Månedsarkiv: december 2017

tid til forvandlingen

Et  øjeblik er det alt det tager? en dråbe det forkerte sted, det jeg har ønsket til tider. Får jeg det endelig, eller bliver jeg vist at det ikke var et ønske at det ikke kan være en vej ud. Kampen begynder, maven kramper, vejrtrækningen forsvinder i et host. Tankerne flyver, på et sekund går et livs tanker igennem mit system. En bøn i min nøgenhed, nej ikke nu ikke sådan. Der er noget at gøre, noget der skal være. Noget der skal udforskes.

Prøver at tage en dyb indånding, men det forstærker, det er ikke muligt, må give slip. Tager en indre udånding, alt er okay, hostet forstummer, åndedrættet flyder igen. Kroppen giver slip. Roen svøber mig, som det varme vand, der varmer mig, blødgør og jeg læner mig tilbage jeg fyldes med taknemmelighed over det der er blevet mig givet.

Lader vandet strømme ned over mig, bade mig, rense mig, som dåben, genfødslen. Hører en stemme, en lydløs lyd kalder på mig, fylder mig. Sluttede og startede rejsen på en gang? Jeg bevæger mig vågen ud i livet, bedøvet af oplevelsen. Stilheden fylder. Kræfterne til at tale, hvor er de? Alt energi må rettes mod en indre dialog. En dialog der først viser sig i aleneheden. Her bliver der givet plads. Her kan jeg lytte.

Lytte til det min sjæl  hvisker til mig. Hvor er jeg på vej hen? hvilke muligheder er der blevet mig givet. Et øjeblik føles det som en længsel, en sorg der fylder mig, men måske er det en genkendelse af noget som jeg kan fatte og gribe – hvis tiden og rummet får plads og grænserne opløses.

Så længe har jeg prøvet at forstå, skabe mening, men kan sjælen forstås, kan livet forstås eller skal det leves. Leves lige nu. Glædes over hver eneste åndedrag, hvert eneste hjerteslag, nyde børnenes smil, deres varme hånd i min, glimtet i øjet, brisen, solen.. mærke og opleve, og måske her toner landskabet frem og viser mig det næste skridt på stien.

Lige nu tillader mig selv at samle næring i puppen, væk fra lyset, væk fra identifikationens tyngde. møde frygten over at miste det mærkat jeg har puttet på mig selv. Jeg vil være modig og blive her, mærke mørket, mærke tomheden uden at være knyttet til mærkatet. Have tillid til at jeg kommer igennem smerten, den er min læremester.jeg lærer at se i mørket, Transformationen der er startet. Puppen vil når tiden er, smides og noget nyt og smukt vil vise sig og folde vingerne ud med kraft og ynde og få muligheden for at sprede farver og håb.

Ensomheden eller aleneheden.

Ensomheden, aleneheden – Er vi altid alene eller er vi altid sammen…

Kan vi miste det vi ikke ejer…

Ensomhedens toner dækker, som tågen der hænger over landskabet. Et lunt tæppe eller et tyngende dække.

Er det en eftertragtet alenehed, selvvalgt, der opleves som fredfyldt, meningsfuld og berigende. Eller en påtvungen rungende tom ensomhed.

Alenehed og ensomhed….

Er det det ydre der definerer, burde jeg være social og sammen, er jeg en særling…. Burde jeg ikke være omgivet af kære…

Er mine aktiviteter en undvigelse? Er det en flugt, en flugt fra at mærke mig selv, aleneheden, ufuldkommenheden eller tomheden. Bliver flugten det allervigtigste. Og bliver flugten fra aleneheden netop ikke til ensomheden? Sindet vil ikke lade mig være alene, det bliver uroligt, det får travlt med at flygte. Prøver at fylde tomrummet. Kan jeg fylde ensomhedens tomrum…

jeg søger den, og jeg afskyer den.  Ensomhedens mørke, en oplevelse som fylder sjælen – en længsel, en længsel der får ensomheden til at vokse, selv blandt andre, ensomheden er ikke betinget af alene eller sammen. Længsel udspringer af en grundlæggende følelse, noget dybere, som bliver forvekslet. En tilstand en følelse af at ikke passe ind, ikke at blive set og holdt som den jeg er, smerten…..

I aleneheden mærkes frodigheden, lysten… kontakten , stilheden….jeg bevæger mig langsommere, jeg mærker, jeg bliver i eftertanken og hviler i nuet.. føler mig ét med aleneheden og ensomheden – Fordømmer den ikke. Der kan jeg komme til den uden frygt,  med frihed, en tilstand af væren, hvor alt er.

Jeg kan være vågen og ikke flygte, dér gennemgår ensomheden en forvandling. Ensomhed bliver måske til aleneheden. Lykken er alene, og den handling der kommer fra alenehed, er helt anderledes end ensomhedens aktiviteter. Der er kun alenehed når ensomheden hører op.

Men hvordan møder jeg ensomhedens rædsel. Ensomheden har gået ved siden af mig – nærmest som en ven igennem livet. Jeg flygtede væk fra følelsen – var bange for følelsen – jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at komme væk fra den.  Jo mere jeg skubbede den væk jo mere voksede den, jo større blev længslen efter samhørighed. Og de to voksede og gav hinanden næring.

Ensomheden var en del i mig, der blev holdt i følelsen, i oplevelsen af at være tilskuer til livet, ikke en deltager. En del der ikke turde åbne sit hjerte og tage imod, jeg lukkede af. Jeg følte ikke jeg blev set som den jeg oprindelig var – og mest af alt – turde jeg ikke være mig.

Troede ikke jeg ville blive elsket hvis jeg var mig, troede jeg ville miste og troede ikke der var plads til, at jeg var mig. Netop i disse overbevisninger trivedes ensomheden og blev min følgesvend trods mennesker omkring mig, der elskede mig.  Ensomheden trækker stadig, viser sig, men nu forstår jeg, jeg ser den, jeg mærker, jeg ved…

Ensomhedens smerte mærkes dybt ind i hjertet, bliver til længslen, så stærk. Men jeg kan være med den jeg kan kalde, kalde på det Guddommelige, den tilgivende og forløsende kærlighed.. gøre plads.

Ensomheden ophører, når jeg smelter sammen med den guddommelige kærlighed. Tomrummet fyldes ud.  Aleneheden bliver en velsignelse. Skiftet sker, forvandlet til hjertets dybde og visdom. Jeg er alene og sammen.  I aleneheden mærker jeg samhørigheden, den findes lige her, jeg skal ikke søge og længes. Jeg er altid alene og sammen, kan ikke miste samhørigheden, jeg har aldrig ejet den, den er der i væren og nærvær, hvis jeg lukker den ind.