Kategoriarkiv: sclerose

Handicap eller……..

Følelsen af skam, så dyb gennemborende, den har fulgt mig, har taget forskellige former igennem mit liv, måske er jeg endda født med den. En følelse af ikke at blive mødt som den jeg er, har pustet liv i skammen og måske er det blevet en vane en følgesvend, den ven der har prøvet at slukke mit lys, så jeg ikke strålede for meget, så de andre lagde mærke til mig, så jeg kunne snige mig usynlig og ubemærket igennem livet. Og det blev en overbevisning at jeg ikke var værdig til at stråle, til at være kvinde, til at være den jeg var.
Men lyset kan ikke holdes væk, det kæmper, det vil frem og vise sig, frem forrest på scenen. Hun vil nyde synligheden og sanse livet fra forreste række.
Den vilde, sårbare og smukke kvinde vil frem i lyset. I mit indre strømmer en væren, en bevægelse en feminin og evig fin energi. Kraftigere end noget andet. Det følelse som en dans, en bevægelse af sødme og sanselighed.
Men følgesvenden er der – stikker hovedet frem – skamfuldheden over en krop der ikke kan bevæge sig graciøst og elegant. Selvom alt inden i føles som en dans. Skamfuldheden og stemmen der siger. Hvad er dit værd? Kan du tillade dig at stå på scenen – skal de handicappede ikke gemmes væk!!! Ordet handikappet – det er svært – det er forbundet med så meget tabu og mørke i mig. Lige som svagheden har været.
Hvad er det jeg har undertrykt for at passe ind. Ja noget i mig er handicappet – jeg har mistede nogle fysiske funktioner, men helt ærligt har jeg nok været mere handicappet tidligere – end jeg er nu. Følelsesmæssig handicappet. En kamp for at overbevise mig selv og hele verden om at jeg var det værd – fordi jeg var stærk, ambitiøs, fejlfri, omstillingsparat…. Men med det store handicap – at følelser, sårbarheden, blødheden og usikkerheden blev pakket godt og grundigt væk. Jeg rummede ikke hele mig – jeg rummede kun det, som jeg troede var gode kvaliteter, kvaliteter der ikke var mig. Og lukkede alt det ude som jeg troede var svagt.
I de senere år er de ægte kvaliteter begyndt at titte frem, blødheden, følsomheden, spiritualiteten, gråden, forvirringen, det uperfekte, det legende, det vilde, det feminine. Det jeg havde lukket ude. Jeg begyndte at genopdage mig selv. Og følelsen af en indre styrke gik lige pludselig i hånd med sårbarheden, blødheden og følsomheden. Og med tårerne fulgte lyset og jeg fik plads til at stråle.
I stedet for at kæmpe imod og ønske der er mere lys, flere kræfter, tager jeg en pause – trækker mig tilbage – ikke for at forlade scenen, men for at lade livskraften og kreativiteten få plads til at udfolde sig uhæmmet og vildt. lade livet udfolde sig med glæde, sorg, sårbarhed og ar – med alt hvad jeg indeholder.
Jeg anerkender skamfuldheden og stemmen der hvisker om mindreværd og handicap. Jeg skaber et kærligt rum lader mine arme omslutte det – forvandle det… Jeg vil lade frygten få lidt plads i et rum hvor jeg kan rumme det, bære det og lade det tage den tid det tager. Skamfuldheden er der og jeg vil lytte og høre hvad den vil fortælle mig. Og samtidig vil forsøge at bevare den styrke som kommer dybt inde fra min sjæl – jeg vil lade den vilde, sårbare, smukke kvinde stå i lyset. Tage i mod hjælp Og må-ske kan jeg bevæge mig med handicap uden skam og med stolthed.

mærk livet

We shall not cease from exploration
And the end of all our exploring
Will be to arrive where we started
And know the place for the first time

T.S. Eliot

Jeg bevæger mig med forsigtige skridt, hvert skridt nøje planlagt, foden placeres med alt mit nærvær, en tanke strejfer mig – jeg bevæger mig langsomt igennem livet, det føles smukt. Jeg bemærker mennesker der haster forbi, deres blikke, der bevæger sig fra stokken over på mig og op og ned af mig. Det rammer et kort øjeblik, som en mavepumper direkte ind i min sårbarhed, ind i min forfængelighed. Den elegante og graciøse bevægelse som er i mit indre – giver sig ikke til udtryk i det ydre. Det ydre som med kejtede skridt skal bruge alt opmærksomhed på at bevare balancen.

Jeg opdager at jeg bevæger mig væk fra min kerne og ser på mig selv udefra. Ud fra mine overbevisninger og andres blikke. Jeg bekymrer mig om de andres blikke, tanker og følelser.

Vi sidder i bilen igen. Jeg tager en dyb indånding og får øje på tårerne i min datters øjne. Jeg ser mavepumperen har ramt hende lige så hårdt. Med forsigtig stemme fortæller hun mig om flovheden, tankerne om de andres blikke og i et kram græder vi sammen, ramt i sårbarheden.

Det er ikke kun min proces, men det skaber ringe og påvirker. Så hver ydre bevægelse er en rejse hvor jeg bliver testet i at blive i mig selv, blive i nærværet og se skønheden i livet og mærke den graciøse smukke indre bevægelse, give slip på alt fordømmelse, give slip på min forestilling om feminin og elegant bevægelse, give slip på frygten for ydmygelse. Mit indre afspejles i min datters indre, i mine omgivelser, jeg ser min tvivl komme til udtryk i deres blikke. Er der bare en lille snert af tvivl vil det påvirke min styrke, min kraft. Fornuftens stemme forstærker frygten og frygten er magtfuld. Frygtens stemme kan fuldstændig overdøve intuitionen, overdøve skønheden ved at leve livet langsomt.
Mavepumperen fortager sig med ordene og tårerne. Vi sidder i stilheden mærker hinanden, mærker livets forunderligheder og skønheder. Vi minder hinanden om gaverne og uforudsigeligheden. Livet er både mere og mindre end vi drømte om.
Igennem tabet, bliver rigdommen og dybden synlig. Livet er fyldt med begrænsninger og muligheder, måske kan jeg ikke løfte benet, men jeg kan sidde her med armene om min datter og i nærværet, høre livets musik og mærke solen varme.
Tabet, mørket, begrænsningerne gør mulighederne, lyset og helheden mere synlig, havde jeg opdaget det? hvis livet ikke blev levet langsomt. Havde jeg turdet gå på opdagelse og se på og byde det uperfekte velkommen?  Lyttende og opmærksom møder jeg livet på ny.

Vejen til hvad!

Jeg har før skrevet om håb og håbløsheden. Hvad betyder det egentlig, i mit sidste indlæg skrev jeg, jeg er rask!!! Trækker jeg det i mig igen. Nej det gør jeg ikke, for dybest inde er det jo sådan jeg har det. Behandlerer der bekræfter og støtter mig i min egen antagelse. Alt i alt bragte det håbet frem. Men netop håbet har påvirket mig. Med håbet følger der nogle forventninger nogle forestillinger om noget bestemt.

Jeg glemte lige at lade kroppen følge med i sit tempo på sin måde. Jeg kom til at forbinde rask med noget ydre og mistede den indre følelse af at være rask.

For i min begejstring hev jeg fat i håbet, klyngede mig til det, og tankerne hvornår sker der noget, tog mig med på rejse? troede på at nu ville jeg snart opnå det…. men hvad det og hvornår snart. Min egen definition af rask, blev farvet af smerte, håbet og af omgivelsernes opfattelse af rask, skepsissen i blikkene – jamen du er da ikke rask – kan du virkelig ikke se det. I min iver for at overbevise og vise klare resultater glemte jeg tålmodigheden, omsorgen og tilliden. Tvivlen kommer listende, hviskende til mig, kan det passe ? – er jeg rask, mærker jeg forkert, kan jeg ikke stole på den indre fornemmelse.

Kan jeg stole på det som føles som sandhed når den fysiske krop er i stadig opløsning. Måske får jeg for meget fokus på det ydre, det jeg kan præstere det jeg kan gøre, det jeg kan give ved at gøre.

Det bliver som altid aktiveret ekstra meget i ferierne og ingen undtagelse er efterårsferien, en ferie med hygge. En ferie jeg altid har elsket, med gå ture i de flotte efterårsfarver, skære græskar hoveder, stå i hovedstand og løbe ned af klitterne med børnene, …. Men hvad gør det ved mig at det ikke er muligt lige nu. Hvad gør det at blive konfronteret med familiers hyggelige ferie billeder og fortællinger. I første øjeblik får jeg øje på det jeg har mistet, på sorgen. Når jeg går ind i sammenligningen og lader mig forføre af tankerne om hvad der er det rigtige hyggelige familie liv, får jeg jo netop lavet en historie om at alt ikke er som det skal være, at det var bedre hvis det var på en bestemt måde…

Jeg bevæger mig væk fra den indre sandhed. Og måske bevæger jeg mig væk, fordi den indre sandhed er ukendt territorium. Tør jeg tro på det, der ikke kan måles, tør jeg tro på det som ikke er som den gamle plan, tør jeg følge den nye og ukendte vej. Tør jeg omfavne det der gør mig allermest bange. Jeg oplever virkelig at blive udfordret og provokeret. Jeg får flere og flere hints om at nu er det tid til at lytte til min indre stemme, nu er det tid til at stå alene og tage ansvar. At sandheden findes inden i mig og ikke hos andre.

Sandheden om formålet med selve livet, måske er det en hel anden – måske er formålet blot at vågne op og danse med livet. Se på livet, blive livet, droppe fornuften og blive mere flydende, mere smeltende lade livet tale til mit hjerte og lade mit hjerte tale til livet. Og ikke lade mig distrahere af at prøve at forstå og analysere.

Når jeg lader mig falde ind i stilheden overgiver mig til det som er, er der jo ikke noget der skal være på en bestemt måde. Hvis jeg bare kan finde modet til at overgive mig til alt. At tillade at min fysiske krop, mine forestillinger om det perfekte bliver nedbrudt, at lade dansen opløse…for at genopstå som noget nyt noget smukkere og mere helt. Hvis jeg tør gå helt i opløsning og tillade det der skal ske med fuldt nærvær og omsorg, får jeg en mulighed for at vende tilbage til mig selv – mine sande essens. Og lade den sandhed som jeg mærker være sand. At lade den enorme indre styrke jeg mærker trods en svækket krop være sand, at lade den følelse af at være levende, trods sorg og magteløshed, være sand, at lade det skinnende lys i mine øjne, trods tårerne, være sand.

Måske har jeg begivet mig ud på den vildeste og smukkeste vej for at lade mig og det jeg kender dø, og blive født på ny. Blive født som den jeg er uden uvidenhedens slør. Min evige uforanderlige sjæl som aldrig forfalder men som blot er.

Frygt eller kærlighed

Frustration, vrede, alt knuger sig sammen, skrig og tårer vil ud, med det samme jeg tænker drømme, tænker fremtid. Hvad er min fremtid. Hvad kan jeg når kroppen er så afkræftet at bare det, at tænke tanker føles uoverskueligt, især når jeg nu er en der tænker mange tanker… Alt ramler i ferierne, der hvor jeg ser alt det andre kan, gå en tur på stranden, vandre i Østrigs bjerge, plukke blåbær med familien. Hvem er jeg hvad kan jeg. Jeg ryger ind i sammenligningen med andre…

Jeg klamre mig til det kendte til mine drømme om livet. Drømme helbreder, men gør de forkerte drømme også det. Klamre jeg mig til ideen om drømme, drømme der måske er forældet, har overskredet deres udløbsdato. Er det måske tid til at skabe nye ukendte drømme. Se på hvad er drømme, hvad er overbevisninger, hvad er frygten. Frygten for at sygne ind, blive usynlig og ubetydelig. Skabes drømmene på baggrund af frygten.

I nærværet mærker jeg den guddommelige kraft vokse sig større, hele mig smiler og fyldes med noget der nærmest følelse som lyksalighed. Tillid til at jeg er på rette vej. Hele kroppen fyldes med lys feminin energi, følelsen af at være fyldt af hendes energi. Lyset er så kraftigt, jeg glemmer at der overhovedet har været mørkt, jeg glemmer smerten.

Det er som en kæmpe rutsjebane, hvor jeg bringes fra det højeste til bunden i et split sekund. Jeg bliver blæst igennem og på vejen føles det som om jeg går i opløsning.

Jeg har brug for at slippe forstanden, og gå ind i min indre verden, der har jeg ikke brug for den, jeg har brug for at slippen den, og jo mindre jeg lader forstanden råde jo mere frygtløs. Forstanden afløses af kærlighedens sprog. Jeg bliver i nuet og tillader mig selv få kontakt med det guddommelige- jeg genfinder min indre kontakt. Tillader mig selv i en periode at slippe alt burde og skulle.

Ofte ses en forværring, før der sker et gennembrud og her opstår trangen til at give op. Selvom jeg har accepteret og fundet troen, så er der nok dybere lag af samme stof, som jeg skal igennem, men i mit forsøg på at gå vejen er jeg gået i frygt. Jeg har accepteret af frygt ikke af kærlighed og omsorg.

Når jeg føler mig fyldt med hendes energi indser jeg, at alt sker som det skal ske. Jeg accepterer nu, af kærlighed ikke af frygt. Jeg acceptere min situation, som den er nu. Jeg acceptere at den kan ændre sig hvert øjeblik. Jeg har tillid til, at jeg vælger den vej der skal gåes. Jeg accepterer alle følelserne, jeg accepterer også sorgen, vreden og frustrationen jeg tillader mig selv at være i dem. Jeg tager imod udfordringerne, der opstår, jeg ser på hvad der skaber bund for vreden, frustrationen. Jeg lader mig ikke blive skræmt af de mange følelser. Jeg vælger ikke at reagere på dem, ikke at lade dem beherske mig, men i stedet lade dem være et vigtig udtryksmiddel.

Der er dybere lag – lag som skal renses, noget der skal gennemleves, som skal ses på. Det kan føles som at gå et skridt tilbage, men en fornemmelse af, at jeg skal gå vejen, der har ført til hvor jeg er nu med mine ubalancer og både lys og mørke, også er den vej jeg skal gå igen, for at forløse. Hvorfor skal jeg gå tilbage og se på det endnu en gang. Føles som en nødvendighed at gå alle trin, ellers ser jeg ikke vejen og finder ikke op og på toppen. Det er en vej jeg må gå selv. Jeg bliver nød til forløse det gamle for at det nye kan fødes. Og i det må jeg slippe alt fordømmelse af mig og omverden. Jeg må have tillid til at jeg kender vejen. Og kun bliver udsat for det universet ved jeg kan klare.

Jeg ser på det inderste, hvor den dybeste sorg, svigt og ensomhed gemmes, det er også hvor jeg finder kærligheden og det guddommelige. Der hvor det feminine og maskuline forenes. En forening jeg skimter og giver mig en fred inde i hjertet en fred og følelse af at være hel.  Så måske skal jeg stoppe søgningen og lade det guddommelige finde mig eller komme frem i mig. Jeg er allerede dybt inden i, det jeg søger uden for mig selv.

Slip !!

Trangen til at give slip er så stor, kan jeg give slip, bare ved at bestemme det, er det muligt ? eller er behovet for kontrol så stort, at alt i mig krampagtigt holder fast? Min største frygt er netop at miste kontrollen, at miste det verdensbillede jeg har bygget op, miste kontrollen over min fysiske krop, at miste mig selv. Frygten for at blive afhængig af andres hjælp.

Frygten vokser sig så stor, at tankerne kører nonstop, prøver at finde løsningerne og måder på at undgå den situation, hvor kontrollen forsvinder. Det har virket meget godt indtil videre, jeg har undersøgt, kæmpet, blevet klogere på mig selv, på behandling, på sundhed….. Men tiden er vist inde til, at slippe grebet og hengive mig til livets proces – til det der ske. At komme fra hovedet ned i hjertet igen. Ressourcerne er brugt og depoterne skal fyldes op. Tiden er klar til at slippe og gøre klar til frit fald. Jeg må hengive mig til processen.

Opdager at jeg den seneste tid, i min frygt, har opholdt mig i fremtiden, prøvet at forme fremtiden, været optaget af at finde den rigtige fremtid. Jeg har handlet mig ud af livet og prøvet at forstå livet, i stedet for at leve det. Tankerne tager mig på rejse væk fra mig og er måske med til at skabe en fremtid baseret på frygten.

Jeg har brug for at vende tilbage til dette øjeblik, tilbage til kontakten til centrum. Den kontakt jeg midlertidigt havde sluppet ud af syne. Jeg må centrerer mig og finde det uendelige sted midt i det hele. Der hvor der ikke findes, sygdom, rigtig eller forkert. Det sted jeg kender så godt. Der er jeg hel, der er jeg kærlighed. Jeg finder min styrke ved at give slip på det jeg tror på og det jeg ikke tror på og åbner mig for alle muligheder, uanset, hvad der venter mig. Giver mig selv lov til at være den universet bestemte mig til at være. At jeg i min essens allerede er den jeg skal være. At jeg lader min livskraft komme til udtryk og behandler mig selv med total venlighed og respekt. Og samtidig opgiver ønsket om at være et andet sted.

Og måske skal jeg møde frygten, ved at tillade hjælp, tillade at modtage, tillade afhængigheden af andre – lade afhængigheden være uden tilknytning, uden begæret, uden at miste mig selv.

Lade det, det hele handler om, skinne igennem – Hjertet og kærligheden. Lader jeg frygten styre, er det frygten der afspejler sig i mine omgivelser, det vil være i frygten jeg mødes. Lader jeg det jeg ved – nemlig at – jeg er, du er, universet er kærlighed, vil det være det der sker i mødet. Frygten mister sit greb.

Stoppe med at regne svaret ud. Følge mit hjerte og virke ud fra det sted, i stedet for fra tankerne og frygten. Lade tryghedens forestillinger og bånd falde, bånd jeg har bygget op om mig for at undgå forandringer og opløsning af det kendte. For at undgå at miste, for at undgå at det forkerte sker. Men måske er det forkerte der skal ske.

 

Per aspera ad astra

Netop hjemkommet fra stilhedsretreat på samsø, det lyder da meget fredeligt, Men gang på gang oplever jeg hvad det betyder når jeg trækker mig tilbage og vender blikket indad. Jeg kommer på hårdt arbejde. Midt i stilheden og ikke gøren – hvor jeg ikke kan flygte – kom den indre larm med dobbelt styrke – følelser/emotioner tanker og forestillinger om hvem jeg er, i et stort virvar. Efter 2 døgn i fuld stilhed var jeg fysisk ved at kaste op over at kigge på mig selv og græde mere end jeg har grædt i et helt liv tilsammen og tankerne oveni – tager jeg virkelig på ferie for at pine mig selv på denne måde..

Den mørke nat tog mig, opslugte mig fuldstændig. Netop fordi der var tid og rum til at overgive mig – at møde det uden at vende mig væk fra det – Jeg blev i det – gik igennem det. Selvom jeg var ved at løbe væk fra det flere gange. Væk fra sorgen og magtesløsheden, som var fuldstændig skræmmende og voldsom. På en måde var stilheden larmende på en anden måde befriende, at jeg kunne lukke mig ind i mig selv uden at skulle forholde mig til andres bekymring, andres medlidenhed. Og i det fik jeg øje på medlidenheden fra mig selv. Fik øje på, at efter have mødt den ved andre i så lang tid, havde jeg skabt selvmedlidenhed. Sclerosen og kedafdetheden havde pludselig fået overtaget, lige så langsomt sneget sig ind og defineret hvem jeg var. Det jeg for alt i verden har villet undgå. I mørket tog frygten over, Frygten for at gå i opløsning. Men blev kærligt mindet om gang på gang at jeg er lige her, i kraft af mig og ikke i kraft af min krop, men bare fordi jeg er mig.  Og at jeg uanset hvad, er fuldkommen hel og måske har min helhed krævet sclerosen for at udtrykke hele min livsenergi. Og måske er det nødvendigt at gå helt i opløsning for at der kan ske en transformation.

Og pludselig sker der et skift. Jeg begynder lige så langsomt at få øje på mit værd, det gode der sker, når jeg bare er. Min Ro, mit nærvær kan påvirke, inspirerer, bare fordi det er.  Jeg har i mørkets stilhed fået øje på mønstre, hvordan jeg er blevet fanget af selv opfundne forestillinger om, at jeg bliver nød til, at have det hårdt og være ked af det, for at få den omsorg jeg behøver. Det førte mig ned i dette hul af selvmedlidenhed, hvor jeg pludselig ikke kunne elske mig selv og ikke give mig selv omsorgen. Jeg så kun mørket og alt det jeg ikke kan gøre mere, jeg fodrede selv-medlidenheden, den som jeg ikke kunne holde ud at se i andre menneskers øjne. Jeg havde forskanset mig i sygdommen, den blev en tryghed, et mønster. Et sted jeg kunne forsvare tårerne, forsvare mine valg, mine fejl… Så i mit forsøg på at hengive mig, faldt jeg ned i selvmedlidenhedshullet væk fra livet. Jeg mistede troen og tilliden til mig selv og til livet. I skiftet kan jeg begynde at se vinterens afslutning, de små spirer, der titter frem, solen der lige så stille begynder at varme og transformere. En følelse af at det er ok at mærke livet igen. At læne mig ind i det. Vinteren giver mig en masse indsigter, hjælper mig til at få øje på fastlåste mønstre, mønstre der har holdt mig fra foråret og sommerens transformation. Jeg er klar til at tage den varme frakke af og tage imod solens stråler og tillade mig at stråle. Jeg vælger livet. Jeg vælger at se på gaven. Og ja det er en udfordring og uundgåeligt vil vinteren komme igen.. det vil stadig være hårdt arbejde, fordi jeg har valgt at gå ind i det der opstår. Med fare for at et kort øjeblik, at blive fanget af mørkets trygge omfavnede arme.

En kær ven mindede mig om at jeg har et ansvar om at stråle, at vise andre vejen ud af mørket. Hun viste mig ved at vise hendes ærlighed og kærlighed, hendes lys at jeg var ved at slukke for mit lys. Hun provokerede mig som hun har gjort så tit.  Provokation kalder mig frem, får mig til at se på mig selv i et andet lys. Så bliver jeg provokeret er det fordi det rør noget i mig , der er sandt.

Skiftet føles så vildt, hvordan kan min tilstand ændre sig så radikalt. Fra mistro til min vej – til tillid og ro, tillid til der sker det der skal ske , når jeg blot tør hengive mig til processen og livets flow.  Den proces jeg er i, i øjeblikket, ikke til det der har været eller det jeg tror der kommer til at være. Jeg ER lige meget hvad der sker. Jeg kan ikke styre og kontrollere fremtiden. Jeg kan åbne mig og se de muligheder der opstår og ikke være bange for forandring. Så tager min vej en ny retning skal jeg være klar til at dreje, men jeg skal ikke prøve at regne ud hvilken vej ruten går. Ikke låse mig fast i forestillinger om retningen, forestilling om hvad der er den rigtige eller forkerte vej. For måske er den vej jeg troede var den bedste måde for mig at vokse på, det ikke mere. Træde fuldt og helt ind i livet, arbejde med kvaliteten i mit forhold til livet i stedet for til mine reaktioner på foranderligheden – at møde i stedet for at reagere. Mørket og trængslerne vil opstå igen, det bliver min øvelse hele tiden at lytte og være opmærksom på at jeg ikke ryger ind i velkendte mønstre. Men holder mig åben for forandringerne og ser sprækkerne, der er slået an til nye muligheder. Så jeg ser vejen til stjernerne.

Kan stilheden gøre hel

Solen skinner og varmen bader min krop. Jeg drages og nyder. Men hvorfor føles det som vinteren og mørket har taget over. Jeg prøver at være her lige nu. I det øjeblik hvor alt er som det skal være. I øjeblikke – i pausen i mellem, bliver der stille, roen og freden sænker sig og jeg kan mærke lyset og glæden inde bagved – inde i mig. Men stilheden varer ikke ved, kroppen larmer, alle kræfter skal bruges til at sætte den ene fod foran den anden og bevæge mig frem. Armen skal løftes for at flette min datters hår, benet der kramper når søvnen og den dybe stilhed burde tage over. Jeg skal rumme en datters tanker om, at savne en mor der kan gå en aftentur eller spille bold i haven. Tankerne og bekymringerne får alt for meget plads, de tager mig med på rejser og gør mig opmærksom på, om mine drømme er realistiske, kan jeg virkelig alt det jeg gerne vil, kan jeg undervise i yoga, kan jeg behandle, kan jeg være en god mor, kan jeg elske og rumme mig selv. Har jeg noget jeg kan skabe, noget jeg kan give til verden? Sorgen i det bliver så stor, overtager og tynger.

Kan jeg give slip og bare være i stilheden. Jeg har en dyb følelse af at stilheden kan være min vej til at føle mig hel igen. Jeg føler mig tiltrukket af ideen om at rejse alene ud i naturen og blot være, uden ansvar uden forpligtelser og forventninger. Hvor jeg kan udforske stilheden, gøre de bevægelser som kommer fra hjertet. Hvor jeg fuldstændig kan hengive mig til sorgen, glæden eller hvad der opstår.

Men kan man det? kan man rejse væk fra sin familie? Kan man isolere sig i en periode og bare lytte til sit hjerte?

Hvad gør jeg ved andre!

At gøre andre kede af det – kan man det?. Der ligger stor magt i det. Har jeg egentlig magt til at gøre en anden ked af det. Jeg undviger det, gør alt i verden for ikke at gøre nogen kede af det, men undviger jeg i virkeligheden noget jeg ikke er herre over. Har jeg ”bare” ansvaret for at handle udfra mig – udfra hvad der føles oprigtigt og som den eneste sandhed. At der er nogen, der bliver kede af det, eller vrede eller glade kan jeg måske ikke tage ansvar for – den magt har jeg vel ikke eller har jeg? Alligevel ligger den og ulmer, jeg skal for alt i verden ikke være den der gør ked af det – jeg skal være den der gør glad og når jeg tænker en anden person gør mig ked af det, ligger jeg så ikke magten over til denne person, fratager mig selv viljen. Det vi gør kan blive modtaget med så meget forskellighed, det kan skabe glæde, tristhed, vrede, frustration,

Hvordan modtager, hvordan omfatter og fortolker vi det andre siger og gør. Vi ved jo reelt ikke hvad motivationen eller intentionen var. Faktum er at vi kan blive kede af det, vi har måske haft en forventning om et andet møde, anden kontakt, men det kan ikke være den andens ansvar. Selvfølgelig møder vi selviske handlinger som gør ked af det, gør vred m.m. men ofte er det ikke den andens ansvar, det kan være vores eget ansvar at se på vores egen reaktion, se på hvorfor en handling eller en ikke handling medføre en følelse. Måske er det en følelse vi har brug for at møde, se på og arbejde med – måske er det en gave og i mine egne handlinger, hvad gør og ikke gør jeg egentlig udfra fra hvordan omgivelserne reagere. Den største kærlighed vi kan give er vel at handle med oprigtighed og udfra vores hjerte. Selvom det kan være en kamp mellem fornuft, vaner, opdragelse og hjerte. Og sådan er det vel også når vi møder udfordringer i vores liv, vi kan lade udfordringen bestemme, lade den få magten, gøre os kede af det, vrede, frustreret, men igen er det så ikke, hvordan jeg vælger at modtage, hvordan jeg fortolker hvad der er godt og hvad der er dårligt? Jeg har ladet sclerosen tage magten til tider og til andre tider skubbet den væk – prøvet at holde den ude af mit liv. Men den er der. Den er en del af mig, den er ikke hele mig, bare en del. Skubber jeg den væk skubber jeg også en del af mig væk. Lader jeg den bestemme giver den magten – mister jeg mig selv i det. Så jeg må give hele mig omsorg også den del der har sclerose. Det kan ikke være sclerosen der gør mig ked af det eller vred, men det er ikke det samme som at jeg ikke bliver fyldt med sorg, vrede og frustration.

Og hvad gør den del af mig, ved andre. Sygdommen bliver tydelig, den har været der i mange år, men nu viser den sig for omverden, samtidig med at jeg må forholde mig til tabet, mit eget selv billede og arbejde med nye visoner og drømme, må jeg forholde mig til , hvad det gør ved andre. Det bliver så altoverskyggende. Jeg ser andres forlegenhed, sorg og magteløshed. Jeg ser at i deres øjne er jeg en anden. Jeg må forholde mig til at jeg gør andre kede af det, ved at være syg. Men hvordan kan jeg det ? og er det mit ansvar? inde bag dette hylster, som forfalder er jeg fyldt med energi, glæde, lykke, sorg, vrede, – hele pakken – alt mødes i mig – jeg er alt. Jeg bliver mødt af mange der ser dette alt – der siger vi ser dig og din kraft ikke sygdommen. Det føles oprigtigt og sandt. Kan det være oprigtigt ? – ser de igennem, ser de mit potentiale uanset kørestol eller ej? Sætter jeg mig i en kørestol – hvad gør jeg så ved omverden, hvordan vil det blive modtaget vil de stadig se mig og min kraft?

Taknemmelighed og håbløshed

Taknemmelighed fylder mit hjerte. Jeg er rørt over at der findes så mange fantastiske dejlige mennesker i mit liv, som virkelig er der og hjælper og viser kærlighed helt betingelsesløst. Jeg prøver at tage imod, skal øve mig, det var nemmere, hvis det var mig, der kunne give, mig der kunne hjælpe i stedet for at skulle være den, der skal hjælpes. Men jeg ved jo selv hvor fantastisk det føles at give, så det tager jeg med mig. Måske har jeg lov til at bare tage i mod.

Jeg bliver mødt med en ærlighed som provokerer, men samtidig røre mig dybt. Mennesker der møder mig i min dybeste frygt – tør sige det højt, tør at gå ind uden tøven. De får mig til at undersøge endnu nærmere hvad det er jeg ser i spejlet, hvad er illusioner og historier, som holder mig i frygten – klynger mig til identiteten, som jeg har skabt om mig selv. Hvordan er det jeg begrænser mig i at kunne overgive mig helt til accepten.

Bruger meditationen til at undersøge og iagttage, hvad der får mig til at gå i panik, hvad jeg som vane gør i ubehagelig situationer. Går til venstre eller højre i stedet for at blive i midten og være med det der er. Min tilstand kommer til at afhænge af hvordan jeg tolker det der sker omkring mig..og hvor meget jeg føler mig truet i min selvopfattelse.

Jeg ser på håbet – som for mig har været så vigtig at bevare – men måske er det håbet, der begrænser mig. Håbet og frygten udspringer måske af en følelse af, at jeg mangler noget, at det ikke er perfekt som det er lige nu. Så måske skal jeg se på, om håbet faktisk stjæler øjeblikket, lukker mine øjne for de muligheder universet viser mig.

Vi kan ikke nogen af os undgå foranderligheden, hvert øjeblik oplever vi et glimt af døden, når minuttet er forbi, dagen er omme, når vi bliver forladt, når vi giver slip, skuffelse…. Jeg kan ikke benægte at foranderligheden er naturligt. Men en naturlig refleks er at holde det på afstand

Men døden og håbløsheden er måske motivation for at leve indsigtsfuldt og medfølende. At blive ved mig selv og ske det der må ske.

Måske kan håbløsheden være vejen til den fuldstændige accept. Det der kan hjælpe mig til at flyde med og følge det der opstår. Give slip på det stivnede og fastlåste.

Livets labyrint

Sorgen der omslutter – tynger og spærrer for udsynet. Har fornemmelsen af at være faret vild i labyrinten. Har sluppet snoren, som fører ud i lyset igen, famler, mærker, leder. Skal jeg finde snoren, som kan støtte og guide mig ud den sikre vej, uden risiko for at tage den forkerte vej. Skal jeg overgive mig så meget, at jeg ikke behøver tage et bevidst valg. Skal jeg være offeret, der er afhængig af andre til at guide mig, er det den rolle jeg skal påtage mig. Det føles meget velkendt og trygt – men hvordan trygt – kan jeg overlade min vej i andres hænder. Er det ikke at fralægge mig ansvaret og miste min styrke. Føler mig afhængig af andres handlinger, af ydre omstændigheder. Jeg bliver passiv tilskuer til mit eget liv. Får øje på at jeg er røget midt ind i mit eget drama og taget rollen som offeret, der forgæves leder efter snoren – hjælperen der skal få mig ud, for at undslippe forfølgeren.

Men hvis det er en rolle, ligesom rollen som hjælperen, jeg så ofte har påtaget mig, så kan jeg jo omprogrammere og give slip på alle rollerne.

Måske handler det dybest set om at opdage, at jeg ikke skal fikses, at jeg allerede er hel – at det ikke handler om at blive perfekt, men at være. At alt er som det er.

Når jeg mister balancen er det måske, fordi jeg har mistet den indre balance. Mit fundament – min ledestjerne, der kan lyse labyrinten op, så jeg kan se skønheden inde i livets labyrint. At jeg glemmer at nyde, stoppe op, fordi jeg er så opsat på at finde udgangen. At labyrinten opleves, som noget der begrænser og lukker mig inde, men i stedet kunne være en indbydelse til stilhed og nærvær. En mulighed for at udforske nuet med alle dets begrænsninger og muligheder, at se det smukke i vejen. Så det går i dette øjeblik op for mig at det ikke er udgangen jeg skal søge, men labyrintens centrum, vejen ind i det uvisse, ukendte. – mod en åbning til at dykke endnu dybere, at udforske. Slippe frygten for at fare vild. At være modig nok til at gå den rigtige eller forkerte vej. At se rejsen i labyrinten, som en mulighed, for at skærpe opmærksomheden, min intuition, at finde mig selv. At fare vild og finde vejen igen. Jeg får øje på det fulde billede af labyrinten, ikke som den labyrint, der er et puslespil, der skal løses intellektuelt, med blinde veje og forkerte veje, men som en mere organisk form der repræsentere rejsen ind til mit center og tilbage til helheden. Der er kun en vej – min vej. Og i stedet for at det bliver en opgave der skal løses, bliver det livets begyndelse. En overgivelse til livets flow og rytme. Hvor transformationen sker, der hvor sindet stilnes og hjertet åbnes.

Jeg må have tillid til at jeg kan finde vejen, selv når bølgen af mørke truer med at slette labyrintens linjer.