Månedsarkiv: maj 2017

magiske nu

Iagttager, billederne fylder med skønhed, uperfekthed, det blottede. I stilheden og det fulde nærvær opstår der et møde. Iagttageren smelter sammen med billederne, hvor begynder jeg, hvor slutter jeg. Træder ind i et univers, hvor alt føles uden for tid, et rum udenfor rum. Lader øjnene iagttage, lader hjertet mærke. I stilheden mærkes enormt, det magiske. Lydene, farverne, eksplorerer i en symfoni, hvor alt flyder ubesværet og tonerne lyder med den smukkeste musik – formet af mørke og lys. I går virker ubetydelig, i morgen som en tanke. Kun nuet. I en indre fin strøm af det reneste, tager det mentale tankespind et hvil fra de endeløse dialoger. Hjertet åbnes og jeg træder ind et dybere sted, hvor der opstår en magisk frihed – tør jeg åbne for det forunderlige, hvad hvis jeg falder ind i livet?
Når sindet stoppes i sine gentagelser, får det rene dybe mulighed for at stå frem i sin blottelse, smerte og lykke. Der lukkes op – for rige oplevelser i hvert eneste magiske øjeblik, hvert øjeblik er en ny opdagelse. Iagttageren tager sansende imod, sluger, absorberer, mærker. Nuets med alt dets fuldkommenhed, ufuldkommenhed og magi. Fortidens tråde trækker, fremtidens forestillinger, frygt og forventninger trækker. Alt pulserer, energien strømmer. Trækker vejret med alt levende. Trækket fra fortid og fremtid aftager, øjeblikket vokser, åndedrættet lader hjertet få plads, der hvor sjælens essens mærkes, der hvor alt forbindes. Jeg mærker visdommens stemme i den subtile væren – der opstår kontakten med kraften, kærligheden og freden. Et rum hvor hele mig bliver holdt, som lige præcis den jeg er. Jeg overgiver mig ind i øjeblikket, lader nuet omfavne og kærtegne mig. Jeg blottes og i min sårbarhed, opstår en mere let, blødere, klarere hjertecentret selv. En sødme – et autentisk sandt nærvær, hvor lyset og farverne får plads. Jeg finder modet til at møde frygten.. vover jeg at gå ind og se og forholde mig til min virkelighed med alt hvad den indeholder, at elske vildt og uforbeholdent, lade livskraften og kreativiteten udfolde sig med glæde, sorg, sårbarheden og ar. Bare være – i tillid, til at de mægtige vidder får plads. Lade langsomheden, tålmodigheden, blidheden få plads så alt kan løsnes sit greb og give indre kræfter næring. Ud af mørket, lyset, farverne kommer poetens lys og stemme. Midt i mørkets blindhed opstår et indre lys der illuminere i et magisk landskab af skønhed og virkelighed.

Hjem

Siden jeg forlod livmoderens rum har jeg nok forsøgt at vende hjem. Den indre erindring om stilheden, hvor alt var omsluttende og trygt, behov blev dækket, måske er erindringen fra endnu før. Fyldt med en længsel efter at komme helt hjem, længslen efter en dybere forbundtethed, stråleglans og kærlighed, længslen efter et sted hvor adskillelsen ikke var. Omkring mig ser jeg adskilte kroppe der handler uafhængigt. Søger helheden forbundtetheden med dens uendelig kraft og skønhed – den som kalder…
desperat har jeg søgt og ledt, virkede som om det skulle komme udefra, satte mekanismer i gang skabte misforstået afhængighed af det der føltes som hjem eller mindede om den guddommelige frekvens, i søgen har jeg vendt mig mod oplevelser, mennesker, læremestre for at finde visdommen som kan vise vejen hjem, men den vigtigste læremester blev overset, budskabet dybt inde fra, at alt er muligt. Fra det sted inde i mit eget hjerte findes den smukkeste kærlighed og fuldkommenhed når jeg tillader at være det sted bliver jeg omfavnet af en følelse af skønhed og fred den vildeste kreativitet og kærlighed strømmer fra dette sted – en følelse af beruselse alt følelses magisk.
forunderligt når opdagelsen sker, at det jeg har søgt er der og har været der hele tiden. I dvale og nu er kontakten tændt og gnisten blevet tændt og flammen brænder
oplevelser inspirerer og nærer flammen.
Når magien i øjeblikke forsvinder og dualiteten opstår, viser Længslen sig, lysten til at slippe og lette mod stjernerne, at udfolde det store vingefang at forsvinde op, at smelte sammen med det … at opløse alt adskilt og mærke at alt er enhed
Der hvor kroppen opløses i ren energi udenfor tid og rum, mod friheden hvor den faste form ikke begrænser og buret åbnes, døren til friheden.
Jeg mærker hjertet fyldes i mødet – ydmygt suger jeg det magiske jeg giver og fyldes samtidigt at samhørighed og mærker at adskillelsen ophører grænserne forsvinder jeg bliver ledt ind i et univers og pludselig er det magiske her i mødet, ikke et fjernt sted men i øjeblikket, de fastlåste dogmer ophører og stilheden og skønheden opstår udenfor tid og rum – der opstår et flow hvor alt får plads alt føles sandt.
Balance opstår det er ikke svært jeg skal ikke gøre andet end at åbne armene, lytte, se og modtage og give, blot tillade at være i nuet med barnets uskyld, ikke hænge fast i fortidens fortællinger ikke i fremtidens måske komme, men bare være, opleve og invitere det smukke, blot omfavne og lade nærværet omslutte mig, lytte til vejrtrækningen, mærke energien gennemstrømme uden forventningen om noget bestemt, følge flowet lade livet udfolde sig. Lige som naturen udfolder sig. Træet som kraftfuldt står rodfæstet, minder om jordforbindelsen – næringen fra moder jord og grenene strakt mod himlen mod stjernerne minder om det guddommelige – omsorgen og kærligheden fra noget højere- Vandet der strømmer, der flydende finder vej, minder om kreativiteten og bevægelsen. Solen, varmen, ilden der brænder – minder om transformation og muligheden for manifestation. Luften der kærtegner og rør. Rummet der omslutter alt.. bedømmelsen der forsvinder, alt er rigtigt alt er forkert, enten eller forsvinder. Mørket og lyset tager hinanden i hånden og følges som søstre. Frygten ophæves det sted og trygheden gennemsyrer, roen opstår midt i kaos. Stilheden toner frem og jeg er hjemme, med jorden under mig og himlen over mig jeg er her med hele mit landskab. Måske er jeg hvor jeg skal være.

Mødet – soulflow

I mødet ser jeg, mærker jeg. Et blik, et nærvær, et ord, et slør som dækker, uroen, hvilken form skal jeg tage, skal jeg tage en form? jeg rummer, giver plads til, at der ingen form er.
Mange lag åbnes og energi frigives – gamle strukturer og bindinger går til grunde. Felter af kaos opstår – uberegnelige og svære at navigere i, på overfladen ligner det vanvid – og udsvingene i følelserne er som en rutsjetur, intense spring mellem lykke og angst.
Jeg inviterer ind, omfavner det der er, uroen opløses, fra et andet plan opstår nyt liv – en ny form for bevidsthed manifesteres – i mig. Er det mig? er det en del af mig? skubber jeg væk eller invitere jeg til et kærligt rum. I det kærlige rum skabes der en balance – lyset får plads, mørket får plads, det der var en kamp om pladsen bliver et møde – et kærlighedsmøde. De holder hinanden, støtter hinanden. Ja de skal være der, den ene kan ikke være uden den anden. De tager plads i dybet af mig, integreres i mig og hjælper mig med at rejse mig og hæve mig op og finde mit nye ståsted. Jeg smider de brune gamle fjer og lader farverne sprede sig. Jeg følger livets flow og går ind i mødet med åbent hjerte.