Forfatterarkiv: charlottejuul

Mødet

Jeg er fanget i mit tempel,  jeg sidder i min tomhed og kroppen mit tempel vil ikke bevæge sig. Påskesolen kalder, men jeg må blive urokkelig i mit tempel, tårerne løber i en strøm, nænsomt. ønsket om at opleve, handle, gøre..  vokser netop i manglen på mulighed. begrænsningerne vokser sig størrer netop fordi jeg tillader, fordi jeg kæmper og tilbeder aktiviteten, yang energien. Jo mere jeg kæmper jo mere mister jeg min kraft.  og mit pespektiv. Et øjeblik mærker jeg ønsket om at transcendere – bevæge mig mod noget højere væk fra mig, lade kroppen blive – det ville være så nemt…

… men mærker sandheden – jeg er jo ikke den jeg ønsker at blive jeg er så meget hende jeg er, hende der nærer og næres af nærvær og kærlighed. jeg kæmper for noget der ligger så langt fra min natur,  og min krop har opdaget det. hun viser mig med bestemthed at jeg skal ære det som er oprigtigt. hun fortæller at tiden er til at jeg skal se mit værd. Se det mine kære ser og fortæller mig. Tør jeg tro på at jeg kan fylde med mit blotte nærvær, uden kroppen der kan gøre. Tør jeg tro på at min stemme kan give det jeg skal give. Tør jeg tro på at jeg allerede giver.

Lyset siver ind ad sprækken og jeg møder det, hende, ham fylder mig…. så kærligt mærker jeg at her mødes himmel og jord.  der bygges en bro. lyset, det guddommelige viser mig vejen. Jeg tillader at se det smukke i smerten. Se den visdom den bringer med sig. jeg løfter mig og ser det større perspektiv.

fængsel eller tempel

Alt spændes, forkrampes, en kamp i mig. jeg vil slippe lade mig falde men hun vil ikke, hun holder stædigt fast jo mere de andre vil, jo mere forkramper hun, mens hun råber jeg vil ikke…… mærker hendes frygt for at forsvinde, samtidig med jeg bønfalder hende om at slippe, men hun hører ikke, vil ikke høre, så vi kæmper. Mærke opholdesdriften sætte ind. lige meget hvor meget jeg gør, kan dette ikke gøres, det kan ikke tænkes. pludselig ser jeg…

Jeg prøver at tvinge hende ind i hendes frygt fuldstændig uden medfølelse, tager som en selvfølge at hun følger med hendes medsøstre som har givet slip. Men truet på hendes eksistens vil hun selvfølgelige blive. De andre har givet slip, med meget mindre konsekvens. I min intense jagt på overgivelse har jeg glemt hende. Som reaktion har hun fængslet mig, ubøjelig og stivnet har hun ligeså langsomt forhindret mig i det sidste spring. jo mere fastlåst og mindre udgang, jo mere prøver jeg at bryde ud. jo mere mærker jeg smerten som iagttager, iagttager af livet udenfor for fængslet. Landskaber der bølger sig, dansen der danses… jo mere higer jeg efter friheden uden for fængslet. men mærker frygten igen. er disse murer ikke bygget af frygten, frygten har krampagtigt bygget og stivet af. Skabt en rigiditet. En jernhård vilje har skabt dette fængsel.

Frygten er mangel på kærlighed. jeg ser hendes mangel. jeg har ikke lyttet til hende, omfavnet hende anerkendt hende. jeg har negleret hende, fortalt hende hun ikke var værdig, at hun ikke betød noget, det var de andre der betød noget, de var noget værd. Hun er ligeværd hun fortjener den samme omsorg som jeg har givet de andre. jeg vil nærer hende, hviske søde ord, kærtegne jeg vil lade hende vide at hun er værd at jeg ikke forventer noget, at jeg vil holde hende lige meget hvad. lade hende mærke kraften fra jorden og lade hende suge. Hun må værdsættes som det vidunderlige og smukke tempel hun er og ikke som et fængsel.

puppen…

sidder i stilheden, prøver at føre hånden til glasset, der står på bordet ved min side, men armen bevæger sig ikke – tyngdekraften tynger og jeg lader den falde dybere ned i puden. Hovedet hviler tungt – tanken strejfer, hvornår mon jeg kan bevæge mig.. men solens varme tager over og jeg glider ind i søvnen. lyttende til de fine stemmer af kærlighed, der kommer fra mine legende børn i haven. Dét øjeblik af blidhed og nænsomhed, mon jeg kan blive her…

vågner, der er en magisk bevægelse bag den transparente puppe –  bevægelse på indersiden, gamle lag giver slip nye strukturer og mønstre er undervejs. En dyb visdom fylder mit i hjerte, hjertet er havet der breder sig som bølger og fylder mig.

Den indre proces – en enorm forvandling bruger energien, alt kraft trækkes til dybet og højden, lader puppen stå ubevægelig, fængslende. Havet er ikke oprørt, men kraftfuld, mon kraften fra havet snart vil bryde igennem og lade det nye få plads. Mærker nedbrydelsen, der er i gang, alt det der hindre må forsvinde, den der var. hvem ved hvornår puppestadiet er slut? Formen der var kendt. Hvor er det trygt, når jeg kender.

Kan jeg virkelig give slip – opgive det der fuldte med formen? Der skal gøres. Har jeg virkelig tillid til at det bliver gjort, hvis jeg tillader at det kendte nedbrydes. Det der på andre planer skal heles før puppen kan forlades.

Jeg må kysse det der forsvinder og det der består, se på det, anerkende. Arbejdet er gjort. Nu ser jeg på, er den stille iagttager og støtte. Der er ingen kræfter til at kæmpe i mod – ser på frygten, magtesløsheden, sorgen. Jeg må frigøre mig fra det der opstår, det jeg møder, dem jeg møder – med mit hjerte åbent, uden den klæbende tilknytning. jeg vil lade puppen være et beskyttende skjold, ikke et fængsel. Lade det der skal røre mit hjerte røre det og omvendt røre det der skal røres, men nu med beskyttelse, kærlighed og medfølelse.

Jeg må gøre mig fri, følelsemæssigt og mentalt. lade det åndelige og sjælelige som taler så tydeligt bevæge sig igennem alle lag, lade det nærer og hele. Bare lade mig flyde med havet. Se – Hvad der skal integreres. Hvad der har tjent sit formål…..

vil for nu lade bølgerne brede sig gennem mine ord og væren. Her opstår bevægelse. Indtil jeg er klar til at bryde igennem, vil jeg nyde roen og stilheden bag skjoldet.

Rosen….

Taler jeg i to tunger…. hører jeg et ønske om at gøre, at gøre som jeg har gjort, at gøre at handle…..

Eller tør jeg følge ind i uvishedens væren. Mærker vægelsindet hører stemmen sige noget og så noget andet. hvad er sandt hvad kommer dybt inde fra, hvad kommer fra det kendte hvad kommer fra det ukendte. hvem er jeg er, hvem vil jeg være… hvordan kan jeg være hende.

Forsvinder jeg, hvis jeg bare er og for en stund giver slip på at gøre? kan jeg virkelig være uden at gøre…. uden at vurderer godt og dårligt. Stoppe bedømmelsen. Hvem ved.

Rosen er… uden tanke tager den hvad den skal bruge, i sin egoisme samler hun næring fra jordens dyb, suger hun vandet, vender sig mod solen, svajer i brisen, vokser sig større, rejser sig mod himlen. Stråler…. viser sit værd bare ved at være. Ved hun, at hun giver hendes skønhed? at hun giver ved at være. Dømmes hun nogensinde i forkert og rigtig, er hun mere eller mindre værd end æbletræet, eller egetræet der giver skygge….eller bien der flyver rundt og spreder hendes kærlighed.

Hun gør ved at være. hun er alene, hun er sammen. ser sig selv i de andres blikke – spejlet i deres øjne. i deres kærtegn, i deres varme.  Hun er altid alene og sammen.

I cirklen mærker jeg forbundetheden og aleneheden, de følges ad. Jeg tager dem i hånden. Sorgen og kærligheden toner frem, skuldrene falder ned og tårerne giver slip, jeg behøver ikke holde fast jeg bliver grebet og rummet i min sårbarhed og styrke jeg er ikke forkert eller rigtig. De ser mig, mærker mig. jeg har givet og vist mig. og de har vist mig tilbage. vi er forbundne i cirklen.

Tør jeg omfavne skønheden, tage imod forskellen med fuld oprigtighed være uden længsel efter det der var. tør jeg give slip på det jeg kender, tør jeg stråle fra min væren. tør jeg tale med én stemme, en stemme der ikke er vægelsindet, men med den største sikkerhed vokser og finder vejen i væren.

leret formes….

Jeg sammenligner, med de andre, med forestillinger, med den gamle mig. kvalmen, frygten oversvømmer. Jeg er i sammenligningens fængsel. Fængslet forhærder og gør hårdt og bevægelsen er forsvundet. Leret, der er tørret og forhærdet, smuldre og forstøver – et pust og jeg forsvinder med vinden der blæser. Følelserne forstummer, det bliver gråt – ulideligt.  Fraværet…. livet, kraften er suget ud. som jorden der ligger udtørret og gold hen.

Jeg er stille og alene  – Fængslets vægge vokser, En rungende tomhed og ekko af smerte, suger de sidste livskræfter.  Hvad er værst? tomheden eller de larmende følelser……… hvor er dansen, magien og frugtbarheden?  Livet, kroppens bevægelse og flowet er stagneret.

Frygten for at vende tilbage til den tomme følelsesløse ørken uden passion og kreativitet lammer mig  og i forsøget på at få lidenskaben, passionen og foråret til at flyde igennem mig igen. søger jeg sulten uden for mig, mister mig selv bliver blind af sult…… ser ikke bag ordene, sympatien…. bag…

ser bare min længsel, mine mangler, der styre mig, føre mig som dukken der bliver ført af dukkeføreren… mod det jeg gerne vil have, det jeg beundre og ønsker for mig selv, det slører og dækker mine sanser, min sanselighed….

lytter til stilheden og smerte, mærker og sanser det, der lige stå stille begynder, at skylle op og ind over mig, fylder mig fra roden.  Vækker en rislende kilde af kærlighed og livskraft i mig.

Inviterer denne kilde til at flyde igennem mig og mit liv, lader vandet bade og blødgøre det tørre og hårde ler, det der er hårdt bliver langsomt blødgjort, farverigt og sanseliggjort. Jeg inviterer til at kilden bliver frisat. Mærker denne nærende strøm af forår, at høre til, fred og lykke, mærker den flyder igennem mig fra jorden. Med strømmen sættes jeg fri, jeg flyder med lader vandet blødgøre og forme. uden at tvinge en form frem med min vilje – at gøre vold, men lade formen dannes af vandet, hænderne, den indre rytme, af sjælen. jeg må have tillid til at jeg bliver ført den retning som er vejen for mig. at det smukke som jeg skal møde bliver vist mig og mit hjerte er åbent for at se, for at høre.  At med den indre kærlighed vil passionen, vildheden, den indre dans få plads. At jeg vil inspireres og mærke bevægelsen og styrken tage form på den måde den skal, at jeg opdager….

at jeg er fri til at bebo min sjæl med min unikke forskel, mit potentiale fri af sammenligningen og at også Jeg får muligheden for at åbne og vise det smukke jeg har at vise.

vi er her for at elske og blive elsket, møde os selv og andre i kærlighed, ikke af nød og længsel men ren samhørighed og intimitet. Det er frihed…

ud af mørket fødes…

En hulken, et grådfuldt skrig….. ud af mørket fødes lys. Mærker en underfundig spiren. uforklarlig og subtil, med overgivelsen er noget forløst, en sten er taget af mit bryst. jeg kan ligge mig bedre til rette i mit vinterhi.  Læner mig tilbage i uvisheden, smiler over den gave den måske har bragt mig.

Jeg er sansende tilstede, uden at ville forstå, uden at ville fixe. jeg mærker.

Tilliden fylder mig igen, strømmer som nektar igennem mig. Jeg suger til mig. fylder mit inderste med denne kærlighed.

Putter mig, holder mig, omfavner mig….

og som naturen bevæger jeg mig under dækket. Lytter indad i de dybest lag i mig, hvorfra kilden og livskraften springer. Forsøger ikke på at fremtvinge lys eller hurtighed, men hengiver mig. Jeg nyder og smager på den kraft, som løber dybt i mig, en kraft det er vækket og lader den fører mig dybt ind i min essens.

Herfra lader jeg dette spirende liv, udfolde sig, fylde mig op og ud.  jeg har tid… som en udtørret plante suger jeg, næres jeg af strømmen som flyder.

Når jeg er klar, rejser jeg jeg med alt min kraft. Ud af mørket vil JEG fødes på ny.

mørkets tid

Hvad er det der ligger sig om mig, lammer min krop, lammer min sjæl. Genkender mørket, det faste tag det har om mig, men hvorfor igen, hvorfor har min sjæl valgt at dykke ned i mørkets dyb igen…

Udfordringer opstår, jeg rystes… alt falder i hvert fald alt det der styrker mit ego, det der plejer min følelse af værd og tilliden til at jeg trygt kan give slip og lade mig gribe, fordufter og skælvende griber jeg fat.

I min kamp – for at bevare værdigheden, mister jeg den endnu mere…

I afvisningen, i mødet med mit traume – min største frygt, går jeg i opløsning og jeg bevæger mig ind i et landskab af fortabthed og opgivelse….tør jeg blive… tør jeg fortsætte den vej min sjæl har valgt, hvis det betyder at mit ego, alt det jeg definere mig selv ud fra risikere at dø.

hænger min værdighed sammen med min identifikation, er det derfor min følelse af værd er truet.

Mentalt forstår jeg og forståelse forløser… men måske er det ikke den mentale forståelse… måske bliver jeg vist netop disse prøvelser netop nu, for at mærke indsigten dybt i min essens. At forstå med hele mig. Jeg kan blive i frygten og kampen hvor jeg overser og er blind, eller jeg kan vælge med bevidsthed kærlighedens vej og sige ja til at modtage visdommen på sjæleplan. Smerten får mig til at vende mig mod frygten selvom jeg dybt inde ved at det vil skabe mere frygt, mere smerte. Kan jeg hvile i mørket, give slip på visheden og træde ind i uvisheden om hvor mit næste skridt fører hen. Give slip på at ville bevæge mig hurtigt ud af mørkets greb og bare tillade at være her med langsomhed, lade kærligheden i mig vokse, lade mit værd uden identifikation være alt værd. Lade det nye næres  igennem mørket og langsomheden. tage i mod alt.

For sandheden er jo som så ofte oplevet, at lyset vil vise sig, jeg må finde tålmodigheden og hvile mig i den mørke nat. Pakke mig godt ind og gå i hi.. lade sammenbruddet af det jeg kender være vejen og transformationen til noget mere helt, smukt og sandt.

Jeg giver slip og nærer min indre flamme med nænsomhed og omsorg, tager i mod og rækker ud efter hjælp, trods frygten. Jo mere jeg næres og lader min indre kraft rejse sig, jo nemmere bliver det at se og finde vej i mørket.

Et indre hamskifte er på vej. Jeg giver bedre vilkår til min kraft. Et nyt Liv, nye begyndelser – lige nu er der pause mens jeg fordyber mig og følger ned i mørkets dyb. Der fødes muligheder, drømme og visioner når der er samlet nok næring og visdom. Når tiden er klar..

valget……

Et flygtigt møde, bløde toner af nænsomhed, nærvær en genkendelse af noget, noget min sjæl ved. En sandhed på et andet plan. Jeg lader mig svøbe og giver slip, giver slip på fornuften, bare for nu. Alt er godt lige nu. Hjertet får plads, næring fylder det. Et øjeblik forsvinder alt omkring, det tunge letter, jeg glemmer tid og sted. Og smerten. Lige her er alt ved mig smukt og stærkt. kan jeg blive her, kan jeg være lige her for evigt….. uret tikker, omverden kalder, der må gøres, bevæges, handles. Jeg bliver revet væk fra dette smukke glimt..

Sidder… skuer efter det der var så smukt, det forsvinder i horisonten, var det blot det….

Rejser mig, må støtte mig og vaklende bevæge mig videre i livet, videre på min vej. Får øje på det grimme, smerten….

Må finde mit virke, finde det smukke i hvert øjeblik, så jeg ikke sidder tilbage spejdende efter et fatamorgana.

Kan jeg virke, kan jeg skabe uden at kunne bevæge mit fysiske legeme. Mit hjerte skriger ja. Men det larmer omkring mig. Historier kører uden stop….

Må jeg overgive mig til det der skriger efter min opmærksomhed fra dem der ikke ved… hvem ved? ved jeg, hvad svaret er. Må jeg…skal jeg… bevæge mig mod min sjæls vilje, kan jeg gøre det mod det dyrebareste. Kvalmen og gråden tager over, fylder mig, i et forsøg på at se klart holder jeg tilbage. Men er det klart det jeg ser? Er mit klarsyn sløret af bekymring, blikke, omsorg, fornuft og behovet for at gøre det der er rigtigt for andre. Når min sjæl nu taler til mig må jeg så overhøre og undertrykke. Er det netop i tvivlen at svækkelsen bliver tydeligere. Min krop fortæller mig svaret.

Jeg må se klart uden slør. Kigger mod påfuglen der pryder min rede. minder mig om transformationen, at noget må gammelt må slippe for at det smukke kan genopstå og kræve skønheden. Så hvad skal slippe ? hvad skal opstå? Har jeg modet og styrken til at stå i mod, at lade mig føre og blidt guide mig selv ind i den rigtige strøm der fører mig til stjernerne.

Per aspera ad astra……..

tid til forvandlingen

Et  øjeblik er det alt det tager? en dråbe det forkerte sted, det jeg har ønsket til tider. Får jeg det endelig, eller bliver jeg vist at det ikke var et ønske at det ikke kan være en vej ud. Kampen begynder, maven kramper, vejrtrækningen forsvinder i et host. Tankerne flyver, på et sekund går et livs tanker igennem mit system. En bøn i min nøgenhed, nej ikke nu ikke sådan. Der er noget at gøre, noget der skal være. Noget der skal udforskes.

Prøver at tage en dyb indånding, men det forstærker, det er ikke muligt, må give slip. Tager en indre udånding, alt er okay, hostet forstummer, åndedrættet flyder igen. Kroppen giver slip. Roen svøber mig, som det varme vand, der varmer mig, blødgør og jeg læner mig tilbage jeg fyldes med taknemmelighed over det der er blevet mig givet.

Lader vandet strømme ned over mig, bade mig, rense mig, som dåben, genfødslen. Hører en stemme, en lydløs lyd kalder på mig, fylder mig. Sluttede og startede rejsen på en gang? Jeg bevæger mig vågen ud i livet, bedøvet af oplevelsen. Stilheden fylder. Kræfterne til at tale, hvor er de? Alt energi må rettes mod en indre dialog. En dialog der først viser sig i aleneheden. Her bliver der givet plads. Her kan jeg lytte.

Lytte til det min sjæl  hvisker til mig. Hvor er jeg på vej hen? hvilke muligheder er der blevet mig givet. Et øjeblik føles det som en længsel, en sorg der fylder mig, men måske er det en genkendelse af noget som jeg kan fatte og gribe – hvis tiden og rummet får plads og grænserne opløses.

Så længe har jeg prøvet at forstå, skabe mening, men kan sjælen forstås, kan livet forstås eller skal det leves. Leves lige nu. Glædes over hver eneste åndedrag, hvert eneste hjerteslag, nyde børnenes smil, deres varme hånd i min, glimtet i øjet, brisen, solen.. mærke og opleve, og måske her toner landskabet frem og viser mig det næste skridt på stien.

Lige nu tillader mig selv at samle næring i puppen, væk fra lyset, væk fra identifikationens tyngde. møde frygten over at miste det mærkat jeg har puttet på mig selv. Jeg vil være modig og blive her, mærke mørket, mærke tomheden uden at være knyttet til mærkatet. Have tillid til at jeg kommer igennem smerten, den er min læremester.jeg lærer at se i mørket, Transformationen der er startet. Puppen vil når tiden er, smides og noget nyt og smukt vil vise sig og folde vingerne ud med kraft og ynde og få muligheden for at sprede farver og håb.

Ensomheden eller aleneheden.

Ensomheden, aleneheden – Er vi altid alene eller er vi altid sammen…

Kan vi miste det vi ikke ejer…

Ensomhedens toner dækker, som tågen der hænger over landskabet. Et lunt tæppe eller et tyngende dække.

Er det en eftertragtet alenehed, selvvalgt, der opleves som fredfyldt, meningsfuld og berigende. Eller en påtvungen rungende tom ensomhed.

Alenehed og ensomhed….

Er det det ydre der definerer, burde jeg være social og sammen, er jeg en særling…. Burde jeg ikke være omgivet af kære…

Er mine aktiviteter en undvigelse? Er det en flugt, en flugt fra at mærke mig selv, aleneheden, ufuldkommenheden eller tomheden. Bliver flugten det allervigtigste. Og bliver flugten fra aleneheden netop ikke til ensomheden? Sindet vil ikke lade mig være alene, det bliver uroligt, det får travlt med at flygte. Prøver at fylde tomrummet. Kan jeg fylde ensomhedens tomrum…

jeg søger den, og jeg afskyer den.  Ensomhedens mørke, en oplevelse som fylder sjælen – en længsel, en længsel der får ensomheden til at vokse, selv blandt andre, ensomheden er ikke betinget af alene eller sammen. Længsel udspringer af en grundlæggende følelse, noget dybere, som bliver forvekslet. En tilstand en følelse af at ikke passe ind, ikke at blive set og holdt som den jeg er, smerten…..

I aleneheden mærkes frodigheden, lysten… kontakten , stilheden….jeg bevæger mig langsommere, jeg mærker, jeg bliver i eftertanken og hviler i nuet.. føler mig ét med aleneheden og ensomheden – Fordømmer den ikke. Der kan jeg komme til den uden frygt,  med frihed, en tilstand af væren, hvor alt er.

Jeg kan være vågen og ikke flygte, dér gennemgår ensomheden en forvandling. Ensomhed bliver måske til aleneheden. Lykken er alene, og den handling der kommer fra alenehed, er helt anderledes end ensomhedens aktiviteter. Der er kun alenehed når ensomheden hører op.

Men hvordan møder jeg ensomhedens rædsel. Ensomheden har gået ved siden af mig – nærmest som en ven igennem livet. Jeg flygtede væk fra følelsen – var bange for følelsen – jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at komme væk fra den.  Jo mere jeg skubbede den væk jo mere voksede den, jo større blev længslen efter samhørighed. Og de to voksede og gav hinanden næring.

Ensomheden var en del i mig, der blev holdt i følelsen, i oplevelsen af at være tilskuer til livet, ikke en deltager. En del der ikke turde åbne sit hjerte og tage imod, jeg lukkede af. Jeg følte ikke jeg blev set som den jeg oprindelig var – og mest af alt – turde jeg ikke være mig.

Troede ikke jeg ville blive elsket hvis jeg var mig, troede jeg ville miste og troede ikke der var plads til, at jeg var mig. Netop i disse overbevisninger trivedes ensomheden og blev min følgesvend trods mennesker omkring mig, der elskede mig.  Ensomheden trækker stadig, viser sig, men nu forstår jeg, jeg ser den, jeg mærker, jeg ved…

Ensomhedens smerte mærkes dybt ind i hjertet, bliver til længslen, så stærk. Men jeg kan være med den jeg kan kalde, kalde på det Guddommelige, den tilgivende og forløsende kærlighed.. gøre plads.

Ensomheden ophører, når jeg smelter sammen med den guddommelige kærlighed. Tomrummet fyldes ud.  Aleneheden bliver en velsignelse. Skiftet sker, forvandlet til hjertets dybde og visdom. Jeg er alene og sammen.  I aleneheden mærker jeg samhørigheden, den findes lige her, jeg skal ikke søge og længes. Jeg er altid alene og sammen, kan ikke miste samhørigheden, jeg har aldrig ejet den, den er der i væren og nærvær, hvis jeg lukker den ind.