Kategoriarkiv: Uncategorized

leret formes….

Jeg sammenligner, med de andre, med forestillinger, med den gamle mig. kvalmen, frygten oversvømmer. Jeg er i sammenligningens fængsel. Fængslet forhærder og gør hårdt og bevægelsen er forsvundet. Leret, der er tørret og forhærdet, smuldre og forstøver – et pust og jeg forsvinder med vinden der blæser. Følelserne forstummer, det bliver gråt – ulideligt.  Fraværet…. livet, kraften er suget ud. som jorden der ligger udtørret og gold hen.

Jeg er stille og alene  – Fængslets vægge vokser, En rungende tomhed og ekko af smerte, suger de sidste livskræfter.  Hvad er værst? tomheden eller de larmende følelser……… hvor er dansen, magien og frugtbarheden?  Livet, kroppens bevægelse og flowet er stagneret.

Frygten for at vende tilbage til den tomme følelsesløse ørken uden passion og kreativitet lammer mig  og i forsøget på at få lidenskaben, passionen og foråret til at flyde igennem mig igen. søger jeg sulten uden for mig, mister mig selv bliver blind af sult…… ser ikke bag ordene, sympatien…. bag…

ser bare min længsel, mine mangler, der styre mig, føre mig som dukken der bliver ført af dukkeføreren… mod det jeg gerne vil have, det jeg beundre og ønsker for mig selv, det slører og dækker mine sanser, min sanselighed….

lytter til stilheden og smerte, mærker og sanser det, der lige stå stille begynder, at skylle op og ind over mig, fylder mig fra roden.  Vækker en rislende kilde af kærlighed og livskraft i mig.

Inviterer denne kilde til at flyde igennem mig og mit liv, lader vandet bade og blødgøre det tørre og hårde ler, det der er hårdt bliver langsomt blødgjort, farverigt og sanseliggjort. Jeg inviterer til at kilden bliver frisat. Mærker denne nærende strøm af forår, at høre til, fred og lykke, mærker den flyder igennem mig fra jorden. Med strømmen sættes jeg fri, jeg flyder med lader vandet blødgøre og forme. uden at tvinge en form frem med min vilje – at gøre vold, men lade formen dannes af vandet, hænderne, den indre rytme, af sjælen. jeg må have tillid til at jeg bliver ført den retning som er vejen for mig. at det smukke som jeg skal møde bliver vist mig og mit hjerte er åbent for at se, for at høre.  At med den indre kærlighed vil passionen, vildheden, den indre dans få plads. At jeg vil inspireres og mærke bevægelsen og styrken tage form på den måde den skal, at jeg opdager….

at jeg er fri til at bebo min sjæl med min unikke forskel, mit potentiale fri af sammenligningen og at også Jeg får muligheden for at åbne og vise det smukke jeg har at vise.

vi er her for at elske og blive elsket, møde os selv og andre i kærlighed, ikke af nød og længsel men ren samhørighed og intimitet. Det er frihed…

ud af mørket fødes…

En hulken, et grådfuldt skrig….. ud af mørket fødes lys. Mærker en underfundig spiren. uforklarlig og subtil, med overgivelsen er noget forløst, en sten er taget af mit bryst. jeg kan ligge mig bedre til rette i mit vinterhi.  Læner mig tilbage i uvisheden, smiler over den gave den måske har bragt mig.

Jeg er sansende tilstede, uden at ville forstå, uden at ville fixe. jeg mærker.

Tilliden fylder mig igen, strømmer som nektar igennem mig. Jeg suger til mig. fylder mit inderste med denne kærlighed.

Putter mig, holder mig, omfavner mig….

og som naturen bevæger jeg mig under dækket. Lytter indad i de dybest lag i mig, hvorfra kilden og livskraften springer. Forsøger ikke på at fremtvinge lys eller hurtighed, men hengiver mig. Jeg nyder og smager på den kraft, som løber dybt i mig, en kraft det er vækket og lader den fører mig dybt ind i min essens.

Herfra lader jeg dette spirende liv, udfolde sig, fylde mig op og ud.  jeg har tid… som en udtørret plante suger jeg, næres jeg af strømmen som flyder.

Når jeg er klar, rejser jeg jeg med alt min kraft. Ud af mørket vil JEG fødes på ny.

mørkets tid

Hvad er det der ligger sig om mig, lammer min krop, lammer min sjæl. Genkender mørket, det faste tag det har om mig, men hvorfor igen, hvorfor har min sjæl valgt at dykke ned i mørkets dyb igen…

Udfordringer opstår, jeg rystes… alt falder i hvert fald alt det der styrker mit ego, det der plejer min følelse af værd og tilliden til at jeg trygt kan give slip og lade mig gribe, fordufter og skælvende griber jeg fat.

I min kamp – for at bevare værdigheden, mister jeg den endnu mere…

I afvisningen, i mødet med mit traume – min største frygt, går jeg i opløsning og jeg bevæger mig ind i et landskab af fortabthed og opgivelse….tør jeg blive… tør jeg fortsætte den vej min sjæl har valgt, hvis det betyder at mit ego, alt det jeg definere mig selv ud fra risikere at dø.

hænger min værdighed sammen med min identifikation, er det derfor min følelse af værd er truet.

Mentalt forstår jeg og forståelse forløser… men måske er det ikke den mentale forståelse… måske bliver jeg vist netop disse prøvelser netop nu, for at mærke indsigten dybt i min essens. At forstå med hele mig. Jeg kan blive i frygten og kampen hvor jeg overser og er blind, eller jeg kan vælge med bevidsthed kærlighedens vej og sige ja til at modtage visdommen på sjæleplan. Smerten får mig til at vende mig mod frygten selvom jeg dybt inde ved at det vil skabe mere frygt, mere smerte. Kan jeg hvile i mørket, give slip på visheden og træde ind i uvisheden om hvor mit næste skridt fører hen. Give slip på at ville bevæge mig hurtigt ud af mørkets greb og bare tillade at være her med langsomhed, lade kærligheden i mig vokse, lade mit værd uden identifikation være alt værd. Lade det nye næres  igennem mørket og langsomheden. tage i mod alt.

For sandheden er jo som så ofte oplevet, at lyset vil vise sig, jeg må finde tålmodigheden og hvile mig i den mørke nat. Pakke mig godt ind og gå i hi.. lade sammenbruddet af det jeg kender være vejen og transformationen til noget mere helt, smukt og sandt.

Jeg giver slip og nærer min indre flamme med nænsomhed og omsorg, tager i mod og rækker ud efter hjælp, trods frygten. Jo mere jeg næres og lader min indre kraft rejse sig, jo nemmere bliver det at se og finde vej i mørket.

Et indre hamskifte er på vej. Jeg giver bedre vilkår til min kraft. Et nyt Liv, nye begyndelser – lige nu er der pause mens jeg fordyber mig og følger ned i mørkets dyb. Der fødes muligheder, drømme og visioner når der er samlet nok næring og visdom. Når tiden er klar..

valget……

Et flygtigt møde, bløde toner af nænsomhed, nærvær en genkendelse af noget, noget min sjæl ved. En sandhed på et andet plan. Jeg lader mig svøbe og giver slip, giver slip på fornuften, bare for nu. Alt er godt lige nu. Hjertet får plads, næring fylder det. Et øjeblik forsvinder alt omkring, det tunge letter, jeg glemmer tid og sted. Og smerten. Lige her er alt ved mig smukt og stærkt. kan jeg blive her, kan jeg være lige her for evigt….. uret tikker, omverden kalder, der må gøres, bevæges, handles. Jeg bliver revet væk fra dette smukke glimt..

Sidder… skuer efter det der var så smukt, det forsvinder i horisonten, var det blot det….

Rejser mig, må støtte mig og vaklende bevæge mig videre i livet, videre på min vej. Får øje på det grimme, smerten….

Må finde mit virke, finde det smukke i hvert øjeblik, så jeg ikke sidder tilbage spejdende efter et fatamorgana.

Kan jeg virke, kan jeg skabe uden at kunne bevæge mit fysiske legeme. Mit hjerte skriger ja. Men det larmer omkring mig. Historier kører uden stop….

Må jeg overgive mig til det der skriger efter min opmærksomhed fra dem der ikke ved… hvem ved? ved jeg, hvad svaret er. Må jeg…skal jeg… bevæge mig mod min sjæls vilje, kan jeg gøre det mod det dyrebareste. Kvalmen og gråden tager over, fylder mig, i et forsøg på at se klart holder jeg tilbage. Men er det klart det jeg ser? Er mit klarsyn sløret af bekymring, blikke, omsorg, fornuft og behovet for at gøre det der er rigtigt for andre. Når min sjæl nu taler til mig må jeg så overhøre og undertrykke. Er det netop i tvivlen at svækkelsen bliver tydeligere. Min krop fortæller mig svaret.

Jeg må se klart uden slør. Kigger mod påfuglen der pryder min rede. minder mig om transformationen, at noget må gammelt må slippe for at det smukke kan genopstå og kræve skønheden. Så hvad skal slippe ? hvad skal opstå? Har jeg modet og styrken til at stå i mod, at lade mig føre og blidt guide mig selv ind i den rigtige strøm der fører mig til stjernerne.

Per aspera ad astra……..

tid til forvandlingen

Et  øjeblik er det alt det tager? en dråbe det forkerte sted, det jeg har ønsket til tider. Får jeg det endelig, eller bliver jeg vist at det ikke var et ønske at det ikke kan være en vej ud. Kampen begynder, maven kramper, vejrtrækningen forsvinder i et host. Tankerne flyver, på et sekund går et livs tanker igennem mit system. En bøn i min nøgenhed, nej ikke nu ikke sådan. Der er noget at gøre, noget der skal være. Noget der skal udforskes.

Prøver at tage en dyb indånding, men det forstærker, det er ikke muligt, må give slip. Tager en indre udånding, alt er okay, hostet forstummer, åndedrættet flyder igen. Kroppen giver slip. Roen svøber mig, som det varme vand, der varmer mig, blødgør og jeg læner mig tilbage jeg fyldes med taknemmelighed over det der er blevet mig givet.

Lader vandet strømme ned over mig, bade mig, rense mig, som dåben, genfødslen. Hører en stemme, en lydløs lyd kalder på mig, fylder mig. Sluttede og startede rejsen på en gang? Jeg bevæger mig vågen ud i livet, bedøvet af oplevelsen. Stilheden fylder. Kræfterne til at tale, hvor er de? Alt energi må rettes mod en indre dialog. En dialog der først viser sig i aleneheden. Her bliver der givet plads. Her kan jeg lytte.

Lytte til det min sjæl  hvisker til mig. Hvor er jeg på vej hen? hvilke muligheder er der blevet mig givet. Et øjeblik føles det som en længsel, en sorg der fylder mig, men måske er det en genkendelse af noget som jeg kan fatte og gribe – hvis tiden og rummet får plads og grænserne opløses.

Så længe har jeg prøvet at forstå, skabe mening, men kan sjælen forstås, kan livet forstås eller skal det leves. Leves lige nu. Glædes over hver eneste åndedrag, hvert eneste hjerteslag, nyde børnenes smil, deres varme hånd i min, glimtet i øjet, brisen, solen.. mærke og opleve, og måske her toner landskabet frem og viser mig det næste skridt på stien.

Lige nu tillader mig selv at samle næring i puppen, væk fra lyset, væk fra identifikationens tyngde. møde frygten over at miste det mærkat jeg har puttet på mig selv. Jeg vil være modig og blive her, mærke mørket, mærke tomheden uden at være knyttet til mærkatet. Have tillid til at jeg kommer igennem smerten, den er min læremester.jeg lærer at se i mørket, Transformationen der er startet. Puppen vil når tiden er, smides og noget nyt og smukt vil vise sig og folde vingerne ud med kraft og ynde og få muligheden for at sprede farver og håb.

Ensomheden eller aleneheden.

Ensomheden, aleneheden – Er vi altid alene eller er vi altid sammen…

Kan vi miste det vi ikke ejer…

Ensomhedens toner dækker, som tågen der hænger over landskabet. Et lunt tæppe eller et tyngende dække.

Er det en eftertragtet alenehed, selvvalgt, der opleves som fredfyldt, meningsfuld og berigende. Eller en påtvungen rungende tom ensomhed.

Alenehed og ensomhed….

Er det det ydre der definerer, burde jeg være social og sammen, er jeg en særling…. Burde jeg ikke være omgivet af kære…

Er mine aktiviteter en undvigelse? Er det en flugt, en flugt fra at mærke mig selv, aleneheden, ufuldkommenheden eller tomheden. Bliver flugten det allervigtigste. Og bliver flugten fra aleneheden netop ikke til ensomheden? Sindet vil ikke lade mig være alene, det bliver uroligt, det får travlt med at flygte. Prøver at fylde tomrummet. Kan jeg fylde ensomhedens tomrum…

jeg søger den, og jeg afskyer den.  Ensomhedens mørke, en oplevelse som fylder sjælen – en længsel, en længsel der får ensomheden til at vokse, selv blandt andre, ensomheden er ikke betinget af alene eller sammen. Længsel udspringer af en grundlæggende følelse, noget dybere, som bliver forvekslet. En tilstand en følelse af at ikke passe ind, ikke at blive set og holdt som den jeg er, smerten…..

I aleneheden mærkes frodigheden, lysten… kontakten , stilheden….jeg bevæger mig langsommere, jeg mærker, jeg bliver i eftertanken og hviler i nuet.. føler mig ét med aleneheden og ensomheden – Fordømmer den ikke. Der kan jeg komme til den uden frygt,  med frihed, en tilstand af væren, hvor alt er.

Jeg kan være vågen og ikke flygte, dér gennemgår ensomheden en forvandling. Ensomhed bliver måske til aleneheden. Lykken er alene, og den handling der kommer fra alenehed, er helt anderledes end ensomhedens aktiviteter. Der er kun alenehed når ensomheden hører op.

Men hvordan møder jeg ensomhedens rædsel. Ensomheden har gået ved siden af mig – nærmest som en ven igennem livet. Jeg flygtede væk fra følelsen – var bange for følelsen – jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at komme væk fra den.  Jo mere jeg skubbede den væk jo mere voksede den, jo større blev længslen efter samhørighed. Og de to voksede og gav hinanden næring.

Ensomheden var en del i mig, der blev holdt i følelsen, i oplevelsen af at være tilskuer til livet, ikke en deltager. En del der ikke turde åbne sit hjerte og tage imod, jeg lukkede af. Jeg følte ikke jeg blev set som den jeg oprindelig var – og mest af alt – turde jeg ikke være mig.

Troede ikke jeg ville blive elsket hvis jeg var mig, troede jeg ville miste og troede ikke der var plads til, at jeg var mig. Netop i disse overbevisninger trivedes ensomheden og blev min følgesvend trods mennesker omkring mig, der elskede mig.  Ensomheden trækker stadig, viser sig, men nu forstår jeg, jeg ser den, jeg mærker, jeg ved…

Ensomhedens smerte mærkes dybt ind i hjertet, bliver til længslen, så stærk. Men jeg kan være med den jeg kan kalde, kalde på det Guddommelige, den tilgivende og forløsende kærlighed.. gøre plads.

Ensomheden ophører, når jeg smelter sammen med den guddommelige kærlighed. Tomrummet fyldes ud.  Aleneheden bliver en velsignelse. Skiftet sker, forvandlet til hjertets dybde og visdom. Jeg er alene og sammen.  I aleneheden mærker jeg samhørigheden, den findes lige her, jeg skal ikke søge og længes. Jeg er altid alene og sammen, kan ikke miste samhørigheden, jeg har aldrig ejet den, den er der i væren og nærvær, hvis jeg lukker den ind.

Frit fald

Kroppen sitre, bliver helt varm, jeg mærker adrenalinen suser rundt, men underligt føles alt som det skal være helt roligt og kærligt. En kærlig energi der flyder rundt med den brusende flod af adrenalin.. tankerne flyver igennem sindet… hvad er det lige jeg har gang i!! Jeg står på kanten, bagved mig er trygheden, foran mig er den store ukendte afgrund, jeg kigger ned og et sus går igennem maven, er det virkelig nu, er jeg klar til at tage springet. Hvorfor vælger jeg den ukendte farlige vej, når jeg nu kunne blive inde i min boble inde i min trygge hule. Et øjeblik overvejer jeg om det ikke er mere trygt at blive, er det ikke mere rart ude risiko. Frygten er lige ved at overbevise, prøver at komme med undskyldninger og afvigelser. Hvad nu hvis det går galt.

Det handler jo kun om dette ene skridt, men et skridt der handler om alt, det indebærer et oprør, det er jo det der gør det dragende og skræmmende på samme tid. Et oprør der er længe ventet og måske nødvendigt. Ikke et oprør imod de andre, men et indre oprør, imod de ubevidste mekanismer der har styreret mig igennem livet. De mekanismer der har bygget murer og pansere om omkring mig så jeg ikke faldt ud over kanten. Jeg var blevet rigtig god til at undgå skuffelse og smerte og vile hellere nøjes end at risikere at fejle at blive en fiasko og prisen blev at jeg ikke levede livet fuldt ud, ikke elskede til fulde og ikke turde tage chancer eller udleve mine længsler, passioner og drømme.

Tør jeg tage dette ene skridt og kaste mig ud i det der virker som det tomme intet. Jeg ved jo ikke hvor jeg lander eller om jeg kan lande på benene.

Jeg kaster mig ud mærker suset, bliver blæst igennem, følelser, emotioner går igennem kroppen undervejs får jeg øje på skønheden. Skønheden i den ukendtes vej, hvor er det smukt at se alt det forunderlige alt det der er nyt. Undervejs er det som om jeg mister noget af det gamle, at faldet river det der sidder som gammelt lag af og det nye og friske bliver blottet. Og jeg lander på fødderne klar til at bevæge mig videre. Jeg tager en dyb indånding lader springet falde til ro i mig. Adrenalinen suser stadig og jeg føler mig høj men også utrolig sårbar, har jeg ramt noget på min vej har jeg taget andre med i mit spring. Jeg finder ro, jeg har kun ramt det der skulle rammes, det der skulle vækkes. Jeg ånder lettet op. Mærker kraften og styrken i mig vokse, jeg havde modet, jeg tog skridtet, det skridt jeg skulle tage.

spring!

PÅ torsdag tager jeg et kæmpe spring ud i det ukendte, jeg prøver virkelig mine grænser af ved at dele min historie LIVE. Det føles vildt skræmmende og farligt. Men også vidunderligt fantastisk. Jeg håber at jeg har det på samme måde når dagen er omme på torsdag.

Det at skrive på min blog er blevet et kreativt udtryksmiddel for mig, en måde at bearbejde og rumme alt det der opstår. At holde foredrag er en forlængelse og noget der har kaldt på mig i længere tid. Nu har jeg endelig modet. Mit store ønske er at det kan inspirer andre på deres vej i livet.

Min ven Rune Funch spiller hans smukke musik som undervejs vil spejle og drage paralleller. Og det foregår i smukke omgivelser på Gothenborg v/Them

Rask!!!!

Lyset skinner, alt føles nemt og lige som det skal være. Kigger jeg tilbage på denne sommer er det som et helt liv, at jeg har bevæget mig igennem livets labyrint med voldsom fart. Men ikke uden at opleve og mærke, jeg har set alt på min vej, været nærværende og opmærksom. Der har været tid til refleksion, tid til at være med det der opstod. Mørket har haft sit tag i mig og i øjeblikke har jeg lade det opsluge mig. Vreden, frustrationen og sorgen var ved at kvæle mig. I den totale frygt for at jeg aldrig ville se lyset igen, har jeg overgivet mig. I overgivelse og hengivelse til, at der sker det der skal ske, mødte jeg den dybeste medfølelse og nænsomhed. Min sårbarhed voksede lige så stille, til en enorm indre styrke som jeg troede var forsvundet. Verden omkring var forandret jeg var forandret. Mon andre kunne se denne forandring! kan andre se at jeg faktisk er fuldstændig hel, at lyset i mig føles så stærkt og varmt!

Det føles fantastisk surrealistisk – en kraft i mig vokser og vokser. Jeg har total tillid og mod til at være mig.

Bekymringen for om jeg nu var stærk nok til at arbejde efter ferien er væk, forstår ikke den var der, når jeg nu står mit i det og mærker hvor meget styrke og energi det netop giver, at lave det jeg gør. Jeg er fyldt med taknemmelighed over at jeg har fået lov til at arbejde med noget, der er så fyldt med kærlighed. At jeg i den grad får lov til at udleve mit livsformål.

Jeg ved jeg er hel, men jeg ved også jeg er rask – altså fysisk rask. Jeg er overbevist dybt i mit hjerte. Når jeg mærker og ser på mig selv, ved jeg at det er sandt. Men hvorfor ved kroppen det ikke endnu, hvorfor er kroppen svag og uden kræfter, det giver da ingen mening. Eller også gør det. Lige nu er det ok – den må gerne tage sig god tid, jeg kigger og mærker den med medfølelse og tålmodighed. Jeg ønsker stadig, at den del af mig genfinder den samme styrke og kraft, for det er jo en del af mig, ikke noget separat, jeg kan ikke med oprigtighed sige min krop ikke er mig, alt er mig! Jeg vil elske og være nysgerrig på livet og lade mig flyde med livets magiske flow. Og i processen opleve at den kraftfulde energi efterhånden forplanter sig til det fysiske i det tempo og den måde den skal.

Lyset

“The wound is the place where the light enters you” Rumi

Krymper sammen, mærker hvordan smerten snører sig om hjertet, en spændetrøje der strammer sit tag, skriget der vil ud, gråden der bliver til hulken, som ikke kan holdes inde, som vil have plads, som ret insisterende kræver at blive hørt og set. Presset bliver så stort, at der skabes et tryk og følelsen af hjertet, der bliver sprængt åben, alt er sårbart, alt er åbnet, alt mærkes. Lydene, sanseindtrykkene bliver overvældende. Mærker en stor kraft i mig, uden om mig – en blid, kærlig kraft – samtidig med overgivelsen til sårbarheden, til det guddommelige. Jeg er klar, til at overgive mig fuldstændig, til det der er, til lyset. På en gang mødes mod og modløshed, styrke og sårbarhed, opgivelse og tillid, værdifuld og værdiløs. Kan jeg virkelig være fyldt med så modsatrettede fornemmelser. Kan jeg føle afsky og elske så meget på en gang.

Værdifuld og værdiløs hvad betyder det i grunden, har det skabt en afhængighed inde i mig – en afhængighed af at få kærlighed, at blive valgt, at blive anerkendt, blive elsket. Har jeg troet, at jeg blev nød til at være, gøre noget bestemt for at opnå kærligheden – så meget at jeg mister min styrke, at jeg mister evne til at forblive centret, at forblive stærk i mig selv.

Jeg mærker lyset omkring mig, der nu har en åbning, hvor det kan trænge igennem og blande sig med mit indre lys. Jeg opdager den universelle støtte, som altid er der, som altid har været der, lige meget hvad. Som har næret mig, har støttet mig, som har gjort mig til den jeg er…. Hvor starter og hvor ender lyset/kraften. Får en fornemmelse af at alle grænser ophører. Jeg er en del af hende, hun er en del af mig. Har jeg søgt efter det, der allerede var lige her. Har jeg i en dyb overbevisning af at være værdiløs, søgt efter anerkendelse udenfor mig selv for at opleve forbundethed, for at opleve mit værd i kraft af andre.

Skyggerne dækkede, viste mig ikke det sande billede. Nemlig at jeg allerede er det jeg søger.

Jeg er alt det jeg møder jeg er modig, jeg er modløs, jeg er stærk, jeg er sårbar, Jeg kalder på hende, jeg er klar til at modtage jeg er klar til at se og høre hende.