bestemt form – det er imod hans natur.

Måske skal jeg blot opdage og give det lov til at virke dybt i kroppen, sindet og sjælen. Intet er tilfældigt eller ligegyldigt. Hvis jeg skubber det væk og giver slip uden at se på det fratager jeg mig selv muligheden for at lade tingene betyde noget.

Ilden kan brænde mig,  den kan opløse og den kan få mig til at føle, at noget af sjælen dør, men den er forvandlede, transformerende. Hvis jeg tør tillade det at virke, at tage den tid, som det tager.  Måske endnu en oplevelse af et hjertes modning, en visdom, en dybde. Vejen går altid igennem. Ikke over, ikke udenom, ikke under.

Og måske mærkes det, at jeg er videre, men at det som føltes tungt eller smertefuldt har forladt mig i ildens transformerende flammer.

Sommeren har rusket i de lag, som hindrede mig i at lytte til min sjæls hvisken, så de nu er transparente og mere gennemskinnelige. Jeg er fuldstændigt blottet, men måske fri af nogle af de mønstre der har fulgt mig igennem livet.

At sætte alting fri og lade mig flyde med kviksølvets bevægelse, en hengivelse til universet. Et kærlighedsmøde, hvor min sjæl får mulighed for at skabe det liv jeg er her for. Indefra og ud.

Alt det kræver fuldstændig ærlighed,  at jeg tør lytte til sjælen og tillægge dens kald værdi.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>