Månedsarkiv: juli 2016

Frygt eller kærlighed

Frustration, vrede, alt knuger sig sammen, skrig og tårer vil ud, med det samme jeg tænker drømme, tænker fremtid. Hvad er min fremtid. Hvad kan jeg når kroppen er så afkræftet at bare det, at tænke tanker føles uoverskueligt, især når jeg nu er en der tænker mange tanker… Alt ramler i ferierne, der hvor jeg ser alt det andre kan, gå en tur på stranden, vandre i Østrigs bjerge, plukke blåbær med familien. Hvem er jeg hvad kan jeg. Jeg ryger ind i sammenligningen med andre…

Jeg klamre mig til det kendte til mine drømme om livet. Drømme helbreder, men gør de forkerte drømme også det. Klamre jeg mig til ideen om drømme, drømme der måske er forældet, har overskredet deres udløbsdato. Er det måske tid til at skabe nye ukendte drømme. Se på hvad er drømme, hvad er overbevisninger, hvad er frygten. Frygten for at sygne ind, blive usynlig og ubetydelig. Skabes drømmene på baggrund af frygten.

I nærværet mærker jeg den guddommelige kraft vokse sig større, hele mig smiler og fyldes med noget der nærmest følelse som lyksalighed. Tillid til at jeg er på rette vej. Hele kroppen fyldes med lys feminin energi, følelsen af at være fyldt af hendes energi. Lyset er så kraftigt, jeg glemmer at der overhovedet har været mørkt, jeg glemmer smerten.

Det er som en kæmpe rutsjebane, hvor jeg bringes fra det højeste til bunden i et split sekund. Jeg bliver blæst igennem og på vejen føles det som om jeg går i opløsning.

Jeg har brug for at slippe forstanden, og gå ind i min indre verden, der har jeg ikke brug for den, jeg har brug for at slippen den, og jo mindre jeg lader forstanden råde jo mere frygtløs. Forstanden afløses af kærlighedens sprog. Jeg bliver i nuet og tillader mig selv få kontakt med det guddommelige- jeg genfinder min indre kontakt. Tillader mig selv i en periode at slippe alt burde og skulle.

Ofte ses en forværring, før der sker et gennembrud og her opstår trangen til at give op. Selvom jeg har accepteret og fundet troen, så er der nok dybere lag af samme stof, som jeg skal igennem, men i mit forsøg på at gå vejen er jeg gået i frygt. Jeg har accepteret af frygt ikke af kærlighed og omsorg.

Når jeg føler mig fyldt med hendes energi indser jeg, at alt sker som det skal ske. Jeg accepterer nu, af kærlighed ikke af frygt. Jeg acceptere min situation, som den er nu. Jeg acceptere at den kan ændre sig hvert øjeblik. Jeg har tillid til, at jeg vælger den vej der skal gåes. Jeg accepterer alle følelserne, jeg accepterer også sorgen, vreden og frustrationen jeg tillader mig selv at være i dem. Jeg tager imod udfordringerne, der opstår, jeg ser på hvad der skaber bund for vreden, frustrationen. Jeg lader mig ikke blive skræmt af de mange følelser. Jeg vælger ikke at reagere på dem, ikke at lade dem beherske mig, men i stedet lade dem være et vigtig udtryksmiddel.

Der er dybere lag – lag som skal renses, noget der skal gennemleves, som skal ses på. Det kan føles som at gå et skridt tilbage, men en fornemmelse af, at jeg skal gå vejen, der har ført til hvor jeg er nu med mine ubalancer og både lys og mørke, også er den vej jeg skal gå igen, for at forløse. Hvorfor skal jeg gå tilbage og se på det endnu en gang. Føles som en nødvendighed at gå alle trin, ellers ser jeg ikke vejen og finder ikke op og på toppen. Det er en vej jeg må gå selv. Jeg bliver nød til forløse det gamle for at det nye kan fødes. Og i det må jeg slippe alt fordømmelse af mig og omverden. Jeg må have tillid til at jeg kender vejen. Og kun bliver udsat for det universet ved jeg kan klare.

Jeg ser på det inderste, hvor den dybeste sorg, svigt og ensomhed gemmes, det er også hvor jeg finder kærligheden og det guddommelige. Der hvor det feminine og maskuline forenes. En forening jeg skimter og giver mig en fred inde i hjertet en fred og følelse af at være hel.  Så måske skal jeg stoppe søgningen og lade det guddommelige finde mig eller komme frem i mig. Jeg er allerede dybt inden i, det jeg søger uden for mig selv.