Månedsarkiv: januar 2018

ud af mørket fødes…

En hulken, et grådfuldt skrig….. ud af mørket fødes lys. Mærker en underfundig spiren. uforklarlig og subtil, med overgivelsen er noget forløst, en sten er taget af mit bryst. jeg kan ligge mig bedre til rette i mit vinterhi.  Læner mig tilbage i uvisheden, smiler over den gave den måske har bragt mig.

Jeg er sansende tilstede, uden at ville forstå, uden at ville fixe. jeg mærker.

Tilliden fylder mig igen, strømmer som nektar igennem mig. Jeg suger til mig. fylder mit inderste med denne kærlighed.

Putter mig, holder mig, omfavner mig….

og som naturen bevæger jeg mig under dækket. Lytter indad i de dybest lag i mig, hvorfra kilden og livskraften springer. Forsøger ikke på at fremtvinge lys eller hurtighed, men hengiver mig. Jeg nyder og smager på den kraft, som løber dybt i mig, en kraft det er vækket og lader den fører mig dybt ind i min essens.

Herfra lader jeg dette spirende liv, udfolde sig, fylde mig op og ud.  jeg har tid… som en udtørret plante suger jeg, næres jeg af strømmen som flyder.

Når jeg er klar, rejser jeg jeg med alt min kraft. Ud af mørket vil JEG fødes på ny.

mørkets tid

Hvad er det der ligger sig om mig, lammer min krop, lammer min sjæl. Genkender mørket, det faste tag det har om mig, men hvorfor igen, hvorfor har min sjæl valgt at dykke ned i mørkets dyb igen…

Udfordringer opstår, jeg rystes… alt falder i hvert fald alt det der styrker mit ego, det der plejer min følelse af værd og tilliden til at jeg trygt kan give slip og lade mig gribe, fordufter og skælvende griber jeg fat.

I min kamp – for at bevare værdigheden, mister jeg den endnu mere…

I afvisningen, i mødet med mit traume – min største frygt, går jeg i opløsning og jeg bevæger mig ind i et landskab af fortabthed og opgivelse….tør jeg blive… tør jeg fortsætte den vej min sjæl har valgt, hvis det betyder at mit ego, alt det jeg definere mig selv ud fra risikere at dø.

hænger min værdighed sammen med min identifikation, er det derfor min følelse af værd er truet.

Mentalt forstår jeg og forståelse forløser… men måske er det ikke den mentale forståelse… måske bliver jeg vist netop disse prøvelser netop nu, for at mærke indsigten dybt i min essens. At forstå med hele mig. Jeg kan blive i frygten og kampen hvor jeg overser og er blind, eller jeg kan vælge med bevidsthed kærlighedens vej og sige ja til at modtage visdommen på sjæleplan. Smerten får mig til at vende mig mod frygten selvom jeg dybt inde ved at det vil skabe mere frygt, mere smerte. Kan jeg hvile i mørket, give slip på visheden og træde ind i uvisheden om hvor mit næste skridt fører hen. Give slip på at ville bevæge mig hurtigt ud af mørkets greb og bare tillade at være her med langsomhed, lade kærligheden i mig vokse, lade mit værd uden identifikation være alt værd. Lade det nye næres  igennem mørket og langsomheden. tage i mod alt.

For sandheden er jo som så ofte oplevet, at lyset vil vise sig, jeg må finde tålmodigheden og hvile mig i den mørke nat. Pakke mig godt ind og gå i hi.. lade sammenbruddet af det jeg kender være vejen og transformationen til noget mere helt, smukt og sandt.

Jeg giver slip og nærer min indre flamme med nænsomhed og omsorg, tager i mod og rækker ud efter hjælp, trods frygten. Jo mere jeg næres og lader min indre kraft rejse sig, jo nemmere bliver det at se og finde vej i mørket.

Et indre hamskifte er på vej. Jeg giver bedre vilkår til min kraft. Et nyt Liv, nye begyndelser – lige nu er der pause mens jeg fordyber mig og følger ned i mørkets dyb. Der fødes muligheder, drømme og visioner når der er samlet nok næring og visdom. Når tiden er klar..

valget……

Et flygtigt møde, bløde toner af nænsomhed, nærvær en genkendelse af noget, noget min sjæl ved. En sandhed på et andet plan. Jeg lader mig svøbe og giver slip, giver slip på fornuften, bare for nu. Alt er godt lige nu. Hjertet får plads, næring fylder det. Et øjeblik forsvinder alt omkring, det tunge letter, jeg glemmer tid og sted. Og smerten. Lige her er alt ved mig smukt og stærkt. kan jeg blive her, kan jeg være lige her for evigt….. uret tikker, omverden kalder, der må gøres, bevæges, handles. Jeg bliver revet væk fra dette smukke glimt..

Sidder… skuer efter det der var så smukt, det forsvinder i horisonten, var det blot det….

Rejser mig, må støtte mig og vaklende bevæge mig videre i livet, videre på min vej. Får øje på det grimme, smerten….

Må finde mit virke, finde det smukke i hvert øjeblik, så jeg ikke sidder tilbage spejdende efter et fatamorgana.

Kan jeg virke, kan jeg skabe uden at kunne bevæge mit fysiske legeme. Mit hjerte skriger ja. Men det larmer omkring mig. Historier kører uden stop….

Må jeg overgive mig til det der skriger efter min opmærksomhed fra dem der ikke ved… hvem ved? ved jeg, hvad svaret er. Må jeg…skal jeg… bevæge mig mod min sjæls vilje, kan jeg gøre det mod det dyrebareste. Kvalmen og gråden tager over, fylder mig, i et forsøg på at se klart holder jeg tilbage. Men er det klart det jeg ser? Er mit klarsyn sløret af bekymring, blikke, omsorg, fornuft og behovet for at gøre det der er rigtigt for andre. Når min sjæl nu taler til mig må jeg så overhøre og undertrykke. Er det netop i tvivlen at svækkelsen bliver tydeligere. Min krop fortæller mig svaret.

Jeg må se klart uden slør. Kigger mod påfuglen der pryder min rede. minder mig om transformationen, at noget må gammelt må slippe for at det smukke kan genopstå og kræve skønheden. Så hvad skal slippe ? hvad skal opstå? Har jeg modet og styrken til at stå i mod, at lade mig føre og blidt guide mig selv ind i den rigtige strøm der fører mig til stjernerne.

Per aspera ad astra……..