Månedsarkiv: marts 2015

Kan man dehydrere af at græde!

Hvad er det jeg skal nå – hvad er det jeg skal være. Jeg har sat en masse forventninger til mig selv. Jeg har opsat et ideal. Jeg forventer at skabe succes for mig selv. Jeg vil være den gode veninde, den dygtige datter, den gode kone, den perfekte mor. Jeg skal være stærk, frisk og frejdig. Hende, der har overskud til at bage boller. Hende, der hopper i ”løbeskoene” hver morgen og præsterer, hende alle kan lide….

Jeg kan hvile når jeg bliver gammel. For lige nu har jeg ikke tid. Lige nu sker livet  og jeg er med – jeg er på.

…. Hvad skete der lige troede jeg havde været der, at jeg havde indset at livet skulle sættes lidt på pause. Nej ikke livet men tempoet – Eller er det forventningerne til mig selv der skal sættes på pause. Pauserne det er det der vigtigt. Kan jeg virkelige mærke og være i livet, når jeg er i fuld fart frem.

Føles som jeg er midt i en sorg at jeg har mistet en kær. Skal der virkelig være tid til sorgprocess! Der er jo ingen der er død, Men nu er det en gang imellem den følelse jeg står med.

En følelse af tab, tab af selvbillede, tab af kropslige funktioner. Jeg har skullet finde nye måder at tænke, føle og være sammen med andre på.

Det involverer mange forskellige følelser, som jeg tror er nødvendige at gennemleve. Det er vigtigt at give sig selv lov til at sørge over disse tab, ligesom det er vigtigt at kunne tilpasse sig den nye situation. Føl­el­ser som frustration, vrede, tristhed, chok, skam eller skyld og en tro på ikke længere at være ’god nok’ og derfor ikke at kunne leve op til mine egne eller andres forventninger. Følelser som har været der før og som kommer igen, når symptomerne bliver forværret og jeg skal forholde mig til en ny situation.

Opgive perfektionismen, opgive overbevisninger – Kan jeg det?  Jeg møder en modstand og en frygt – For hvem er jeg uden disse overbevisninger?  Vil andre kunne holde af mig hvis jeg ikke er på en bestemt måde.

I sorgen tror jeg det er vigtig (ikke nemt) at have modet og styrken til at være sårbar.

Midt i sorg er det muligt at finde lykke når vi kan åbne os for de vanskelige følelser. Når vi virkelig giver slip på vores modstand og beslutter at holde op med at kæmpe. At finde modet til at være sårbar at have medfølelse med min egen ufuldkommenhed

Det er en utrolig dejlig og skræmmende følelse at blive mødt i sin sårbarhed, at mærke omsorg (ikke at forveksle med medlidenhed) øjenkontakt, berøring og lyttende mennesker. Men det kræver selvfølgelig at du tør åbne dig og tillade sårbarheden, at du selv kan rumme det. Jeg kan godt mærke det er en utrolig stor øvelse for mig, men er sikker på at sårbarhed er et nøgle begreb i min situation og måske noget der grundlæggende er et problem for mange af os – at vi ikke ser det som en styrke at være sårbar.

Det har altid været vildt svært for mig at vise min sårbarhed og græde. Faktisk var min første opgave ved en psykolog at gå hjem og øve mig i at græde…

Og jeg er kommet ret godt efter det :) Yogaen og meditationen har givet mig en dybere kontakt med mig selv, og netop her har jeg givet slip på tårerne og til tiderne har det været en følelse af at en utømmelig strøm af tårer, måske mange års tårer der ligger gemt.  og en følelse af at det kunne blive ved. Man bliver utrolig træt, men det følelse samtidig vældig befriende og helende.

Og midt i sorgen og kedafdetheden er den brusende, boblende fornemmelse af glæde og kærlighed. Jeg kan mærke at lyset bliver større jo mere jeg mærker og jo tættere jeg komme på mig selv. Det kan være skræmmende, nogle gange så meget at jeg får lyst til at lukke ned igen og ikke mærke og bare klare og leve livet derud af. Men sårbarheden er livsbekræftende…… og netop når der ikke lægges låg på kan jeg mærke jeg lever, at jeg har det godt. Ved ikke om jeg kan gå så langt og sige at jeg ikke ville være foruden MS, men det har i hvert fald hjulpet mig på vej i min personlige rejse.