Kategoriarkiv: Balance

magiske nu

Iagttager, billederne fylder med skønhed, uperfekthed, det blottede. I stilheden og det fulde nærvær opstår der et møde. Iagttageren smelter sammen med billederne, hvor begynder jeg, hvor slutter jeg. Træder ind i et univers, hvor alt føles uden for tid, et rum udenfor rum. Lader øjnene iagttage, lader hjertet mærke. I stilheden mærkes enormt, det magiske. Lydene, farverne, eksplorerer i en symfoni, hvor alt flyder ubesværet og tonerne lyder med den smukkeste musik – formet af mørke og lys. I går virker ubetydelig, i morgen som en tanke. Kun nuet. I en indre fin strøm af det reneste, tager det mentale tankespind et hvil fra de endeløse dialoger. Hjertet åbnes og jeg træder ind et dybere sted, hvor der opstår en magisk frihed – tør jeg åbne for det forunderlige, hvad hvis jeg falder ind i livet?
Når sindet stoppes i sine gentagelser, får det rene dybe mulighed for at stå frem i sin blottelse, smerte og lykke. Der lukkes op – for rige oplevelser i hvert eneste magiske øjeblik, hvert øjeblik er en ny opdagelse. Iagttageren tager sansende imod, sluger, absorberer, mærker. Nuets med alt dets fuldkommenhed, ufuldkommenhed og magi. Fortidens tråde trækker, fremtidens forestillinger, frygt og forventninger trækker. Alt pulserer, energien strømmer. Trækker vejret med alt levende. Trækket fra fortid og fremtid aftager, øjeblikket vokser, åndedrættet lader hjertet få plads, der hvor sjælens essens mærkes, der hvor alt forbindes. Jeg mærker visdommens stemme i den subtile væren – der opstår kontakten med kraften, kærligheden og freden. Et rum hvor hele mig bliver holdt, som lige præcis den jeg er. Jeg overgiver mig ind i øjeblikket, lader nuet omfavne og kærtegne mig. Jeg blottes og i min sårbarhed, opstår en mere let, blødere, klarere hjertecentret selv. En sødme – et autentisk sandt nærvær, hvor lyset og farverne får plads. Jeg finder modet til at møde frygten.. vover jeg at gå ind og se og forholde mig til min virkelighed med alt hvad den indeholder, at elske vildt og uforbeholdent, lade livskraften og kreativiteten udfolde sig med glæde, sorg, sårbarheden og ar. Bare være – i tillid, til at de mægtige vidder får plads. Lade langsomheden, tålmodigheden, blidheden få plads så alt kan løsnes sit greb og give indre kræfter næring. Ud af mørket, lyset, farverne kommer poetens lys og stemme. Midt i mørkets blindhed opstår et indre lys der illuminere i et magisk landskab af skønhed og virkelighed.

Hjem

Siden jeg forlod livmoderens rum har jeg nok forsøgt at vende hjem. Den indre erindring om stilheden, hvor alt var omsluttende og trygt, behov blev dækket, måske er erindringen fra endnu før. Fyldt med en længsel efter at komme helt hjem, længslen efter en dybere forbundtethed, stråleglans og kærlighed, længslen efter et sted hvor adskillelsen ikke var. Omkring mig ser jeg adskilte kroppe der handler uafhængigt. Søger helheden forbundtetheden med dens uendelig kraft og skønhed – den som kalder…
desperat har jeg søgt og ledt, virkede som om det skulle komme udefra, satte mekanismer i gang skabte misforstået afhængighed af det der føltes som hjem eller mindede om den guddommelige frekvens, i søgen har jeg vendt mig mod oplevelser, mennesker, læremestre for at finde visdommen som kan vise vejen hjem, men den vigtigste læremester blev overset, budskabet dybt inde fra, at alt er muligt. Fra det sted inde i mit eget hjerte findes den smukkeste kærlighed og fuldkommenhed når jeg tillader at være det sted bliver jeg omfavnet af en følelse af skønhed og fred den vildeste kreativitet og kærlighed strømmer fra dette sted – en følelse af beruselse alt følelses magisk.
forunderligt når opdagelsen sker, at det jeg har søgt er der og har været der hele tiden. I dvale og nu er kontakten tændt og gnisten blevet tændt og flammen brænder
oplevelser inspirerer og nærer flammen.
Når magien i øjeblikke forsvinder og dualiteten opstår, viser Længslen sig, lysten til at slippe og lette mod stjernerne, at udfolde det store vingefang at forsvinde op, at smelte sammen med det … at opløse alt adskilt og mærke at alt er enhed
Der hvor kroppen opløses i ren energi udenfor tid og rum, mod friheden hvor den faste form ikke begrænser og buret åbnes, døren til friheden.
Jeg mærker hjertet fyldes i mødet – ydmygt suger jeg det magiske jeg giver og fyldes samtidigt at samhørighed og mærker at adskillelsen ophører grænserne forsvinder jeg bliver ledt ind i et univers og pludselig er det magiske her i mødet, ikke et fjernt sted men i øjeblikket, de fastlåste dogmer ophører og stilheden og skønheden opstår udenfor tid og rum – der opstår et flow hvor alt får plads alt føles sandt.
Balance opstår det er ikke svært jeg skal ikke gøre andet end at åbne armene, lytte, se og modtage og give, blot tillade at være i nuet med barnets uskyld, ikke hænge fast i fortidens fortællinger ikke i fremtidens måske komme, men bare være, opleve og invitere det smukke, blot omfavne og lade nærværet omslutte mig, lytte til vejrtrækningen, mærke energien gennemstrømme uden forventningen om noget bestemt, følge flowet lade livet udfolde sig. Lige som naturen udfolder sig. Træet som kraftfuldt står rodfæstet, minder om jordforbindelsen – næringen fra moder jord og grenene strakt mod himlen mod stjernerne minder om det guddommelige – omsorgen og kærligheden fra noget højere- Vandet der strømmer, der flydende finder vej, minder om kreativiteten og bevægelsen. Solen, varmen, ilden der brænder – minder om transformation og muligheden for manifestation. Luften der kærtegner og rør. Rummet der omslutter alt.. bedømmelsen der forsvinder, alt er rigtigt alt er forkert, enten eller forsvinder. Mørket og lyset tager hinanden i hånden og følges som søstre. Frygten ophæves det sted og trygheden gennemsyrer, roen opstår midt i kaos. Stilheden toner frem og jeg er hjemme, med jorden under mig og himlen over mig jeg er her med hele mit landskab. Måske er jeg hvor jeg skal være.

Mødet – soulflow

I mødet ser jeg, mærker jeg. Et blik, et nærvær, et ord, et slør som dækker, uroen, hvilken form skal jeg tage, skal jeg tage en form? jeg rummer, giver plads til, at der ingen form er.
Mange lag åbnes og energi frigives – gamle strukturer og bindinger går til grunde. Felter af kaos opstår – uberegnelige og svære at navigere i, på overfladen ligner det vanvid – og udsvingene i følelserne er som en rutsjetur, intense spring mellem lykke og angst.
Jeg inviterer ind, omfavner det der er, uroen opløses, fra et andet plan opstår nyt liv – en ny form for bevidsthed manifesteres – i mig. Er det mig? er det en del af mig? skubber jeg væk eller invitere jeg til et kærligt rum. I det kærlige rum skabes der en balance – lyset får plads, mørket får plads, det der var en kamp om pladsen bliver et møde – et kærlighedsmøde. De holder hinanden, støtter hinanden. Ja de skal være der, den ene kan ikke være uden den anden. De tager plads i dybet af mig, integreres i mig og hjælper mig med at rejse mig og hæve mig op og finde mit nye ståsted. Jeg smider de brune gamle fjer og lader farverne sprede sig. Jeg følger livets flow og går ind i mødet med åbent hjerte.

At røre

Opgivelse, værdighed – er det værdigt at være i denne krop, der ikke fungerer som den burde, er det værdigt? Ønsket om fred – hvad kommer det af, fred fra hvad – hjælper det at flygte. Vil det give fred at flygte fra livet.
Kroppen der burde, hvad burde den? er det en forestilling om hvad den burde, er det blot en tanke som jeg har skabt, har jeg defineret hvad er en rigtig og forkert krop.
Lader jeg tanken opstå uden at gribe fast i den, men bare lade den være der, se på den, anerkende den, opløses den i ingenting, som den opstod. Og måske ændres min følelse af værdigt og burde.
Jeg har valgt denne udfordring af en eller anden grund, som jeg ikke er bevidst om, og behøver heller ikke vide hvorfor. Jeg ved når tanken forsvinder – at på trods har jeg meget, jeg skal være og give. Jeg mærker flammerne, ilden i mig. Der er noget meget kraftfuldt. Det modsætningsfyldte toner frem. Jeg forundres over kraften og svagheden der fylder hele mig. Som kommer til udtryk på forskellig vis.
Hvordan kan mørket oversvømme og fylde mig med så meget intensitet, så flugten virker som den eneste vej og det næste øjeblik mærker jeg lysten til at være, jeg mærker livskraften og troen tage over i mørket. Lyset bliver tydeligere og flammen vokser. I mødet mærker jeg mig, jeg mærker at jeg er levende og vital. Glæden spreder sig og snart overdøver den alt der virkede som håbløshed. Jeg rør og bliver rørt og er det ikke vores fornemmeste formål – at røre.
Jeg er livet. Jeg er kraften, JEG ER
Jeg forstår at i alt mærker jeg en enorm ro – jeg står roligt lysende midt i det hele, måske er min krop slået ud af balance, måske er den ikke. Men jeg står som en lysende søjle mellem tårer, prøvelser, Jeg står fast. Jeg har en opgave. Jeg kan ikke opgive, men jeg kan overgive mig. Overgive mig til tilliden til at alt er som det skal være og at jeg skal røre og blive rørt.

Handicap eller……..

Følelsen af skam, så dyb gennemborende, den har fulgt mig, har taget forskellige former igennem mit liv, måske er jeg endda født med den. En følelse af ikke at blive mødt som den jeg er, har pustet liv i skammen og måske er det blevet en vane en følgesvend, den ven der har prøvet at slukke mit lys, så jeg ikke strålede for meget, så de andre lagde mærke til mig, så jeg kunne snige mig usynlig og ubemærket igennem livet. Og det blev en overbevisning at jeg ikke var værdig til at stråle, til at være kvinde, til at være den jeg var.
Men lyset kan ikke holdes væk, det kæmper, det vil frem og vise sig, frem forrest på scenen. Hun vil nyde synligheden og sanse livet fra forreste række.
Den vilde, sårbare og smukke kvinde vil frem i lyset. I mit indre strømmer en væren, en bevægelse en feminin og evig fin energi. Kraftigere end noget andet. Det følelse som en dans, en bevægelse af sødme og sanselighed.
Men følgesvenden er der – stikker hovedet frem – skamfuldheden over en krop der ikke kan bevæge sig graciøst og elegant. Selvom alt inden i føles som en dans. Skamfuldheden og stemmen der siger. Hvad er dit værd? Kan du tillade dig at stå på scenen – skal de handicappede ikke gemmes væk!!! Ordet handikappet – det er svært – det er forbundet med så meget tabu og mørke i mig. Lige som svagheden har været.
Hvad er det jeg har undertrykt for at passe ind. Ja noget i mig er handicappet – jeg har mistede nogle fysiske funktioner, men helt ærligt har jeg nok været mere handicappet tidligere – end jeg er nu. Følelsesmæssig handicappet. En kamp for at overbevise mig selv og hele verden om at jeg var det værd – fordi jeg var stærk, ambitiøs, fejlfri, omstillingsparat…. Men med det store handicap – at følelser, sårbarheden, blødheden og usikkerheden blev pakket godt og grundigt væk. Jeg rummede ikke hele mig – jeg rummede kun det, som jeg troede var gode kvaliteter, kvaliteter der ikke var mig. Og lukkede alt det ude som jeg troede var svagt.
I de senere år er de ægte kvaliteter begyndt at titte frem, blødheden, følsomheden, spiritualiteten, gråden, forvirringen, det uperfekte, det legende, det vilde, det feminine. Det jeg havde lukket ude. Jeg begyndte at genopdage mig selv. Og følelsen af en indre styrke gik lige pludselig i hånd med sårbarheden, blødheden og følsomheden. Og med tårerne fulgte lyset og jeg fik plads til at stråle.
I stedet for at kæmpe imod og ønske der er mere lys, flere kræfter, tager jeg en pause – trækker mig tilbage – ikke for at forlade scenen, men for at lade livskraften og kreativiteten få plads til at udfolde sig uhæmmet og vildt. lade livet udfolde sig med glæde, sorg, sårbarhed og ar – med alt hvad jeg indeholder.
Jeg anerkender skamfuldheden og stemmen der hvisker om mindreværd og handicap. Jeg skaber et kærligt rum lader mine arme omslutte det – forvandle det… Jeg vil lade frygten få lidt plads i et rum hvor jeg kan rumme det, bære det og lade det tage den tid det tager. Skamfuldheden er der og jeg vil lytte og høre hvad den vil fortælle mig. Og samtidig vil forsøge at bevare den styrke som kommer dybt inde fra min sjæl – jeg vil lade den vilde, sårbare, smukke kvinde stå i lyset. Tage i mod hjælp Og må-ske kan jeg bevæge mig med handicap uden skam og med stolthed.

Overgivelse og dans med livet

Jeg står helt stille, falder, falder, …….. Det føles som en evighed, alligevel så hurtigt at jeg ikke når at reagere. Lander – bliver stoppet af gulvet under mig. Som om livet bliver slået ud af mig. Trangen til at overgive mig til et skrig, en hulken, men måske var faldet en overgivelse. Måske turde jeg endelig falde ind i overgivelse. Selvfølgelig ramte jeg gulvet, men ramte også noget andet noget fundamental noget farligt…..

Men jeg forsvandt ikke, jeg er lige her, mærker mit fundament under mig. Jeg er jo støttet, det er fra mit fundament jeg skal tage nye skridt til et nyt liv – måske skridt ind i modenheden.
En kær veninde sagde til mig – husk på vi skal alle falde for at lære at holde balancen! Ja netop den følelse har jeg, at jeg er ved at lære at gå på ny.

Kigger på det lille barn, der tumler af sted, usikker på balancen, han snubler og falder. Han er ny i fodgængernes verden. Han rejser sig bare op igen og stavrer videre. Det er hverken nemt eller besværligt bare naturligt, frygten for at falde er der ikke, alt er godt. Han er frygtløs.

Kan jeg være frygtløs? Jeg er påvirket af det jeg har med mig som har skabt min frygt, jeg kan nok ikke lige blive frygtløs lige nu, men jeg kan være modig. Jeg kan rumme min frygt, anerkende den og give den nærvær og omsorg, mens jeg er modig. Selvom jeg er bange kan jeg møde livet, danse med livet danse med frygten med sårbarheden.

Vi bevæger os gennem livet tager skridt fra et sted til et andet, nogle skridt mere vellykket end andre, vi bevæger os fra livmoderen ind i denne verden…. Fra barndommen til ungdommen til voksenlivet, vi mister noget, få noget andet… nogle skridt glemmer vi, noget klynger vi os til. Noget af os bliver fanget, det bliver svært at give slip, vi bliver ufri måske uden vi opdager det, før den dag vi falder…
Hvem er jeg – måske er det først nu jeg former og opdager hvem jeg er. I overgivelsen, når jeg har givet slip på de masker der er taget på, måske havde jeg helt glemt hvem jeg var, troede jeg var masken. Jeg var bange for at smide den, for at vise hvem jeg var, jeg turde ikke sige ja til mig, for hvad nu hvis jeg mistede, hvad nu hvis jeg blev udstødt.

Jeg forblev det lille barn der tilpassede og efterlignede, jeg glemte skridtene ind i ungdommen, ind i oprøret. Jeg glemte at være det vilde, frie sprudlende barn og teenager. Jeg blev en lille voksen.
Jeg bringer nu mørkets visdom og indsigter med mig ud i lyset igen – jeg byder den frie og sprudlende ungpige velkommen. Jeg vil tillade mig at stå i mit lys, at mærke, at være sårbar, at være modig, at GIVE SLIP….. og overgive mig ind i livet og dyb væren, med tillid til, at jeg ved hvert fald, rejser mig igen endnu mere vis, stærk og strålende.

She let go. Without a thought or a word, she let go.
She let go of fear. She let go of the judgments.
She let go of the confluence of opinions swarming around her head.
She let go of the committee of indecision within her.
She let go of all the ‘right’ reasons. Wholly and completely,
without hesitation or worry, she just let go.
She didn’t ask anyone for advice. She didn’t read a
book on how to let go… She didn’t search the scriptures.
She just let go.
She let go of all of the memories that held her back.
She let go of all of the anxiety that kept her from moving forward.
She let go of the planning and all of the calculations about how to do it just right.
She didn’t promise to let go.
She didn’t journal about it.
She didn’t write the projected date in her day-timer.
She made no public announcement and put no ad in the paper.
She didn’t check the weather report or read her daily horoscope.
She just let go.
She didn’t analyze whether she should let go.
She didn’t call her friends to discuss the matter.
She didn’t do a five-step Spiritual Mind Treatment.
She didn’t call the prayer line.
She didn’t utter one word. She just let go.
No one was around when it happened.
There was no applause or congratulations.
No one thanked her or praised her.
No one noticed a thing.
Like a leaf falling from a tree, she just let go.
There was no effort. There was no struggle.
It wasn’t good and it wasn’t bad.
It was what it was, and it is just that.
In the space of letting go, she let it all be.
A small smile came over her face.
A light breeze blew through her.
And the sun and the moon shone forevermore.
Here’s to giving ourselves the gift of letting go…
There’s only one Guru ~ you.

―Rev. Safire Rose

mærk livet

We shall not cease from exploration
And the end of all our exploring
Will be to arrive where we started
And know the place for the first time

T.S. Eliot

Jeg bevæger mig med forsigtige skridt, hvert skridt nøje planlagt, foden placeres med alt mit nærvær, en tanke strejfer mig – jeg bevæger mig langsomt igennem livet, det føles smukt. Jeg bemærker mennesker der haster forbi, deres blikke, der bevæger sig fra stokken over på mig og op og ned af mig. Det rammer et kort øjeblik, som en mavepumper direkte ind i min sårbarhed, ind i min forfængelighed. Den elegante og graciøse bevægelse som er i mit indre – giver sig ikke til udtryk i det ydre. Det ydre som med kejtede skridt skal bruge alt opmærksomhed på at bevare balancen.

Jeg opdager at jeg bevæger mig væk fra min kerne og ser på mig selv udefra. Ud fra mine overbevisninger og andres blikke. Jeg bekymrer mig om de andres blikke, tanker og følelser.

Vi sidder i bilen igen. Jeg tager en dyb indånding og får øje på tårerne i min datters øjne. Jeg ser mavepumperen har ramt hende lige så hårdt. Med forsigtig stemme fortæller hun mig om flovheden, tankerne om de andres blikke og i et kram græder vi sammen, ramt i sårbarheden.

Det er ikke kun min proces, men det skaber ringe og påvirker. Så hver ydre bevægelse er en rejse hvor jeg bliver testet i at blive i mig selv, blive i nærværet og se skønheden i livet og mærke den graciøse smukke indre bevægelse, give slip på alt fordømmelse, give slip på min forestilling om feminin og elegant bevægelse, give slip på frygten for ydmygelse. Mit indre afspejles i min datters indre, i mine omgivelser, jeg ser min tvivl komme til udtryk i deres blikke. Er der bare en lille snert af tvivl vil det påvirke min styrke, min kraft. Fornuftens stemme forstærker frygten og frygten er magtfuld. Frygtens stemme kan fuldstændig overdøve intuitionen, overdøve skønheden ved at leve livet langsomt.
Mavepumperen fortager sig med ordene og tårerne. Vi sidder i stilheden mærker hinanden, mærker livets forunderligheder og skønheder. Vi minder hinanden om gaverne og uforudsigeligheden. Livet er både mere og mindre end vi drømte om.
Igennem tabet, bliver rigdommen og dybden synlig. Livet er fyldt med begrænsninger og muligheder, måske kan jeg ikke løfte benet, men jeg kan sidde her med armene om min datter og i nærværet, høre livets musik og mærke solen varme.
Tabet, mørket, begrænsningerne gør mulighederne, lyset og helheden mere synlig, havde jeg opdaget det? hvis livet ikke blev levet langsomt. Havde jeg turdet gå på opdagelse og se på og byde det uperfekte velkommen?  Lyttende og opmærksom møder jeg livet på ny.

Frygt eller kærlighed

Frustration, vrede, alt knuger sig sammen, skrig og tårer vil ud, med det samme jeg tænker drømme, tænker fremtid. Hvad er min fremtid. Hvad kan jeg når kroppen er så afkræftet at bare det, at tænke tanker føles uoverskueligt, især når jeg nu er en der tænker mange tanker… Alt ramler i ferierne, der hvor jeg ser alt det andre kan, gå en tur på stranden, vandre i Østrigs bjerge, plukke blåbær med familien. Hvem er jeg hvad kan jeg. Jeg ryger ind i sammenligningen med andre…

Jeg klamre mig til det kendte til mine drømme om livet. Drømme helbreder, men gør de forkerte drømme også det. Klamre jeg mig til ideen om drømme, drømme der måske er forældet, har overskredet deres udløbsdato. Er det måske tid til at skabe nye ukendte drømme. Se på hvad er drømme, hvad er overbevisninger, hvad er frygten. Frygten for at sygne ind, blive usynlig og ubetydelig. Skabes drømmene på baggrund af frygten.

I nærværet mærker jeg den guddommelige kraft vokse sig større, hele mig smiler og fyldes med noget der nærmest følelse som lyksalighed. Tillid til at jeg er på rette vej. Hele kroppen fyldes med lys feminin energi, følelsen af at være fyldt af hendes energi. Lyset er så kraftigt, jeg glemmer at der overhovedet har været mørkt, jeg glemmer smerten.

Det er som en kæmpe rutsjebane, hvor jeg bringes fra det højeste til bunden i et split sekund. Jeg bliver blæst igennem og på vejen føles det som om jeg går i opløsning.

Jeg har brug for at slippe forstanden, og gå ind i min indre verden, der har jeg ikke brug for den, jeg har brug for at slippen den, og jo mindre jeg lader forstanden råde jo mere frygtløs. Forstanden afløses af kærlighedens sprog. Jeg bliver i nuet og tillader mig selv få kontakt med det guddommelige- jeg genfinder min indre kontakt. Tillader mig selv i en periode at slippe alt burde og skulle.

Ofte ses en forværring, før der sker et gennembrud og her opstår trangen til at give op. Selvom jeg har accepteret og fundet troen, så er der nok dybere lag af samme stof, som jeg skal igennem, men i mit forsøg på at gå vejen er jeg gået i frygt. Jeg har accepteret af frygt ikke af kærlighed og omsorg.

Når jeg føler mig fyldt med hendes energi indser jeg, at alt sker som det skal ske. Jeg accepterer nu, af kærlighed ikke af frygt. Jeg acceptere min situation, som den er nu. Jeg acceptere at den kan ændre sig hvert øjeblik. Jeg har tillid til, at jeg vælger den vej der skal gåes. Jeg accepterer alle følelserne, jeg accepterer også sorgen, vreden og frustrationen jeg tillader mig selv at være i dem. Jeg tager imod udfordringerne, der opstår, jeg ser på hvad der skaber bund for vreden, frustrationen. Jeg lader mig ikke blive skræmt af de mange følelser. Jeg vælger ikke at reagere på dem, ikke at lade dem beherske mig, men i stedet lade dem være et vigtig udtryksmiddel.

Der er dybere lag – lag som skal renses, noget der skal gennemleves, som skal ses på. Det kan føles som at gå et skridt tilbage, men en fornemmelse af, at jeg skal gå vejen, der har ført til hvor jeg er nu med mine ubalancer og både lys og mørke, også er den vej jeg skal gå igen, for at forløse. Hvorfor skal jeg gå tilbage og se på det endnu en gang. Føles som en nødvendighed at gå alle trin, ellers ser jeg ikke vejen og finder ikke op og på toppen. Det er en vej jeg må gå selv. Jeg bliver nød til forløse det gamle for at det nye kan fødes. Og i det må jeg slippe alt fordømmelse af mig og omverden. Jeg må have tillid til at jeg kender vejen. Og kun bliver udsat for det universet ved jeg kan klare.

Jeg ser på det inderste, hvor den dybeste sorg, svigt og ensomhed gemmes, det er også hvor jeg finder kærligheden og det guddommelige. Der hvor det feminine og maskuline forenes. En forening jeg skimter og giver mig en fred inde i hjertet en fred og følelse af at være hel.  Så måske skal jeg stoppe søgningen og lade det guddommelige finde mig eller komme frem i mig. Jeg er allerede dybt inden i, det jeg søger uden for mig selv.

Per aspera ad astra

Netop hjemkommet fra stilhedsretreat på samsø, det lyder da meget fredeligt, Men gang på gang oplever jeg hvad det betyder når jeg trækker mig tilbage og vender blikket indad. Jeg kommer på hårdt arbejde. Midt i stilheden og ikke gøren – hvor jeg ikke kan flygte – kom den indre larm med dobbelt styrke – følelser/emotioner tanker og forestillinger om hvem jeg er, i et stort virvar. Efter 2 døgn i fuld stilhed var jeg fysisk ved at kaste op over at kigge på mig selv og græde mere end jeg har grædt i et helt liv tilsammen og tankerne oveni – tager jeg virkelig på ferie for at pine mig selv på denne måde..

Den mørke nat tog mig, opslugte mig fuldstændig. Netop fordi der var tid og rum til at overgive mig – at møde det uden at vende mig væk fra det – Jeg blev i det – gik igennem det. Selvom jeg var ved at løbe væk fra det flere gange. Væk fra sorgen og magtesløsheden, som var fuldstændig skræmmende og voldsom. På en måde var stilheden larmende på en anden måde befriende, at jeg kunne lukke mig ind i mig selv uden at skulle forholde mig til andres bekymring, andres medlidenhed. Og i det fik jeg øje på medlidenheden fra mig selv. Fik øje på, at efter have mødt den ved andre i så lang tid, havde jeg skabt selvmedlidenhed. Sclerosen og kedafdetheden havde pludselig fået overtaget, lige så langsomt sneget sig ind og defineret hvem jeg var. Det jeg for alt i verden har villet undgå. I mørket tog frygten over, Frygten for at gå i opløsning. Men blev kærligt mindet om gang på gang at jeg er lige her, i kraft af mig og ikke i kraft af min krop, men bare fordi jeg er mig.  Og at jeg uanset hvad, er fuldkommen hel og måske har min helhed krævet sclerosen for at udtrykke hele min livsenergi. Og måske er det nødvendigt at gå helt i opløsning for at der kan ske en transformation.

Og pludselig sker der et skift. Jeg begynder lige så langsomt at få øje på mit værd, det gode der sker, når jeg bare er. Min Ro, mit nærvær kan påvirke, inspirerer, bare fordi det er.  Jeg har i mørkets stilhed fået øje på mønstre, hvordan jeg er blevet fanget af selv opfundne forestillinger om, at jeg bliver nød til, at have det hårdt og være ked af det, for at få den omsorg jeg behøver. Det førte mig ned i dette hul af selvmedlidenhed, hvor jeg pludselig ikke kunne elske mig selv og ikke give mig selv omsorgen. Jeg så kun mørket og alt det jeg ikke kan gøre mere, jeg fodrede selv-medlidenheden, den som jeg ikke kunne holde ud at se i andre menneskers øjne. Jeg havde forskanset mig i sygdommen, den blev en tryghed, et mønster. Et sted jeg kunne forsvare tårerne, forsvare mine valg, mine fejl… Så i mit forsøg på at hengive mig, faldt jeg ned i selvmedlidenhedshullet væk fra livet. Jeg mistede troen og tilliden til mig selv og til livet. I skiftet kan jeg begynde at se vinterens afslutning, de små spirer, der titter frem, solen der lige så stille begynder at varme og transformere. En følelse af at det er ok at mærke livet igen. At læne mig ind i det. Vinteren giver mig en masse indsigter, hjælper mig til at få øje på fastlåste mønstre, mønstre der har holdt mig fra foråret og sommerens transformation. Jeg er klar til at tage den varme frakke af og tage imod solens stråler og tillade mig at stråle. Jeg vælger livet. Jeg vælger at se på gaven. Og ja det er en udfordring og uundgåeligt vil vinteren komme igen.. det vil stadig være hårdt arbejde, fordi jeg har valgt at gå ind i det der opstår. Med fare for at et kort øjeblik, at blive fanget af mørkets trygge omfavnede arme.

En kær ven mindede mig om at jeg har et ansvar om at stråle, at vise andre vejen ud af mørket. Hun viste mig ved at vise hendes ærlighed og kærlighed, hendes lys at jeg var ved at slukke for mit lys. Hun provokerede mig som hun har gjort så tit.  Provokation kalder mig frem, får mig til at se på mig selv i et andet lys. Så bliver jeg provokeret er det fordi det rør noget i mig , der er sandt.

Skiftet føles så vildt, hvordan kan min tilstand ændre sig så radikalt. Fra mistro til min vej – til tillid og ro, tillid til der sker det der skal ske , når jeg blot tør hengive mig til processen og livets flow.  Den proces jeg er i, i øjeblikket, ikke til det der har været eller det jeg tror der kommer til at være. Jeg ER lige meget hvad der sker. Jeg kan ikke styre og kontrollere fremtiden. Jeg kan åbne mig og se de muligheder der opstår og ikke være bange for forandring. Så tager min vej en ny retning skal jeg være klar til at dreje, men jeg skal ikke prøve at regne ud hvilken vej ruten går. Ikke låse mig fast i forestillinger om retningen, forestilling om hvad der er den rigtige eller forkerte vej. For måske er den vej jeg troede var den bedste måde for mig at vokse på, det ikke mere. Træde fuldt og helt ind i livet, arbejde med kvaliteten i mit forhold til livet i stedet for til mine reaktioner på foranderligheden – at møde i stedet for at reagere. Mørket og trængslerne vil opstå igen, det bliver min øvelse hele tiden at lytte og være opmærksom på at jeg ikke ryger ind i velkendte mønstre. Men holder mig åben for forandringerne og ser sprækkerne, der er slået an til nye muligheder. Så jeg ser vejen til stjernerne.

Kan stilheden gøre hel

Solen skinner og varmen bader min krop. Jeg drages og nyder. Men hvorfor føles det som vinteren og mørket har taget over. Jeg prøver at være her lige nu. I det øjeblik hvor alt er som det skal være. I øjeblikke – i pausen i mellem, bliver der stille, roen og freden sænker sig og jeg kan mærke lyset og glæden inde bagved – inde i mig. Men stilheden varer ikke ved, kroppen larmer, alle kræfter skal bruges til at sætte den ene fod foran den anden og bevæge mig frem. Armen skal løftes for at flette min datters hår, benet der kramper når søvnen og den dybe stilhed burde tage over. Jeg skal rumme en datters tanker om, at savne en mor der kan gå en aftentur eller spille bold i haven. Tankerne og bekymringerne får alt for meget plads, de tager mig med på rejser og gør mig opmærksom på, om mine drømme er realistiske, kan jeg virkelig alt det jeg gerne vil, kan jeg undervise i yoga, kan jeg behandle, kan jeg være en god mor, kan jeg elske og rumme mig selv. Har jeg noget jeg kan skabe, noget jeg kan give til verden? Sorgen i det bliver så stor, overtager og tynger.

Kan jeg give slip og bare være i stilheden. Jeg har en dyb følelse af at stilheden kan være min vej til at føle mig hel igen. Jeg føler mig tiltrukket af ideen om at rejse alene ud i naturen og blot være, uden ansvar uden forpligtelser og forventninger. Hvor jeg kan udforske stilheden, gøre de bevægelser som kommer fra hjertet. Hvor jeg fuldstændig kan hengive mig til sorgen, glæden eller hvad der opstår.

Men kan man det? kan man rejse væk fra sin familie? Kan man isolere sig i en periode og bare lytte til sit hjerte?