Månedsarkiv: maj 2016

Per aspera ad astra

Netop hjemkommet fra stilhedsretreat på samsø, det lyder da meget fredeligt, Men gang på gang oplever jeg hvad det betyder når jeg trækker mig tilbage og vender blikket indad. Jeg kommer på hårdt arbejde. Midt i stilheden og ikke gøren – hvor jeg ikke kan flygte – kom den indre larm med dobbelt styrke – følelser/emotioner tanker og forestillinger om hvem jeg er, i et stort virvar. Efter 2 døgn i fuld stilhed var jeg fysisk ved at kaste op over at kigge på mig selv og græde mere end jeg har grædt i et helt liv tilsammen og tankerne oveni – tager jeg virkelig på ferie for at pine mig selv på denne måde..

Den mørke nat tog mig, opslugte mig fuldstændig. Netop fordi der var tid og rum til at overgive mig – at møde det uden at vende mig væk fra det – Jeg blev i det – gik igennem det. Selvom jeg var ved at løbe væk fra det flere gange. Væk fra sorgen og magtesløsheden, som var fuldstændig skræmmende og voldsom. På en måde var stilheden larmende på en anden måde befriende, at jeg kunne lukke mig ind i mig selv uden at skulle forholde mig til andres bekymring, andres medlidenhed. Og i det fik jeg øje på medlidenheden fra mig selv. Fik øje på, at efter have mødt den ved andre i så lang tid, havde jeg skabt selvmedlidenhed. Sclerosen og kedafdetheden havde pludselig fået overtaget, lige så langsomt sneget sig ind og defineret hvem jeg var. Det jeg for alt i verden har villet undgå. I mørket tog frygten over, Frygten for at gå i opløsning. Men blev kærligt mindet om gang på gang at jeg er lige her, i kraft af mig og ikke i kraft af min krop, men bare fordi jeg er mig.  Og at jeg uanset hvad, er fuldkommen hel og måske har min helhed krævet sclerosen for at udtrykke hele min livsenergi. Og måske er det nødvendigt at gå helt i opløsning for at der kan ske en transformation.

Og pludselig sker der et skift. Jeg begynder lige så langsomt at få øje på mit værd, det gode der sker, når jeg bare er. Min Ro, mit nærvær kan påvirke, inspirerer, bare fordi det er.  Jeg har i mørkets stilhed fået øje på mønstre, hvordan jeg er blevet fanget af selv opfundne forestillinger om, at jeg bliver nød til, at have det hårdt og være ked af det, for at få den omsorg jeg behøver. Det førte mig ned i dette hul af selvmedlidenhed, hvor jeg pludselig ikke kunne elske mig selv og ikke give mig selv omsorgen. Jeg så kun mørket og alt det jeg ikke kan gøre mere, jeg fodrede selv-medlidenheden, den som jeg ikke kunne holde ud at se i andre menneskers øjne. Jeg havde forskanset mig i sygdommen, den blev en tryghed, et mønster. Et sted jeg kunne forsvare tårerne, forsvare mine valg, mine fejl… Så i mit forsøg på at hengive mig, faldt jeg ned i selvmedlidenhedshullet væk fra livet. Jeg mistede troen og tilliden til mig selv og til livet. I skiftet kan jeg begynde at se vinterens afslutning, de små spirer, der titter frem, solen der lige så stille begynder at varme og transformere. En følelse af at det er ok at mærke livet igen. At læne mig ind i det. Vinteren giver mig en masse indsigter, hjælper mig til at få øje på fastlåste mønstre, mønstre der har holdt mig fra foråret og sommerens transformation. Jeg er klar til at tage den varme frakke af og tage imod solens stråler og tillade mig at stråle. Jeg vælger livet. Jeg vælger at se på gaven. Og ja det er en udfordring og uundgåeligt vil vinteren komme igen.. det vil stadig være hårdt arbejde, fordi jeg har valgt at gå ind i det der opstår. Med fare for at et kort øjeblik, at blive fanget af mørkets trygge omfavnede arme.

En kær ven mindede mig om at jeg har et ansvar om at stråle, at vise andre vejen ud af mørket. Hun viste mig ved at vise hendes ærlighed og kærlighed, hendes lys at jeg var ved at slukke for mit lys. Hun provokerede mig som hun har gjort så tit.  Provokation kalder mig frem, får mig til at se på mig selv i et andet lys. Så bliver jeg provokeret er det fordi det rør noget i mig , der er sandt.

Skiftet føles så vildt, hvordan kan min tilstand ændre sig så radikalt. Fra mistro til min vej – til tillid og ro, tillid til der sker det der skal ske , når jeg blot tør hengive mig til processen og livets flow.  Den proces jeg er i, i øjeblikket, ikke til det der har været eller det jeg tror der kommer til at være. Jeg ER lige meget hvad der sker. Jeg kan ikke styre og kontrollere fremtiden. Jeg kan åbne mig og se de muligheder der opstår og ikke være bange for forandring. Så tager min vej en ny retning skal jeg være klar til at dreje, men jeg skal ikke prøve at regne ud hvilken vej ruten går. Ikke låse mig fast i forestillinger om retningen, forestilling om hvad der er den rigtige eller forkerte vej. For måske er den vej jeg troede var den bedste måde for mig at vokse på, det ikke mere. Træde fuldt og helt ind i livet, arbejde med kvaliteten i mit forhold til livet i stedet for til mine reaktioner på foranderligheden – at møde i stedet for at reagere. Mørket og trængslerne vil opstå igen, det bliver min øvelse hele tiden at lytte og være opmærksom på at jeg ikke ryger ind i velkendte mønstre. Men holder mig åben for forandringerne og ser sprækkerne, der er slået an til nye muligheder. Så jeg ser vejen til stjernerne.

Kan stilheden gøre hel

Solen skinner og varmen bader min krop. Jeg drages og nyder. Men hvorfor føles det som vinteren og mørket har taget over. Jeg prøver at være her lige nu. I det øjeblik hvor alt er som det skal være. I øjeblikke – i pausen i mellem, bliver der stille, roen og freden sænker sig og jeg kan mærke lyset og glæden inde bagved – inde i mig. Men stilheden varer ikke ved, kroppen larmer, alle kræfter skal bruges til at sætte den ene fod foran den anden og bevæge mig frem. Armen skal løftes for at flette min datters hår, benet der kramper når søvnen og den dybe stilhed burde tage over. Jeg skal rumme en datters tanker om, at savne en mor der kan gå en aftentur eller spille bold i haven. Tankerne og bekymringerne får alt for meget plads, de tager mig med på rejser og gør mig opmærksom på, om mine drømme er realistiske, kan jeg virkelig alt det jeg gerne vil, kan jeg undervise i yoga, kan jeg behandle, kan jeg være en god mor, kan jeg elske og rumme mig selv. Har jeg noget jeg kan skabe, noget jeg kan give til verden? Sorgen i det bliver så stor, overtager og tynger.

Kan jeg give slip og bare være i stilheden. Jeg har en dyb følelse af at stilheden kan være min vej til at føle mig hel igen. Jeg føler mig tiltrukket af ideen om at rejse alene ud i naturen og blot være, uden ansvar uden forpligtelser og forventninger. Hvor jeg kan udforske stilheden, gøre de bevægelser som kommer fra hjertet. Hvor jeg fuldstændig kan hengive mig til sorgen, glæden eller hvad der opstår.

Men kan man det? kan man rejse væk fra sin familie? Kan man isolere sig i en periode og bare lytte til sit hjerte?