Månedsarkiv: december 2016

Overgivelse og dans med livet

Jeg står helt stille, falder, falder, …….. Det føles som en evighed, alligevel så hurtigt at jeg ikke når at reagere. Lander – bliver stoppet af gulvet under mig. Som om livet bliver slået ud af mig. Trangen til at overgive mig til et skrig, en hulken, men måske var faldet en overgivelse. Måske turde jeg endelig falde ind i overgivelse. Selvfølgelig ramte jeg gulvet, men ramte også noget andet noget fundamental noget farligt…..

Men jeg forsvandt ikke, jeg er lige her, mærker mit fundament under mig. Jeg er jo støttet, det er fra mit fundament jeg skal tage nye skridt til et nyt liv – måske skridt ind i modenheden.
En kær veninde sagde til mig – husk på vi skal alle falde for at lære at holde balancen! Ja netop den følelse har jeg, at jeg er ved at lære at gå på ny.

Kigger på det lille barn, der tumler af sted, usikker på balancen, han snubler og falder. Han er ny i fodgængernes verden. Han rejser sig bare op igen og stavrer videre. Det er hverken nemt eller besværligt bare naturligt, frygten for at falde er der ikke, alt er godt. Han er frygtløs.

Kan jeg være frygtløs? Jeg er påvirket af det jeg har med mig som har skabt min frygt, jeg kan nok ikke lige blive frygtløs lige nu, men jeg kan være modig. Jeg kan rumme min frygt, anerkende den og give den nærvær og omsorg, mens jeg er modig. Selvom jeg er bange kan jeg møde livet, danse med livet danse med frygten med sårbarheden.

Vi bevæger os gennem livet tager skridt fra et sted til et andet, nogle skridt mere vellykket end andre, vi bevæger os fra livmoderen ind i denne verden…. Fra barndommen til ungdommen til voksenlivet, vi mister noget, få noget andet… nogle skridt glemmer vi, noget klynger vi os til. Noget af os bliver fanget, det bliver svært at give slip, vi bliver ufri måske uden vi opdager det, før den dag vi falder…
Hvem er jeg – måske er det først nu jeg former og opdager hvem jeg er. I overgivelsen, når jeg har givet slip på de masker der er taget på, måske havde jeg helt glemt hvem jeg var, troede jeg var masken. Jeg var bange for at smide den, for at vise hvem jeg var, jeg turde ikke sige ja til mig, for hvad nu hvis jeg mistede, hvad nu hvis jeg blev udstødt.

Jeg forblev det lille barn der tilpassede og efterlignede, jeg glemte skridtene ind i ungdommen, ind i oprøret. Jeg glemte at være det vilde, frie sprudlende barn og teenager. Jeg blev en lille voksen.
Jeg bringer nu mørkets visdom og indsigter med mig ud i lyset igen – jeg byder den frie og sprudlende ungpige velkommen. Jeg vil tillade mig at stå i mit lys, at mærke, at være sårbar, at være modig, at GIVE SLIP….. og overgive mig ind i livet og dyb væren, med tillid til, at jeg ved hvert fald, rejser mig igen endnu mere vis, stærk og strålende.

She let go. Without a thought or a word, she let go.
She let go of fear. She let go of the judgments.
She let go of the confluence of opinions swarming around her head.
She let go of the committee of indecision within her.
She let go of all the ‘right’ reasons. Wholly and completely,
without hesitation or worry, she just let go.
She didn’t ask anyone for advice. She didn’t read a
book on how to let go… She didn’t search the scriptures.
She just let go.
She let go of all of the memories that held her back.
She let go of all of the anxiety that kept her from moving forward.
She let go of the planning and all of the calculations about how to do it just right.
She didn’t promise to let go.
She didn’t journal about it.
She didn’t write the projected date in her day-timer.
She made no public announcement and put no ad in the paper.
She didn’t check the weather report or read her daily horoscope.
She just let go.
She didn’t analyze whether she should let go.
She didn’t call her friends to discuss the matter.
She didn’t do a five-step Spiritual Mind Treatment.
She didn’t call the prayer line.
She didn’t utter one word. She just let go.
No one was around when it happened.
There was no applause or congratulations.
No one thanked her or praised her.
No one noticed a thing.
Like a leaf falling from a tree, she just let go.
There was no effort. There was no struggle.
It wasn’t good and it wasn’t bad.
It was what it was, and it is just that.
In the space of letting go, she let it all be.
A small smile came over her face.
A light breeze blew through her.
And the sun and the moon shone forevermore.
Here’s to giving ourselves the gift of letting go…
There’s only one Guru ~ you.

―Rev. Safire Rose

mærk livet

We shall not cease from exploration
And the end of all our exploring
Will be to arrive where we started
And know the place for the first time

T.S. Eliot

Jeg bevæger mig med forsigtige skridt, hvert skridt nøje planlagt, foden placeres med alt mit nærvær, en tanke strejfer mig – jeg bevæger mig langsomt igennem livet, det føles smukt. Jeg bemærker mennesker der haster forbi, deres blikke, der bevæger sig fra stokken over på mig og op og ned af mig. Det rammer et kort øjeblik, som en mavepumper direkte ind i min sårbarhed, ind i min forfængelighed. Den elegante og graciøse bevægelse som er i mit indre – giver sig ikke til udtryk i det ydre. Det ydre som med kejtede skridt skal bruge alt opmærksomhed på at bevare balancen.

Jeg opdager at jeg bevæger mig væk fra min kerne og ser på mig selv udefra. Ud fra mine overbevisninger og andres blikke. Jeg bekymrer mig om de andres blikke, tanker og følelser.

Vi sidder i bilen igen. Jeg tager en dyb indånding og får øje på tårerne i min datters øjne. Jeg ser mavepumperen har ramt hende lige så hårdt. Med forsigtig stemme fortæller hun mig om flovheden, tankerne om de andres blikke og i et kram græder vi sammen, ramt i sårbarheden.

Det er ikke kun min proces, men det skaber ringe og påvirker. Så hver ydre bevægelse er en rejse hvor jeg bliver testet i at blive i mig selv, blive i nærværet og se skønheden i livet og mærke den graciøse smukke indre bevægelse, give slip på alt fordømmelse, give slip på min forestilling om feminin og elegant bevægelse, give slip på frygten for ydmygelse. Mit indre afspejles i min datters indre, i mine omgivelser, jeg ser min tvivl komme til udtryk i deres blikke. Er der bare en lille snert af tvivl vil det påvirke min styrke, min kraft. Fornuftens stemme forstærker frygten og frygten er magtfuld. Frygtens stemme kan fuldstændig overdøve intuitionen, overdøve skønheden ved at leve livet langsomt.
Mavepumperen fortager sig med ordene og tårerne. Vi sidder i stilheden mærker hinanden, mærker livets forunderligheder og skønheder. Vi minder hinanden om gaverne og uforudsigeligheden. Livet er både mere og mindre end vi drømte om.
Igennem tabet, bliver rigdommen og dybden synlig. Livet er fyldt med begrænsninger og muligheder, måske kan jeg ikke løfte benet, men jeg kan sidde her med armene om min datter og i nærværet, høre livets musik og mærke solen varme.
Tabet, mørket, begrænsningerne gør mulighederne, lyset og helheden mere synlig, havde jeg opdaget det? hvis livet ikke blev levet langsomt. Havde jeg turdet gå på opdagelse og se på og byde det uperfekte velkommen?  Lyttende og opmærksom møder jeg livet på ny.