Multipel Sklerose

Multipel sclerose (MS) er en kronisk sygdom, som angriber centralnervesystemet, dvs. synsnerverne, hjernen og rygmarven. Der opstår betændelse omkring nervetrådene og med tiden efterfølgende ar, så meddelelser fra hjernen til forskellige dele af kroppen kun dårligt eller slet ikke når frem.

Multipel sclerose betyder ‘mange eller flere hårdheder’ og henviser til de plaks, man kan finde i hjernen hos mennesker med sclerose.

Beskadiget myelin giver plak
Sygdommen angriber de fedtskeder (myelin), der ligger omkring hjernens og rygmarvens nerver. Populært sagt kan det sammenlignes med det isolationsmateriale, som ligger rundt om elektriske ledninger. Fedtskederne har også en isolerende effekt og er af betydning for, hvor hurtigt nerveimpulserne løber gennem nerverne. Jo tykkere fedtskeder, jo hurtigere impulser. Samtidig kan der ske skader på selve nervefibrene og nervecellerne.
Ved sclerose ødelægges dele af fedtskederne, og dermed forringes ledningen af de elektriske impulser, så impulserne til de områder, som nervebanerne forsyner, bliver dårlige eller forsvinder. De områder i hjernen eller rygmarven med beskadigede fedtskeder kaldes læsioner eller plak.
Attakker og diagnose
Sygdommen viser sig i form af attakker, som er sygdomsangreb, hvor den scleroseramte oplever symptomer som f.eks. føleforstyrrelser, synsproblemer, lammelser eller såkaldte kognitive symptomer som hukommelsesbesvær og koncentrationsbesvær. Træthed ledsager stort set alle attakker.
Sygdommens forløb og symptomer er forskellige fra person til person, afhængigt af hvilke dele af centralnervesystemet, der er berørt. Nogle oplever kun enkelte attakker og vil derfor kunne leve et stort set almindeligt liv, mens andre kan blive stærkt invaliderede i løbet af en årrække. På det tidspunkt, hvor diagnosen stilles, er det umuligt at forudsige sygdomsforløbet. Af den grund er usikkerheden om fremtiden et af de største problemer for mange mennesker med sclerose.  ( kilde www.scleroseforeningen.dk)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>