Månedsarkiv: juli 2017

hjælp eller…

Sidder og venter, knuden i solar plexus vokser. Den store ro jeg oplevede af væren i fortroligt og kærligt selskab, hvor er den. Slår følelserne fra, pakker mig selv ind i skjoldet, panseret, overvejer skal jeg købe en kop te, gå på toilettet, mens jeg venter, men kommer til erkendelse af at kræfterne er ikke til det – jeg venter, hvad hvis de glemmer mig, når jeg det så – hvad er nødplanen. Knuden vokser, kigger på uret, bruger kræfter selvom jeg sidder ubevægelig. Hun kommer, ser mig – spørger med blid stemme er det dig der skal have hjælp, svarer med alt min ro og styrke… mens mit indre krymper sammen, sætter mig, synker sammen, er ikke sikker på at panseret holder, mærker krakeleringer.

Så sætter bevægelsen i gang og jeg glider forbi menneskemængden, undgår den lange kø, undgår ventetiden, er træt. Blikket er vendt indad er bare, prøver at overleve, prøver… hører i det fjerne hendes spørgsmål, svarer men er ikke til stede. Bevægelsen stopper, bliver parkeret indtil de åbner for boarding. Mærker børnenes blikke, deres nysgerrighed – møder dem i et smil. Sidder på min plads i flyet, glider ind i trætheden, lukker øjnene, finder stilheden, mærker den kendte omfavnelse, panseret slipper og lyset får lov at slippe ind. Glemmer tid og sted.

En stemme vækker mig, retter mig op forbereder mig, til at klare turen igennem lufthavnen, tankerne hvordan… men hjælpen er der, jeg sætter mig og glider igen igennem menneskemængden, mærker et kendt ansigt ved min side. Hvad gør jeg, hvor meget viser jeg af mig selv, hendes naturlighed og omsorg beroliger mig, det er ok.

Mine børn modtager mig, savnet og omfavnelsen, kærligheden blødgør og jeg fortaber mig i deres historie, smil og lys.

Hjemme igen tilbage til praktiske gøremål, gøremål der næsten er uoverskuelige, hvordan skal jeg komme igennem. Mærker kroppen som fængslet, hvor friheden er blevet mig frataget. Udtrætningen der overmander mig, jeg kan bare være, prøver at gøre, men med mislykket resultat. Min søn der siger mor skal vi ikke bare være de næste dage. Han mærker kampen og kommer mig i møde. Jo vi skal bare være.

Natten må bringe lys og kræfter, hjælpe mig til at fordøje mit første møde med kørestol. Husker på hvilken kamp jeg gik igennem, inden jeg indså at den var en nødvendighed. Krigeren der kæmpede sig igennem, fordi hun ville frem, krigeren der klarerede det med konsekvenser.

Krakeleringerne, panseret giver slip på sit tag, sårbarheden, erkendelsen af at det er et stort skridt, der er taget, en stor overvindelse. Det har krævet det største mod i mit liv. Måske derfor den voldsomme træthed. Jeg vil lade natten omfavne mig, med dens magi, drømme og indsigter og vide at i morgen er en ny dag, en dag der starter med stråleglans, når jeg slår øjnene op.

Forventninger

Sommerferien, nu er vi her igen. Forventninger, forestillinger om den helt perfekte ferie. Mærker tyngden af mine egne forventninger som et tæppe af bly. Vandringen i gennem den endeløse ørken. Kroppen der svigter og kampen, hvert skridt overvejes og planlægges. Nærværet, hvor bliver det af på rejsen, glemmer at stoppe op, at slukke den dundrende tørst. Ser ikke klart i tågen i den ulidelige varme, Fanget af frygten, fanget af ønskerne og forestillingerne. Fatamorganaet lokker mig på afveje, ser billedet for mig – Forventningerne hvem tilhører de, er blikket og ordene fra mine børn blot spejlinger af mine egne forestillinger og frygt, har de egentlige nogle forventninger, til det der skal ske. Min frygt overtager fuldstændigt, følelserne fylder mig op. Prøver, gør, arrangere over evne, jeg kan, men med hvilken konsekvens, fraværet af nærvær, fraværet af selvkærligheden.

Mine begrænsede forestillinger, min krop, pludselig bliver jeg opslugt af at være denne forgængelige krop, ser pludselig ikke andet end forfaldet, begrænsningerne, jeg ser ikke at jeg er mere. Trætheden er så overvældende, bare tanken om at rejse sig fra gulvet er uoverskueligt. Skal jeg blive liggende, skal jeg rejse mig, følge flokken, være som de andre. Kan jeg tillade mig at være mig, at hvile i mig.

Jeg vågner og ser i gennem tågen, tågen af illusioner. En vished, en væren, hvor jeg giver slip og træder ind i stilheden.

Mine børn ligger sig tæt ind til mig, jeg mærker – jeg fyldes af omsorg for disse små smukke sjæle, kan jeg være den jeg skal være. I samtalen mødes vi, vi møder frygten, illusioner bliver opløst, tanker om forventninger fordufter. Sandheden. Sandheden – at det eneste jeg skal være, er mig. Jeg skal være i nærvær, være uden at gøre. Være i kærlighed. Være autentisk og sand. at leve og lade leve. Vi omfavner hinanden.

Lad mig finde modet til at møde min frygt, give slip på fortid og fremtid, værdsætte nuet. Jeg vil være tro mod mit eget væsen og men også disse to smukke sjæle som er kommet til mig. Ikke ligge under for mine forestillinger om omverdens krav og fordomme. være helt min egen.  Jeg vil se og forholde mig til min virkelighed. Og i stedet for at kæmpe imod vil jeg omfavne det, det viser mig, at langsomheden og de fysiske begrænsninger åbner op for en dybde og et nærvær, hvor jeg kan give det, som er det største af alt -kærlighed.

Kilden

Mørket, magtesløsheden, frustrationen opgivelsen vælter ind, hvem er jeg…? hvad er jeg… ?alene. Hvad er mit formål? hvad er min mission? med hvem skal jeg gå? kan jeg gå…? spørgsmål rejser sig … hvor er svarerne. Hvor bliver de af hvorfor svarer de ikke. Tårerne og klumpen blander sig, sorgen over tabet. Flugten, prøve at lade være med at mærke. Sorgen ligger sig som et tæppe, indhyller og lukker for ilten, bliver kvalt. Mørket er så tæt, virker nærmest som alt bevægelse er stoppet. kæmper imod. Prøver at skubbe tæppet væk, at finde udvejen, jo mere jeg skubber jo mere omslutter mørket. Prøver at finde svarerne udenfor mig, spørge, rejse rundt i verden, blandt andre – i en søgen, overrasket over finde, at jeg bærer kilden i mig, visdommen er med mig.
Overgivelse – ligger mig og lytter – lytter dybt ind i rummet bag rummet – kæmper ikke. Tillader alt at være der.
Bliver fyldt, af den fineste blideste energi helt ind til knogle marven, oplyses og må kigge flere gange.. er jeg kun lys, er jeg her stadig. Hvor er det smukt, hvorfor havde jeg glemt? hvorfor havde jeg trukket mig fra kilden? kilden der er vævet dybt ind i mit væsen, mine celler, min sjæl. Hendes energi smelter sammen med min, hvor starter, hvor stopper jeg – er jeg hende.
Mærker det felt i mig selv, hvor jeg er forbundet med alt, hende, magien.
Hviler i hjertet, læner mig ind i mit landskab og lytter efter min indre kildes rislen. Vejen til visdom går gennem det indre rum af magi, at være loyal over for mig selv. Sanse og mærke den energi der flyder igennem mig. Måske flyder kilden kun drypvist, hvis jeg tillader at overbevisninger, mønstre, tanker og forestillinger blokere for kildens løb. Jeg vælger at gå ind, samle mig, trække energien helt ind. Lade lyset fylde mig fra det inderste, igennem langsomheden, så det bliver muligt at tale sjælens sprog. Her udfolder og udlever jeg det, som er mit dybeste væsen. Den jeg er, ikke kun det jeg har oplevet, mine erfaringer i livet, men det jeg er trods. Fra dette sted giver jeg kilden og rodnettet til mit livstræ næring, så alt flyder frit og sprudler af liv.
Jeg er selv den sti jeg skal følge, den hule jeg må finde og træde ind i, jeg er den sky der svæver på himlen, jeg er regnen, der falder, solen der stråler, jeg er alt, tid er meningsløst, alt sker til sin tid…jeg er fri dette sted forenet med det der er. Bevægelse opstår, muligheden for at følge strømmen. Følge kilden til det der er sandt.