Månedsarkiv: oktober 2017

Ser Du Mig

Jeg har taget masken på, går langs væggen, håber du ikke får øje på mig. Bukker mig, gemmer, holder ordene inde, holder følelserne inde. Måske hvis jeg er stille bliver jeg ikke udstødt, måske kan jeg forblive en i flokken. Jeg går på linje – lever andres liv i stedet for mit eget.  Går igennem livet uden kontakten til mig selv, kernen, sjælen… DET VAR, men NU har jeg smidt masken, går i midten oprejst med hele mig.

Jeg har ikke længere glemt hvem jeg er. Jeg lader ikke mit liv, min lykke, være baseret på noget uden for mig selv. Jeg tager ansvar – svarer an på det der rejser sig. Møder alt det der opstår – nogle gange med tårer og frygt, men jeg møder det. Jeg er ikke stille mere, jeg lader min stemme tone frem.  Jeg taler mit hjerte.

Jeg ser mig, med alt hvad jeg indeholder, noget mere smukt end andet, noget nemmere at acceptere end andet, noget mere let end andet. Jeg tillader alt at få plads, prøver at omfavne mig og se den smukke sjæl jeg er. Selvom jeg ikke står og går oprejst i fysisk forstand, så bevæger jeg med indre værdighed, oprejst og stærk.

Jeg hører ikke mig selv sige noget jeg tror andre forventer jeg siger, jeg gør ikke noget bare fordi andre forventer jeg gør. Jeg forsøger så godt jeg evner,  hver eneste nu at leve i overensstemmelse med min sande essens.

Alt det jeg har overset, ignoreret og lagt låg på igennem livet vælter ind over mig i øjeblikke hvor jeg er klar. Måske trigget af ord, måske af stilhed….

At dø for at blive genfødt igen. Jeg havde brug for at få rusket op i rutinerne for at turde at slippe masken, virkelig at mærke mig. at lade den del af mig der ikke så eller ville ses dø.

Det dybeste ønske, som jeg havde gemt væk, er jo i virkeligheden, at blive set. Jeg ser mig selv tydeligt nu, jeg er ikke bange for at blive set, som den jeg er, bag maskerne. Jeg bevæger mig og lader hele mig stråle også det som er tungt.

Jeg må vise mig, selvom det så betyder at jeg bliver udstødt, selvom jeg mister. Jeg bevæger mig nøgen, blottet. Jeg kan ikke tage masken på igen.

Men jeg kan være som den smukke lotusblomst, der finder vej op igennem det uklare, grumsede vand og som nu endelig har åbnet sig. Alt er muligt. Jeg vil ikke længes efter at være en anden end den jeg er. I min helhed, ønsker jeg at andre ser mig, hele mig, at de modtager hele mig og ikke kun dele. Dele som ikke er mig, men blot noget, en bagage jeg lige nu har med mig. At blive set er det jeg vil.