Månedsarkiv: oktober 2017

Hvad er svaret – go beyond, reach for the stars

Hvad er min vej, igen og igen har jeg har jeg givet mig selv dette spørgsmål, måske, at der som sådan ikke er nogen vej. I hvert fald ingen lineær proces – hvor den ene indsigt fører til den næste. Det minder mere om et puslespil, hvor brikkerne falder på plads, efterhånden når tid er. Lige så langsomt vises det flotteste billede. Jeg kan stille mig til rådighed, lytte til indsigter der opstår. Studere de brikker der kommer min vej. Men det handler for mig om modet til at turde lytte og sanse – være loyal over for mig selv. Ofte er jeg blevet forført til at smide min kraft fra mig. Jeg har ladet følelsernes magt tage over og røget ud af mit center. Jeg har mistet min balance og må hive min kraft tilbage.  Ellers bliver vejen umulig at gå. Min rejse er snoet, fuld af bump og brikker der ligger som forhindringer.

Lige nu ligger der en stor forhindring på vejen. Jeg kan vælge. Jeg kan opgive og vende rundt eller måske er der en åbning. Åbningen kan ikke findes analytisk. Men den kræver en form for kamp. Men ikke den disciplineret kamp jeg kender så godt. Den kan føre mig langt – både i at opnå mål og nedbryde fysiske begrænsninger. Men disciplin er lig discipulus. Fralægger jeg så ikke min kraft, min visdom? Ryger jeg så ikke over i en andens center. Følger en andens sandhed?

Men vedholden, ja vedholden kamp. For at finde hullet, åbningen, må jeg vende og dreje mulighederne, måske lade dem ligge, for så senere at vende tilbage og prøve fra en anden vinkel. Indimellem må jeg finde roen og det kærlige rum, hvor jeg kan hvile og samle kræfter. Jeg bevæger mig  og indsigter opstår – et lag ad gangen.

Disciplinens kamp, at knokle løs holder ikke. Det kræver langsomhed, nænsomhed, kreativitet og vedholdenhed, hvor jeg i processen lytter til min sjæl og dens længsel.

Jeg laver mit helt eget personlige billede, af brudstykker, visdom og indsigter. Et billede toner frem af hvem jeg er og min vej. Jeg må have tillid til at det min sjæl hvisker til mig er sandheden, at det billede der opstår er det billede, der er skabt til mig og ikke andre.  Andre kan vise brudstykker, jeg ikke selv havde fået øje på, men det væsentlige står jeg selv for. Jeg må med nænsomhed og mildhed, bruge min vedholdenhed til, igen og igen at følge min sjæls hvisken, selv når det fører mig i en ukendt retning og alle andre følger den sikre, veltrådte sti.

Det ville være lettere at vende om og følge den allerede kendte vej – at opgive. Men jeg ønsker at stå i min egen kraft. Quit, give up, surrender, letting go – same same – eller hvad? Jeg giver ikke op det skylder jeg det underfundige liv. Men jeg giver slip og kæmper min nænsomme kamp.

Hvordan? Jeg kan ikke regne svaret ud på forhånd, jeg må studere de brikker der ligger til mig. Jeg må turde at kaste mig ud i kampen, håbe at vingerne bærer mig.  Jeg mærker hende. Mærker hendes kraft. Værdigheden lyser, som hun sidder, der på kanten af heden. Som en kriger, en løvinde i hele hendes suverænitet. Hun står i den kraft hun er.

Alt emmer at blødhed, feminitet, sårbarhed men også en enorm kraft, centrering og nærhed, en maskulinitet. Krigeren udtrykker sig klart og kompromisløst omkring ønsker og behov., behov der opstår fra centeret og hjertet.

​Hun gør hvad hun siger, og siger hvad hun gør.”

Hun kender sine styrker og sårbarheder. Hun står i sin cirkel, står ved sig selv. Hun er synlig og handler derfra. Her får hun adgang til en kraftfuld side af sig selv. Her forenes det maskuline og feminie. Her mødes himmel og jord. Her ligger svaret.

Ser Du Mig

Jeg har taget masken på, går langs væggen, håber du ikke får øje på mig. Bukker mig, gemmer, holder ordene inde, holder følelserne inde. Måske hvis jeg er stille bliver jeg ikke udstødt, måske kan jeg forblive en i flokken. Jeg går på linje – lever andres liv i stedet for mit eget.  Går igennem livet uden kontakten til mig selv, kernen, sjælen… DET VAR, men NU har jeg smidt masken, går i midten oprejst med hele mig.

Jeg har ikke længere glemt hvem jeg er. Jeg lader ikke mit liv, min lykke, være baseret på noget uden for mig selv. Jeg tager ansvar – svarer an på det der rejser sig. Møder alt det der opstår – nogle gange med tårer og frygt, men jeg møder det. Jeg er ikke stille mere, jeg lader min stemme tone frem.  Jeg taler mit hjerte.

Jeg ser mig, med alt hvad jeg indeholder, noget mere smukt end andet, noget nemmere at acceptere end andet, noget mere let end andet. Jeg tillader alt at få plads, prøver at omfavne mig og se den smukke sjæl jeg er. Selvom jeg ikke står og går oprejst i fysisk forstand, så bevæger jeg med indre værdighed, oprejst og stærk.

Jeg hører ikke mig selv sige noget jeg tror andre forventer jeg siger, jeg gør ikke noget bare fordi andre forventer jeg gør. Jeg forsøger så godt jeg evner,  hver eneste nu at leve i overensstemmelse med min sande essens.

Alt det jeg har overset, ignoreret og lagt låg på igennem livet vælter ind over mig i øjeblikke hvor jeg er klar. Måske trigget af ord, måske af stilhed….

At dø for at blive genfødt igen. Jeg havde brug for at få rusket op i rutinerne for at turde at slippe masken, virkelig at mærke mig. at lade den del af mig der ikke så eller ville ses dø.

Det dybeste ønske, som jeg havde gemt væk, er jo i virkeligheden, at blive set. Jeg ser mig selv tydeligt nu, jeg er ikke bange for at blive set, som den jeg er, bag maskerne. Jeg bevæger mig og lader hele mig stråle også det som er tungt.

Jeg må vise mig, selvom det så betyder at jeg bliver udstødt, selvom jeg mister. Jeg bevæger mig nøgen, blottet. Jeg kan ikke tage masken på igen.

Men jeg kan være som den smukke lotusblomst, der finder vej op igennem det uklare, grumsede vand og som nu endelig har åbnet sig. Alt er muligt. Jeg vil ikke længes efter at være en anden end den jeg er. I min helhed, ønsker jeg at andre ser mig, hele mig, at de modtager hele mig og ikke kun dele. Dele som ikke er mig, men blot noget, en bagage jeg lige nu har med mig. At blive set er det jeg vil.