Månedsarkiv: januar 2016

Hvem er jeg!

Hvem er jeg – et stort spørgsmål – men det banker på for tiden. Jeg oplever at kroppen har mistet sine kræfter og når jeg bevæger mig ud i omgivelserne – og ikke kan bevæge mig med den kraft og ynde jeg gerne vil – kommer tankerne om andres billede af mig. Er jeg stadig charlotte eller bliver jeg charlotte med sclerose – hvordan bliver jeg mødt og hvordan møder jeg mig selv i det. Fyldes med en skam over at jeg mister kontrollen over kroppen, mærker at det kommer til at fylde mere end det skal og lige pludselig fornemmer jeg den Syg-DOM som har ramt mit liv. Lige der hvor jeg er i mødet med omgivelserne.

Det er i mødet jeg mærker mit store behov for at mærke at jeg er mig, at jeg bliver set som den jeg er og ikke vurderet og set på som hende med sygdommen. I mit forsøg på dette, opstår der i øjeblikke en kamp for at skjule svagheden. Skjule den jeg er. Så lige der bevæger jeg mig væk og i stedet for at virke ud fra mig selv handler jeg ud fra omverden, ud fra hvad jeg tror omverden ser som styrke.

Men netop i sårbarheden oplever jeg jo også at jeg vokser, netop når jeg tør være i den og lade andre mærke den.

Tror aldrig jeg har været mere klar over hvem jeg er, tror aldrig jeg har haft den indre styrke som jeg mærker jeg er fyldt af. Jeg føler endelig at jeg giver mit inderste lov til at stråle og handle ud fra mig selv. jeg kan med oprigtighed sige at jeg er blevet ramt af en gave og ikke en forbandelse, hvor ville jeg have været hvis jeg ikke var blevet ramt? det er ikke til at vide, men jeg ved, at jeg hele tiden bliver konfronteret med det tab det også betyder. Mærker den sorg der følger med og det har vækket mig – fået mig til at turde at gå ind bagved alle følelserne, til at tage stilling og reflektere over noget dybere.

Jeg tror stadig, at alt sker, fordi jeg har brug for det skal ske, det hjælper mig til at finde min vej i livet. Jeg ved der er en mulighed for helbredelse, hvilken form og hvordan ved jeg ikke. Frygten kommer snigende når jeg prøver at se på fremtiden, fremtiden i en krop, der er svag, jeg skal jo bruge min krop og igen bliver hele identiteten sat op på den fysiske krop – hvem er jeg uden den. Frygten og kedafdetheden fylder – men er frygt ikke bare fraværet af kærlighed og lys. Så jeg vælger at fylde mit liv med det. At være mig!

Jeg har brug for lige nu at læne mig tilbage i processen – at give slip med tillid til, at der sker det der skal ske. Men stadig puste ild til min passion – skubbe de fysiske begrænsninger i baggrunden og lade min tro fylde – min tro på, at jeg har noget at dele og at jeg kan skabe virkelighed af min drøm fordi jeg er mig!