Månedsarkiv: oktober 2016

Vejen til hvad!

Jeg har før skrevet om håb og håbløsheden. Hvad betyder det egentlig, i mit sidste indlæg skrev jeg, jeg er rask!!! Trækker jeg det i mig igen. Nej det gør jeg ikke, for dybest inde er det jo sådan jeg har det. Behandlerer der bekræfter og støtter mig i min egen antagelse. Alt i alt bragte det håbet frem. Men netop håbet har påvirket mig. Med håbet følger der nogle forventninger nogle forestillinger om noget bestemt.

Jeg glemte lige at lade kroppen følge med i sit tempo på sin måde. Jeg kom til at forbinde rask med noget ydre og mistede den indre følelse af at være rask.

For i min begejstring hev jeg fat i håbet, klyngede mig til det, og tankerne hvornår sker der noget, tog mig med på rejse? troede på at nu ville jeg snart opnå det…. men hvad det og hvornår snart. Min egen definition af rask, blev farvet af smerte, håbet og af omgivelsernes opfattelse af rask, skepsissen i blikkene – jamen du er da ikke rask – kan du virkelig ikke se det. I min iver for at overbevise og vise klare resultater glemte jeg tålmodigheden, omsorgen og tilliden. Tvivlen kommer listende, hviskende til mig, kan det passe ? – er jeg rask, mærker jeg forkert, kan jeg ikke stole på den indre fornemmelse.

Kan jeg stole på det som føles som sandhed når den fysiske krop er i stadig opløsning. Måske får jeg for meget fokus på det ydre, det jeg kan præstere det jeg kan gøre, det jeg kan give ved at gøre.

Det bliver som altid aktiveret ekstra meget i ferierne og ingen undtagelse er efterårsferien, en ferie med hygge. En ferie jeg altid har elsket, med gå ture i de flotte efterårsfarver, skære græskar hoveder, stå i hovedstand og løbe ned af klitterne med børnene, …. Men hvad gør det ved mig at det ikke er muligt lige nu. Hvad gør det at blive konfronteret med familiers hyggelige ferie billeder og fortællinger. I første øjeblik får jeg øje på det jeg har mistet, på sorgen. Når jeg går ind i sammenligningen og lader mig forføre af tankerne om hvad der er det rigtige hyggelige familie liv, får jeg jo netop lavet en historie om at alt ikke er som det skal være, at det var bedre hvis det var på en bestemt måde…

Jeg bevæger mig væk fra den indre sandhed. Og måske bevæger jeg mig væk, fordi den indre sandhed er ukendt territorium. Tør jeg tro på det, der ikke kan måles, tør jeg tro på det som ikke er som den gamle plan, tør jeg følge den nye og ukendte vej. Tør jeg omfavne det der gør mig allermest bange. Jeg oplever virkelig at blive udfordret og provokeret. Jeg får flere og flere hints om at nu er det tid til at lytte til min indre stemme, nu er det tid til at stå alene og tage ansvar. At sandheden findes inden i mig og ikke hos andre.

Sandheden om formålet med selve livet, måske er det en hel anden – måske er formålet blot at vågne op og danse med livet. Se på livet, blive livet, droppe fornuften og blive mere flydende, mere smeltende lade livet tale til mit hjerte og lade mit hjerte tale til livet. Og ikke lade mig distrahere af at prøve at forstå og analysere.

Når jeg lader mig falde ind i stilheden overgiver mig til det som er, er der jo ikke noget der skal være på en bestemt måde. Hvis jeg bare kan finde modet til at overgive mig til alt. At tillade at min fysiske krop, mine forestillinger om det perfekte bliver nedbrudt, at lade dansen opløse…for at genopstå som noget nyt noget smukkere og mere helt. Hvis jeg tør gå helt i opløsning og tillade det der skal ske med fuldt nærvær og omsorg, får jeg en mulighed for at vende tilbage til mig selv – mine sande essens. Og lade den sandhed som jeg mærker være sand. At lade den enorme indre styrke jeg mærker trods en svækket krop være sand, at lade den følelse af at være levende, trods sorg og magteløshed, være sand, at lade det skinnende lys i mine øjne, trods tårerne, være sand.

Måske har jeg begivet mig ud på den vildeste og smukkeste vej for at lade mig og det jeg kender dø, og blive født på ny. Blive født som den jeg er uden uvidenhedens slør. Min evige uforanderlige sjæl som aldrig forfalder men som blot er.