Kategoriarkiv: yoga

Per aspera ad astra

Netop hjemkommet fra stilhedsretreat på samsø, det lyder da meget fredeligt, Men gang på gang oplever jeg hvad det betyder når jeg trækker mig tilbage og vender blikket indad. Jeg kommer på hårdt arbejde. Midt i stilheden og ikke gøren – hvor jeg ikke kan flygte – kom den indre larm med dobbelt styrke – følelser/emotioner tanker og forestillinger om hvem jeg er, i et stort virvar. Efter 2 døgn i fuld stilhed var jeg fysisk ved at kaste op over at kigge på mig selv og græde mere end jeg har grædt i et helt liv tilsammen og tankerne oveni – tager jeg virkelig på ferie for at pine mig selv på denne måde..

Den mørke nat tog mig, opslugte mig fuldstændig. Netop fordi der var tid og rum til at overgive mig – at møde det uden at vende mig væk fra det – Jeg blev i det – gik igennem det. Selvom jeg var ved at løbe væk fra det flere gange. Væk fra sorgen og magtesløsheden, som var fuldstændig skræmmende og voldsom. På en måde var stilheden larmende på en anden måde befriende, at jeg kunne lukke mig ind i mig selv uden at skulle forholde mig til andres bekymring, andres medlidenhed. Og i det fik jeg øje på medlidenheden fra mig selv. Fik øje på, at efter have mødt den ved andre i så lang tid, havde jeg skabt selvmedlidenhed. Sclerosen og kedafdetheden havde pludselig fået overtaget, lige så langsomt sneget sig ind og defineret hvem jeg var. Det jeg for alt i verden har villet undgå. I mørket tog frygten over, Frygten for at gå i opløsning. Men blev kærligt mindet om gang på gang at jeg er lige her, i kraft af mig og ikke i kraft af min krop, men bare fordi jeg er mig.  Og at jeg uanset hvad, er fuldkommen hel og måske har min helhed krævet sclerosen for at udtrykke hele min livsenergi. Og måske er det nødvendigt at gå helt i opløsning for at der kan ske en transformation.

Og pludselig sker der et skift. Jeg begynder lige så langsomt at få øje på mit værd, det gode der sker, når jeg bare er. Min Ro, mit nærvær kan påvirke, inspirerer, bare fordi det er.  Jeg har i mørkets stilhed fået øje på mønstre, hvordan jeg er blevet fanget af selv opfundne forestillinger om, at jeg bliver nød til, at have det hårdt og være ked af det, for at få den omsorg jeg behøver. Det førte mig ned i dette hul af selvmedlidenhed, hvor jeg pludselig ikke kunne elske mig selv og ikke give mig selv omsorgen. Jeg så kun mørket og alt det jeg ikke kan gøre mere, jeg fodrede selv-medlidenheden, den som jeg ikke kunne holde ud at se i andre menneskers øjne. Jeg havde forskanset mig i sygdommen, den blev en tryghed, et mønster. Et sted jeg kunne forsvare tårerne, forsvare mine valg, mine fejl… Så i mit forsøg på at hengive mig, faldt jeg ned i selvmedlidenhedshullet væk fra livet. Jeg mistede troen og tilliden til mig selv og til livet. I skiftet kan jeg begynde at se vinterens afslutning, de små spirer, der titter frem, solen der lige så stille begynder at varme og transformere. En følelse af at det er ok at mærke livet igen. At læne mig ind i det. Vinteren giver mig en masse indsigter, hjælper mig til at få øje på fastlåste mønstre, mønstre der har holdt mig fra foråret og sommerens transformation. Jeg er klar til at tage den varme frakke af og tage imod solens stråler og tillade mig at stråle. Jeg vælger livet. Jeg vælger at se på gaven. Og ja det er en udfordring og uundgåeligt vil vinteren komme igen.. det vil stadig være hårdt arbejde, fordi jeg har valgt at gå ind i det der opstår. Med fare for at et kort øjeblik, at blive fanget af mørkets trygge omfavnede arme.

En kær ven mindede mig om at jeg har et ansvar om at stråle, at vise andre vejen ud af mørket. Hun viste mig ved at vise hendes ærlighed og kærlighed, hendes lys at jeg var ved at slukke for mit lys. Hun provokerede mig som hun har gjort så tit.  Provokation kalder mig frem, får mig til at se på mig selv i et andet lys. Så bliver jeg provokeret er det fordi det rør noget i mig , der er sandt.

Skiftet føles så vildt, hvordan kan min tilstand ændre sig så radikalt. Fra mistro til min vej – til tillid og ro, tillid til der sker det der skal ske , når jeg blot tør hengive mig til processen og livets flow.  Den proces jeg er i, i øjeblikket, ikke til det der har været eller det jeg tror der kommer til at være. Jeg ER lige meget hvad der sker. Jeg kan ikke styre og kontrollere fremtiden. Jeg kan åbne mig og se de muligheder der opstår og ikke være bange for forandring. Så tager min vej en ny retning skal jeg være klar til at dreje, men jeg skal ikke prøve at regne ud hvilken vej ruten går. Ikke låse mig fast i forestillinger om retningen, forestilling om hvad der er den rigtige eller forkerte vej. For måske er den vej jeg troede var den bedste måde for mig at vokse på, det ikke mere. Træde fuldt og helt ind i livet, arbejde med kvaliteten i mit forhold til livet i stedet for til mine reaktioner på foranderligheden – at møde i stedet for at reagere. Mørket og trængslerne vil opstå igen, det bliver min øvelse hele tiden at lytte og være opmærksom på at jeg ikke ryger ind i velkendte mønstre. Men holder mig åben for forandringerne og ser sprækkerne, der er slået an til nye muligheder. Så jeg ser vejen til stjernerne.

Håb !

Det går den forkerte vej – sådan føles det i hvertfald lige nu. Jeg har mistet i dette øjeblik håbet. Håbet har været der hele tiden, det er det der har holdt mig oppe, det der har fået mig til at kæmpe videre. Hvordan får jeg min styrke og mit håb tilbage.

Måske kræver det at jeg tager styringen igen og på en måde skaber lys i krop, sind og sjæl.

At jeg igen får kontakt med min indre sandhed og hjerte igen.

At jeg tør stole på min egen intuition og følge det der i mit hjerte føles helt oprigtigt.

Jeg acceptere den store sorg der har lagt sig om mit hjerte, som får mig til at trække mig ind i mit skjold væk fra alt og alle. ind i mit eget kloster hvor jeg kan nære og sætte gang i min egen selvhelbredende kraft.

Et øjeblik blev jeg påvirket af dårlige analyse resultater, snak om medicin og frygten for at ende i en kørestol, bare billedet af en kørestol får tårerne til at løbe og sorgen vokser sig stor og omslutter mig. og jeg kan ikke få øje på stjernerne i mørket. Fornuften hvisker måske skal du tage imod et hjælpemiddel, men måske er det forgængelighed jeg ved det ikke – jeg vil bare ikke overgive mig til dette – jeg vil ikke miste min kraft, jeg vil bevæge mig uden en maskine.

Og så når jeg sidder på yoga måtten ser jeg stjernerne igen. De er der – smilet og lykken fylder mit hjerte. Lykken er at undervise og guide andre ind i den verden jeg elsker. Jeg fyldes med taknemmelighed over at jeg kan dele min passion. Jeg føler mig stærk der på yogamåtten og mærker den fantastiske effekt yogaen har på hele mit nervesystem og ikke mindst min sjæl.

Hvordan udnytter jeg dette – jeg er gået i gang med at fordybe mig endnu mere i yogaen – jeg ved jeg nok skal finde vej igennem trængslerne – så jeg når stjernerne. En lille gnist af håb.

Så jeg går i træningslejr med selvomsorg, kreativitet, meditation, nærvær. Jeg vil styrke min indre ledestjerne ved at stå ved mig selv og bruge min vilje, sætte det stagnerede fri, så der bliver plads til bevægelse og lys. Jeg vil mestre mit eget liv og bruge og opbygge den stærke livskraft der findes inde bag ved den svage krop som er min bolig.

Og hjælp er mere end en maskine, hjælp er jo også en fantastik veninde der vil bære mig til stjernerne uden tøven. Og styrke er også at tage imod med taknemmelighed.

Sankalpa

Her ved årsskiftet er vi mange der laver nytårsfortsæt, prøver at sætte et mål op for hvad vi vil gøre bedre i det nye år. Ofte er det formuleret som jeg vil …. vi sættet et mål og forestiller os hvor lykkelige vi bliver når vi opnår vores mål. Det udspringer fra den tanke at vi ikke er gode nok som vi er. og ofte handler det om at vi skal ændre nogen ydre ting for at opnå det. Kender i det ikke ?  ofte har vi efter et par måneder glemt alt om vores nytårsfortsæt og vi gennemfører det ikke.

I min yoga praksis er jeg blevet introduceret til et forfriskende alternativ til nytårsfortsæt Sankalpa – en intention om noget man vil bringe ind i det nye år. det er altid formuleret som en positiv intention.  Ud fra den tanke, at du allerede er som du skal være. Det du blot skal, er bringe fokus på dine inderste ønsker, finde ind til kernen i dig selv og på den måde opnå fred. det skal være af betydning for dig og du skal bruge den samme intention, så længe den giver mening. En sankalpa bliver et løfte til dig selv,  som du kan tage med dig både i din yoga praksis, men også i alle andre områder af livet. Lad det ikke kun være begrænset til yoga måtten

Du sår et lille frø, som du nærer og vander – det er der for at minde dig om din sande natur….. guide dig og hjælpe dig – Sankalpa er et kraftfuld mulighed for at ændre fastlåste forestillinger og vaner. Det kommer ikke fra intellektet men fra hjertet det inderste og sande i dig.

– Så lad yoga bliver en måde at leve på.