Månedsarkiv: marts 2016

Taknemmelighed og håbløshed

Taknemmelighed fylder mit hjerte. Jeg er rørt over at der findes så mange fantastiske dejlige mennesker i mit liv, som virkelig er der og hjælper og viser kærlighed helt betingelsesløst. Jeg prøver at tage imod, skal øve mig, det var nemmere, hvis det var mig, der kunne give, mig der kunne hjælpe i stedet for at skulle være den, der skal hjælpes. Men jeg ved jo selv hvor fantastisk det føles at give, så det tager jeg med mig. Måske har jeg lov til at bare tage i mod.

Jeg bliver mødt med en ærlighed som provokerer, men samtidig røre mig dybt. Mennesker der møder mig i min dybeste frygt – tør sige det højt, tør at gå ind uden tøven. De får mig til at undersøge endnu nærmere hvad det er jeg ser i spejlet, hvad er illusioner og historier, som holder mig i frygten – klynger mig til identiteten, som jeg har skabt om mig selv. Hvordan er det jeg begrænser mig i at kunne overgive mig helt til accepten.

Bruger meditationen til at undersøge og iagttage, hvad der får mig til at gå i panik, hvad jeg som vane gør i ubehagelig situationer. Går til venstre eller højre i stedet for at blive i midten og være med det der er. Min tilstand kommer til at afhænge af hvordan jeg tolker det der sker omkring mig..og hvor meget jeg føler mig truet i min selvopfattelse.

Jeg ser på håbet – som for mig har været så vigtig at bevare – men måske er det håbet, der begrænser mig. Håbet og frygten udspringer måske af en følelse af, at jeg mangler noget, at det ikke er perfekt som det er lige nu. Så måske skal jeg se på, om håbet faktisk stjæler øjeblikket, lukker mine øjne for de muligheder universet viser mig.

Vi kan ikke nogen af os undgå foranderligheden, hvert øjeblik oplever vi et glimt af døden, når minuttet er forbi, dagen er omme, når vi bliver forladt, når vi giver slip, skuffelse…. Jeg kan ikke benægte at foranderligheden er naturligt. Men en naturlig refleks er at holde det på afstand

Men døden og håbløsheden er måske motivation for at leve indsigtsfuldt og medfølende. At blive ved mig selv og ske det der må ske.

Måske kan håbløsheden være vejen til den fuldstændige accept. Det der kan hjælpe mig til at flyde med og følge det der opstår. Give slip på det stivnede og fastlåste.

Livets labyrint

Sorgen der omslutter – tynger og spærrer for udsynet. Har fornemmelsen af at være faret vild i labyrinten. Har sluppet snoren, som fører ud i lyset igen, famler, mærker, leder. Skal jeg finde snoren, som kan støtte og guide mig ud den sikre vej, uden risiko for at tage den forkerte vej. Skal jeg overgive mig så meget, at jeg ikke behøver tage et bevidst valg. Skal jeg være offeret, der er afhængig af andre til at guide mig, er det den rolle jeg skal påtage mig. Det føles meget velkendt og trygt – men hvordan trygt – kan jeg overlade min vej i andres hænder. Er det ikke at fralægge mig ansvaret og miste min styrke. Føler mig afhængig af andres handlinger, af ydre omstændigheder. Jeg bliver passiv tilskuer til mit eget liv. Får øje på at jeg er røget midt ind i mit eget drama og taget rollen som offeret, der forgæves leder efter snoren – hjælperen der skal få mig ud, for at undslippe forfølgeren.

Men hvis det er en rolle, ligesom rollen som hjælperen, jeg så ofte har påtaget mig, så kan jeg jo omprogrammere og give slip på alle rollerne.

Måske handler det dybest set om at opdage, at jeg ikke skal fikses, at jeg allerede er hel – at det ikke handler om at blive perfekt, men at være. At alt er som det er.

Når jeg mister balancen er det måske, fordi jeg har mistet den indre balance. Mit fundament – min ledestjerne, der kan lyse labyrinten op, så jeg kan se skønheden inde i livets labyrint. At jeg glemmer at nyde, stoppe op, fordi jeg er så opsat på at finde udgangen. At labyrinten opleves, som noget der begrænser og lukker mig inde, men i stedet kunne være en indbydelse til stilhed og nærvær. En mulighed for at udforske nuet med alle dets begrænsninger og muligheder, at se det smukke i vejen. Så det går i dette øjeblik op for mig at det ikke er udgangen jeg skal søge, men labyrintens centrum, vejen ind i det uvisse, ukendte. – mod en åbning til at dykke endnu dybere, at udforske. Slippe frygten for at fare vild. At være modig nok til at gå den rigtige eller forkerte vej. At se rejsen i labyrinten, som en mulighed, for at skærpe opmærksomheden, min intuition, at finde mig selv. At fare vild og finde vejen igen. Jeg får øje på det fulde billede af labyrinten, ikke som den labyrint, der er et puslespil, der skal løses intellektuelt, med blinde veje og forkerte veje, men som en mere organisk form der repræsentere rejsen ind til mit center og tilbage til helheden. Der er kun en vej – min vej. Og i stedet for at det bliver en opgave der skal løses, bliver det livets begyndelse. En overgivelse til livets flow og rytme. Hvor transformationen sker, der hvor sindet stilnes og hjertet åbnes.

Jeg må have tillid til at jeg kan finde vejen, selv når bølgen af mørke truer med at slette labyrintens linjer.