Kategoriarkiv: Åndedræt og vejrtrækning

magiske nu

Iagttager, billederne fylder med skønhed, uperfekthed, det blottede. I stilheden og det fulde nærvær opstår der et møde. Iagttageren smelter sammen med billederne, hvor begynder jeg, hvor slutter jeg. Træder ind i et univers, hvor alt føles uden for tid, et rum udenfor rum. Lader øjnene iagttage, lader hjertet mærke. I stilheden mærkes enormt, det magiske. Lydene, farverne, eksplorerer i en symfoni, hvor alt flyder ubesværet og tonerne lyder med den smukkeste musik – formet af mørke og lys. I går virker ubetydelig, i morgen som en tanke. Kun nuet. I en indre fin strøm af det reneste, tager det mentale tankespind et hvil fra de endeløse dialoger. Hjertet åbnes og jeg træder ind et dybere sted, hvor der opstår en magisk frihed – tør jeg åbne for det forunderlige, hvad hvis jeg falder ind i livet?
Når sindet stoppes i sine gentagelser, får det rene dybe mulighed for at stå frem i sin blottelse, smerte og lykke. Der lukkes op – for rige oplevelser i hvert eneste magiske øjeblik, hvert øjeblik er en ny opdagelse. Iagttageren tager sansende imod, sluger, absorberer, mærker. Nuets med alt dets fuldkommenhed, ufuldkommenhed og magi. Fortidens tråde trækker, fremtidens forestillinger, frygt og forventninger trækker. Alt pulserer, energien strømmer. Trækker vejret med alt levende. Trækket fra fortid og fremtid aftager, øjeblikket vokser, åndedrættet lader hjertet få plads, der hvor sjælens essens mærkes, der hvor alt forbindes. Jeg mærker visdommens stemme i den subtile væren – der opstår kontakten med kraften, kærligheden og freden. Et rum hvor hele mig bliver holdt, som lige præcis den jeg er. Jeg overgiver mig ind i øjeblikket, lader nuet omfavne og kærtegne mig. Jeg blottes og i min sårbarhed, opstår en mere let, blødere, klarere hjertecentret selv. En sødme – et autentisk sandt nærvær, hvor lyset og farverne får plads. Jeg finder modet til at møde frygten.. vover jeg at gå ind og se og forholde mig til min virkelighed med alt hvad den indeholder, at elske vildt og uforbeholdent, lade livskraften og kreativiteten udfolde sig med glæde, sorg, sårbarheden og ar. Bare være – i tillid, til at de mægtige vidder får plads. Lade langsomheden, tålmodigheden, blidheden få plads så alt kan løsnes sit greb og give indre kræfter næring. Ud af mørket, lyset, farverne kommer poetens lys og stemme. Midt i mørkets blindhed opstår et indre lys der illuminere i et magisk landskab af skønhed og virkelighed.

Lys og mørke

11990654_522213787928210_2707760258550045307_n

Mørket får overtaget i et øjeblik, indtil jeg bringer bevidsthed ind i nærværet. I et kort øjeblik føles det som om, der ingen lys er. Leder forgæves og prøver at slippe fri og løbe langt væk fra det mørke, smerten – men løber også væk fra livet, lyset og mig selv. Hvordan kommer jeg tilbage?

Åndedrættet hjælper mig tilbage, det hjælper mig til en indre lytten, hvor jeg kan komme tilbage til en åben og nærværende bevidsthed. Blot det at slutte venskab med åndedrættet – en ven jeg altid har ved min side – en ven, der følger mig overalt og hvis jeg giver tid og opmærksomhed til mit åndedræt, mærker jeg igen roen og lyset. Hvordan kan jeg andet – vejrtrækningens omsorgsfulde og blide kærtegn bringer mig tilbage til nuet og giver mig styrke til at være med det der er. At se og lytte til det, der sker i og omkring mig. At forholde mig til mørket, frygten, den knugende smerte. Det skaber en større frihed til, at vælge bevidst om det er tid til at blive eller flygte. Der opstår muligheder for at handle bevidst og se på hvad er det JEG vil lige nu. At slippe sædvanlige handlemønstre eller mangel her på.

Det at jeg giver mig selv lov til at undersøge alle dele af mig selv også det mørke – ikke for at dvæle ved det negative, men tillader jeg alle følelser og ikke deler op i rigtige og forkerte, blot tillader dem alle at være der, acceptere at de er en del af hele mig. Blot det at rette opmærksomheden mod en følelse opdager jeg pludselig, at jeg er mere en denne følelse, bare det at jeg kan observere og beskrive den, gør at jeg ved at jeg ikke er følelsen, men den der observere. Det kan godt være at smerten og mørket ikke straks forsvinder – men jeg ved at jeg ikke er smerten. Måske skal jeg på en eller anden måde forholde mig til den for at forløse smerten. For mig kan det være at blødgøre med åndedrættet og mit nærvær, at skrive eller male. For dig er det måske noget andet.

Åndedrættet hjælper mig til at komme ned i kroppen. Kroppen er altid i nuet. Jeg kan fokusere på, hvordan jeg er i mig selv lige nu. Så når jeg sanser, fornemmer og oplever – forankre jeg opmærksomheden i nuet.

En indre lytten, hvor jeg lader sindet synke ned i kroppen, jeg oplever uden at fortolke og analysere. Jeg forbinder bevidstheden med åndedrættet.

Identificerer jeg mig med mine tanker, følelser og emotioner indskrænker jeg min bevidsthed. Jeg lever ikke i hele mit væsen. Jeg begrænser på en måde mig selv og er ikke nærværende. Når jeg gennem åndedrættet er kommet tilbage til mig selv – kan jeg med mere overskud, se det mørke og smerten i øjnene uden at lade mig opsluge og fange.

For mørket er der – Lyset er der kun fordi der er mørke – vi kan kun forstå glæde fordi vi kender smerten. Alle disse modsætninger er der. Og måske er det vore opdragelse til at nogle følelser og emotioner er bedre end andre, der gør at vi prøver at gemme det mørke væk. Men når vi vedkender mørket, tager det i hånden acceptere det, mærker det og ikke giver slip – for hastigt for at komme tilbage til lyset. Tror jeg vi kan forløse smerten. At vi tør skinne i vores eget lys og hvile i hjertet – vores virkelig hjem. Og måske er det først når vi bliver klædt af til skindet og står nøgne og sårbare, at vi virkelig får øje på vores muligheder, får øje på lyset, der skinner igennem mørket.