Månedsarkiv: august 2017

Hvem er jeg

Hvem er jeg, er jeg den andre ser når blikket glider fra et punkt til et andet, er jeg den frygt jeg ser i andres øjne, er jeg den der er begrænset af min fysiske krop. Den krop der ikke kan danse vildt og hæmningsløst, den krop der ikke let og elegant kan løbe hen over græsset, er jeg den der ikke har kræfter til at snitte og skære.

Hvem er jeg, er jeg den, der synker ind i sorgen, sorgen over at have mistet. Er jeg den der bliver overmandet af følelser, gråd, frygten og tankespind om fremtiden. Er jeg den der tænker tanker om hvem jeg er og hvem jeg ikke er.

Er jeg den der giver betingelsesløst, er jeg den der inspirerer, er jeg den der skaber….

Hvem er jeg, hvem er du..

Hvordan definere jeg den jeg er, måske udfra historier om hvad styrke og det rigtige er? Og hvad er det rigtige? Er jeg ikke den jeg er, lige meget hvad jeg gør, lige meget hvordan jeg bevæger mig. Lige meget om jeg sidder, står, danser eller ligger.

Alt det der opstår ser jeg, jeg mærker, jeg tillader, jeg sørger. Det er dele af mig, dele der er foranderlige ikke konstante, jeg er iagttager eller endnu mere den der oplever.. Alt det der skaber frygten er bundet op på historier, historier om hvem jeg er, hvem jeg troede jeg gerne ville være. Jeg drager konklusioner om hvad jeg skal gøre, hvad der er styrke.

Men måske danser jeg faktisk vildt og hæmningsløst,  bevæger mig graciøst, med værdighed i erkendelsen af, at alt er magisk og lige som det skal være. Lader livet udfolde sig med glæde, sorg, sårbarhed og ar – med alt hvad jeg indeholder.

Når jeg ser og oplever, står jeg ansigt til ansigt med min egen sårbarhed og styrke. Mærker at når jeg lytter til mit indre, er der en konstant underliggende ro, stabilitet og vildskab. Inden i mig skabes der, inden i mig stråler livskraften. Farverne og kreativiteten fylder mig. Indimellem er det usynligt i virkeligheden, i verden blandt andre. Indimellem ses farverne ikke tydeligt. Men jeg vil gøre alt for at give og sprede de farver jeg kan med det jeg er.

Kviksølvet…bevægelse og transformation..

Kan jeg gå i opløsning, kan livet blive for meget. Prøver at trække vejret og samle mig. Pubben er smidt og i min nøgenhed, står jeg totalt blottet. Der er ikke noget der holder min form, alt er flydende, hvor flyder jeg hen hvis jeg giver slip. Min ærlighed står som et stort åbent sår, ilden har smeltet alle facader og beskyttelse. Og alt føles som flydende kviksølv. Og jeg viser hele mig, det smukke, det grimme, det sårbare, det svage, det stærke…. Jeg kan ikke gemme det, prøver at holde fast på den glohede, flydende kviksølv, men brænder mig,  kan ikke tæmmes eller fanges ind.

Passionens ild fortærer mig, hvis jeg lader mig selv danse i flammerne… og overgiver mig til processen.. så bevæglsen opstår.. Betingelsesløst. Og håbe at jeg er hel, når jeg er færdig med at brænde. Måske hel på en ny måde… forvandlet. Eller blive den jeg allerede er.

Det andet, den anden, de andre… øver indflydelse på mig som hemmelige – agenter. Det virksomme stof, som skaber forvandlingen. Nogle gange stiller jeg mig selv til rådighed, løber mod det der gør ondt, hopper gladeligt i med begge ben, og bliver chokeret, når jeg ser på mig selv bagefter – eller midt i processen, alt ikke er frydefuldt, men også fyldt med smerte. Hvorfor vælger jeg at gøre det, selvom jeg er blevet advaret – selvom jeg ved det ikke er det bedste for mig.

men jeg kan ikke benægte, at der er sket en forandring som var nødvendig – jeg ser hvis jeg tør og reflekterer, over det.  Og derpå tage ansvaret. Netop også at føle smerten, alle de grimme følelser, at tage dem på mig. Også de brænder i flammerne,

Alt flyder, finder vej, former sig, bliver til nye former og kreationer. En skabende livsstrøm, noget nyt skabes gennem mig, Ikke som en mental handling begrænset af min forestillingsevne – men som en tilladelse til at lade skabelsen udtrykke sig gennem mig.

Skulle jeg så ikke brænde? Når vi såres og sårer os selv og andre… jo må-ske… uden at investere os selv i ilden – bliver vi ikke os selv. Kommer vi ikke til os selv, til bevidsthed.

Kviksølvet… Han kommer med gaver, inspiration og indsigter, hvis jeg er opmærksom og vågen og jeg kan modtage dem i taknemmelighed, glæde og kærlighed. Men jeg kan ikke fastholde ham eller det i nogen bestemt form – det er imod hans natur.

Måske skal jeg blot opdage og give det lov til at virke dybt i kroppen, sindet og sjælen. Intet er tilfældigt eller ligegyldigt. Hvis jeg skubber det væk og giver slip uden at se på det fratager jeg mig selv muligheden for at lade tingene betyde noget.

Ilden kan brænde mig,  den kan opløse og den kan få mig til at føle, at noget af sjælen dør, men den er forvandlede, transformerende. Hvis jeg tør tillade det at virke, at tage den tid, som det tager.  Måske endnu en oplevelse af et hjertes modning, en visdom, en dybde. Vejen går altid igennem. Ikke over, ikke udenom, ikke under.

Og måske mærkes det, at jeg er videre, men at det som føltes tungt eller smertefuldt har forladt mig i ildens transformerende flammer.

Sommeren har rusket i de lag, som hindrede mig i at lytte til min sjæls hvisken, så de nu er transparente og mere gennemskinnelige. Jeg er fuldstændigt blottet, men måske fri af nogle af de mønstre der har fulgt mig igennem livet.

At sætte alting fri og lade mig flyde med kviksølvets bevægelse, en hengivelse til universet. Et kærlighedsmøde, hvor min sjæl får mulighed for at skabe det liv jeg er her for. Indefra og ud.

Alt det kræver fuldstændig ærlighed,  at jeg tør lytte til sjælen og tillægge dens kald værdi.

Frygten – Vejen til frihed

Bølger af frygt skyller igennem mig.. uvisheden om fremtiden rammer, alt det fundamentale må stå sin prøve….. ikke bare ét område, men på alle planer. Hvad hvis min største frygt bliver til virkelighed, at miste, ensomheden…lammelse, at miste kontrollen..

Mærker anspændtheden bølge igennem kroppen, forsvarsmekanismen – en misforstået beskyttelse, hvis jeg lukker af i hjertet undgår jeg så at blive såret, at gå i stykker.

En del inde i mig plaprer løs, døgnet rundt – skaber frygt… en del der har evnen til at forestille sig, lave historier, en del der tror den prøver, at beskytte mig, men i stedet opstår, der en frygt baseret på historierne.

Jeg klynger mig til det jeg ikke vil miste, holder med fast greb, men jeg kan ikke holde fast i det, der er sket, jeg kan ikke holde fast i ord der er sagt, øjeblikket der er forsvundet, kan ikke holde fat i det der var.

Jeg må slutte fred med livets forgængelighed, med livets uvished.

Min indre kernen er modets udgangssted, som indeholder kraften til at forvandle de skræmmende tanker, der kommer fra min frygt… eller tankerne der skaber min frygt .. ikke den sande frygt men den frygt der er skabt af fortællinger og tanker. Dele af mig reagerer ubevidst. Hvad vælger jeg? at vurdere, dømme, afvise, forkaste, klynge mig til.. eller erkende, drage omsorg, være vidnet til.. jeg har et valg.

I min inderste kerne er et sted som er helt rent uden forventninger og historier.

I yogaen, i iagttagelsen, i kontemplation, finder jeg min stilhed. De indre vidder af ro giver mig mulighed for at finde min sandhed. I kaos, synke helt ind hvor lydene omkring, bliver som vinden, der raser uden for vinduet, når jeg er lige nu, fuldstændig nærværende, er alt klart, alt er som det skal være lige der. Ingen rejse mod fremtiden eller tilbage i fortiden, her er ingen frygt for det usande.. som en ferie fra de larmende tanker.

øjeblik for øjeblik kommer der oplevelser ind, jeg lærer, modtager indsigter og erkendelser, hvis jeg ser og lytter med et åbent, ikke dømmende hjerte.

Jeg er tilstede, livet er tilstede, indimellem er der historier, der hæmmer livets strømme. Jeg må være årvågen, blive ved med at holde øje, med min fulde opmærksomhed, vælge hvordan jeg reagerer på det der opstår på min vej.

Bruge frygten som en mulighed for at vågne- holde den tæt- lade der være et nærvær af frygt, se hvilke historier der er forbundet med den. Mærke efter. Tillade at mærke de følelser, der følger med, nogle skal passere, nogle skal opleves, mærkes, leves og forløses.

Jeg kan vælge at skabe en verden omkring mig, der er forudsigelig og definerbar, der ikke stimulerer min frygt, men det bliver en umulig kamp, livet kan ikke kontrolleres. Konstant vil jeg blive udfordret af min frygt jeg vil møde uvisheden, det ukontrolbare og min kamp vil netop være det, der fængsler mig, holder mig fra friheden. Måske er buret der holder mig, historier jeg har dannet, forestillinger jeg har om frihed- Måske opstår friheden når jeg følger det livet viser mig, når jeg tillader at være den jeg er med alt den kærlighed, der strømmer igennem mig, som gør mig stærk og sårbar på samme tid.

Slutte fred med uvisheden… livet byder på mange muligheder, det inviterer mig til at springe ud over kanten. ud i uvishedens dyb… Rejse fra frygt til frihed – og i processen skifte frygten ud med tillid til vejen, der åbnes foran mig.

Både det vidunderlige magiske jeg møder på min vej og som jeg klynger mig til for at opleve det bare én gang mere eller det jeg møder med afsky som jeg prøve med alt kraft at skubbe væk…

Jeg kan vælge at lade være med at gå med vælge at blive på bevidsthedens sted

Give slip på tilbøjeligheden til at lade mig rive med – give slip når jeg føler, at der bliver trukket i mig, min kraft er størrer, jeg kan modstå og lade mig falde ind i tilliden. Jeg er ikke fri selvom min frygt, mine tanker om frygten  ikke eksisterer. Jeg er fri når jeg kan være i frygten være med det der skræmmer mig allermest med et rent hjerte, men friheden opstår når jeg er fri midt i det der skræmmer mig allermest. Når jeg er med det uden afsky eller klyngen….