Månedsarkiv: marts 2018

fængsel eller tempel

Alt spændes, forkrampes, en kamp i mig. jeg vil slippe lade mig falde men hun vil ikke, hun holder stædigt fast jo mere de andre vil, jo mere forkramper hun, mens hun råber jeg vil ikke…… mærker hendes frygt for at forsvinde, samtidig med jeg bønfalder hende om at slippe, men hun hører ikke, vil ikke høre, så vi kæmper. Mærke opholdesdriften sætte ind. lige meget hvor meget jeg gør, kan dette ikke gøres, det kan ikke tænkes. pludselig ser jeg…

Jeg prøver at tvinge hende ind i hendes frygt fuldstændig uden medfølelse, tager som en selvfølge at hun følger med hendes medsøstre som har givet slip. Men truet på hendes eksistens vil hun selvfølgelige blive. De andre har givet slip, med meget mindre konsekvens. I min intense jagt på overgivelse har jeg glemt hende. Som reaktion har hun fængslet mig, ubøjelig og stivnet har hun ligeså langsomt forhindret mig i det sidste spring. jo mere fastlåst og mindre udgang, jo mere prøver jeg at bryde ud. jo mere mærker jeg smerten som iagttager, iagttager af livet udenfor for fængslet. Landskaber der bølger sig, dansen der danses… jo mere higer jeg efter friheden uden for fængslet. men mærker frygten igen. er disse murer ikke bygget af frygten, frygten har krampagtigt bygget og stivet af. Skabt en rigiditet. En jernhård vilje har skabt dette fængsel.

Frygten er mangel på kærlighed. jeg ser hendes mangel. jeg har ikke lyttet til hende, omfavnet hende anerkendt hende. jeg har negleret hende, fortalt hende hun ikke var værdig, at hun ikke betød noget, det var de andre der betød noget, de var noget værd. Hun er ligeværd hun fortjener den samme omsorg som jeg har givet de andre. jeg vil nærer hende, hviske søde ord, kærtegne jeg vil lade hende vide at hun er værd at jeg ikke forventer noget, at jeg vil holde hende lige meget hvad. lade hende mærke kraften fra jorden og lade hende suge. Hun må værdsættes som det vidunderlige og smukke tempel hun er og ikke som et fængsel.

puppen…

sidder i stilheden, prøver at føre hånden til glasset, der står på bordet ved min side, men armen bevæger sig ikke – tyngdekraften tynger og jeg lader den falde dybere ned i puden. Hovedet hviler tungt – tanken strejfer, hvornår mon jeg kan bevæge mig.. men solens varme tager over og jeg glider ind i søvnen. lyttende til de fine stemmer af kærlighed, der kommer fra mine legende børn i haven. Dét øjeblik af blidhed og nænsomhed, mon jeg kan blive her…

vågner, der er en magisk bevægelse bag den transparente puppe –  bevægelse på indersiden, gamle lag giver slip nye strukturer og mønstre er undervejs. En dyb visdom fylder mit i hjerte, hjertet er havet der breder sig som bølger og fylder mig.

Den indre proces – en enorm forvandling bruger energien, alt kraft trækkes til dybet og højden, lader puppen stå ubevægelig, fængslende. Havet er ikke oprørt, men kraftfuld, mon kraften fra havet snart vil bryde igennem og lade det nye få plads. Mærker nedbrydelsen, der er i gang, alt det der hindre må forsvinde, den der var. hvem ved hvornår puppestadiet er slut? Formen der var kendt. Hvor er det trygt, når jeg kender.

Kan jeg virkelig give slip – opgive det der fuldte med formen? Der skal gøres. Har jeg virkelig tillid til at det bliver gjort, hvis jeg tillader at det kendte nedbrydes. Det der på andre planer skal heles før puppen kan forlades.

Jeg må kysse det der forsvinder og det der består, se på det, anerkende. Arbejdet er gjort. Nu ser jeg på, er den stille iagttager og støtte. Der er ingen kræfter til at kæmpe i mod – ser på frygten, magtesløsheden, sorgen. Jeg må frigøre mig fra det der opstår, det jeg møder, dem jeg møder – med mit hjerte åbent, uden den klæbende tilknytning. jeg vil lade puppen være et beskyttende skjold, ikke et fængsel. Lade det der skal røre mit hjerte røre det og omvendt røre det der skal røres, men nu med beskyttelse, kærlighed og medfølelse.

Jeg må gøre mig fri, følelsemæssigt og mentalt. lade det åndelige og sjælelige som taler så tydeligt bevæge sig igennem alle lag, lade det nærer og hele. Bare lade mig flyde med havet. Se – Hvad der skal integreres. Hvad der har tjent sit formål…..

vil for nu lade bølgerne brede sig gennem mine ord og væren. Her opstår bevægelse. Indtil jeg er klar til at bryde igennem, vil jeg nyde roen og stilheden bag skjoldet.