Hjem

Siden jeg forlod livmoderens rum har jeg nok forsøgt at vende hjem. Den indre erindring om stilheden, hvor alt var omsluttende og trygt, behov blev dækket, måske er erindringen fra endnu før. Fyldt med en længsel efter at komme helt hjem, længslen efter en dybere forbundtethed, stråleglans og kærlighed, længslen efter et sted hvor adskillelsen ikke var. Omkring mig ser jeg adskilte kroppe der handler uafhængigt. Søger helheden forbundtetheden med dens uendelig kraft og skønhed – den som kalder…
desperat har jeg søgt og ledt, virkede som om det skulle komme udefra, satte mekanismer i gang skabte misforstået afhængighed af det der føltes som hjem eller mindede om den guddommelige frekvens, i søgen har jeg vendt mig mod oplevelser, mennesker, læremestre for at finde visdommen som kan vise vejen hjem, men den vigtigste læremester blev overset, budskabet dybt inde fra, at alt er muligt. Fra det sted inde i mit eget hjerte findes den smukkeste kærlighed og fuldkommenhed når jeg tillader at være det sted bliver jeg omfavnet af en følelse af skønhed og fred den vildeste kreativitet og kærlighed strømmer fra dette sted – en følelse af beruselse alt følelses magisk.
forunderligt når opdagelsen sker, at det jeg har søgt er der og har været der hele tiden. I dvale og nu er kontakten tændt og gnisten blevet tændt og flammen brænder
oplevelser inspirerer og nærer flammen.
Når magien i øjeblikke forsvinder og dualiteten opstår, viser Længslen sig, lysten til at slippe og lette mod stjernerne, at udfolde det store vingefang at forsvinde op, at smelte sammen med det … at opløse alt adskilt og mærke at alt er enhed
Der hvor kroppen opløses i ren energi udenfor tid og rum, mod friheden hvor den faste form ikke begrænser og buret åbnes, døren til friheden.
Jeg mærker hjertet fyldes i mødet – ydmygt suger jeg det magiske jeg giver og fyldes samtidigt at samhørighed og mærker at adskillelsen ophører grænserne forsvinder jeg bliver ledt ind i et univers og pludselig er det magiske her i mødet, ikke et fjernt sted men i øjeblikket, de fastlåste dogmer ophører og stilheden og skønheden opstår udenfor tid og rum – der opstår et flow hvor alt får plads alt føles sandt.
Balance opstår det er ikke svært jeg skal ikke gøre andet end at åbne armene, lytte, se og modtage og give, blot tillade at være i nuet med barnets uskyld, ikke hænge fast i fortidens fortællinger ikke i fremtidens måske komme, men bare være, opleve og invitere det smukke, blot omfavne og lade nærværet omslutte mig, lytte til vejrtrækningen, mærke energien gennemstrømme uden forventningen om noget bestemt, følge flowet lade livet udfolde sig. Lige som naturen udfolder sig. Træet som kraftfuldt står rodfæstet, minder om jordforbindelsen – næringen fra moder jord og grenene strakt mod himlen mod stjernerne minder om det guddommelige – omsorgen og kærligheden fra noget højere- Vandet der strømmer, der flydende finder vej, minder om kreativiteten og bevægelsen. Solen, varmen, ilden der brænder – minder om transformation og muligheden for manifestation. Luften der kærtegner og rør. Rummet der omslutter alt.. bedømmelsen der forsvinder, alt er rigtigt alt er forkert, enten eller forsvinder. Mørket og lyset tager hinanden i hånden og følges som søstre. Frygten ophæves det sted og trygheden gennemsyrer, roen opstår midt i kaos. Stilheden toner frem og jeg er hjemme, med jorden under mig og himlen over mig jeg er her med hele mit landskab. Måske er jeg hvor jeg skal være.

Mødet – soulflow

I mødet ser jeg, mærker jeg. Et blik, et nærvær, et ord, et slør som dækker, uroen, hvilken form skal jeg tage, skal jeg tage en form? jeg rummer, giver plads til, at der ingen form er.
Mange lag åbnes og energi frigives – gamle strukturer og bindinger går til grunde. Felter af kaos opstår – uberegnelige og svære at navigere i, på overfladen ligner det vanvid – og udsvingene i følelserne er som en rutsjetur, intense spring mellem lykke og angst.
Jeg inviterer ind, omfavner det der er, uroen opløses, fra et andet plan opstår nyt liv – en ny form for bevidsthed manifesteres – i mig. Er det mig? er det en del af mig? skubber jeg væk eller invitere jeg til et kærligt rum. I det kærlige rum skabes der en balance – lyset får plads, mørket får plads, det der var en kamp om pladsen bliver et møde – et kærlighedsmøde. De holder hinanden, støtter hinanden. Ja de skal være der, den ene kan ikke være uden den anden. De tager plads i dybet af mig, integreres i mig og hjælper mig med at rejse mig og hæve mig op og finde mit nye ståsted. Jeg smider de brune gamle fjer og lader farverne sprede sig. Jeg følger livets flow og går ind i mødet med åbent hjerte.

At røre

Opgivelse, værdighed – er det værdigt at være i denne krop, der ikke fungerer som den burde, er det værdigt? Ønsket om fred – hvad kommer det af, fred fra hvad – hjælper det at flygte. Vil det give fred at flygte fra livet.
Kroppen der burde, hvad burde den? er det en forestilling om hvad den burde, er det blot en tanke som jeg har skabt, har jeg defineret hvad er en rigtig og forkert krop.
Lader jeg tanken opstå uden at gribe fast i den, men bare lade den være der, se på den, anerkende den, opløses den i ingenting, som den opstod. Og måske ændres min følelse af værdigt og burde.
Jeg har valgt denne udfordring af en eller anden grund, som jeg ikke er bevidst om, og behøver heller ikke vide hvorfor. Jeg ved når tanken forsvinder – at på trods har jeg meget, jeg skal være og give. Jeg mærker flammerne, ilden i mig. Der er noget meget kraftfuldt. Det modsætningsfyldte toner frem. Jeg forundres over kraften og svagheden der fylder hele mig. Som kommer til udtryk på forskellig vis.
Hvordan kan mørket oversvømme og fylde mig med så meget intensitet, så flugten virker som den eneste vej og det næste øjeblik mærker jeg lysten til at være, jeg mærker livskraften og troen tage over i mørket. Lyset bliver tydeligere og flammen vokser. I mødet mærker jeg mig, jeg mærker at jeg er levende og vital. Glæden spreder sig og snart overdøver den alt der virkede som håbløshed. Jeg rør og bliver rørt og er det ikke vores fornemmeste formål – at røre.
Jeg er livet. Jeg er kraften, JEG ER
Jeg forstår at i alt mærker jeg en enorm ro – jeg står roligt lysende midt i det hele, måske er min krop slået ud af balance, måske er den ikke. Men jeg står som en lysende søjle mellem tårer, prøvelser, Jeg står fast. Jeg har en opgave. Jeg kan ikke opgive, men jeg kan overgive mig. Overgive mig til tilliden til at alt er som det skal være og at jeg skal røre og blive rørt.

Handicap eller……..

Følelsen af skam, så dyb gennemborende, den har fulgt mig, har taget forskellige former igennem mit liv, måske er jeg endda født med den. En følelse af ikke at blive mødt som den jeg er, har pustet liv i skammen og måske er det blevet en vane en følgesvend, den ven der har prøvet at slukke mit lys, så jeg ikke strålede for meget, så de andre lagde mærke til mig, så jeg kunne snige mig usynlig og ubemærket igennem livet. Og det blev en overbevisning at jeg ikke var værdig til at stråle, til at være kvinde, til at være den jeg var.
Men lyset kan ikke holdes væk, det kæmper, det vil frem og vise sig, frem forrest på scenen. Hun vil nyde synligheden og sanse livet fra forreste række.
Den vilde, sårbare og smukke kvinde vil frem i lyset. I mit indre strømmer en væren, en bevægelse en feminin og evig fin energi. Kraftigere end noget andet. Det følelse som en dans, en bevægelse af sødme og sanselighed.
Men følgesvenden er der – stikker hovedet frem – skamfuldheden over en krop der ikke kan bevæge sig graciøst og elegant. Selvom alt inden i føles som en dans. Skamfuldheden og stemmen der siger. Hvad er dit værd? Kan du tillade dig at stå på scenen – skal de handicappede ikke gemmes væk!!! Ordet handikappet – det er svært – det er forbundet med så meget tabu og mørke i mig. Lige som svagheden har været.
Hvad er det jeg har undertrykt for at passe ind. Ja noget i mig er handicappet – jeg har mistede nogle fysiske funktioner, men helt ærligt har jeg nok været mere handicappet tidligere – end jeg er nu. Følelsesmæssig handicappet. En kamp for at overbevise mig selv og hele verden om at jeg var det værd – fordi jeg var stærk, ambitiøs, fejlfri, omstillingsparat…. Men med det store handicap – at følelser, sårbarheden, blødheden og usikkerheden blev pakket godt og grundigt væk. Jeg rummede ikke hele mig – jeg rummede kun det, som jeg troede var gode kvaliteter, kvaliteter der ikke var mig. Og lukkede alt det ude som jeg troede var svagt.
I de senere år er de ægte kvaliteter begyndt at titte frem, blødheden, følsomheden, spiritualiteten, gråden, forvirringen, det uperfekte, det legende, det vilde, det feminine. Det jeg havde lukket ude. Jeg begyndte at genopdage mig selv. Og følelsen af en indre styrke gik lige pludselig i hånd med sårbarheden, blødheden og følsomheden. Og med tårerne fulgte lyset og jeg fik plads til at stråle.
I stedet for at kæmpe imod og ønske der er mere lys, flere kræfter, tager jeg en pause – trækker mig tilbage – ikke for at forlade scenen, men for at lade livskraften og kreativiteten få plads til at udfolde sig uhæmmet og vildt. lade livet udfolde sig med glæde, sorg, sårbarhed og ar – med alt hvad jeg indeholder.
Jeg anerkender skamfuldheden og stemmen der hvisker om mindreværd og handicap. Jeg skaber et kærligt rum lader mine arme omslutte det – forvandle det… Jeg vil lade frygten få lidt plads i et rum hvor jeg kan rumme det, bære det og lade det tage den tid det tager. Skamfuldheden er der og jeg vil lytte og høre hvad den vil fortælle mig. Og samtidig vil forsøge at bevare den styrke som kommer dybt inde fra min sjæl – jeg vil lade den vilde, sårbare, smukke kvinde stå i lyset. Tage i mod hjælp Og må-ske kan jeg bevæge mig med handicap uden skam og med stolthed.

Overgivelse og dans med livet

Jeg står helt stille, falder, falder, …….. Det føles som en evighed, alligevel så hurtigt at jeg ikke når at reagere. Lander – bliver stoppet af gulvet under mig. Som om livet bliver slået ud af mig. Trangen til at overgive mig til et skrig, en hulken, men måske var faldet en overgivelse. Måske turde jeg endelig falde ind i overgivelse. Selvfølgelig ramte jeg gulvet, men ramte også noget andet noget fundamental noget farligt…..

Men jeg forsvandt ikke, jeg er lige her, mærker mit fundament under mig. Jeg er jo støttet, det er fra mit fundament jeg skal tage nye skridt til et nyt liv – måske skridt ind i modenheden.
En kær veninde sagde til mig – husk på vi skal alle falde for at lære at holde balancen! Ja netop den følelse har jeg, at jeg er ved at lære at gå på ny.

Kigger på det lille barn, der tumler af sted, usikker på balancen, han snubler og falder. Han er ny i fodgængernes verden. Han rejser sig bare op igen og stavrer videre. Det er hverken nemt eller besværligt bare naturligt, frygten for at falde er der ikke, alt er godt. Han er frygtløs.

Kan jeg være frygtløs? Jeg er påvirket af det jeg har med mig som har skabt min frygt, jeg kan nok ikke lige blive frygtløs lige nu, men jeg kan være modig. Jeg kan rumme min frygt, anerkende den og give den nærvær og omsorg, mens jeg er modig. Selvom jeg er bange kan jeg møde livet, danse med livet danse med frygten med sårbarheden.

Vi bevæger os gennem livet tager skridt fra et sted til et andet, nogle skridt mere vellykket end andre, vi bevæger os fra livmoderen ind i denne verden…. Fra barndommen til ungdommen til voksenlivet, vi mister noget, få noget andet… nogle skridt glemmer vi, noget klynger vi os til. Noget af os bliver fanget, det bliver svært at give slip, vi bliver ufri måske uden vi opdager det, før den dag vi falder…
Hvem er jeg – måske er det først nu jeg former og opdager hvem jeg er. I overgivelsen, når jeg har givet slip på de masker der er taget på, måske havde jeg helt glemt hvem jeg var, troede jeg var masken. Jeg var bange for at smide den, for at vise hvem jeg var, jeg turde ikke sige ja til mig, for hvad nu hvis jeg mistede, hvad nu hvis jeg blev udstødt.

Jeg forblev det lille barn der tilpassede og efterlignede, jeg glemte skridtene ind i ungdommen, ind i oprøret. Jeg glemte at være det vilde, frie sprudlende barn og teenager. Jeg blev en lille voksen.
Jeg bringer nu mørkets visdom og indsigter med mig ud i lyset igen – jeg byder den frie og sprudlende ungpige velkommen. Jeg vil tillade mig at stå i mit lys, at mærke, at være sårbar, at være modig, at GIVE SLIP….. og overgive mig ind i livet og dyb væren, med tillid til, at jeg ved hvert fald, rejser mig igen endnu mere vis, stærk og strålende.

She let go. Without a thought or a word, she let go.
She let go of fear. She let go of the judgments.
She let go of the confluence of opinions swarming around her head.
She let go of the committee of indecision within her.
She let go of all the ‘right’ reasons. Wholly and completely,
without hesitation or worry, she just let go.
She didn’t ask anyone for advice. She didn’t read a
book on how to let go… She didn’t search the scriptures.
She just let go.
She let go of all of the memories that held her back.
She let go of all of the anxiety that kept her from moving forward.
She let go of the planning and all of the calculations about how to do it just right.
She didn’t promise to let go.
She didn’t journal about it.
She didn’t write the projected date in her day-timer.
She made no public announcement and put no ad in the paper.
She didn’t check the weather report or read her daily horoscope.
She just let go.
She didn’t analyze whether she should let go.
She didn’t call her friends to discuss the matter.
She didn’t do a five-step Spiritual Mind Treatment.
She didn’t call the prayer line.
She didn’t utter one word. She just let go.
No one was around when it happened.
There was no applause or congratulations.
No one thanked her or praised her.
No one noticed a thing.
Like a leaf falling from a tree, she just let go.
There was no effort. There was no struggle.
It wasn’t good and it wasn’t bad.
It was what it was, and it is just that.
In the space of letting go, she let it all be.
A small smile came over her face.
A light breeze blew through her.
And the sun and the moon shone forevermore.
Here’s to giving ourselves the gift of letting go…
There’s only one Guru ~ you.

―Rev. Safire Rose

mærk livet

We shall not cease from exploration
And the end of all our exploring
Will be to arrive where we started
And know the place for the first time

T.S. Eliot

Jeg bevæger mig med forsigtige skridt, hvert skridt nøje planlagt, foden placeres med alt mit nærvær, en tanke strejfer mig – jeg bevæger mig langsomt igennem livet, det føles smukt. Jeg bemærker mennesker der haster forbi, deres blikke, der bevæger sig fra stokken over på mig og op og ned af mig. Det rammer et kort øjeblik, som en mavepumper direkte ind i min sårbarhed, ind i min forfængelighed. Den elegante og graciøse bevægelse som er i mit indre – giver sig ikke til udtryk i det ydre. Det ydre som med kejtede skridt skal bruge alt opmærksomhed på at bevare balancen.

Jeg opdager at jeg bevæger mig væk fra min kerne og ser på mig selv udefra. Ud fra mine overbevisninger og andres blikke. Jeg bekymrer mig om de andres blikke, tanker og følelser.

Vi sidder i bilen igen. Jeg tager en dyb indånding og får øje på tårerne i min datters øjne. Jeg ser mavepumperen har ramt hende lige så hårdt. Med forsigtig stemme fortæller hun mig om flovheden, tankerne om de andres blikke og i et kram græder vi sammen, ramt i sårbarheden.

Det er ikke kun min proces, men det skaber ringe og påvirker. Så hver ydre bevægelse er en rejse hvor jeg bliver testet i at blive i mig selv, blive i nærværet og se skønheden i livet og mærke den graciøse smukke indre bevægelse, give slip på alt fordømmelse, give slip på min forestilling om feminin og elegant bevægelse, give slip på frygten for ydmygelse. Mit indre afspejles i min datters indre, i mine omgivelser, jeg ser min tvivl komme til udtryk i deres blikke. Er der bare en lille snert af tvivl vil det påvirke min styrke, min kraft. Fornuftens stemme forstærker frygten og frygten er magtfuld. Frygtens stemme kan fuldstændig overdøve intuitionen, overdøve skønheden ved at leve livet langsomt.
Mavepumperen fortager sig med ordene og tårerne. Vi sidder i stilheden mærker hinanden, mærker livets forunderligheder og skønheder. Vi minder hinanden om gaverne og uforudsigeligheden. Livet er både mere og mindre end vi drømte om.
Igennem tabet, bliver rigdommen og dybden synlig. Livet er fyldt med begrænsninger og muligheder, måske kan jeg ikke løfte benet, men jeg kan sidde her med armene om min datter og i nærværet, høre livets musik og mærke solen varme.
Tabet, mørket, begrænsningerne gør mulighederne, lyset og helheden mere synlig, havde jeg opdaget det? hvis livet ikke blev levet langsomt. Havde jeg turdet gå på opdagelse og se på og byde det uperfekte velkommen?  Lyttende og opmærksom møder jeg livet på ny.

Vejen til hvad!

Jeg har før skrevet om håb og håbløsheden. Hvad betyder det egentlig, i mit sidste indlæg skrev jeg, jeg er rask!!! Trækker jeg det i mig igen. Nej det gør jeg ikke, for dybest inde er det jo sådan jeg har det. Behandlerer der bekræfter og støtter mig i min egen antagelse. Alt i alt bragte det håbet frem. Men netop håbet har påvirket mig. Med håbet følger der nogle forventninger nogle forestillinger om noget bestemt.

Jeg glemte lige at lade kroppen følge med i sit tempo på sin måde. Jeg kom til at forbinde rask med noget ydre og mistede den indre følelse af at være rask.

For i min begejstring hev jeg fat i håbet, klyngede mig til det, og tankerne hvornår sker der noget, tog mig med på rejse? troede på at nu ville jeg snart opnå det…. men hvad det og hvornår snart. Min egen definition af rask, blev farvet af smerte, håbet og af omgivelsernes opfattelse af rask, skepsissen i blikkene – jamen du er da ikke rask – kan du virkelig ikke se det. I min iver for at overbevise og vise klare resultater glemte jeg tålmodigheden, omsorgen og tilliden. Tvivlen kommer listende, hviskende til mig, kan det passe ? – er jeg rask, mærker jeg forkert, kan jeg ikke stole på den indre fornemmelse.

Kan jeg stole på det som føles som sandhed når den fysiske krop er i stadig opløsning. Måske får jeg for meget fokus på det ydre, det jeg kan præstere det jeg kan gøre, det jeg kan give ved at gøre.

Det bliver som altid aktiveret ekstra meget i ferierne og ingen undtagelse er efterårsferien, en ferie med hygge. En ferie jeg altid har elsket, med gå ture i de flotte efterårsfarver, skære græskar hoveder, stå i hovedstand og løbe ned af klitterne med børnene, …. Men hvad gør det ved mig at det ikke er muligt lige nu. Hvad gør det at blive konfronteret med familiers hyggelige ferie billeder og fortællinger. I første øjeblik får jeg øje på det jeg har mistet, på sorgen. Når jeg går ind i sammenligningen og lader mig forføre af tankerne om hvad der er det rigtige hyggelige familie liv, får jeg jo netop lavet en historie om at alt ikke er som det skal være, at det var bedre hvis det var på en bestemt måde…

Jeg bevæger mig væk fra den indre sandhed. Og måske bevæger jeg mig væk, fordi den indre sandhed er ukendt territorium. Tør jeg tro på det, der ikke kan måles, tør jeg tro på det som ikke er som den gamle plan, tør jeg følge den nye og ukendte vej. Tør jeg omfavne det der gør mig allermest bange. Jeg oplever virkelig at blive udfordret og provokeret. Jeg får flere og flere hints om at nu er det tid til at lytte til min indre stemme, nu er det tid til at stå alene og tage ansvar. At sandheden findes inden i mig og ikke hos andre.

Sandheden om formålet med selve livet, måske er det en hel anden – måske er formålet blot at vågne op og danse med livet. Se på livet, blive livet, droppe fornuften og blive mere flydende, mere smeltende lade livet tale til mit hjerte og lade mit hjerte tale til livet. Og ikke lade mig distrahere af at prøve at forstå og analysere.

Når jeg lader mig falde ind i stilheden overgiver mig til det som er, er der jo ikke noget der skal være på en bestemt måde. Hvis jeg bare kan finde modet til at overgive mig til alt. At tillade at min fysiske krop, mine forestillinger om det perfekte bliver nedbrudt, at lade dansen opløse…for at genopstå som noget nyt noget smukkere og mere helt. Hvis jeg tør gå helt i opløsning og tillade det der skal ske med fuldt nærvær og omsorg, får jeg en mulighed for at vende tilbage til mig selv – mine sande essens. Og lade den sandhed som jeg mærker være sand. At lade den enorme indre styrke jeg mærker trods en svækket krop være sand, at lade den følelse af at være levende, trods sorg og magteløshed, være sand, at lade det skinnende lys i mine øjne, trods tårerne, være sand.

Måske har jeg begivet mig ud på den vildeste og smukkeste vej for at lade mig og det jeg kender dø, og blive født på ny. Blive født som den jeg er uden uvidenhedens slør. Min evige uforanderlige sjæl som aldrig forfalder men som blot er.

Frit fald

Kroppen sitre, bliver helt varm, jeg mærker adrenalinen suser rundt, men underligt føles alt som det skal være helt roligt og kærligt. En kærlig energi der flyder rundt med den brusende flod af adrenalin.. tankerne flyver igennem sindet… hvad er det lige jeg har gang i!! Jeg står på kanten, bagved mig er trygheden, foran mig er den store ukendte afgrund, jeg kigger ned og et sus går igennem maven, er det virkelig nu, er jeg klar til at tage springet. Hvorfor vælger jeg den ukendte farlige vej, når jeg nu kunne blive inde i min boble inde i min trygge hule. Et øjeblik overvejer jeg om det ikke er mere trygt at blive, er det ikke mere rart ude risiko. Frygten er lige ved at overbevise, prøver at komme med undskyldninger og afvigelser. Hvad nu hvis det går galt.

Det handler jo kun om dette ene skridt, men et skridt der handler om alt, det indebærer et oprør, det er jo det der gør det dragende og skræmmende på samme tid. Et oprør der er længe ventet og måske nødvendigt. Ikke et oprør imod de andre, men et indre oprør, imod de ubevidste mekanismer der har styreret mig igennem livet. De mekanismer der har bygget murer og pansere om omkring mig så jeg ikke faldt ud over kanten. Jeg var blevet rigtig god til at undgå skuffelse og smerte og vile hellere nøjes end at risikere at fejle at blive en fiasko og prisen blev at jeg ikke levede livet fuldt ud, ikke elskede til fulde og ikke turde tage chancer eller udleve mine længsler, passioner og drømme.

Tør jeg tage dette ene skridt og kaste mig ud i det der virker som det tomme intet. Jeg ved jo ikke hvor jeg lander eller om jeg kan lande på benene.

Jeg kaster mig ud mærker suset, bliver blæst igennem, følelser, emotioner går igennem kroppen undervejs får jeg øje på skønheden. Skønheden i den ukendtes vej, hvor er det smukt at se alt det forunderlige alt det der er nyt. Undervejs er det som om jeg mister noget af det gamle, at faldet river det der sidder som gammelt lag af og det nye og friske bliver blottet. Og jeg lander på fødderne klar til at bevæge mig videre. Jeg tager en dyb indånding lader springet falde til ro i mig. Adrenalinen suser stadig og jeg føler mig høj men også utrolig sårbar, har jeg ramt noget på min vej har jeg taget andre med i mit spring. Jeg finder ro, jeg har kun ramt det der skulle rammes, det der skulle vækkes. Jeg ånder lettet op. Mærker kraften og styrken i mig vokse, jeg havde modet, jeg tog skridtet, det skridt jeg skulle tage.

spring!

PÅ torsdag tager jeg et kæmpe spring ud i det ukendte, jeg prøver virkelig mine grænser af ved at dele min historie LIVE. Det føles vildt skræmmende og farligt. Men også vidunderligt fantastisk. Jeg håber at jeg har det på samme måde når dagen er omme på torsdag.

Det at skrive på min blog er blevet et kreativt udtryksmiddel for mig, en måde at bearbejde og rumme alt det der opstår. At holde foredrag er en forlængelse og noget der har kaldt på mig i længere tid. Nu har jeg endelig modet. Mit store ønske er at det kan inspirer andre på deres vej i livet.

Min ven Rune Funch spiller hans smukke musik som undervejs vil spejle og drage paralleller. Og det foregår i smukke omgivelser på Gothenborg v/Them

Rask!!!!

Lyset skinner, alt føles nemt og lige som det skal være. Kigger jeg tilbage på denne sommer er det som et helt liv, at jeg har bevæget mig igennem livets labyrint med voldsom fart. Men ikke uden at opleve og mærke, jeg har set alt på min vej, været nærværende og opmærksom. Der har været tid til refleksion, tid til at være med det der opstod. Mørket har haft sit tag i mig og i øjeblikke har jeg lade det opsluge mig. Vreden, frustrationen og sorgen var ved at kvæle mig. I den totale frygt for at jeg aldrig ville se lyset igen, har jeg overgivet mig. I overgivelse og hengivelse til, at der sker det der skal ske, mødte jeg den dybeste medfølelse og nænsomhed. Min sårbarhed voksede lige så stille, til en enorm indre styrke som jeg troede var forsvundet. Verden omkring var forandret jeg var forandret. Mon andre kunne se denne forandring! kan andre se at jeg faktisk er fuldstændig hel, at lyset i mig føles så stærkt og varmt!

Det føles fantastisk surrealistisk – en kraft i mig vokser og vokser. Jeg har total tillid og mod til at være mig.

Bekymringen for om jeg nu var stærk nok til at arbejde efter ferien er væk, forstår ikke den var der, når jeg nu står mit i det og mærker hvor meget styrke og energi det netop giver, at lave det jeg gør. Jeg er fyldt med taknemmelighed over at jeg har fået lov til at arbejde med noget, der er så fyldt med kærlighed. At jeg i den grad får lov til at udleve mit livsformål.

Jeg ved jeg er hel, men jeg ved også jeg er rask – altså fysisk rask. Jeg er overbevist dybt i mit hjerte. Når jeg mærker og ser på mig selv, ved jeg at det er sandt. Men hvorfor ved kroppen det ikke endnu, hvorfor er kroppen svag og uden kræfter, det giver da ingen mening. Eller også gør det. Lige nu er det ok – den må gerne tage sig god tid, jeg kigger og mærker den med medfølelse og tålmodighed. Jeg ønsker stadig, at den del af mig genfinder den samme styrke og kraft, for det er jo en del af mig, ikke noget separat, jeg kan ikke med oprigtighed sige min krop ikke er mig, alt er mig! Jeg vil elske og være nysgerrig på livet og lade mig flyde med livets magiske flow. Og i processen opleve at den kraftfulde energi efterhånden forplanter sig til det fysiske i det tempo og den måde den skal.