Månedsarkiv: februar 2018

Rosen….

Taler jeg i to tunger…. hører jeg et ønske om at gøre, at gøre som jeg har gjort, at gøre at handle…..

Eller tør jeg følge ind i uvishedens væren. Mærker vægelsindet hører stemmen sige noget og så noget andet. hvad er sandt hvad kommer dybt inde fra, hvad kommer fra det kendte hvad kommer fra det ukendte. hvem er jeg er, hvem vil jeg være… hvordan kan jeg være hende.

Forsvinder jeg, hvis jeg bare er og for en stund giver slip på at gøre? kan jeg virkelig være uden at gøre…. uden at vurderer godt og dårligt. Stoppe bedømmelsen. Hvem ved.

Rosen er… uden tanke tager den hvad den skal bruge, i sin egoisme samler hun næring fra jordens dyb, suger hun vandet, vender sig mod solen, svajer i brisen, vokser sig større, rejser sig mod himlen. Stråler…. viser sit værd bare ved at være. Ved hun, at hun giver hendes skønhed? at hun giver ved at være. Dømmes hun nogensinde i forkert og rigtig, er hun mere eller mindre værd end æbletræet, eller egetræet der giver skygge….eller bien der flyver rundt og spreder hendes kærlighed.

Hun gør ved at være. hun er alene, hun er sammen. ser sig selv i de andres blikke – spejlet i deres øjne. i deres kærtegn, i deres varme.  Hun er altid alene og sammen.

I cirklen mærker jeg forbundetheden og aleneheden, de følges ad. Jeg tager dem i hånden. Sorgen og kærligheden toner frem, skuldrene falder ned og tårerne giver slip, jeg behøver ikke holde fast jeg bliver grebet og rummet i min sårbarhed og styrke jeg er ikke forkert eller rigtig. De ser mig, mærker mig. jeg har givet og vist mig. og de har vist mig tilbage. vi er forbundne i cirklen.

Tør jeg omfavne skønheden, tage imod forskellen med fuld oprigtighed være uden længsel efter det der var. tør jeg give slip på det jeg kender, tør jeg stråle fra min væren. tør jeg tale med én stemme, en stemme der ikke er vægelsindet, men med den største sikkerhed vokser og finder vejen i væren.

leret formes….

Jeg sammenligner, med de andre, med forestillinger, med den gamle mig. kvalmen, frygten oversvømmer. Jeg er i sammenligningens fængsel. Fængslet forhærder og gør hårdt og bevægelsen er forsvundet. Leret, der er tørret og forhærdet, smuldre og forstøver – et pust og jeg forsvinder med vinden der blæser. Følelserne forstummer, det bliver gråt – ulideligt.  Fraværet…. livet, kraften er suget ud. som jorden der ligger udtørret og gold hen.

Jeg er stille og alene  – Fængslets vægge vokser, En rungende tomhed og ekko af smerte, suger de sidste livskræfter.  Hvad er værst? tomheden eller de larmende følelser……… hvor er dansen, magien og frugtbarheden?  Livet, kroppens bevægelse og flowet er stagneret.

Frygten for at vende tilbage til den tomme følelsesløse ørken uden passion og kreativitet lammer mig  og i forsøget på at få lidenskaben, passionen og foråret til at flyde igennem mig igen. søger jeg sulten uden for mig, mister mig selv bliver blind af sult…… ser ikke bag ordene, sympatien…. bag…

ser bare min længsel, mine mangler, der styre mig, føre mig som dukken der bliver ført af dukkeføreren… mod det jeg gerne vil have, det jeg beundre og ønsker for mig selv, det slører og dækker mine sanser, min sanselighed….

lytter til stilheden og smerte, mærker og sanser det, der lige stå stille begynder, at skylle op og ind over mig, fylder mig fra roden.  Vækker en rislende kilde af kærlighed og livskraft i mig.

Inviterer denne kilde til at flyde igennem mig og mit liv, lader vandet bade og blødgøre det tørre og hårde ler, det der er hårdt bliver langsomt blødgjort, farverigt og sanseliggjort. Jeg inviterer til at kilden bliver frisat. Mærker denne nærende strøm af forår, at høre til, fred og lykke, mærker den flyder igennem mig fra jorden. Med strømmen sættes jeg fri, jeg flyder med lader vandet blødgøre og forme. uden at tvinge en form frem med min vilje – at gøre vold, men lade formen dannes af vandet, hænderne, den indre rytme, af sjælen. jeg må have tillid til at jeg bliver ført den retning som er vejen for mig. at det smukke som jeg skal møde bliver vist mig og mit hjerte er åbent for at se, for at høre.  At med den indre kærlighed vil passionen, vildheden, den indre dans få plads. At jeg vil inspireres og mærke bevægelsen og styrken tage form på den måde den skal, at jeg opdager….

at jeg er fri til at bebo min sjæl med min unikke forskel, mit potentiale fri af sammenligningen og at også Jeg får muligheden for at åbne og vise det smukke jeg har at vise.

vi er her for at elske og blive elsket, møde os selv og andre i kærlighed, ikke af nød og længsel men ren samhørighed og intimitet. Det er frihed…