Månedsarkiv: juni 2016

Lyset

“The wound is the place where the light enters you” Rumi

Krymper sammen, mærker hvordan smerten snører sig om hjertet, en spændetrøje der strammer sit tag, skriget der vil ud, gråden der bliver til hulken, som ikke kan holdes inde, som vil have plads, som ret insisterende kræver at blive hørt og set. Presset bliver så stort, at der skabes et tryk og følelsen af hjertet, der bliver sprængt åben, alt er sårbart, alt er åbnet, alt mærkes. Lydene, sanseindtrykkene bliver overvældende. Mærker en stor kraft i mig, uden om mig – en blid, kærlig kraft – samtidig med overgivelsen til sårbarheden, til det guddommelige. Jeg er klar, til at overgive mig fuldstændig, til det der er, til lyset. På en gang mødes mod og modløshed, styrke og sårbarhed, opgivelse og tillid, værdifuld og værdiløs. Kan jeg virkelig være fyldt med så modsatrettede fornemmelser. Kan jeg føle afsky og elske så meget på en gang.

Værdifuld og værdiløs hvad betyder det i grunden, har det skabt en afhængighed inde i mig – en afhængighed af at få kærlighed, at blive valgt, at blive anerkendt, blive elsket. Har jeg troet, at jeg blev nød til at være, gøre noget bestemt for at opnå kærligheden – så meget at jeg mister min styrke, at jeg mister evne til at forblive centret, at forblive stærk i mig selv.

Jeg mærker lyset omkring mig, der nu har en åbning, hvor det kan trænge igennem og blande sig med mit indre lys. Jeg opdager den universelle støtte, som altid er der, som altid har været der, lige meget hvad. Som har næret mig, har støttet mig, som har gjort mig til den jeg er…. Hvor starter og hvor ender lyset/kraften. Får en fornemmelse af at alle grænser ophører. Jeg er en del af hende, hun er en del af mig. Har jeg søgt efter det, der allerede var lige her. Har jeg i en dyb overbevisning af at være værdiløs, søgt efter anerkendelse udenfor mig selv for at opleve forbundethed, for at opleve mit værd i kraft af andre.

Skyggerne dækkede, viste mig ikke det sande billede. Nemlig at jeg allerede er det jeg søger.

Jeg er alt det jeg møder jeg er modig, jeg er modløs, jeg er stærk, jeg er sårbar, Jeg kalder på hende, jeg er klar til at modtage jeg er klar til at se og høre hende.

Slip !!

Trangen til at give slip er så stor, kan jeg give slip, bare ved at bestemme det, er det muligt ? eller er behovet for kontrol så stort, at alt i mig krampagtigt holder fast? Min største frygt er netop at miste kontrollen, at miste det verdensbillede jeg har bygget op, miste kontrollen over min fysiske krop, at miste mig selv. Frygten for at blive afhængig af andres hjælp.

Frygten vokser sig så stor, at tankerne kører nonstop, prøver at finde løsningerne og måder på at undgå den situation, hvor kontrollen forsvinder. Det har virket meget godt indtil videre, jeg har undersøgt, kæmpet, blevet klogere på mig selv, på behandling, på sundhed….. Men tiden er vist inde til, at slippe grebet og hengive mig til livets proces – til det der ske. At komme fra hovedet ned i hjertet igen. Ressourcerne er brugt og depoterne skal fyldes op. Tiden er klar til at slippe og gøre klar til frit fald. Jeg må hengive mig til processen.

Opdager at jeg den seneste tid, i min frygt, har opholdt mig i fremtiden, prøvet at forme fremtiden, været optaget af at finde den rigtige fremtid. Jeg har handlet mig ud af livet og prøvet at forstå livet, i stedet for at leve det. Tankerne tager mig på rejse væk fra mig og er måske med til at skabe en fremtid baseret på frygten.

Jeg har brug for at vende tilbage til dette øjeblik, tilbage til kontakten til centrum. Den kontakt jeg midlertidigt havde sluppet ud af syne. Jeg må centrerer mig og finde det uendelige sted midt i det hele. Der hvor der ikke findes, sygdom, rigtig eller forkert. Det sted jeg kender så godt. Der er jeg hel, der er jeg kærlighed. Jeg finder min styrke ved at give slip på det jeg tror på og det jeg ikke tror på og åbner mig for alle muligheder, uanset, hvad der venter mig. Giver mig selv lov til at være den universet bestemte mig til at være. At jeg i min essens allerede er den jeg skal være. At jeg lader min livskraft komme til udtryk og behandler mig selv med total venlighed og respekt. Og samtidig opgiver ønsket om at være et andet sted.

Og måske skal jeg møde frygten, ved at tillade hjælp, tillade at modtage, tillade afhængigheden af andre – lade afhængigheden være uden tilknytning, uden begæret, uden at miste mig selv.

Lade det, det hele handler om, skinne igennem – Hjertet og kærligheden. Lader jeg frygten styre, er det frygten der afspejler sig i mine omgivelser, det vil være i frygten jeg mødes. Lader jeg det jeg ved – nemlig at – jeg er, du er, universet er kærlighed, vil det være det der sker i mødet. Frygten mister sit greb.

Stoppe med at regne svaret ud. Følge mit hjerte og virke ud fra det sted, i stedet for fra tankerne og frygten. Lade tryghedens forestillinger og bånd falde, bånd jeg har bygget op om mig for at undgå forandringer og opløsning af det kendte. For at undgå at miste, for at undgå at det forkerte sker. Men måske er det forkerte der skal ske.